Lyden virker næsten fremmed. Den tanke, at det burde den ikke, er der med det samme. Noget forkert er der ved fornemmelsen af fremmedhed.
Det er en tidlig forårsdag. Og det, jeg hører, er børn, der leger i en have. Stemmerne har forårslys i sig, klare, høje og ivrige, som de er. Jeg står stille og lytter, men kun et øjeblik – for er det ikke lidt underligt at blive så optaget af noget så dagligdags som lyden af legende børn? Men det er jo netop det, lyden ikke er. Dagligdags. Engang var den, men – forekommer det mig – ikke mere.
Hvad skal man med virkeligheden, den ”rigtige”, den man kan forholde sig til med alle sanser? Hvad skal man med den, når man har en computer? Jeg en undrende tilskuer, der ikke forstår ret meget, når jeg ser og ikke mindst hører børnebørnene sidde ved deres spillemaskiner. Nej, egentlig ikke bare ”ved” dem, men dybt inde i dem – ofte sammen med en kammerat, der ganske vist ikke fysisk er til stede, men alligevel til stadighed bliver intenst og ofte råbende tiltalt. Når man bor i en computer, kan man åbenbart klare sig længe uden noget så banalt som almindeligt samvær med en person, der er ude af stand til at praktisere grænsesprængende digitale vidtløftigheder.
Er det en sur gammel mand, der taler? Men kan sure gamle mænd ikke en gang imellem have en lille smule ret?
Under alle omstændigheder kan jeg ikke lade være med et sammenligne den frygt, der i et spil på computerskærmen er underholdning, med den frygt, jeg en dag oplevede i min barndom – men rigtignok ikke i en så effektfuld iscenesættelse som på skærmen. I nogle øjeblikke dengang i det meget fjerne var det virkelighedens egen frygt. Og det var fuldt tilstrækkeligt. Vi behøvede ikke mere. Det underholdende kom først til meget senere, når vi mindedes det skete, idet vi prøvede at bilde os selv og hinanden ind, at vi i farens stund havde udvist en slags mod, velvidende at det havde vi netop ikke. Og en vis detalje var så pinlig, at vi hverken ville eller kunne tale om den. Tavsheden blev forsynet med hængelås.
Vi havde besluttet, at vi var stukket af hjemmefra. Formodentlig blev det opdaget af ingen, men altså: stukket af var vi ikke desto mindre – udover markerne til i en lille uopdyrket skovbevokset dal. Roemarken, der grænsede op til denne, udråbte vi til vort forrådskammer. Med en ikke ubehagelig følelse af at gøre noget forbudt trak vi en roe op, skar lunser af den med vore dolke og blev gumlende enige om, at sådan kunne vi sagtens leve, indtil de voksne, hvis opførsel vi var utilfredse med, havde gjort sig fortjente til vores eventuelle tilbagevenden.
Da vi i forbindelse med rekognosceringen af området tillod os at gå på en indhegnet græsmark, råbte min kammerat pludselig med en stemme, som jeg skønnede var mere skinger, end hans selvrespekt kunne tåle – om jeg var klar over, at de kolignende væsner, som vi delte mark med, var tyre. I nogle sekunder havde jeg en ambition om at tage nøgtern stilling til hans påstand. Men den beslutning kunne jeg ikke holde fast i. Jeg mente, at manøvren, som dyrene tilsyneladende var i gang med, gjorde noget sådan uansvarligt. Man har et standpunkt, indtil man må flytte sig: Det så ud, som om vi var ved at blive omringet. Tyrenevar ved at omringe os! ”Din anorak!”, skreg min kammerat. Ja, min anorak. Den var rød. Vist en farlig farve i dette selskab. For var der ikke noget med, at rødt antændte tyre? Vores panik var ikke i tvivl om svaret: Vi var ved at blive omringet af rasende tyre. Og måtte regne med – hvad vi bestemt også gjorde – at de i den tilstand var parate til hvad som helst. Jeg flåede anorakken af, benede hen mod indhegningen, kastede mig ind under den og ud på den anden side, nærmest ligeglad med det elektriske stød, der jog gennem mig. Eller i grunden var jeg ligefrem glad for det. For stødet bekræftede nådefuldt, at jeg var undsluppet faren og endda stadig var i live.
Vi var ikke stukket af mere, men luskede hjemad. Jeg tænkte på den nævnte pinlige detalje og var sikker på, at min kammerat gjorde det samme. Tænkte på den detalje, at ”tyrene” havde haft yvere. På den sikre side af hegnet havde vi opdaget det. Hurtigt og meget tavse vendte vi ryggen til, endnu forpustede efter vores vilde flugt. Jeg brød mig ikke om at indse det, men gjorde det alligevel: Måske havde køerne bare villet klappes.
Men uanset så meget: Den dag lærte min kammerat og jeg noget om frygt – og om hinanden. Det var ikke sket, hvis vi havde kommunikeret via en computer.