Prøv avisen
Boguddrag

Peter Lund Madsen: Vi har brug for folk med bekymrede hjerner, der forestiller sig det værste

Fællesskabet har brug for mennesker, der med dødsforagt kaster sig ud i nye projekter. Der skal være en motor for det hele, men der skal også være en bremse. Der skal være nogen, der kan forudse problemerne, inden de opstår, også de problemer, der aldrig bliver til noget, skriver hjerneforsker Peter Lund Madsen. Foto: Thomas Howalt Andersen

Der er intet galt med én, fordi man har tendens til uro, ængstelse og bekymring. Man er derimod født med en hjerne, som kan varetage en af fællesskabets vigtigste opgaver: at forberede os på alle fælderne, farerne og truslerne, skriver hjerneforsker Peter Lund Madsen. Læs et uddrag af hans nye bog ”Når børn og unge får angst”

Hvem får angst?

Et af flere højdepunkter i mit liv indtraf den sommer, da jeg netop var fyldt 17 år. Jeg var på vej fremad mod nye horisonter. Hele den sommer havde været fantastisk, og den sidste ferieuge på Sejerø var kulminationen. Jeg lærte at spille billard på Cafe Halvvejs, og vi talte om videnskab og livet i fremmede lande. Der var dage med havblik, og der var en nat, hvor månen lyste så klart ned over Nordby, at man kunne læse navnene på postkasserne ude ved vejen. Det var en uge i et selskab, hvor jeg følte mig fuldstændig hjemme. Jeg ville dem, og de ville mig. Det var et vendepunkt i mit liv, hvor jeg for alvor, for første gang, så livet ligge løfterigt foran mig. Der var så meget, jeg gerne ville prøve, og jeg kunne godt finde ud af det. Det var en velsignet tid. Der findes ikke et landskab mere solbeskinnet, en kornmark mere fuldmoden, en lærke, som synger mere klart, end den gjorde, den magiske sommer på Sejerø for længe siden. Det er derfor, jeg i dag har sommerhus på Sejerø. Evigt ejes kun det tabte.

Jens var et af de kvikkeste og mest oplyste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Han tænkte hurtigere, mere langtrækkende og uforudsigeligt end alle de andre. Han fik ideer og vidste en masse om naturvidenskab. Han skrev de mest fantastiske stile, og han var sjov. Jens var enestående talentfuld, og så havde han en ukompliceret og ligefrem selvtillid.

Han sagde engang til mig: ”Peter, prøv at forestille dig at være mig. Jeg er 100 % overbegavet og god til al slags sport.” To måneder efter at billedet er taget, rejste Jens sammen med en anden af vores venner, Henrik, til Afrika. Det var den store ungdomsrejse lige efter studentereksamen, og som noget af det første skulle de bestige Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro.

Det var planen, men noget gik galt. Der kom breve hjem fra deres rejse hen til bjerget, men så holdt brevene op med at komme. Der blev stille, og ingen vidste, hvad der var sket. De må have mistet orienteringen. Måske døde de af højdesyge og udmattelse, måske styrtede de ned. Det eneste, vi ved, er, at de aldrig kom tilbage igen. De døde formentlig begge to på Kilimanjaro, 18 år og alt, alt for unge. Både Jens og Henrik lever videre i mindet hos mange mennesker og i et uforløst løfte om alt det, det kunne være blevet til.

Jens var ikke bange for ret meget, hverken for hvad andre tænkte om ham eller for livet som sådan. Jens er et bevis på, at vi mennesker ikke er ens. Sammenlignet med mig var hans tilgang til verden langt mindre frygtsom og ængstelig. På nogle måder var Jens en mental supermand. Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er jeg ikke som Jens Thomsen? Hvorfor er jeg langt mere angstfuld og bekymret? Er det medfødt? Er det opdragelsen? Er det noget, jeg gør forkert? Er angst medfødt?

Ja, angst er for en stor dels vedkommende medfødt. Min tendens til bekymring og angst er medfødt. Min hjerne er skabt til at være bekymret. Det er sådan, det skal være. Menneskehedens overlevelse afhænger af, at der fødes mennesker med nervøse hjerner. Hvis alle blev født ubekymrede, uden nogen form for frygt og bæven, ville det hurtigt ende helt, helt galt.

Vi mennesker må ikke være ens. Vi skal være forskellige, vi har alle vores rolle at spille, og der er brug for os alle sammen. Som allerede nævnt er menneskehjernen skabt til at fungere i et stenaldersamfund. Dengang levede man ofte i grupper på omkring 100 individer, og kunsten var at skabe fællesskaber, der kunne stå sammen imod omverdenens farer.

