Prøv avisen
Seniorliv

Ulandsbistand kommer i mange udgaver

Der har på det seneste været uroligheder i Nicaragua, hvor en stor del af befolkningen er utilfreds med regeringen. Foto: Alfredo Zuniga/AP/Ritzau

Danida har støtteprogrammer, men også enkeltpersoner gør en forskel for mennesker i Den Tredje Verden

Det er ikke så ofte, vi i de danske medier hører om det mellemamerikanske land Nicaragua. Men i de seneste måneder har vi igen fået nyt derfra. Desværre, kan man sige, for det har handlet om vold og død og ødelæggelse.

Det er et smukt og fattigt land med stor korruption og meget store modsætninger. Siden 2007 har præsidenten været Daniel Ortega, det er hans politik, der af Europa-Parlamentet er betegnet som ”brutal undertrykkelse”, og som nu er skyld i optøjer, generalstrejke, voldelige kampe i gaderne og mange hundrede døde.

Jeg besøgte Nicaragua for omkring 10 år siden på en studierejse, da jeg var medlem af Danidas Oplysningsudvalg. Der var dengang mange gode bistandsprojekter støttet af Danmark i gang. Men den danske støtte til Nicaragua faldt bort i 2011, dialogen med Nicaraguas styre var meget vanskelig, og Danida måtte tage afstand fra manglen på ”god regeringsførelse”.

Men når nu landet igen dukker op i medierne, tænker jeg selvfølgelig tilbage på de mange indtryk og erindringer, jeg har fra det lille land mellem Honduras og Costa Rica. Det har kystlinje til både Stillehavet og Det Caribiske Hav.

Oplysningsudvalget så mange af Danidas projekter: kakaobønnedyrkningen under svære forhold i regnskoven, som man kun kunne besøge med helikopter, læseprojekter for de fattigste børn fra mindre byer, hvis fædre var imod, at deres børns tid blev spildt på skolegang i stedet for rigtigt arbejde. Men som en mor sagde til mig, ”jeg ville jo også være glad, hvis min mand kunne læse”, så hun støttede drengens sparsomme undervisning.

Et af de projekter, som var opløftende og positivt, handlede om døve børn og deres skolegang. Er man et døvt barn i Nicaragua, får man ikke lov til at gå i skole i ret mange år. Vist kun fire. Men Danida var trådt til og havde en lille skole for en flok herlige børn i teenagealderen. De fortalte en eftermiddag om deres hverdag og om deres undervisning, de pjattede og grinede og var stolte over, hvor hurtigt de kunne tale på tegnsprog. De var nysgerrige og ville vide noget om Danmark, og om der også var døve børn, der lærte tegnsprog, der.

De fleste af pigerne havde det store ønske at blive lærere for andre døve børn, når de var igennem deres egen skolegang.

Jeg tænker ikke så sjældent på de charmerende store piger og på, hvad der mon er blevet af dem, da den danske støtte ophørte. Hvilket liv var der så for dem? Havnede de i slummen? Kom de til at undervise, havde de lært nok til, at de kunne give det fra sig? Umuligt at svare på.

Men det er jo en konsekvens af tilvalget og fravalget af bistandslande, at nogle projekter må stoppe, mens andre sættes i gang i et andet land.

Og midt i de voldsomme beretninger fra Nicaragua tænkte jeg denne sommer på, at bistandshjælp sandelig har mange former, fra den professionelle sagkyndige til den meget beskedne og ihærdige. Jeg besøgte nemlig Rune Ingemann og Frank Jørgensen i Nordsjælland.

De har i mere end 30 år på lavpraktisk facon støttet indiske børns skolegang.

”Vi var på rejse i Indien i 1980’erne,” forklarer Rune Ingemann, der er uddannet yogalærer, ”og vi blev begge totalt chokerede over den fattigdom, vi så.”

Og de var enige om, at de måtte ”gøre noget”. Det blev til et hurtigt arrangeret loppemarked i deres udhus, og der har det eksisteret siden.

”De første ting nærmest tiggede vi os til,” fortæller Rune Ingemann, men siden har de modtaget en lind strøm af ting og sager, som de sælger videre. Markedet åbner hvert år i den sene sommertid, og så kan der handles i mange uger, og de penge, der kommer ind, går direkte og ubeskåret til en skole. Mere end 30.000 kroner sidste år. Alle kan donere potter og pander og tøj og møbler, legetøj og bøger og alt muligt andet, som mange mennesker er glade for at slippe af med. Og som andre netop leder efter og finder til en rimelig penge.

Det siger sig selv, at Rune og Frank har sponsoreret rigtig mange piger gennem de snart 40 år, der er gået. De har besøgt skolen et par gange og har tillid til, at børnene får deres undervisning. To af pigerne var de særligt knyttet til, og den ene blev lærer for nogle år siden, den anden fik en symaskine og kunne således skaffe sig en levevej.

Ja, u-landsbistand har bestemt mange forskellige udtryk.