Prøv avisen
Taknemmelighed

Sociolog: Uden taknemmelighed glemmer man at leve livet

Et menneske med taknemmelighed som grundstemning stråler og har en ro. Og taknemmelighed smitter, siger sociolog Rikke Østergaard, der er aktuel med bogen ”Tak!”. – Foto: Emil Kastrup Andersen

I år fik sociolog Rikke Østergaard skrevet et takkebrev til den mand, som hjalp hende, da hun ønskede at finde sin far. Hun tror, at livskvaliteten bliver bedre, når man husker takken

Der er kun to måder at leve livet på.

Den ene er at se livet, som om intet er et mirakel.

Den anden er at se livet, som om alt er et.

Albert Einstein

Sociolog Rikke Østergaard citerer ordene af Albert Einstein, mens hun strider sig gennem den kolde vind med kurs mod badeanstalten Helgoland på Amager. Hun er sociolog og har gjort taknemmelighed til et af sine faglige specialer.

Hun fisker den lille brik op af lommen, så hun kan åbne lågen til badeanstalten. Hun kommer her året rundt for at bade og for bare for at sidde i klubhuset, hvor man kan arbejde ved et langbord med udsigt over Øresund. Havvandet er, hvad enten det fylder synsfeltet eller omgiver kroppen, en kilde til taknemmelighed for Rikke Østergaard.

Særligt i USA forskes der i disse år i, hvordan taknemmelighed påvirker menneskers liv. Overskrifterne på forskningsresultaterne er mangeartede. Forskere har fundet frem til, at mennesker med høj grad af taknemmelighed er bedre til at håndtere stress, har bedre fordøjelse, har bedre sociale relationer og sover bedre. Men er disse mennesker måske taknemmelige, fordi de i forvejen er robuste, har glade tarme, gode venner og stærke sovehjerter? Rikke Østergaard tror, ligesom de amerikanske forskere, at taknemmelighed kan læres.

”Fra naturens side er vi indrettet til at have fokus på det negative for at sikre vores overlevelse. Vi er draget af det negative, for det er den måde, vi har overlevet på som art. Vi er nødt til altid at være på udkig efter farer, så vi kan flygte eller kæmpe og dermed sikre vores overlevelse. Vil man arbejde med taknemmelighed, skal man lære at gå imod sin natur, for hjernen vil hele tiden have dig ud i negative tankebaner.”

Og danskere har et veludviklet blik for det negative. I hvert fald har Danmark sammen med Holland, Ungarn, England og Tjekkiet placeret sig som de mindst taknemmelige nationer i verden ifølge en opgørelse offentliggjort i tidsskriftet The Journal of Positive Psychology. Anderledes er det i lande som Indien, Filippinerne og De Forenede Arabiske Emirater, som topper listen. Når Rikke Østergaard skal forklare Danmarks placering på listen, peger hun på stræbsomheden.

”Vi har udviklet en utaknemmelig kultur, hvor vi hele tiden vil have mere og mere. Vi fokuserer på at lykkes på alle områder i stedet for at være taknemmelige for alt det gode, vi har nu og her. Alt det, vi vil, hvad enten det er at tabe os, få et større hus eller nyt job, kan vi ofte ikke klare eller opnå, så mange føler sig konstant bagud i forhold til deres egen tilværelse, og det får fokus.”

Hun har brugt en del af 2017 på at skrive en bog om taknemmelighed. ”Tak!” er titlen på bogen, som udkom i november. Det er godt 10 år siden, hun i sit eget liv blev bevidst om at flytte sit fokus fra frygt til taknemmelighed. Det var i den tid, hvor hun og hendes ældste barns far var gået fra hinanden. Hun forelskede sig nogle år senere, og denne gang tænkte hun, at hun skulle realisere drømmen om kernefamilie.

