Ugens – anonyme – klummeskribent: Så søde er andres børnebørn altså heller ikke

Under hemmeligt navn drister ugens klummeskribent sig til at skrive om de talrige fotos af børnebørn, hun bliver præsenteret for

For ikke at opfordre til yderligere fotos gør klummeskribenten sig meget umage for at reagere så kedeligt som muligt på tilsendte børnebørnsbilleder.
For ikke at opfordre til yderligere fotos gør klummeskribenten sig meget umage for at reagere så kedeligt som muligt på tilsendte børnebørnsbilleder. Foto: Paul Hanaoka / Unsplash.

Denne klumme kan gøre mig venneløs lige så hurtigt, som det tager at læse den. Derfor er jeg nødt til at skrive den under et andet navn end mit eget. Og da min kollega Tine Maria Winther er til at overtale til hvad som helst, har hun stillet byline og foto til rådighed mod, at jeg understreger, at hun ikke deler min holdning, og at hun faktisk slet ikke forstår problemet. Men hun er også yngre end jeg og derfor ikke i det segment, hvor ens venner begynder at få børnebørn – og nu kommer vi til det: De deler fotos af dem! På sms, Facebook – og i det virkelige liv, hvor tidligere helt normale venner med løftet swipe-finger er klar til at køre 10-20 tilsyneladende identiske babyfotos forbi ens næse.

Nu er det jo ikke, fordi jeg ikke kan glæde mig på nybagte bedsteforældres vegne. Men det er, som om alle normale hensyn for vedkommende kommunikation er ophævet, når det drejer sig om billederne af andengenerationsbørnene. Der kæles aldrig for sproget i den tekst, der følger med, og der tages heller ikke udgangspunkt i, om modtageren overhovedet er interesseret at se Alma spise yoghurt. Alle regler om god formidling er glemt, og begivenheden serveres uden dikkedarer som breaking news : ”Vi hygger med Sofus” eller ”Orla er snottet og har hjemmedag med mormor”.

Indrømmet – en gang imellem deler jeg selv et foto af min kat. Som et pudsigt sammentræf har jeg ligesom Tine Maria Winther kat. Den har hun i øvrigt trættet læserne med før, og jeg kan egentlig godt forestille mig, hvor irriterende hun bliver, når hun selv engang får børnebørn.

Men tilbage til mig. For når jeg en sjælden gang deler et foto af min kat, ved jeg jo godt, at alle andre ikke elsker den så uforbeholdent, som jeg gør. Derfor gør jeg mig umage med, at billedet har en pointe eller i det mindste kan fremkalde et smil hos selv en hundeejer: Måske tager jeg fotoet, mens den gaber, så den ligner noget, der er løgn, eller knytter en gennemtænkt og genvredet bemærkning til det faktum, at den har ophævet tyngdeloven og hænger med hovedet nedad over en redekasse fuld af musvitter, som i øvrigt ikke kom til skade under optagelserne.

Og hvad svarer man så på børnebørnsbillederne? På Facebook kan man godt slippe af sted med et stort hjerteikon, men allerede på sms må man som minimum skrive nååårh eller cute . For ikke at opfordre til yderligere fotos gør jeg mig meget umage for at reagere så kedeligt som muligt. Men det er som sådan ikke et råd, jeg kan give videre, for det bider ikke på nybagte bedsteforældre.

Til gengæld er livesituationen – den, hvor en kollega, en genbo eller en bekendt med saligt smil og hævet swipe-finger er klar til at bladre weekendens fotos af børnebørnene igennem på mobilen – sat lidt på pause. Meget dårligt kan der siges om corona-nedlukningen, men den har også haft sine lyspunkter.

Måske er der også grænser for, hvad børnebørnene selv synes er i orden, når de bliver lidt ældre. Tigermaling eller yoghurt i hele krydderen er meget sødt lige nu, men online lever de billeder for evigt.

Og måske er det heller ikke lutter lagkage at skulle arbejde som lille fotomodel i sit eget liv. Forleden hørte jeg en mormor(?) arrangere et par småbørn, som lige havde fået en imponerende vaffelis: ”Hold isene frem, lidt op med dem. Kig hen på mig, ikke smage endnu!”, og wuuush var hele situationen på mobilen: ”Nu må I godt spise dem.”