Flemming Møldrup om skilsmisse: Vi skal elske vores børn højere, end vi hader hinanden

Da deres datter var tre år gik tv-producent Julie Ralund og kommunikationsrådgiver Flemming Møldrup fra hinanden. Kort efter bruddet gik de i terapi med en ambition om at finde vejen til et fælles forældreskab

Efter skilsmissen har Julie Ralund og Flemming Møldrup talt om, hvordan deres datter med bruddet mistede følelsen af at være i midten mellem sin mor og far, og de har forsøgt at give hende følelsen af midten, når de gik tur sammen, hvor hun holdt sin mor i den ene hånd og sin far i den anden. Andre gange er det sket ved at give et fælleskram.
Efter skilsmissen har Julie Ralund og Flemming Møldrup talt om, hvordan deres datter med bruddet mistede følelsen af at være i midten mellem sin mor og far, og de har forsøgt at give hende følelsen af midten, når de gik tur sammen, hvor hun holdt sin mor i den ene hånd og sin far i den anden. Andre gange er det sket ved at give et fælleskram. Foto: Johanne Teglgård Olsen

De har hver deres fortælling om en skilsmissebarndom i henholdsvis 1970’erne og 1980’erne. Erfaringerne er ret forskellige og kommer på sin vis ikke den her historie ved, men det gør det faktum, at deres skilsmissebarndom var ulykkelig. For godt 10 år siden fik tv-producent Julie Ralund og kommunikationsrådgiver Flemming Møldrup deres egen skilsmissehistorie. Og ulykken ville de gøre deres for ikke at gentage.

Mere end et årtis samliv blev til et brud. Sorgen føltes på en måde dobbelt, for skulle deres barn nu også have en ulykkelig skilsmissebarndom, eller kunne den fælles kærlighed til datteren være afsæt for et skilt forældreskab? Kunne de finde ind i et kærligt forældreskab, hvor de kombinerede venskabet og rollerne som mor og far? Det skal vi tale om.

Skønt de hverken er jurister, psykologer eller skilsmisseeksperter valgte de for nogle år siden at skrive en kronik med deres bud på leveregler for et skilt forældreskab dog ikke for de såkaldte højkonflikt skilsmisser.

Flemming Møldrup har flere gange skrevet om temaet i Kristeligt Dagblad senest i lørdags. Nu sidder de ved siden af hinanden i hans hjem i det indre København. Hun er kommet cyklende med croissanter og de første eksemplarer af deres fælles bog, som udkommer efter pinse på Gyldendal. ”Slug kamelen – der kommer flere”. På en af de første sider står der:

”Glem aldrig, at en skilsmisse er en løsning på ét problem og begyndelsen på tusind nye.”

Den nat i 2007, hvor deres datter kom til verden på Rigshospitalet i København, beskriver de som den lykkeligste nat i deres liv. Fødslen kom oven på fire hårde år, hvor han fik stress og solgte sit firma. De var gennem flere ivf-behandlinger, og Julie Ralund lå ned det meste af graviditeten. To måneder før termin blev parret påkørt, hvilket betød, at datteren Yoko kom alt for tidligt til verden.

Da Yoko var tre år, gik de fra hinanden. De vidste begge, at deres forhold var i en terminal fase. De var slidte, hakkede på hinanden, og måltiderne var præget af en ubehagelig tavshed. De udløsende ord faldt en lørdag i december 2010. De skulle have været til julekomsammen hos Flemming Møldrups mor i Aarhus. Bilen var punkteret, og da den var lappet, kom de op at toppes, mens deres datter sad med sin iPad i et andet rum.

Flemming Møldrup: ”Jeg husker en klaustrofobisk følelse, og så siger jeg til Julie, at nu må hun beslutte sig for, om hun vil stoppe det her.”

Julie Ralund: ”Og jeg siger, at jeg gerne vil stoppe det. Selvom vi ville hinanden og på mange måder har passet godt sammen, havde vores forhold udviklet sig destruktivt, og jeg ville gerne beskytte vores datter for at vokse op i sådant et klima.”

Flemming Møldrup: ”Det var sådan set bare et spørgsmål om, hvem af os, som slukkede for respiratoren. Jeg kunne ikke gøre det. Vi havde en brun sofa, hvor jeg kunne være blevet siddende, for jeg ville ikke rive min datters verden i stykker, men i dag tænker jeg, at Julie reddede mere, end hun ødelagde.”

I parforholdet var hun den handlekraftige, som kunne forestille sig, hvad hun ville og nå et mål, mens han i perioder blev i den brune sofa og mærkede, hvad han havde lyst til. Selv om bruddet var ventet, kom rystelserne af bruddet bag på dem begge. Han havde en følelse af, at en vild orkan var strøget gennem hans liv og havde efterladt det i stumper, som han måtte forsøge samle op. Hun var den, som havde overblikket og den, som foreslog, at de gik i parterapi for at gå fra hinanden.

