Mor og datter skriver selvhjælpsbog til unge: Sådan finder I jer selv i voksenlivet

AT FINDE SIG SELV
”Sidste måned var jeg hippie, nu er jeg lidt mere goth.”

De fleste mennesker afprøver mange forskellige roller i udviklingen fra barn til voksen. Set i bakspejlet kan det føles, som om man prøvede at være en anden end sig selv – og det kan være en pinsel at tænke tilbage på. Men faktisk er afprøvningen af roller et enormt vigtigt led i at lære sig selv at kende, og man skal derfor lade være med at tale nedsættende om det.

At få en identitet er en lang proces, der for de fleste kræver, at man placerer sig selv i mange forskellige roller og situationer. Nogle tager måske til Himalaya i håbet om at finde sig selv, hvilket bygger på en idé om selvet som en indre kerne, der kan findes. Oplevelsen af, at man finder sig selv, handler om, at man ved at afprøve en masse forskellige ting bliver klogere på sig selv i forskellige situationer – og at man derigennem opbygger et selv.

At have opbygget et selv eller en identitet betyder, at man har en sikkerhed og robusthed, der gør én i stand til at turde sige til og fra. Helt grundlæggende, at man kan mærke sig selv og sine grænser.

TAG UD PÅ ET SIDESPOR
I overgangen fra ung til voksen skal man tage nogle store beslutninger, der påvirker resten af ens liv. Derfor er det en rigtig god idé at afprøve forskellige ting, inden man træffer endelige valg. I virkeligheden handler det om at udvide sin horisont, så man er fuldt ud bevidst om de muligheder, der ligger foran en. Det behøver ikke være jordomsejlinger, det kan være alt muligt – også fx at læse om andre verdener end sin egen.

Mange unge er bange for at spilde tiden ved for eksempel at tage en pause mellem uddannelser – men i stedet for at se det som spildt tid kan man se det som en vigtig investering i sin identitetsudvikling. Ofte
begynder man med alderen at se en rød tråd i alle de mærkelige ting, man har brugt tid på i sit liv. Det kan vise sig, at eftermiddagene med straffesparksøvelser, tegneserielæsning eller rollespil har været godt givet ud – at man uden at vide det grundlagde et fundament, som resten af ens liv kunne bygge sig op omkring.

Hvis du på et tidspunkt i dit liv føler, at du er kommet helt ud på et sidespor, er det vigtigt, at du lytter til dig selv, slår bremserne i og skifter retning. Sidesporene er dog ikke spildt tid – de er vigtige for identitetsdannelsen.

 Hvis man har valgt at gå en meget snorlige vej, fx ved at dyrke noget på eliteniveau, kan man risikere at skulle starte helt forfra med at finde ud af, hvad man skal stille op med sit liv, hvis man pludselig finder ud af, at man vil noget andet – eller hvis man får skader, der forhindrer en i at fortsætte den lige vej. De mange sidespor kan faktisk fungere som en slags følere, hvor man afprøver forskellige sider af sig selv. Hvis man pludselig ender i en eksistentiel blindgyde, kan man trække på den erfaring, man fik ved at afprøve forskellige ting.

ER JEG HELT VED SIDEN AF?
Det kan være fristende at tage en rolle på sig for ikke at føle sig nøgen og sårbar – især når man starter på et nyt studie eller en arbejdsplads og skal lære en masse nye mennesker at kende. Det kan også sagtens være en god overlevelsesstrategi, hvis man føler sig usikker eller helt ved siden af, men man skal huske sig selv på, at man ikke er den rolle. Hvis man identificerer sig med en bestemt type, kan man komme til at fastholde sig selv i en usikkerhed, som man ikke længere behøver være i.

Hvis du gang på gang fortæller andre og dig selv, at du ikke er typen, der danser, eller at du altid har haft et hidsigt temperament, er der risiko for, at du fortæller en historie om dig selv, som bliver en selvopfyldende profeti. Det er muligt at komme til at elske dansegulvet eller at blive blid som et lam, men det kommer ikke af sig selv.

