Operasanger: Tvivl er vel ikke noget, man skal opsøge?

Når operasangeren Jens-Christian Wandt beder, mærker han, at bønnen hviler på et fundament af taknemmelighed. Han har som voksen konstateret, at bønnen bliver ved med at sige ham noget nyt

Nogle gange tænker jeg, at bønnen er som et tæppe under mit liv. Der er en dyb tryghed forbundet med bøn, for jeg ved, til hvem jeg kan rette mine tanker. Fundamentet i mit liv er, at Gud har lovet, at han er med os alle dage. – Foto: Leif Tuxen.

Bøn er for mig noget meget naturligt, og jeg beder med samme naturlighed, som når jeg trækker vejret.

Naturligheden om min tro kan jeg takke mine forældre for. Jeg tænker tit på det fundament, jeg fik i mit hjem på Vesterbro i København, hvor min far var menighedsrådsformand i Eliaskirken på Vesterbro Torv, og min mor var ansat på kirkens plejehjem. Nogle gange taler jeg med andre, som også er vokset op i kristne hjem, og som har oplevet, at troen blev påduttet dem, og andre har oplevet, at troen var forbundet med noget ekstremt.

I mit hjem var troen med i alt, hvad vi gjorde, på en meget naturlig måde. Mine forældre lærte mig Fadervor, før jeg rigtig husker. Jeg har et minde om at sidde i min seng, hvor min mor beder første del af bønnen, og så ser hun på mig, og jeg beder bønnen til ende.

Min mor og far stammede fra Randers, og de voksede begge op med et forhold til kirken. Det var modstandsbevægelsen, som førte min far til København. Siden kom min mor til København, og de blev kærester i befrielsesåret, gift året efter og fik min storebror.

Jeg har tre ældre søskende. Min yngste storebror er 13 år ældre end mig. Nogle gange har jeg tænkt på, om jeg mon er kommet til verden ved en fejl, men nogle af mine forældres venner havde fået en efternøler, og det inspirerede min forældre. De oplevede, at de var et sted i livet, hvor de gerne ville have et barn mere.

Bøn kan være en samtale, men det kan også bare være den tanke, som er udtrykt i at slå korsets tegn. Når jeg sidder i et fly, og de to slag på klokken lyder, og personalet bliver bedt om at sætte sig, slår jeg også korsets tegn for mig. – Foto: Leif Tuxen.
Bøn kan være en samtale, men det kan også bare være den tanke, som er udtrykt i at slå korsets tegn. Når jeg sidder i et fly, og de to slag på klokken lyder, og personalet bliver bedt om at sætte sig, slår jeg også korsets tegn for mig. – Foto: Leif Tuxen.

Da jeg blev født, boede vi på Gasværksvej tæt ved Eliaskirken og tæt ved Det Ny Teater. Mine ældre søskende havde gået i folkeskole, men jeg kom på privatskole, for der var måske lidt mere overskud, da de fik mig. Hver morgen gik jeg gennem Det Ny Teater og hen til Johannesskolen, som dengang havde til huse på Vodroffsvej i det, som engang havde været komponisten Carl Nielsens bolig. Det var en konservativ skole, hvor man ikke mærkede meget til 70’er-ånden. Her var morgensang, hvor vi altid sang Grundtvigs vers ”Stol du kun på dit Fadervor! Lad dig derfra ej forlokkes” efterfulgt af bøn, og så blev der givet praktiske oplysninger.

Morgensangen var en fast del af skoledagen, som jeg ikke undrede mig over, ligesom jeg ikke undrede mig over, at min far bad bordbøn, når vi var samlet til måltider. ”I Jesu navn går vi til bords / at spise, drikke på dit ord.” Det var en hel fast del af rytmen og sådan nærmest maskinelt.

Jeg tror måske, jeg har syntes, det var lidt pinligt, når jeg havde venner med hjemme, men jeg holdt også af ritualet. Ikke mindst når vi sang til bords, hvilket mest skete om søndagen eller på festdage. Det kunne være ”Alle gode gaver”, som der jo er noget schwung i, så jeg kunne få lov til at synge ud, eller i adventstiden, hvor jeg kunne glæde mig til at synge ”O kom til os alle, du højtidens drot”. Dette sidste vers af ”Der er noget i luften” sang vi alle adventssøndage, og jeg syntes, det var en fest i sig selv.