Julie Ralund: ”Mine forældres skilsmisse har betydet, at jeg har været determineret på at finde en anden vej. Vi skulle nå frem til et fælles forældreskab på den anden side af skilsmissen. Flemming var mere modløs end mig, men jeg vidste, at hvis kærligheden til vores datter var det vigtigste, måtte vi finde en vej til et andet forældreskab.”

Længe inden bruddet havde de haft nogle sessioner hos en psykolog, og da de var gået fra hinanden, blev de enige om at kontakte ham igen. I vinteren 2011 havde de den første samtale hos psykologen. Her var knirkende kurvestole og kamillete skænket af en erfaren terapeut.

Flemming Møldrup: ”Jeg havde da ikke altid lige stor lyst til at sidde der fredag efter at have afleveret Yoko i børnehaven, men det fundamentale var, at vi begge gerne ville løfte vores datter så smertefrit gennem opvæksten i en familie, som vi havde skilt ad, uden hun havde bedt os gøre det.”

Julie Ralund: ”Vi har givet nogle vilkår til vores datter. Hun kunne have haft en mor, som var syg eller en far, der var død. Uanset hvad er det vores ansvar at være hendes forældre. Og heldigvis havde både Flemming og jeg mod på og råd til det terapeutiske arbejde. På den måde kan du sige, at vi har haft et godt afsæt, men samtidig er det ikke magisk at gå til psykolog. Ting bliver ikke bare løst, men vi fik et fælles sprog og blev enige om, at vi skulle ud af det på en måde, der var til vores datters bedste. Det var den første og vigtigste enighed.”

Flemming Møldrup: ”Det var først hos psykologen, jeg hørte og forstod, hvad Julie havde sagt, da vi gik fra hinanden. Når hun sagde noget, så var jeg straks på vej til at gå i forsvar, men i stedet bad psykologen mig gentage ordret, hvad hun havde sagt. Det blev en forløsende og befriende proces, hvor vi fik renset luften mellem os, og hvor det, som blev sagt, var blevet hørt.”

Julie Ralund: ”Vi havde et modereret rum, hvor vi kunne være tarvelige. I dag kan jeg se, hvor vigtigt det var, at vi bar vores vrede væk fra bodelingen og samtalen om deleordning.”

Da de afsluttede forløbet hos terapeuten, sendte han dem ud i livet med en opfordring til at holde øjnene på bolden. Og bolden var datteren. Det var hende, de skulle tænke på og arbejde sammen om, og så skulle de huske, at de ikke længere var sammen. Julie Ralund havde ret til sit liv. Flemming Møldrup havde ret til sit liv, men ingen af dem havde ret til at blande sig i hinandens liv. Altså med mindre det drejede sig om bolden, som er datteren. De var enige om, at ligegyldig hvad, så skulle de elske deres datter højere, end de hadede hinanden på svære dage.

Julie Ralund: ”’Hun er bolden’-sætningen blev et vendepunkt, men de første år havde jeg svært ved at holde mine øjne på hende og ikke rette dem mod Flemming. Det tog lang tid at forstå, at jeg havde mistet retten til at mene noget om Flemming, og nogle gange kunne han finde på at sige: ’Taler vi nu om bolden, eller taler vi om mig?’ Når man går fra hinanden, mister man en stor del af det, man har krav på og pligt til i et parforhold, og noget nyt skal vokse frem.”

Samtalen mellem dem flyder, som mellem gode venner. Og sådan ser de på sig selv. På afstand af bruddet er de ankommet til en slags venskabskærlighed. For at nå til den relation har de, som de skriver i bogen, slugt kameler. Og når en kamel er slugt, har de opdaget, at der var flere kameler, de måtte forholde sig til. Den første og største kamel slugte Julie Ralund ikke lang tid efter bruddet.

Når Flemming Møldrup skal beskrive sin ageren, da de lige var gået fra hinanden, bruger han et billede, som man kender fra de yngstes puttekasser, hvor en cirkel skal ned i en cirkel. Bruddet fyldte ham med sorg, vrede og selvhad, som gjorde ham til en firkant, der skulle ned i en cirkel. Da de blev skilt, ville Julie Ralund gerne have haft en ordning, hvor datteren var ni dage hos hende og fem dage hos Flemming Møldrup.

Flemming Møldrup: ”Det var mig, som krævede en syv-syv-ordning, for jeg ville have lige så meget tid med mit barn som Julie. Det der med at savne sit barn i forbindelse med en skilsmisse er gigantisk, og skulle jeg savne mit barn i syv dage, så skulle Julie også gøre det. Det var en principfølelse hos mig.

Julie Ralund: ”Jeg gav mig og sagde, at han selvfølgelig skulle have hende lige så meget som mig, selvom jeg ikke troede på, at det ville fungere med en syv-syv-ordning. Det var nok den største kamel, jeg slugte. Aftalen var, at vi skulle give ordningen et halvt år.

