Prøv avisen
Interview

25-årige Isabella Arendt er kristendemokrat: Jeg er altså hverken homofob, teokrat eller dum

Isabella Arendt er 25 år, statskundskabsstuderende og næstformand i Kristendemokraterne. Gennem hele sit liv har hun mødt så meget modstand mod sine holdninger og sin kristne tro, at en af hendes vigtigste mærkesager frem mod valget er åndsfrihed. – Foto: Mads Claus Rasmussen/ Ritzau Scanpix

I denne weekend forbereder Kristendemokraterne sig til et kommende valg på årets landsmøde. I front for partiets politiske linje står den 25-årige næstformand Isabella Arendt. Mange af hendes jævnaldrende undrer sig over hendes valg af parti, men hun føler sig hjemme i Kristendemokraterne, fordi hun oplever, at der er plads til alle holdninger

Det var i folkeskolen, at Isabella Arendt første gang oplevede det, hun i dag vil kalde en krænkelse af åndsfriheden.

Den i dag 25-årige næstformand for Kristendemokraterne gik i ottende klasse, og religionslæreren fortalte om Bibelens skabelsesberetning. Da læreren havde afsluttet fortællingen om, hvordan Gud først skabte jorden, himlen, dyrene og mennesket på seks dage og siden hvilede på den syvende, tilføjede hun, at der ”selvfølgelig ikke fandtes moderne mennesker, der troede på den slags i dag”.

Isabella Arendt sad bagerst i klassen. Hun mærkede, hvordan flere af klassekammeraterne vendte ansigterne mod hende, mens læreren gik videre i sin gennemgang. Klassekammeraterne vidste godt, at Isabella Arendt kom fra et kristent hjem. Et hjem, hvor man gik i kirke og bad Fadervor inden sengetid.

”Jeg ved godt, at min lærers kommentar ikke var møntet direkte på mig. Men det føltes helt klart som en udskamning af min og min families tro. Og jeg tænkte meget på, hvad mine klassekammerater ville tænke om mig. Ville de nu tro, at jeg var uintelligent? Uoplyst? Umoderne?”, siger Isabella Arendt.

Klokken er otte mandag morgen, og morgensolen er kun lige brudt frem. Vi sidder på hendes arbejdsplads på Frederiksberg, Institut for Lykkeforskning, hvor hun er forskningsassistent. Vi kan nå at tale sammen godt en time. Isabella Arendt har travlt. Ved siden af arbejdet, og ved siden af sit private liv med venner, veninder og en kæreste, som hun inden længe skal giftes med, er hun næstformand for et parti, som ikke har formået at klare sig over spærregrænsen i 17 år. Med sine 25 år var Isabella Arendt altså kun otte år, dengang partiet sidst fik over to procent af stemmerne.

I weekenden mødes hun med sine partifæller på årets landsmøde, og her er det nært forestående valg på dagsordenen. Blandt meget andet. Det indebærer, at hun arbejder fra tidlig morgen til sen aften på at skrive taler og beretning samt indlæg og annoncer til aviserne.

En af annoncerne blev bragt i Kristeligt Dagblad i sidste uge. Den har hun bedt mig tage med. Hun vil gerne se, hvordan det, hun har brugt tid på at skrive, tager sig ud på tryk. Annoncen er stor. Hele tre sider. På forsiden er der et billede af Isabella Arendt og partiets formand, Stig Grenov. De står sammen foran en rød baggrund, der matcher Isabellas kobberrøde hår. På billedet har hun en sølvengel om halsen og hænderne foldet foran sig.

Vi betragter begge annoncen. Isabella Arendt er kun et år ældre end jeg. På billedet ligner hun en ret erfaren politiker trods sin unge alder, synes jeg.

Men det er hun faktisk også. Hun har allerede 10 års erfaring med politisk arbejde. Da hun stillede op til Folketinget i 2011, var det som den yngste kandidat for noget parti nogensinde. Ret imponerende, tænker jeg. Jeg kan absolut ikke bryste mig af at have 10 års erfaring med ret meget. Alligevel kan jeg ikke lade være med at undre mig lidt over, hvad der får en kvinde på min alder til at bruge så meget tid og energi på et parti, som meningsmålingerne spår en dødsdømt fremtid. Og hvad siger hendes jævnaldrende til, at hun er medlem af Kristendemokraterne?