Identitetsudviklinger kræver, at man bliver opmærksom på noget ved sig selv, som man gerne vil ændre. Ofte er det ting, som man per automatik siger fra over for eller konsekvent nedgør. Erkendelsesprocessen kan være hård og kan kaste én ud i kriser, hvis den for eksempel sættes i gang af en oplevelse af, at man er helt off – at man dummer sig eller føler sig akavet. For at komme videre fra denne oplevelse til udviklingen kræver det, at man tør gå ind i erkendelsen: Er jeg helt ved siden af? Ja, det er jeg måske. Vil jeg gerne blive ved med at være det, eller vil jeg ændre mig? Man skal blive opmærksom på, at der er et valg – og derfra beslutte sig for, hvad man vil.

Et håndgribeligt eksempel på en udviklingsproces kunne være, at man er bange for noget, som man gerne vil turde. Når man har udset sig et mål, er det vigtigt, at man ikke kaster sig ud i noget, man slet ikke er klar til. Risikoen er nemlig, at man får så store nederlag eller føler sig så meget til grin, at man slet ikke tør kaste sig ud i det igen. Hvis du er sceneskræk, skal du ikke melde dig til X Factor som det første, men måske starte med at holde en kort tale foran din familie. Det handler kort sagt om at sikre sig en succesoplevelse.

DEN SOCIALE KONTEKST
Rigtig mange identitetsudviklinger sker, når man flytter fra én social sammenhæng til en anden: i overgangen fra folkeskole til gymnasium, ved studiestart, når man rejser ud i verden, flytter på kollegium, tager
på højskole osv. Det skyldes, at vi som mennesker er sociale væsener, der bliver påvirket af de grupper og kulturer, vi befinder os i. Når man bliver kastet ud i nye sociale sammenhænge og møder nye mennesker og nye forventninger til én, kan man pludselig opdage nogle helt ukendte karaktertræk ved sig selv.

Selvom man var en rod i folkeskolen, kan man godt være den ansvarlige på sin arbejdsplads – og måske var man indadvendt i gymnasiet, men det sociale midtpunkt på højskolen. Jo flere forskellige ting, man placerer sig selv i, desto flere sider af sig selv vil man potentielt kunne opdage. De forskellige sider af ens selv er ikke bundet til én specifik social situation – du kan godt tage dit højskole- eller rejse-jeg med hjem eller være lidt mere som dit venne-jeg, når du er sammen med din familie.

Identitet er altså ikke bare noget, vi har inde i os selv, den skabes i samspil med andre mennesker. Den er en kombination af det indre (følelser og tanker) og det ydre (kropssprog, toneleje, mimik). Andres blik er som et spejl, der reflekterer, hvordan man virker udadtil – og det matcher ikke altid, hvordan man har det indeni. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvordan folk reagerer på én.

Hvis man ofte føler, at man bliver misforstået eller mistolket, er det en god ixxxdé at undersøge, hvordan man virker udadtil. Man kan for eksempel gå rundt og være ked af det, men udadtil virke sur og irriteret på alle – og så bliver man opfattet som sådan. De fleste har prøvet at høre en optagelse af deres egen stemme og oplevet, at den lyder radikalt anderledes, end man er vant til. En tilsvarende oplevelse kan man få ved at se en videooptagelse af sig selv, hvor man pludselig kan se sin mimik og sit kropssprog fra andre menneskers perspektiv. Det kan være en øjenåbner, hvis man for eksempel opdager, at man ser meget sur ud eller har en skinger stemme.

En anden måde at undersøge, hvordan man virker udadtil, er ved at spørge andre. Måske fortæller de én, at man virker aggressiv. Det kan være hårdt at få at vide, og det kan derfor være nærliggende at gå i forsvarsposition med bemærkninger som: ”Jamen, sådan er jeg jo slet ikke”. Det er dog ikke en særligt konstruktiv reaktion, da den fastholder et karaktertræk, som mange sikkert oplever som negativt. I stedet bør man spørge ind til, hvad det helt præcist er, der virker aggressivt. Har det at gøre med ansigtsmimik, kropssprog eller toneleje? Det vil typisk være noget fysisk ved ens fremtoning.
 
Der kan selvfølgelig være ting, som ikke bare lige kan ændres – jeg er for eksempel meget sensitiv over for lugte og har en voldsom latter. Den slags bliver man nødt til at lære at leve med, og så kan det være en god idé at fortælle om det, når man møder nye mennesker. Man kan undgå en masse misforståelser, hvis man for eksempel siger: ”Jeg får tit at vide, at jeg taler meget højt”, eller ”jeg mister koncentrationen, hvis flere mennesker taler samtidig.”