Hvis et fællesskab skulle fungere, kunne det ikke nytte, at alle medlemmer var født ens. Der skulle være nogle, som var gode til at systematisere og tænke konkret, der skulle være andre, som var mere flyvske, som tænkte nyt og fik overraskende ideer. Der var brug for alle mulige former for talent.

For at en gruppe af mennesker kunne fungere optimalt, var det nødvendigt, at den bestod af hjerner og kroppe, som var forskellige. Vi mennesker er altså forskellige, fordi det er en forudsætning for artens og fællesskabets overlevelse.

Sådan er det også med angst og bekymring. Fællesskabet har brug for mennesker, der med dødsforagt kaster sig ud i nye projekter. Der skal være en motor for det hele, men der skal også være en bremse. Der skal være nogen, der kan forudse problemerne, inden de opstår, også de problemer, der aldrig bliver til noget. Fællesskabet har brug for bekymrede hjerner, der kan forestille sig alt det værste, der kan ske.

Hjerner, der skeptisk kan påpege fejl, når dumdristige planer bliver lagt frem. Hjerner, som har tænkt tingene igennem og har en plan klar, når katastrofen indtræffer. Det er denne type hjerner, som er disponeret til at udvikle angst, og de findes, fordi der er brug for dem.

Siden stenalderen er menneskets sociale virkelighed radikalt forandret. Vi er ikke længere kun medlem af ét enkelt lille fællesskab. Vi tilhører mange små fællesskaber (familien, skakklubben, klassen m.fl.), og mange store fællesskaber (de sociale medier, interessegrupper på nettet, land, kommune, EU m.fl.). De store fællesskaber kan være meget svære at overskue. De sociale mekanismer er tilsyneladende blevet langt mere komplekse, men grundbetingelsen er den samme: Det er stadig nødvendigt med grundlæggende forskellige tilgange til tilværelsen.

Vi har stadig brug for mennesker, der ufortrødent sender os afsted mod nye horisonter. Vi har stadig brug for mennesker, som er orienteret mod problemer og problemløsning. Er man derfor en af de mange, som er født med en tendens til uro, ængstelse og bekymring, er det ikke, fordi der er noget galt med én. Man er derimod født med en hjerne, som har talent for at varetage en af fællesskabets absolut allervigtigste opgaver, som er at sørge for, at vi er forberedt på alle fælderne, farerne og truslerne. Som med andre talenter er det ikke uden omkostninger. For mange bekymringer og for voldsom ængstelse er en belastning. Det er den type hjerne, der er skabt med en risiko for at udvikle en angstlidelse.

Har min mor og far opdraget mig forkert?

Vi fødes med hjerner, der er konstrueret og indstillet forskelligt. Vi fødes ligeværdige, men ikke ens. Men det er ikke genetik det hele, vi formes af det liv, vi fødes ind i. Vi er et blandingsprodukt af vores medfødte egenskaber og summen af de påvirkninger, vi har været udsat for. Det menneske, jeg er lige nu, mens jeg skriver disse linjer, er også et resultat af min opvækst sammen med min bror, hjemme hos vores forældre, og det har jeg det godt med.

Min mor var meget gammeldags opdraget. Min far voksede op under særdeles fattige kår og mistede sin lillesøster, da han var 15 år. Mine forældre kom begge fra landet, men de flyttede til København, fandt hinanden, elskede hinanden, fik to børn og et rækkehus i forstæderne. Da jeg var dreng, syntes jeg, mine forældre var anderledes end andre forældre. Man kunne godt mærke, at de kom fra landet, og den strikse opdragelse var ikke gået sporløst over min mors sind. Men jeg ved med sikkerhed, at jeg har fået en kærlig opdragelse. Min mor og far har altid passet på min bror og mig og holdt med os, når det gjaldt.

Fra jeg var barn, er jeg vænnet til, at verden grundlæggende vil mig det godt. Det er det fundament, mit livssyn og min verdensopfattelse er bygget på. Det er den psykologiske ballast, jeg bærer med mig i livet. Havde mine forældre været uforudsigelige, kaotiske eller måske ovenikøbet strenge og ukærlige, så havde jeg formentlig mødt verden på en helt anden, langt mere skeptisk måde. Mit grundlæggende reaktionsmønster ville have været et andet, og min medfødte tendens til ængstelse og bekymring havde uden tvivl været langt mere belastende. Opvækst, miljø og psykologi har en afgørende betydning for vores rejse gennem livet. Det er uigendriveligt. Jeg siger det igen: Opvækst, miljø og psykologiske faktorer har en afgørende betydning for, hvordan vi møder verden og opfører os som mennesker. Jeg ved det, jeg anerkender, at det er sådan, det er, men det ændrer ikke på det faktum, at tendensen til f.eks. angst og bekymring i langt de fleste tilfælde er medfødt.

