52-årige Christine Gammelby fra Thisted plejer at tage til Aarhus en gang om måneden. Her mødes hun med ligesindede til svensk folkedans, og selvom hun ikke kender de mennesker og således ikke ved, om de er hjemløse eller professorer, om de har børn eller ej, og hvad der ellers optager dem, så er de bekendtskaber betydningsfulde for hende. Det har hun opdaget, efter pandemien har sat en stopper for de regelmæssige dansemøder med mennesker, hun ikke kender særlig godt.
Mange vil nok kunne genkende, at antallet af mennesker, de møder, er meget begrænset for tiden. Om det er dem i strikkeklubben, de andre forældre i børnenes skole eller ham, man altid møder i toget om morgenen. De perifere bekendte har de fleste mistet for en stund, og som en journalist fra amerikanske The Atlantic formulerede det i januar, opdager man pludselig, at de mangler. Hvor meget betyder bekendtskaber egentlig?
Sociologen Mark Granovetter (født 1943) fra Stanford University står bag begrebet weak ties (svage bånd). Mennesker har stærke bånd til de nærmeste, men altså også svage bånd til de perifere bekendte. Det er dem, man ikke deler alt med, men ofte har et eller andet til fælles med, og som man møder indimellem.
Granovetter argumenterede i den utroligt populære videnskabelige artikel ”The Strength of Weak Ties” (styrken ved svage bånd) for, at borgere i et samfund holdes sammen af både stærke og svage bånd. De svage bånd er afgørende for at bringe forskellige sociale cirkler i kontakt med hinanden. Og de er dermed også afgørende for, at den enkelte modtager ny information og dermed ikke kun eksisterer i et ekkokammer af viden og holdninger i selskab med de nærmeste venner.
Det var den britiske venskabsforsker Robin Dunbar (født 1947), der fremsatte teorien om, at mennesker kan have 150 relationer. Han er antropolog og i dag professor emeritus i evolutionær psykologi ved universitetet i Oxford, og han har brugt en menneskealder på gennem evolutionslære og hjerneforskning at kortlægge venskabets anatomi. Hans 150 relationer-teori kaldes i dag ”Dunbars tal”, og de 150 relationer kan placeres i fire cirkler ud fra det enkelte menneske – lidt som ringe i vandet – alt efter hvor intim relationen er. Hver ring af venskaber og bekendtskaber er cirka tre gange større end den forrige.
De allernærmeste venner er der omtrent fem af, og de befinder sig i den inderste kreds. Det er dem, man har været venner med i lang tid, og som man vil søge til i tilfælde af kriser. Den næste ring består af 15 mennesker, som man føler stor gensidig sympati for, og man ville blive ulykkelig, hvis de døde. Den tredje ring består af 50 mennesker, man kender fra jobbet eller gennem en aktivitet. Dem tilbringer man en del tid med, men man inddrager dem måske ikke i sit personlige liv. Og den yderste ring består af dem, man kun føler en vis samhørighed med. For at de skal blive i denne kreds, er man nødt til at mødes med dem en gang om året.
Dunbar har også afprøvet sin teori i en social medie-virkelighed, hvor mange har mere end 150 venner på Facebook. Det er dog stadig kun mellem 100 og 200 venner, vi reelt forholder os til, konkluderede han i 2016. Det er i øvrigt de to yderste ringe, mange mister eller i hvert fald sætter på pause for tiden – i hvert fald hvad angår fysiske møder.
Kigger man nærmere på den eksistentielle betydning, så er de perifere bekendtskaber væsentlige for den enkeltes selvforståelse. Det mener Jonas Holst, der er idéhistoriker og lektor ved San Jorge Universitet i Spanien. Han har i mange år forsket i venskabets etik og udgav i 2015 bogen ”Venskab – det gode mellem mennesker”. Og han siger, at de perifere bekendtskaber udgør en tyngde og kontinuitet i den enkeltes verden.
”Bekendtskaber giver os grund under vores egne fødder. Det er relationer, hvor man ikke har hele sin sjæl på spil, og der er noget befriende over møderne med de mennesker, man kun kender perifert. For man behøver ikke dele alle sine følelser og traumer eller hele sin historie.”
Derfor, siger Jonas Holst, opdager mange formentlig nu, at den mere overfladiske kontakt ikke nødvendigvis er uoprigtig.
”Filosoffen Hannah Ahrendt siger, at det er vigtigt, at man i det offentlige rum ikke har sit private liv på spil hele tiden. Man må gerne have en maske på – det er faktisk helt nødvendigt.”
De møder, hvor man mest af alt er en, der køber kaffe, eller en der strikker, er altså – ud over at være befriende på grund af deres ukomplekse natur – med til at skabe det enkelte menneske, siger Jonas Holst. For mennesket er mangfoldigt og udgøres af en masse forskellige måder, hvorpå det udfolder sig i relationer.
I en nedlukningstid sættes mange af bekendtskaberne på pause – men de nye dagsrytmer og mønstre betyder også, at nogle får nye bekendtskaber. Det har Christine Gammelby for eksempel fået. Hun har en voksen søn og bor alene, og så er hun selvstændig massør og måtte ligesom tatovører og frisører hverken arbejde i nedlukningen sidste forår eller nu. Da hun i foråret pludselig havde mere tid, tilmeldte hun sig et online kursus i en terapiform, og her mødte hun andre kursusdeltagere, som hun endte med at holde fast i. Flere af dem ringer hun sammen med flere gange om ugen via video, og de øver sig i den terapiteknik, de lærte på kurset.
