Nogle gange når et liv ikke at blive til et liv, før det forsvinder igen. Omkring hver fjerde graviditet ender i en spontan abort, og langt de fleste sker, inden fosteret når 12 uger. Man mener, at omkring 20.000 graviditeter går til grunde hvert år. Men én ting er tallene, en anden er den sorg, forældrene skal håndtere. Et forældreskab, der ikke blev, og en hjemløs kærlighed man måske ikke engang har nået at dele med omverdenen endnu.
”Fremtiden forsvinder og stopper ved det lille barn, der nåede at dø, før det blev født,” siger sognepræst i Frederiksholm Kirke i København, Helene Ferslev.
I seks år har hun holdt gravidsamtaler, hvor gravide i grupper følger et samtaleforløb i kirken, hvor man vender de tanker, der presser sig på, når man venter sig. Hun har haft mange grupper, og der har stort set ikke været én gruppe, hvor der ikke er en af de deltagende, der har mistet en graviditet. Nogle tidligt i forløbet, andre få dage før termin.
”Hele livsfortællingen mister man, men mange føler også, at de bliver frarøvet at blive forældre til deres barn, og det er måske det mest smertefulde. Så står man fuldstændigt blottet over for meningsløsheden i, at barnet ikke blev til et liv,” siger Helene Ferlev.
Parrene oplever tabet forskelligt, men ofte ser hun, at de har brug for at placere det ufødte barn i en sammenhæng.
”Nogle vil gerne have, at det hører med til deres fortælling, at de havde et barn, der ikke nåede at leve, og når de er heldige senere at få et levende barn, giver man fortællingen om det døde videre. Når man står over for meningsløsheden, vil man gerne placere det liv, som har haft en betydning og været i ens liv,” siger hun.
Men sorgen bliver også kompliceret af, at mange ikke når at fortælle, at de skal have et barn, før graviditeten går til grunde. Fordi der er en større risiko for spontan abort indtil fosterets 12. uge, venter mange med at fortælle om graviditeten, til man er ovre den grænse. Men det betyder ikke, at fosteret er uden betydning for de vordende forældre inden 12. uge.
”Det har jo haft en betydning, og for dem har det været et menneske, selvom det var et foster i uge otte. Man begynder jo at knytte sig til barnet, allerede når man finder ud af, at man er gravid. Når man ser maven vokse, nogle taler til barnet i maven, og man har tanker og refleksioner over det kommende forældreskab. Så et barn har jo en betydning, lige fra det eksisterer i sine forældres bevidsthed,” siger Helene Ferslev.
Det er svært at sige, hvorfor en graviditet går til grunde. Nogle gange er det, fordi fosteret ikke er levedygtigt på grund af kromosomfejl, som bliver hyppigere, jo ældre kvinden er. Andre gange er det faktorer hos kvinden som for eksempel stofskifteforstyrrelser, forstyrrelser i blodstørkningen eller et for aktivt immunsystem. Andre gange er det ikke til at sige, hvad der gik galt.
Henriette Svarre Nielsen er professor og leder af Enheden for Gentagne Graviditetstab på Hvidovre Hospital, hvor par, der oplever tre på hinanden gentagne graviditetstab, kan få hjælp. I over 20 år har hun arbejdet med spontane aborter og forsøgt at blive klogere på, hvordan de kan undgås. Selvom hun har stor berøring med par i sårbare situationer, tog det hende lang tid at forstå, hvor stor en sorg det er, når man mister en graviditet.
”Folk vælger jo at få børn, fordi de gerne vil have dem. Og når det så ikke bliver – gang på gang – er det en enorm sorg. Når de kommer til os efter tre eller flere tab, er der en fem gange øget forekomst af moderat til svær depression sammenlignet med andre kvinder, der prøver at få børn. De kommer jo hos os for at få en forklaring og få hjælp til at opnå en ny, varig graviditet. Det er en virkelig stor følelsesmæssig ting at gå og håbe og længes, og en del af behandlingen er at passe på dem i næste graviditet,” siger hun.
I klinikken følges parrene ekstra tæt, får taget blodprøver, der kan afsløre, om der er behov for at give medicin, og kvinden scannes hver uge i begyndelsen. Både for at give lægerne størst mulighed for at hjælpe, og for at give tryghed for parrene, hvor en graviditet ofte er forbundet med mere angst og nervøsitet end glæde.
Det er vigtigt, at der er plads til parrenes bekymringer og tanker, når man har et sårbart liv i maven. Det siger både Henriette Svarre Nielsen og Helene Ferslev.
”Her har sjælesorgssamtalerne stor betydning. Vi er i et samfund, hvor vi gerne vil fikse og finde løsninger, men der findes ikke nødvendigvis løsninger på alting. Nogle gange skal man bare være den, der går med ind i det meningsløse og siger, at det er okay at være der, og at det er svært,” siger Helene Ferslev.
Hun forklarer, at netop kristendommen kan være et sted, hvor det meningsløse får lov at få en mening. Det er også derfor, hendes gravidsamtaler foregår i kirkerummet.
”Kærligheden i den kristne fortælling peger ud over døden og ud over livet. Der er en evighed i kærligheden, som man mærker, når man mister nogen, man elsker. Det føles, som om de stadig er her, og der er også en evighed i livet. I kirken tror vi på, at evigheden møder os både i livet og efter døden, så det ikke er døden, der står med det sidste ord og magt over os, og det kan give en form for trøst.”