Prøv avisen

Uhelbredeligt syge kan lære os at leve

Illustration: Rasmus Juul

I en ny bog fortæller 15 uhelbredeligt syge om, hvordan mødet med sygdom har ændret deres livssyn. En af dem er Pia Glavind, der har lært at sætte spørgsmålstegn ved sine egne overbevisninger for at finde den bedste vej i livet

Til et familiearrangement tilbage i 2013 hev en af gæsterne den dengang 46-årige Pia Glavind til side og gjorde hende opmærksom på hendes gule øjne. Hun gik til lægen, som konstaterede, at hun havde gulsot – og af frygt for, at gulsoten skyldtes galdesten, blev hun akutindlagt for at få foretaget diverse scanninger. Det viste sig at være kræft. Og da hun fik diagnosen, havde det for længst spredt sig til leveren og var nu uhelbredeligt. Pia Glavind har den sjældne kræfttype, som lægerne kalder en neuroendokrin tumor. De kalder den også en zebrasygdom, fordi der ikke er to patienter, der oplever sygdommen på samme måde. Hun ved derfor heller ikke, om hun lever en dag, et år eller mere endnu.

Blot seks år tidligere havde hendes 16-årige søn Daniel mistet sin far til kræft. Han fik diagnosen i januar og døde i april. Pia Glavind er opdraget i en ateistisk familie. Men lige i det øjeblik, hvor hun modtog scanningssvaret, blev hun alligevel vred på Gud.

Det er i orden at tage én forælder fra barnet, men at tage begge var simpelthen for meget. Hendes vrede var både intens og vedvarende, indtil hun besluttede sig for at ”kaste alt op i luften på ny”. Hun kunne ikke være vred på andre. Nej, hun måtte selv tage ansvar for sit liv.

”Jeg skal leve længst muligt. For min søns skyld, og fordi livet er skønt,” siger Pia Glavind, der i dag er førtidspensionist, men arbejder som selvstændig på nedsat tid.

Pia Glavind er en af de 15 medvirkende i ”Bogen om livet”, som blev udgivet i går. Den indeholder samtaler med uhelbredeligt syge, som deler ud af deres indsigter i livet. Stine Buje, der er forfatter til bogen, oplever, at vi ofte skal ud på kanten af livet, før vi for alvor er i stand til at prioritere at leve et liv, hvor vi bruger tid på det, som faktisk giver mening for os.

”Vi kan lære at leve et meningsfuldt liv allerede nu. Hvordan det skal ske, findes der ingen formel på. Det afgørende er, hvad der føles rigtigt og giver mening for hver af os. Det er det, som bogen skal inspirere os til at finde frem til, så vi ikke først ved livets afslutning indser, at vi kunne have brugt vores tid bedre,” siger Stine Buje.

Og hvorfor har Pia Glavind så valgt at fortælle sin egen historie? Hun vil gerne give sine tanker og erkendelser videre til andre.

”Gennem rejsen har jeg fundet ud af, at det, der er vigtigst for mig, er at skabe fred inden i mig selv og at ændre mine tankemønstre. Jeg kan ikke ændre min sygdom, eller hvad andre gør eller siger. Det er, som det er. Men jeg kan øge min bevidsthed og blive en mere glædesfyldt sjæl. For mig selv. Og for min søn,” siger Pia Glavind, og fortsætter efter en kort pause:

”Jeg erkendte med sygdommen, at hvis jeg vil nå at finde fred og slippe det, der ikke gør godt i mit liv, så er det altså nu, at det skal ske.”

Prisen for ikke at rydde op i sit sind og liv er høj, mener hun. Særligt hvis man først erkender det, når det er ved at være for sent.

”Jeg arbejder på, at jeg må finde ind på den vej, der skaber det mest glædesfyldte liv for mig. Kunsten er at vælge kærlighedens vej frem for frygtens vej,” siger hun og bemærker, at selvom det er et menneskeligt grundvilkår at frygte, vil hun ikke længere lade sig styre af den.

”Jeg har med min sygdom fået ryggen mod muren. Den ultimative frygt for de fleste mennesker er at dø. Jeg kan også blive bange for, hvordan det skal gå min søn, når jeg en dag er væk, eller om min kæreste bliver ved min side gennem hele forløbet. Den frygtfrekvens er altid tændt, men jeg har fundet ud af, at det gælder om at skifte kanal og tune ind på kærlighedens vej i stedet,” siger hun.

Hvordan gør man så lige det? For Pia Glavind handler det om at indlede dagen med at give sig selv fred og ro.

”Jeg bruger stilheden,” siger hun og forklarer, at hun for eksempel har ændret sine morgenrutiner radikalt.

