Farid Yari når ikke at fortælle ret meget om sit liv, før han afbryder sig selv og undskylder for, at mange af hans svar måske lyder dystre.
”Jeg er lidt påvirket af, at en af mine venner fik afslag fra Flygtningenævnet i går. Jeg har ikke talt med ham endnu, og jeg ved ikke, hvad der skal ske med ham, men jeg ved, at han ventede ligesom mig, i hvad der føles som en uendelighed, og nu hvor han endelig har fået svar, er det ikke gået godt,” fortæller han.
Farid Yari taler engelsk og falder en smule over ordene. Han er født og opvokset i Iran, men har de seneste to år boet på et asylcenter i den lille stationsby Hviding nær Ribe, hvor han sammen med sin mor og lillebror venter på svar på, om familien kan få lov at blive i Danmark. Det runger let i baggrunden, når han taler, for denne eftermiddag har den 22-årige iraner taget toget fra hjemmet til Kvaglund Kirke i det nordlige Esbjerg, hvor han kommer et par gange om ugen for at tage del i aktiviteter arrangeret af Folkekirkens Tværkulturelle Center i Ribe Stift. Eftermiddagene i kirken er sammen med skolegang og et par ugentlige fodboldtræninger blevet faste holdepunkter i en hverdag, som ellers er fyldt usikkerhed og uafklarede fremtidsudsigter. Efter næsten to års ventetid fik familien i sommer afslag på deres asylansøgning, og den 27. januar 2022 får Farid Yari svar på, om han har en fremtid i Danmark, når Flygtningenævnet har behandlet klagen over sommerens afslag.
Et håb om at finde tryghed
Farid Yari endte på asylcenteret i Hviding sammen med sin mor og lillebror i efteråret 2019 efter at være flygtet fra sit persiske hjemland året før. I næsten et år rejste familien gennem Irans nabolande og op gennem Europa i håb om at ende i Sverige, hvor de havde hørt, at chancerne for at få asyl var gode. Men ved den dansk-tyske grænse blev de standset af politiet og endte derfor med at søge asyl i Danmark. Familien er kristen, og Farid Yari fortæller, at de flygtede fra deres hjem i Teheran og ud af Iran, efter at være blevet truet på grund af deres tro.
De håbede på, at de i Danmark kunne finde en sikkerhed og en tryghed i tilværelsen, som de havde mistet i Iran, men sådan er det langt fra gået. Tiden på asylcenteret har været fuld af uvished, afvisninger og uafklarede fremtidsplaner, alt imens der ikke har været andet at gøre end at vente. I sommer fik han og familien efter halvandet år med interviews og ventetid afslag på deres asylansøgning, og nu venter de altså på, at deres sag endegyldigt afgøres i Flygtningenævnet. Men selvom det er rart at vide, at ventetiden snart får en ende, har bevidstheden om, at den konkrete dato rykker nærmere også gjort bekymringerne for fremtiden mere nærværende.
”Nu ved vi præcist, hvornår det hele bliver afgjort, men vi ved stadig ikke, hvad der sker bagefter. Hvad nu hvis svaret er negativt? Det føles som at studere til en livsvigtig eksamen, men mens man studerer og forbereder sig så godt, man kan, går det op for en, at man rent faktisk kan risikere at dumpe. Og hvad skal der så ske? Kan jeg klare mig, hvis jeg dumper?”, spørger Farid Yari retorisk.
Finder håb i troen og i samtalerne
Den unge asylansøger fortæller, at det langt hen ad vejen føles som at vente på, at nogen skal afgøre, om han får lov at leve eller dø og fortæller om en enkelt episode tidligere i livet, hvor han tilnærmelsesvist har følt det samme.
”For nogle år siden, da jeg stadig boede i Iran, skulle jeg opereres i maven. Det var en standardoperation, men mens jeg ventede på, at det skulle være, nåede jeg alligevel at blive bange, for jeg indså, at jeg havde lagt mit liv i nogle andres hænder. Inden operationen var det eneste, jeg kunne gøre at håbe og bede til, at det gik godt, men ikke gøre noget selv, og sådan er det også nu. Jeg kan kun bede til, at det går godt” siger han.
Netop bønnen og troen praktiserer han i kirken i Kvaglund, hvor han befinder sig denne eftermiddag. Her finder han et rum og en tid, hvor der er plads til både at dyrke sin tro og i høj grad også nogle sociale relationer. Faktisk er tiden i kirken, hvor Farid Yari har mulighed for at tale med og møde andre i samme situation, men også for at omgås og tale med de danske frivillige, noget af det eneste, som gør ventetiden nogenlunde udholdelig.
”Jeg finder håb i to ting. I troen og i samtalerne med mine venner, og begge dele finder jeg her i kirken. Og selvom det ikke er alle, der er i samme situation, taler vi ofte om det at vente,” siger Farid Yari og tilføjer, at det ikke er mere end 10 minutter siden, han sidst havde en samtale med en af de frivillige om, hvor diffus ventetiden er og føles.
”Det fylder rigtig meget, at du hverken kan se den eller gøre noget ved den, men at du hele tiden bare er nødt til at vente. Jeg prøver bare at fylde tiden ud med gode ting, og kirken er måske det eneste tidspunkt, hvor jeg ikke bekymrer mig og tænker på fremtiden.”
Ventetiden har gjort mig gammel
Selvom Farid Yari som asylansøger har en uafklaret fremtid, drømmer og håber han langt henad vejen om de samme ting, som andre unge i hans alder. Han drømmer stadig en smule om at blive professionel fodboldspiller, eller måske elektriker eller stærkstrømsingeniør, hvis boldtalentet ikke rækker. Lige nu føler han dog mest af alt, at både drømmene og hans ungdomsliv er sat på pause, og mens han venter på, at det kan sætte i gang igen, går tiden omkring ham videre.
”Jeg er 22 år, men jeg føler mig som en meget ældre mand, for ventetiden har gjort mig gammel. Jeg har drømme for fremtiden lige som alle andre, men for hver dag, der går, kommer jeg også længere væk fra drømmene, for det er opslidende ikke at vide, hvad der venter, og hvornår det kommer. Når jeg skal beskrive ventetiden, ser jeg altid ét bestemt billede for mig, og det er en meget trist person, som sidder i et mørkt og tomt rum og lytter til sørgelig musik,” fortæller han.
For hver dag der går, rykker datoen for enden på Farid Yaris nuværende venteposition nærmere, men den konkrete dato er ikke kun en lettelse, for pludselig står det meget klart, at han ikke ved, hvad der venter på den anden side.
”Min hverdag kommer til at fortsætte som den plejer indtil januar. Jeg kommer til at gå i skole og i kirke, og hvis ikke jeg havde en skade lige nu, ville jeg også have spillet fodbold nogle gange om ugen. Ingen ved, hvad der kommer til at ske efter afgørelsen i januar, men jeg må forsøge at leve så godt, jeg kan, indtil da. Jeg har i løbet af årene talt med mange andre, som også venter på samme måde som mig, og nogle siger, at de føler det som om, at de er ved at dø langsomt. Andre føler slet ingenting. De er nærmest følelsesløse og mærker ikke, om det er en god eller en dårlig dag. Jeg befinder mig nok et sted midt imellem de to, selvom jeg forsøger at bevare håbet.”