Flemming Møldrup: ”Der gik et par måneder, før jeg indså, at Yoko græd og var utrøstelig, når jeg puttede hende, ikke fordi de var blevet skilt, men fordi hun savnede sin mor. Og siden har princippet været, at vi ingen principper har. Vi flekser ret meget for at gøre det bedste for vores datter.”

Julie Ralund: ”Du har givet mig lov til at være den primære forælder i Yokos liv og den, som har tjekket Aula og haft gymnastiktøjet klar om mandagen. Det er jeg utrolig taknemmelig for.

Da vi gik fra hinanden, tænkte jeg ofte på en af mine yndlingshistorier fra børnebibelen, hvor kong Salomon opsøges af to kvinder med en dreng, de begge hævder at være mor til. Da kongen vil dele drengen midtover, vælder moderfølelsen op i den kvinde, som er mor til barnet, og hun vil give den lille til den anden kvinde for at redde sønnens liv. I forhold til de svære valg man skal træffe, når man bliver skilt, blev det en afgørende grundfortælling. Jeg vidste, at jeg hele tiden skulle have fokus på vores barn.”

Flemming Møldrup: ”Det er en smuk understregning af, at man nogle gange må give det væk, man elsker, for den man elskers bedste.”

Den anden kamel handler om skyld. Deres datter havde opfanget brudstykker af et skænderi mellem dem og hørt Flemming Møldrup sige, at det var Julie Ralund, som var gået fra ham. Nu ville datteren vide, hvorfor hendes mor var gået.

Julie Ralund: ”Skyld fylder meget i bevidstheden, når man bliver skilt, og man vil jo helst ikke være den, som bærer skylden. Men i vores tilfælde var det mig, som sagde: ’Jeg går’. I øjeblikket hvor Yoko spurgte, havde jeg lyst til at sige en masse grimt om Flemming, men i stedet slugte jeg skyld-kamelen og forklarede, at jeg var gået fra hendes far, fordi jeg ikke var glad sammen med ham.”

To år efter Julie Ralund havde slugt skyld-kamelen, skete der noget, som de begge husker som forløsende. Det var sommer, og sammen med datteren havde de været i Knuthenborg Safaripark. I bilen på vej over Sjællandsbroen sagde Flemming Møldrup til Julie Ralund, at de var lige gode om bruddet.

En tid efter bruddet var de alle tre i sommerhus. Her var en stor seng, hvor de alle tre kunne sove, og her skal måske indføjes, hvad Flemming Møldrup plejer at sige: Det tidligere par betragter hinandens kroppe, som var de brune, ru og kradsende brasilianske kaffesække. Da de vågnede, så de hvordan datteren lå og drejede hovedet fra side til side og med lysende øjne konstaterede, at hun var omgivet af både sin mor og far.

Julie Ralund: ”Det var sådan et øjeblik, hvor mit hjerte bristede, for jeg kunne jo se, hvor glad hun var og indså, at oplevelsen af at være i midten er noget af det, vi har taget fra hende.”

Siden den morgen i sommerhuset har de talt om, hvad de kan gøre for at give datteren følelsen af at være midten. I årene der fulgte, skete det ved, at de af og til gik tur sammen, hvor hun holdt sin mor i den ene hånd og sin far i den anden. Andre gange er det sket ved at give et fælleskram. Omfavnelsen minder også parret om den ensomhed, som er forbundet med en skilsmisse fra et voksenperspektiv.

Flemming Møldrup: ”Når Yoko begår noget, jeg synes er fantastisk, så kan jeg ikke lige se hen på Julie.”

Julie Ralund: ”Flemming og jeg kan meget sammen, men vi er også ensomme om kærligheden til det, vi begge elsker højest. Ingen anden kan synes, hun er lige så nuttet som Flemming.”

De har bestræbt sig på at give deres datter en historie, som binder hendes livshistorie sammen. De har opbygget et digitalt fotoalbum fra dengang, de var par, fra datterens første år og tiden efter bruddet. Albummet ”BackThen” er løbende blevet udbygget af dem begge og var en vigtig del af datterens bagage, da hun var yngre. Og nu, hvor hun er teenager, som synes, at forældrene er mere eller mindre pinlige, har Flemming Møldrup gjort det til en nostalgisk sport at bladre i gamle fotoarkiver. Ikke sjældent deler han et billede med datteren og hendes mor. Når Julie Ralund modtager en besked med et af de gamle fotos, kan hun mærke både glæde og nostalgi. Og datteren, som nu er teenager, synes vist, at forældrene er lidt for meget.

Bogen ”Slug kamelen – der kommer flere” udkommer den 28. maj, og den 28. juni klokken 16 holder Kristeligt Dagblad et digitalt læsermøde med forfatterne.

Du kan allerede nu læse et uddrag af bogen her.