Vi fødes ind i verden med noget, som er genetisk bestemt, og som ikke umiddelbart lader sig forklare. Dette forhold er vigtigt at huske på. Historisk set har der været perioder, hvor vores opfattelse af menneskesindets funktionsmåde var meget logisk og firkantet. Man troede, at alting altid gik op, at der var en psykologisk forklaring på alt. Havde man svært ved at finde en kæreste, var man genert, eller var man alt for hidsig, så kunne det alt sammen forklares med hændelser og psykologiske mønstre, som havde udspillet sig i barndommen. Det var ren årsag og virkning. Det medfødte element, det genetiske, den ukendte faktor, blev ikke regnet med i ligningen. Ud fra denne anskuelse har man forstået angst som et symptom på ”noget bagvedliggende”.

Hvis man havde et angstanfald, var det ikke bare et angstanfald, det var også en meddelelse om, at noget var galt. Fortrængte konflikter, skadelige dynamikker i familien, alle mulige former for psykologisk dårligdom, som sprængte sig vej fra underbevidstheden og nu åbenbarede sig som en tilsyneladende uforståelig angst. Man havde ikke bare fået et angstanfald, man havde også fået en tilkendegivelse af, at der var noget i vejen med én. Man havde ”noget med i rygsækken”, ubalancer, fortrængninger og uløste konflikter i sindet. Der var noget grundlæggende galt, og før man fik rettet op på det, ville det aldrig blive godt igen. Sådan forholder det sig ikke. Tendensen til bekymring og angst er medfødt. Den udspringer fra hjernen og ikke fra fortrængte konflikter. Når din datter eller søn har en ængstelig tilgang til tilværelsen, er det ikke din skyld. Det er medfødt og har ikke noget med opdragelsen at gøre. Du har ansvar for, hvordan du håndterer det, men ikke for at det er opstået.

Tilsvarende er det ikke min mors og fars skyld, at jeg er bekymret, og de har hjulpet mig til at kunne leve godt med det. Selvom livsvilkårene i verden bliver bedre og bedre, er der desværre stadig for mange mennesker, der vokser op under forfærdelige omstændigheder med social og psykologisk armod. Der er også mennesker, som i deres liv udsættes for store traumatiske oplevelser. Der er stadig alt for mange, som ikke bliver behandlet ordentligt af det liv, de får. Det bliver bedre dag for dag, men ulykkelige skæbner findes stadig. En af verdens mest meningsfulde beskæftigelser er at søge at nedbringe dette antal.

Hvad gør jeg galt?

Men hvad med mig selv? Er der overhovedet ikke noget, jeg selv kan gøre for at undgå alle disse bekymringer og angsttilstande? Svaret på dette spørgsmål er i det store og hele: Nej, der er ikke en mirakelkur, der bare kan få dem til at forsvinde, men man kan lære at leve med dem. Personligt gør jeg, hvad der kan og skal gøres for at leve med mit bekymrede sind. Jeg taler med mine venner og familie om det. Jeg er ikke flov over, at jeg har det, som jeg har det, og frem for alt så lader jeg ikke angsten og bekymringerne styre min tilværelse.

Hvorfor dette er så vigtigt, og hvad man gør, hvis angsten bliver mere alvorlig og begynder at blive en dominerende faktor i ens tilværelse, kommer jeg tilbage til i kapitel 6. Det kan godt være, at jeg stadig er alt for ængstelig og bekymret i dagligdagen. Men når det gælder! Når katastrofen, stor eller lille, indtræffer, for det gør den indimellem, ja, så er jeg rolig – også mange gange langt mere rolig end de fleste.

For jeg er jo forberedt. Jeg har indstillet mig, både mentalt og i praksis, på katastroferne. Så et godt råd er, at hvis du befinder dig på et synkende skib, eller på et hotel i brand, er det meget ofte en god ide at holde sig til en bekymret og ængstelig type, for han eller hun vil være velforberedt, situationen vil være tænkt igennem, og den før så ængstelige kan nu handle uden frygt, for nu er katastrofen indtruffet, og situationen en helt anden. Nu gælder det bare om at opføre sig målrettet og rationelt.

Det er svært at være menneske

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at alle mine bekymringer, specielt tidligere i mit liv, har været en belastning. Jeg har vitterligt spildt meget tid med unødvendige bekymringer og med at have været bange uden grund. Hvorfor skal det være sådan? Det skal det, fordi det er sådan, det er. Vi har alle vores at slås med. Man kan ikke leve et menneskeliv uden at støde ind i problemer. Jeg har mine bekymringer, men så slipper jeg for så meget andet. Jeg er et overordentligt privilegeret menneske. Det bliver ikke bedre. Man kan ikke leve et menneskeliv uden at støde ind i mange problemer undervejs. Livet er ikke lutter lagkage.