Den gamle version af hende ville – allerede før øjnene var slået op – tænke ”Åh, hvor er jeg bagud” og gruble over, hvilken dag det er, og hvad der skulle nås, mens hun rakte ud efter telefonen, radioen, kaffen. Som en sekssporet motorvej, hvor man bare drøner derudaf uden nogensinde at sænke farten.

Men sådan er det ikke længere. I dag stopper hun sit tankemylder og gør plads til nærværet med sig selv. Hver morgen bliver hun liggende i sengen, vipper lidt med tæerne og mærker efter, hvad der foregår på det indre plan. Nogle gange tre minutter, andre gange fem, inden hun står op. For hende er det ikke længere en selvfølge, at hun vågner.

Derfor er hver morgen en sejr, som bør æres med taknemmelighed. Den følgende time er dedikeret til hende og ingen andre.

”Bare det, at jeg ikke tænder for al elektronikken og går på autopilot, hjælper mig. Jeg sætter mig med en pude i stolen og kigger indad. Hvad tænker jeg på lige nu? Så ved jeg, hvor jeg har mig selv i dag. Det gør, at jeg lever mere i overensstemmelse med mit sande jeg resten af dagen,” siger Pia Glavind.

Taknemmelighed fylder ligeledes meget mere nu.

”Jeg slutter dagen af med at skrive de følelser, tanker og handlinger ned i min notesbog, som jeg er taknemmelig for. Jeg tvinger mig selv til at fokusere på, hvad der har været godt i dag. Hver dag,” siger hun.

Og hvad sker der så med den allestedsnærværende frygt? Hvis hun kan mærke, at der er noget, som hun er bange for, skriver hun også det ned.

”Hvis jeg kan, går jeg i dialog med frygten, men ellers parkerer jeg det på blokken og får på den måde stoppet vanviddet i mine tanker. Så kan jeg komme tilbage og undersøge det, når jeg har overskud til det, eller spørge andre – en præst, en psykolog eller en af mine nærmeste – om hjælp til at tale om det,” siger hun og skynder sig at tilføje, at det jo ikke er, fordi hun render rundt og er en stor lykke hele tiden.

”Jeg brokker mig også over andre menneskers opførsel og peger fingre. Men jeg er blevet hurtigere til at tage ansvaret for min egen indre tilstand til mig. Jeg dømmer mindre og forsøger i stedet at gå foran og være det gode eksempel,” siger hun og fortsætter så:

”Man skal ikke nødvendigvis vide, hvorfor ens indre liv slår knuder. Man kan blot tage første skridt ved at erkende, at det gør det. Og så finde et sted, hvor man kan sige det højt. Det hjælper i hvert fald på mig.”

Og det kan være givtigt for os andre at lytte til uhelbredeligt syges livsovervejelser, lyder det fra hospitalspræst på Rigshospitalet Christian Busch. Han vil dog gerne indlede med at bemærke, at selvom det er rigtigt, at nogle sygdomsramte kan lære noget om sig selv og opnå nye erkendelser gennem et sygdomsforløb, er alle dog forskellige.

”Andre kan have det bedst med at fortsætte med at leve på den kendte vej uden en masse nye tanker, der pludselig skal rumstere. Og det er der heller ikke noget galt i,” siger han og fortsætter: ”Men i raske perioder af vores liv kan det være vigtigt at gøre sig overvejelser om livsvalg, som ellers er svære at tale om eller overveje.”

Han peger på, hvordan fortællinger som Pia Glavinds kan være med til at blive et rituelt instrument for raske til at forholde sig til egne livsvalg og død. Som et værktøj, der kan bruges til at lirke op for tankerne.

Det, som Pia Glavind er blevet særligt opmærksom på at forholde sig til, er faktummet om, at mennesket har en masse overbevisninger, som man arver fra andre.

”Det er et spørgsmål om at overveje, om de overbevisninger overhovedet er sande for mig. Jeg har de senere år i hvert fald renset ud i, hvad jeg selv tror på. Det er min kæphest, at blive mere bevidst om, hvad jeg gør, og hvorfor jeg gør det,” siger hun.

Selv er hun blandt andet nået frem til, at hendes syn på tilgivelse skulle revideres. Tidligere havde hun den overbevisning, at tilgivelse var for svage mennesker.

”Men det var en kæmpe misforståelse. Jeg har nu tilgivet mange af mine nærmeste, men mest af alt mig selv. For dumme tanker og handlinger. Og for at være hård ved mig selv ved at være krævende og insisterende frem for kærlig og rummelig. Livet er livet værd – også når det er svært,” siger Pia Glavind.

Kilde: ”Bogen om livet” af Stine Buje

Læs uddrag af ”Bogen om livet” på

k.dk