”Så følte jeg, at jeg fejlede igen, da vi så heller ikke kunne få det til at fungere og endte med at gå fra hinanden. For at kunne leve med mig selv, og for at kunne være en god mor for mine to børn, var det alfa og omega for mig at kunne være taknemmelig og ikke kun se på, hvad der var mislykket: Jeg har fået to skønne børn, jeg har to gode fædre til mine børn, og vi får det til at fungere, så det er ikke rigtigt at beskrive det som mislykket.”

I begyndelsen af 2017 fik Rikke Østergaard igen brug for at flytte sit fokus fra frygt til taknemmelighed.

Hun havde en knude i underlivet, som hun gik til kontrol med, men på få måneder voksede den og var på størrelse med en stor grapefrugt, og der var cyster. Hun var netop landet i Bruxelles, da hun blev ringet op af en overlæge fra Hvidovre Hospital. Lægen forklarede hende, at den planlagte operation skulle rykkes frem. Rikke Østergaard havde det fint og forstod ikke umiddelbart, hvorfor hun skulle ændre i sit program og finde tid til en operation, men lægen gjorde det klart, at det kunne være livstruende.

”Hun bad mig tænke på mit liv og fik mig til at forstå alvoren. Det viste sig, at knuden var godartet, og efter nogle uger kunne jeg atter arbejde, men jeg havde nået at få tilrettelagt, hvordan mine børns liv kunne være efter min død, for de skal jo stadig have mulighed for at vokse op som søskende, selvom de har to forskellige fædre.”

”Når man venter på at få at vide, om man har en livstruende sygdom, finder man ud af, hvad der er vigtigt, og hvad der er unødigt at bekymre sig om. I den periode tænkte jeg kun på mine børn, min kæreste, mine forældre og nærmeste venner og fokuserede på, at det vigtigste var, at vi havde hinanden og havde det godt sammen.

Hun citerer nogle ord af Piet Hein, som blev vigtige for hende, da hun blev syg: ”Vi har så travlt med at glæde os til, at vi glemmer at glæde os over.”

”Jeg mener, taknemmelighed er et valg, og man glemmer at leve livet, når man ikke er taknemmelig og for eksempel kun glæder sig til noget og ikke glæder sig over.”

Men når ens eksistens potentielt er truet, og man står foran en operation, skal man så nødvendigvis være taknemmelig? Kan taknemmeligheden ikke blive til et lykke-tyranni?

”Nej, ingen skal tvinges til at være smilende, og man skal have lov til at være i dårligt humør, men taknemmelighed handler ikke nødvendigvis om at skulle være glad, det handler om at være med det, der er, og kigge på alt det gode, man trods alt også har.”

Når hun underviser i taknemmelighed, tager hun ofte fat ved det, hun beskriver som ”forvent- ningstyranniet”, hvor man indretter sit liv efter, at andre skal anerkende det.

”Vi har behov for at blive anerkendt fra omverdenen, og vi sammenligner os med andre i parforholdet, familielivet og beundrer ofte andres præstationer. Samtidig lever vi i en kultur, hvor der generelt ikke er klare grænser for, hvad der bliver forventet af os, og så står vi tilbage med en række forventninger, hvor vi bare kan håbe, at andre vil synes, at vi gør det okay som forælder, kæreste, ven eller kollega. Fordi vi ikke helt ved, hvad der forventes af os, bliver det også svært at være taknemmelig, for alt det, vi trods alt gør, hvor er det godt nok?”.

Et godt tidspunkt til at teste om man lever med urealistiske forventninger, er om aftenen, når lyset er slukket, og man er ved at falde i søvn. Rikke Østergaards erfaring fra utallige coachingsamtaler er, at det er her, forventningerne som tyranni kan dukke op. Hun fortæller om kvinder, som tænder for lyset på natbordet og skriver lister over, hvad de skal huske at gøre den næste dag fra indkøb til arbejdsopgaver, og når de slukker lyset, er søvnen endnu længere væk, mens bekymrede tanker om børnene, parforholdet, arbejdspladsen og venskaberne nærmest formerer sig i mørket.