Ved at fortælle åbent om disse ting undgår man i mange tilfælde, at folk bliver irriterede på én – eller at de dømmer ens personlighed ud fra et forkert grundlag. Det kan også være ting som hudfarve, kropsbygning, ansigtstræk eller kønsudtryk, som kan være med til at skabe bestemte reaktioner og fordomme fra omverdenen.

FREY, 22 ÅR:
Jeg har altid haft en klar fornemmelse af, at jeg selv skulle danne min identitet, for jeg har ikke fået særlig meget positivt fra mine omgivelser. Jeg er lesbisk og brun, og på en eller anden måde er det hele tiden imod mig. Min mor blev kæreste med en rig mand engang, og så flyttede vi til Holte. Den første dag på min nye skole regnede de med, at jeg skulle til ekstraundervisning, og jeg havde det bare sådan: Hvorfor i alverden skulle jeg dog det?

Engang skulle lærerne fortælle os, hvad de troede, vi ville blive, når vi var voksne. Til en af klassens drenge blev der sagt, at han nok ville blive direktør for et stort firma ligesom sin far. ”Og dig, Frey … du kunne være rigtig god til at arbejde på et plejehjem.” De manglede bare lige at sige: ”Det har vi set i nyhederne, at I er gode til.” Jeg bliver ikke mødt på samme måde, som andre bliver mødt, fordi der konstant er så mange fordomme.

”HVAD SKAL DU VÆRE, NÅR DU BLIVER STOR?”
Det kan til tider virke, som om folk aldrig bliver trætte af at stille én dette spørgsmål. Fra folkeskolen og til man er færdiguddannet kræver omverdenen, at man kan svare på det. Hvad drømmer du om? Er du god nok til det? Har du snittet til at komme ind? Nu uddanner du dig vel ikke til arbejdsløshed?

Mange børn har let ved at svare på det første spørgsmål, men hvis barndomsdrømmene om at blive fodbold- eller rockstjerne har lagt sig, kan det være ret svært at spore sig ind på, hvad det så er, man egentlig drømmer om at blive. Nogle gange kan det være en bedre strategi at overveje, hvad man drømmer om at lave de næste to eller fem år – eller at finde nogle mere abstrakte mål som fx ”jeg drømmer om at hjælpe andre mennesker” eller ”jeg drømmer om at have min egen virksomhed”.

Find ud af, hvor du kunne have lyst til at gøre en forskel. Hvis du er på herrens mark og slet ikke ved, hvad du skal stille op med dit liv, er det en god idé at kaste dig ud i flere ting for at finde ud af, hvad du brænder for. I gamle dage blev man rådet til at få sig en bankuddannelse eller blive lærer, for det kunne man altid bruge til noget, men det er på lang sigt en dårlig strategi, som man risikerer at blive meget ulykkelig af. Først og fremmest skal du finde ud af, hvad du vil – og det kræver måske, at du tænker over det i længere tid eller prøver flere ting af.

Lad være med at blive stresset og paniktilmelde dig en uddannelse. Hvis det går op for dig, at du er på en forkert uddannelse, skal du turde lytte til dig selv. Du skal endelig ikke fortsætte på en uddannelse, hvor du ikke føler dig tilpas. Det værste, du kan gøre, er at tage skyklapper på og ignorere de følelser eller tanker, du har. Hvis du er i tvivl, er det en god idé at tale med nogen om det.

Det kan især være en hjælp at snakke med nogen, der har gået på samme studie – måske kan de hjælpe dig med at blive afklaret omkring det, du er i tvivl om. Hvis du kan mærke, at du er endt på den helt forkerte hylde, er det fornuftigt og modent at afbryde sine studier. Lad være med at tænke, at du har begået en fejl – du har tværtimod forhindret dig selv i at begå en fejl.

DANNELSESÅR
Sabbatår er et misvisende ord at bruge om de år, hvor man ikke studerer, for det kommer til at lyde, som om man slet ikke laver noget. I virkeligheden er man i gang med at leve livet, prøve grænser af og få en masse vigtig erfaring, og man kan derfor se det som dannelsesår. Det er sjældent, at man har den type frihed til at afprøve forskellige sider af sig selv – så udnyt muligheden til at blive klogere på dig selv og måske finde ud af, hvad du vil bruge dit liv på.