Nogle gange tænker jeg, at bønnen er som et tæppe under mit liv. Der er en dyb tryghed forbundet med bøn, for jeg ved, til hvem jeg kan rette mine tanker. Fundamentet i mit liv er, at Gud har lovet, at han er med os alle dage.

Jeg kan godt lide legenden om manden, som kommer op til Vorherre og siger tak for, at Gud fulgt ham, da der var lys på hans vej. Så spørger manden Vorherre, hvorfor der kun var et sæt fodspor de dage, hvor han var bange og i mørke. Og Vorherre siger til manden: ”På dagene med glæde og lys fulgte jeg dig, og på de mørke dage bar jeg dig.”

For mig er det en smuk legende om den tryghed og omsorg, som er i troen. Jeg har en tro på, at mit liv er i Guds hænder.

Jeg har et lille ritual, som for mig er en slags ordløs bøn. Jeg er uddannet på Musikhochschule i Hamborg, og som studerende sang jeg i operakoret i Hamborg, hvor jeg bemærkede en stor stjerne, som altid slog korsets tegn for sig, inden han gik ind. Det har jeg taget til mig.

Bøn kan være en samtale, men den kan også bare være den tanke, som er udtrykt i at slå korsets tegn. Når jeg sidder i et fly, og de to slag på klokken lyder, og personalet bliver bedt om at sætte sig, slår jeg også korsets tegn for mig. Jeg går glad og gerne op i en flyvemaskine, så man kan spørge, hvorfor jeg gør det, men det lille ritual gør mig tryg.

Jeg er glad for, at det er en tro og ikke en viden, for så ville det jo være som alt andet. Når jeg sidder i kirken om søndagen, tænker jeg nogle gange på, hvordan man her er en del af et særligt fællesskab, fordi vi er sammen om noget, vi tror på. Vi er forskellige og dog fælles om noget grundlæggende, som kan inspirere, hvilket du også ser i kunsten, hvor troen har inspireret kunstnere fra Michelangelo til Bach og fra H.C. Andersen til Søren Kierkegaard. Fordi det er troen, som inspirerer, er materialet vibrerende og åbner mennesker.

Har jeg været i kirke og hørt en god prædiken, kan jeg godt finde på at skrive om det på Facebook, og i det hele taget skjuler jeg ikke min tro, og jeg har da venner, som synes, det er tåbeligt. Der er også dem, som har sagt til mig, at det er synd for mig, at jeg ikke har mærket tvivlens nådegave.

Og nej; jeg kender ikke til den styrke, som er i at tvivle og måske finde tilbage til troen med en fornyet intensitet, men tvivl er vel ikke noget, man skal opsøge?

Når jeg som barn spurgte mine forældre, hvor Gud var i forhold til den nød, jeg selvfølgelig vidste var i verden, fik jeg forklaret, at vi som Guds børn er sat i verden for at virke og hjælpe. Nu sidder vi så her i en stor lejlighed med kaffe og croissanter, og så kan det måske virke lidt nemt at sige, at man skal virke og hjælpe. Men det tror jeg. Det kan man gøre ved at folde hænderne og bede, og for min egen del handler det også om at bruge den vuggegave, jeg har fået i form af min sangstemme til at gøre noget godt til fordel for andre.

Som barn bad jeg Fadervor uden nogen tekstanalyse, men som voksen har jeg konstateret, at bønnen bliver ved med at sige mig noget nyt. Når vi beder ”giv os i dag vort daglige brød”, indeholder det for mig også bønnen om åndelig føde i form af dannelse og viden om, hvordan vi som mennesker skal omgås hinanden.

Taknemmelighed fylder meget, når jeg beder. I bønnen kan man stoppe op og blive mindet om, hvor godt man egentlig har det, og hvad er mere naturligt end at rette den tak til ens skaber? Nogle gange sender jeg sådan en jubeltaknemmelighedsbøn. Jeg ser op og siger ”tak”. Når jeg har slukket lyset og runder dagen af, beder jeg mit Fadervor, som ofte er båret af en taknemmelighed over dagen.