Undskyld, jeg er til ulejlighed - bankfilialerne er åbenbart kun for de såkaldt svage

Karin Dahl Hansen
Karin Dahl Hansen .

Det er ikke hver måned og nok ikke engang hvert år, jeg efterhånden kommer i en bank, og for nylig blev det også gjort klart for mig, at jeg ikke er velkommen. Filialen var ikke for sådan en som mig, der kan begå mig på nettet og i øvrigt taler dansk. Jeg bør som en slags frivillig og ulønnet arbejde klare alle bankens opgaver for den.

Nej, bankfilialerne er for de såkaldt svage. Ældre, der ikke kan hitte ud af det digitale, socialt udsatte og flygtninge og indvandrere med ringe danskkundskaber. Kort sagt kunder, der ikke umiddelbart er mange penge i, og som bankerne er fløjtende ligeglade med. Derfor er der få filialer og ekstremt lang kø. Folk har vel tid at vente.

Indrømmet – jeg havde også været dum nok til at komme lige omkring den 1. i måneden og på en torsdag, hvor der er såkaldt længe åbent – det vil sige til klokken 17.

Da jeg kom ind i filialen og skulle trække et nummer, stod der en medarbejder og screenede kunderne. Kunne vi mon finde ud af, om vi skulle til ”kassen” eller ”ekspeditionen”. Nej, selvfølgelig ikke, for de to betegnelser er intetsigende. Jeg går da ud fra, at man får ekspedition ved kassen. Hver eneste kunde skulle her fremføre sit ærinde, hvorefter bankmedarbejderen trykkede nummeret ud til kunden. Da jeg meddelte, at jeg skulle veksle penge, blev jeg krydsforhørt om, hvilken valuta det drejede sig om. For såvel euro som dollars kunne jeg jo hæve i automaten. Nu var det ikke for sjov, at jeg havde hastet fra arbejde for at nå i banken, før den lukkede, så nej, jeg skulle hverken have euro eller dollars – og så fik jeg lov at få et nummer til ”kassen”. 20 var før mig.

Jeg meddelte så kvinden, der vogtede nummermaskinen, at jeg også skulle skifte et navn, idet min datter har ændret sit efternavn. Da jeg havde forsikret, at jeg både havde barnets pas med og har forældremyndigheden, tøvede hun alligevel med at give mig endnu et nummer til køen.

”Du kan skifte hendes navn hjemme ved computeren,” lød det.

Jeg fremførte, at nu var jeg jo i banken, og så kunne jeg vel gøre det her.

”Jamen så skal du have et nummer til ’ekspedition’, og der er endnu længere kø,” advarede hun.

Jeg insisterede og fik endnu et nummer. Selvfølgelig kunne begge ærinder ikke klares ved samme medarbejder.

Nu havde jeg god tid til at følge livet i en bankfilial anno 2018. En amerikansk studerende skulle oprette en konto, et ældre ægtepar var forvirrede over, at de skulle betale dobbeltgebyr, og en subsistensløs mand kunne ikke forstå, hvorfor der ikke var kommet penge ind på hans konto. Til sidst blev han gelejdet ud af banken af to sikkerhedsvagter. Alles ærinder kunne jeg og alle andre indiskret følge med i, idet man jo skulle redegøre for sit forehavende, før man blev tildelt et nummer. Der var få medarbejdere ved ”kassen” og ”ekspeditionen”. Umiddelbart virkede det derfor som en fejlagtig prioritering at have en ansat stående og passe nummermaskinen, men det lykkedes hende flere gange at få folk til at klare sig selv ved automaterne eller opgive deres forehavende og vende om. Smart, effektivt – og kundefjendtligt.

Også jeg gik i gang med at betjene mig selv og forsøge at ændre min datters navn via bankens app på min smartphone. Og nummerdamen havde øje for mig.

”Du kan ikke gøre det i app’en. Du skal gøre det på computer.”

Og ganske rigtigt. I stedet for app’en måtte jeg ty til desktopversionen, der ikke var tilpasset en mobiltelefons skærmstørrelse. Men det lykkedes, takket være mine fortsat ret gode øjne.

Det blev min tur til ”kassen”. Jeg fik vekslet ungarske forint og israelske shekel og forlod banken. På det tidspunkt var der stadig 10 numre, til det var blevet min tur til ”ekspedition”. Undskyld jeg forstyrrede.