Det er vigtigere end nogensinde før at være sikker i sin sag, før man begynder på en uddannelse, da det bliver sværere og sværere at ombestemme sig og skifte studie. Der er flere faldgruber ved at skynde sig for meget i forhold til uddannelse. Først og fremmest er der risiko for, at man ikke får udvidet sin horisont – i forhold til verden, men også i forhold til sig selv. Måske haster man ind på en uddannelse og finder senere ud af, at der fandtes andre uddannelser, som havde passet en bedre.

Måske kommer man ind på drømmestudiet, men finder ud af, at jobmulighederne slet ikke matcher, hvad man har lyst til at arbejde med. Hvis man drømmer om medicinstudiet, skal man fx overveje, om man er god til at arbejde under pres – og hvis man vil være musiker, er det en god idé at tænke på, om man kan klare økonomisk usikkerhed og skiftende arbejdstider. Før man begynder på en uddannelse, er det derfor vigtigt, at man har orienteret sig om, hvilke andre muligheder der findes, og hvilke jobs uddannelsen leder én hen imod.

Det betyder, at der også er en øget risiko for at droppe ud af studiet, hvis man ikke tager sig tid til at overveje uddannelsesvalget grundigt inden. Jeg vil påstå, at man bliver mere selvstændig og får mere ud af sit studie, hvis man har været ude og prøve noget af før studiet.

Man skal samtidig være bevidst om, at man aldrig får mere frihed, end man potentielt har, når man er 18-24 år gammel, hvor det faktisk er ret uproblematisk at trække stikket ud i et år, hvis man vil. Det er nemmere at backpacke i Mexico, når man er i sin tidlige ungdom, end når man har to små børn og en andelslejlighed, som ikke må fremlejes. 

At gå fra ung til voksen er på mange måder som at vokse sig fra at være en fiks, lille racerbåd til at blive en kæmpe skude. Der kommer hele tiden flere og flere forpligtelser i ens liv, som man ”bindes” til, fordi man ikke vil undvære dem. 

MATHIAS, 21 ÅR:
I slutningen af 3.g var jeg ekstremt skoletræt. Jeg havde intet overskud, mit fravær steg og mine karakterer dalede. Efter gymnasiet blev jeg fastansat i en børnehave, og det ændrede fuldstændig min arbejdsmoral at have et ansvar over for andre mennesker. Hvis jeg mødte ind 5-10 minutter for sent, var der en kollega, der havde stået i samme tidsrum med et uhensigtsmæssigt stort ansvar. Det handlede ikke bare om, at man ville blive straffet for at komme for sent – pludselig stod jeg til ansvar over for både børnene og mine kollegaer. Nu hvor jeg er begyndt at studere, har jeg forsøgt at beholde den arbejdsmoral.

I weekenden efter min første arbejdsuge i børnehaven havde jeg en underlig følelse, som jeg ikke kunne placere. Pludselig gik det op for mig, at det var fordi, jeg slet ikke havde dårlig samvittighed. Når jeg havde fri, havde jeg helt fri – der var ingen lektier eller opgaver. Den oplevelse synes jeg, at man skal give sig selv.

Efter at jeg er startet på et studie er følelsen af stress og dårlig samvittighed kommet tilbage, men jeg er enormt glad for, at jeg har haft to år, hvor den har været helt væk. Hvor jeg oplevede en virkelighed uden arbejdsopgaver hængende over hovedet. Samtidig gav det mig mulighed for at rejse og tage på højskole, hvilket var fantastiske oplevelser, hvor jeg blandt andet fik nogle enormt tætte venskaber og en masse uvurderlig livserfaring.

AT FORSVARE SIN IDENTITET
Der kan være mange grunde til, at man føler sig nødsaget til at forsvare sin identitet. Ofte handler det om, at man bliver konfronteret med andre menneskers skepsis. Uanset om det drejer sig om din seksualitet, dit køn, din religiøse overbevisning, dine politiske holdninger, din adfærd eller dit personlige udtryk, er der aldrig nogen, der har krav på at forstå eller blande sig i din identitet.

Det er dit liv, og du behøver ikke at forklare eller forsvare det. Du kan naturligvis godt vælge at svare på folks spørgsmål, men du har altid retten til at sige: ”Sådan er jeg, og jeg føler mig ikke forpligtet til at skulle forsvare det.”