”Det er et godt sted at tage fat, hvis man vil øve sig i taknemmelighed. Man kan tænke dagen igennem og se, hvad der er at være taknemmelig for i den dag, som er gået. Jeg arbejder med mange kvinder, som presser sig selv hårdt, og ofte er mit råd, at de skal sige tak for alt det, som de får lov at være en del af og har gjort i dagens løb.”

Da Rikke Østergaard arbejdede med ”Tak!”, fik hun skrevet et brev, som hun længe har villet skrive. Det er stilet til Kurt fra Udenrigsministeriet, og de første linjer lyder:

”Kære Kurt. Jeg har tænkt på at skrive det her brev til dig, siden jeg var 21 år, og nu er jeg 40! Jeg ved ikke, hvor jeg skal sende det hen, da jeg kun ved, at du hedder Kurt. Udenrigsministeriet har haft flere ansatte ved navn Kurt igennem tiderne.”

Hun er vokset op i Askov i Sydjylland, og hendes far var kun en del af hendes dagdrømme, for hun havde ikke kontakt med ham, og da hun var syv år, flyttede han til Australien. Da hun var omkring 10 år, udvekslede hendes mor et par breve med ham, og det var planen, at han ville komme til Danmark, så han kunne møde datteren. Det blev dog ikke til noget. Hendes mor delte brevene med hende. Hun sendte ham flere breve igennem årene, men hun var ikke sikker på, om han nogensinde modtog dem, for hun hørte ikke fra ham.

”Jeg tænkte, at han måske gerne ville have kontakt og måske ikke havde fået mine breve. Selvom jeg har et godt forhold til min stedfar, så blev tanken om min far ved med at fylde, og derfor var det, at jeg kontaktede Udenrigsministeriet i håb om, at det kunne hjælpe. Jeg havde brug for at vide, om han ville lære mig at kende.”

Hun fortæller om den dag, hvor hun kom hjem, og der lå en besked på telefonsvareren fra Kurt i Udenrigsministeriet. Han sagde på svareren, at hendes far var flyttet for flere år siden, og så indtalte han den nye adresse, så hun kunne komme i kontakt med faderen på hans nye adresse i Australien. Kurt ønskede hende held og lykke med at finde ham.

”Det var Kurts skyld, at jeg fandt min far, men jeg fik aldrig ringet og sagt ham tak. Men jeg fik kontakt med min far og har været i Australien hvert år siden og boet hos ham i en periode, mens jeg studerede. Min far havde ikke troet, at han var så svær at finde, og han var sikker på, at jeg en dag ville tage kontakt til ham, når jeg var parat. Kurts hjælp minder mig om, hvor stor en indflydelse vi kan have i hinandens liv, uden at vi måske selv ved det. En lille håndsrækning kan have en kæmpe effekt ind i et andet menneskes liv, men hvor tit får vi sagt tak?”.

Skal man begynde at skrive takkebreve og sige tak, skal der en kulturændring til, argumenterer Rikke Østergaard i sin bog. Hun oplever, at en del holder deres tak tilbage, fordi de synes, det virker overfladisk.

”Kulturelt er vi hæmmet og føler os mere på hjemmebane, når vi hopper med på brokke-kulturen, men jeg tror, vi er mere taknemmelige, end vi viser. Ofte skal man drikke sig mod til, før man tør sige tak til de dejlige mennesker, man har omkring sig.”

Hun tager en bog op af tasken. Den har lutter blanke sider og er dedikeret til at notere alt det, man er taknemmelig for. Hun råder til, at man bruger den hver dag. Gerne i fællesskab med sin partner, børn eller før sengetid. 1000 amerikanere deltog i et forsøg, hvor de hver dag skrev tre ting ned, som de var taknemmelige for. Over tre uger voksede optimismen med 94 procent. Rikke Østergaard svarer ikke i procenter, men fortæller, at taknemmelighed kan både ses og mærkes.

”Et menneske med taknemmelighed som grundstemning stråler og har en ro. Og taknemmelighed smitter.”

Læs uddrag af bogen ”Tak!” her!

Foto: Emil Kastrup Andersen
Finder danskere det pinligt at udtrykke taknemmelighed?