Mennesker er i langt højere grad end andre dyr herrer over deres egen skæbne. Vores store hjerne giver os frihed, men den giver os også anledning til grublerier og problemer. Vi ved nemlig alt for meget. Vi ved, at vi er til stede i verden, og vi ved, at der er andre mennesker som os. Vi ved, at vi ikke er alene, og derfor kan vi føle os ensomme på en helt anden måde end noget andet dyr. Vi forstår tid, vi kender til fremtiden, og vi ved, at vores valg har konsekvenser. Vi har ansvar for vores handlinger. Vi kan vælge, vi risikerer at begå frygtelige fejltagelser, og som det eneste dyr kan vi føle skyld og skam. Når en hund virker brødebetynget, er det et overfladisk spil for galleriet, men der findes mennesker, der fortæres op indefra af dårlig samvittighed, plaget og martret af konsekvenserne af katastrofale valg. Mennesket er det eneste dyr, der er i stand til at indse, hvor gådefuld verden er, og hvor lidt vi ved. Vi ved, vi skal dø, men vi ved ikke, hvor vi kommer fra, og vi ved ikke, hvorfor vi er her.

Nej, det er ikke nemt at være et menneske, men det er alligevel umagen værd. Det er jo slet ikke meningen med livet, at alt skal gå som smurt. Man kan blive dum af det. Jeg gør i hvert fald. Har jeg perioder, hvor det lidt for længe bare kører for let, begynder jeg at blive blind for andres problemer og udfordringer. Så bliver det hele lidt for strømlinet. Så begynder jeg at tro, jeg er smartere end andre mennesker, og det er jeg ikke. Modgang modner, styrker og gør os klogere. Der skal bare ikke være for meget af den på én gang, og der skal være nogen, der kan hjælpe os.

Om at være normal og perfekt

Jeg har brugt meget energi på at bekymre mig om, hvorvidt jeg var normal, og hvert et sekund har været spild af tid. Sandheden er, at der er rigtig meget, som er helt og aldeles normalt. Det er således ganske normalt at være bekymret for, at man ikke er normal! På den anden side er det også ganske normalt, at man gerne vil være ”helt speciel”. I virkeligheden er det paradoksalt, for når det kommer til stykket, er vi mennesker exceptionelt ens, og vi er også næsten alle sammen meget, meget normale. Gå ud og kig på hinanden. Vi gør næsten alle det samme. Vi køber ind, vi står i kø, vi går ind og ud af biler på næsten den samme måde. Vi er ret ens klædt, og sidst, men ikke mindst, så tænker vi og siger stort set det samme.

Hvis nogen bestemmer sig for at være anderledes og kreative, så ender de ofte med at være anderledes på næsten helt den samme normale måde som alle de andre, der gerne vil være anderledes og kreative. Når man tænker på, hvor forskellige vi mennesker kunne være, så er vi i bund og grund ganske usædvanligt ens. En sjælden gang er man heldig at møde en person, som virkelig er anderledes, en person, som kan tænke tanker, der ikke er tænkt før, og som agerer usædvanligt. Sådan et menneske var Jens Thomsen, som jeg beskrev i starten af dette kapitel.

Især da jeg var ung, brugte jeg en del tid på at tænke på det med det normale. Når man er ung, kender man ikke sig selv så godt, og man har endnu ikke gjort sig de erfaringer, som giver selvtillid. Selvom det lyder banalt og kan være svært at efterleve i virkeligheden, gælder den gamle sandhed stadig: Man skal ikke lade sig styre af, hvad andre tænker og siger, og det er helt og aldeles ligegyldigt, om man er normal eller ej, ingen af os er perfekte.

At være perfekt og leve det perfekte liv er et absurd ideal. Ikke alene er det umuligt, det er heller ikke noget, omgivelserne ønsker i praksis. Der er ikke noget mere befriende end mennesker, der tør fejle, tabe ansigt, og som kan grine af det bagefter. At man ikke tager sig selv, og hvad andre tænker, alt for alvorligt. Det kan være, det er min personlige smag, men det tror jeg egentlig ikke. Noget af det bedste ved at blive voksen er, at man bliver bedre til at acceptere egne og andres fejl. Jeg har aldrig valgt en ven, fordi han eller hun var perfekt.

Jeg har aldrig oplevet ægte venskaber, som var baseret på, at alting var perfekt. Som alle ved, er det noget helt andet, der er vigtigt i et venskab. Mine venner gør sig umage, og de prøver at opføre sig ordentligt, og mange af dem, jeg kender, er lidt sære og mærkelige. Det er ikke, fordi det er et krav, det er bare sådan, det er blevet. Det betyder ikke noget, for det handler ikke om perfektion.