FREY, 22 ÅR:
Efter 9. klasse var jeg på et udvekslingsophold i USA, hvor jeg blev udsat for et seksuelt overgreb af værtsfaren i den familie, jeg boede hos. Vi havde inden da været meget tætte, og jeg havde fortalt ham, at jeg var tiltrukket af mit eget køn. Kort efter overgrebet blev jeg ringet op af min udvekslingsorganisation, som indirekte beskyldte mig for at have krænket værtsfamiliens barnebarn. Min værtsfar havde fortalt dem, at jeg var lesbisk, og at jeg på et tidspunkt havde delt seng med den 8-årige pige, og mellem linjerne konkluderede de, at jeg nok havde forulempet hende, og at det i virkeligheden var mig og ikke min værtsfar, der var problemet. Det føltes som endnu et overgreb, at jeg skulle forsvare min seksualitet, før jeg overhovedet var sprunget ud.

Da jeg kom hjem fra mit ophold, blev det vigtigt for mig at holde fast i at være lesbisk. Min seksualitet blev mere en identitet, end det handlede om, hvad jeg tændte på. På et tidspunkt begyndte jeg at gå hos en psykolog, og det første, han spørger mig om, er: ”Hvorfor er det, du tror, du er lesbisk?” Det spørgsmål sendte mig direkte tilbage til USA, hvor jeg konstant skulle forsvare mig selv og min seksualitet, og nu skulle jeg så også forsvare mig selv over for min psykolog. Det at være lesbisk er for mig ikke en nydelse – det er en titel, jeg konstant har skullet forsvare.

Hvis man oplever, at ens identitet ofte bliver betvivlet, kan det gå hårdt ud over ens selvværd og selvforståelse. Man kan begynde at tvivle på sig selv og sin virkelighedsopfattelse, hvis der hele tiden er en forventning om, at man burde være på en anden måde. Det har faktisk den samme effekt som mobning, hvor man kan begynde at tro på de ting, man får at vide. Hvis man begynder at tvivle på sine egne følelser og oplevelser er det vigtigt, at man får hjælp til at blive korrigeret. Hvis du ikke længere stoler på dig selv, kan det være en hjælp at tale med nogen, du stoler på, som kan støtte dig til at holde fast i din identitet – uanset hvilke fordomme folk måtte have om det.

HVAD HVIS JEG SKIFTER MENING?
Når man udvikler sig og lærer sig selv bedre at kende, sker det nogle gange, at man skifter fuldstændig mening om noget eller ændrer radikalt i sine planer. Det kan føles som en enorm lettelse – som om tingene pludselig falder på plads. Men det kan også føles som et nederlag, fordi man jo har gået og sagt til folk, at man skulle noget bestemt eller var på en eller anden bestemt måde – og så var man det ikke alligevel.

Det kan være, at man gang på gang har fortalt, at man drømmer om at læse medicin. Eller måske har man fortalt alle sine venner, at man er vild med piger med store bryster. Hvis det bliver gentaget nok, bliver den slags udtalelser en del af ens selvforståelse og personlighed udadtil, hvilket kan give både en selv og omgivelserne nogle forventninger om, at det altid vil være sådan. Hvis man pludselig finder ud af, at man vil være pædagog, eller man forelsker sig i en fyr, kan det føles, som om man har mistet kontrollen over sig selv.

Og samtidig bliver man måske pinligt bevidst om, hvad andre mennesker vil sige og tænke. Når man pludselig ændrer kurs på et vigtigt identitetsområde, kan det føles som et tab af kontrol. Denne følelse handler i virkeligheden om, at man er i gang med at udvikle sig. Når man udvikler sig, skal man igennem en krise, hvor man ikke rigtigt kender sig selv, for så at komme ud på den anden side som et større og mere udviklet selv.

Det er ofte hårdt at få nye erfaringer, men i sidste ende gør det os klogere på livet og på os selv. Man kan ikke komme udenom, at livet byder på erfaringer – og at man derfor vil komme til at udvikle sig på et eller andet tidspunkt. Man kan til gengæld vælge at kaste sig ud i ting, som gør, at udviklingen bliver mere bevidst eller aktiv. Når det kommer til andre menneskers forventninger, skal man simpelthen bare blæse på dem. Det er dit liv, og du bliver nødt til at gøre det og være den, som du selv kan stå inde for.