De skiftes til at være terapeut for hinanden, og derfor er de nye bekendte også kommet overraskende hurtigt ind under huden på hinanden. Christine Gammelby taler for eksempel med en kvinde fra Vancouver i Canada og med en mand fra England, og hun fortæller, at hun på den ene side oplever at have tilbragt virkelig tid sammen med et andet menneske, når de har talt sammen i en time på video. Og på en anden side betyder afstanden, og måske også pandemien, at hun tør fortælle alt muligt om sig selv, som hun ikke har delt med selv sine nærmeste veninder.
”Det er lidt ligesom, hvis man er ude at rejse og møder en fremmed i baren. Der kan opstå en fortrolighed, netop fordi man ikke kender hinanden. Wayne fra England sagde for eksempel på et tidspunkt: ’Jeg ved alt muligt om dig, men jeg ved ikke, hvordan du ser ud fra skuldrene og ned’. Der er noget befriende ved at vide, at vi måske aldrig kommer til at møde hinanden, og det giver bekendtskabet en anden slags dybde, synes jeg.”
Christine Gammelby har også oplevet, at meget perifere bekendtskaber faktisk er blevet lidt mere nære under pandemien. Hun har de seneste år mødtes en gang om året med en veninde, som hun i sin tid mødte på sin landsbrugsuddannelse. Bekendtskabet har været forbeholdt det ene møde om året, men da pandemien i 2020 spændte ben for deres tradition, begyndte de at ringe sammen på video i stedet. Nu har det udviklet sig til, at de ringer sammen en gang om ugen.
”Det er tit sådan noget med at sidde med morgenhår og spise sammen eller sige ’du kommer lige med hen til komfuret og lave suppe’. Det er så uformelt og hyggeligt.”
Der er også de mennesker, der har fået nye bekendtskaber gennem projekter foranlediget af pandemien. Således har Røde Kors Hovedstaden sammen med Københavns Kommune sat gang i et projekt, hvor frivillige skriver breve til ældre på plejehjemmet Kastanjehusene på Nørrebro i København. Det har man gjort for at mindske ensomhed, og mens nogle plejehjemsbeboere svarer på brevene, er andre ikke i stand til det.
En af dem, der har modtaget breve, er 88-årige Kirsten, der ikke ønsker sit efternavn i avisen. Hun er enlig og har boet på plejehjem i halvandet år, og hun har fået to breve fra to forskellige frivillige – en yngre mand og en ældre kvinde. I brevene fortæller skribenterne blandt andet om deres eget liv, og selvom Kirsten ikke længere kan holde en pen og derfor ikke kan svare tilbage – og selv om hun i øvrigt har familie, der kommer på besøg – så glæder hun sig over at få breve fra de nye bekendtskaber.
”Når man kommer højt op i årene, er det rart at få et håndskrevet brev. Det virker meget personligt, og jeg har taget dem frem flere gange,” fortæller hun og tilføjer, at de har mindet hende om, at hun som ung fik en norsk penneveninde efter krigen, som hun holdt fast i i mange år.
Er der noget kunstigt i at få et brev, som kommer fra en fremmed og gennem et projekt?
”Nej, det synes jeg ikke. For når man læser sådan et brev, føler man, at man kommer til at kende vedkommende, og man forestiller sig, hvordan vedkommende er.”
Det er en tilsvarende oplevelse, 50-årige Sonja Heer Henriksen har. Hun er en af de frivillige, der skriver breve, og hun er blevet matchet med en plejehjemsbeboer, der, ligesom hun, holder af naturen. Beboeren er kognitivt udfordret, og derfor skriver Sonja Heer Henriksen ikke traditionelle breve til hende, men laver billedcollager med mange naturelementer og blandt andet fugle.
”Jeg har indtil videre sendt to breve, og selvom vi ikke mødes, og jeg ikke får et brev tilbage, opstår der en personlig relation. Mens jeg laver collagerne, tænker jeg på, om hun mon har haft have, og om hun mon ligesom jeg holder af fugle. Og jeg har fundet særlige frimærker med dyr fra den danske natur, så hun ikke får en kuvert med en kedelig portokode, men med et smukt motiv på frimærket,” fortæller Sonja Heer Henriksen, der får en bekræftelse med et par linjer om reaktionerne fra hendes brevven, når brevet er modtaget.
”Det er vigtigt for mig, at man ikke taler om det som en giver- og modtager-relation. For relationen føles ligeværdig for mig, og så er det vigtigt for mig, at det er noget, der rækker ud over pandemien og er varigt,” siger Sonja Heer Henriksen.
Ja, mennesker mister og får bekendtskaber under en pandemi, og det er det, blandt andre Christine Gammelby i Thisted har oplevet. Hun fortæller, at hun forleden dag efter nogle inde-dage begav sig ud på en gåtur med en veninde. De kom forbi en kælkebakke, hvor en masse børn kælkede, og Christine Gammelby blev helt chokeret over, hvor mange mennesker der faktisk findes i baggrunden af det maleri, der er hendes verden.
Børnene på kælkebakken møder hun ikke nødvendigvis igen, men hun har tillid til, at bekendtskaberne i danseklubben også er der på den anden side af pandemien. Dem ser hun frem til igen at danse med.