I min egen omgangskreds ved jeg, at ”kristendemokrat” for mange rimer på abortmodstand, homofobi og fundamentalistisk bibellæsning. Hvordan klarer hun at stå fast, når hun har holdninger, som ikke ligefrem er ”oppe i tiden”?

Alligevel ligner hun ganske meget mine egne veninder, som hun sidder der i sofaen med sin læderjakke og sine høje, sorte støvler.

Isabella Arendt tager endnu et blik på annoncen og smiler. Hun er tilfreds, siger hun. Over billedet af hende og Stig Grenov står overskriften ”Det gode liv” med store, hvide blokbogstaver.

”Jeg har valgt den overskrift, fordi en stræben efter det gode liv må være udgangspunktet for alt, hvad vi gør i livet,” siger hun.

”Det er udgangspunktet for den politik, jeg gerne vil føre. Fra mit arbejde med lykkeforskning ved jeg, at lykkelige mennesker lever længere og sundere. De bliver også mindre syge og arbejdsløse.”

”Og hvad gør folk lykkelige? Det gør gode relationer. Familie, venner, kærester. Alt det nære. Havregrød om morgenen, ungerne ud i bilen, et kys på kæresten. Mit politiske projekt går ud på at stille de bedste rammer til rådighed for, at vi får mere af det, der gør os lykkelige. Staten skal styre mindre og give familierne magten tilbage. Vi skal have bedre skoler og daginstitutioner, økonomisk hjælp til parterapi, og jeg vil hjælpe alle til at få de børn, de gerne vil have,” siger Isabella Arendt, der også er partiets børne- og familieordfører.

”Alle” skal dog i denne sammenhæng tages med et forbehold, erkender hun. Det gælder ikke homoseksuelle par. Og heller ikke enlige. Ikke, fordi Isabella Arendt vil gøre sig til dommer over, hvem der er gode forældre, understreger hun, men fordi et barn, ifølge hende, skal have to forældre – én af hvert køn.

”Børn har ret til at lære både det feminine og det maskuline køn at kende. I mine øjne er køn biologiske, og hvert af de to køn har styrker, som et barn skal være eksponeret for under sin opvækst. I den henseende er det hensynet til barnet, der kommer først.”

Hun anerkender, at det er en holdning, som er atypisk for tiden. Upopulær ligefrem. Men ikke illegitim. Det oplever hun dog, at andre mener.

Hun refererer til den omdiskuterede tale, som Lars Løkke Rasmussen holdt ved dette års Copenhagen Pride. Her sagde han, at en kønsopfattelse, der kun indbefatter to biologiske køn, er ”forstokket”. Isabella Arendts toneleje stiger i styrke, da hun gengiver statsministerens ord.

”Jeg ved godt, at jeg er en del af en minoritet med min holdning. Og statsministeren må gerne mene noget andet. Men det er farligt, når højtstående politikere vælger en favoritminoritet. Plads til alle minoriteter er en vigtig del af vores demokrati. Vi skal ikke udskamme holdninger, men lytte til hinanden i respektfuld dialog. Det er ikke i orden på den måde at diskvalificere nogen fra debatten ved at kalde dem umoderne og dermed uintelligente.”

Statsministerens udtalelse bringer minderne om religionstimen i ottende klasse tilbage. Og om dengang, Isabella Arendt begyndte på gymnasiet og tøvede med at fortælle de andre elever om sin tro, fordi hun var bange for, hvordan de ville reagere. Og om dengang, hun blev bedt om at melde sig ud af sit første ungdomsparti, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, fordi hun samtidig havde organiseret sig i Krifa. Og om dengang hun var medlem af De Radikale og fik at vide, at hun ikke kunne stille op til Folketinget på grund af sin holdning til abort.

Og det er bare nogle af de gange, hun har oplevet, at hendes tro og overbevisninger er blevet udsat for ”diskrimination”, siger hun.

”Men nu skulle det her interview jo slet ikke handle om alt det. Hvad jeg mener om abort og homoseksualitet er så lidt definerende for den politik, jeg gerne vil føre,” siger Isabella Arendt, der dog understreger, at modstanden har fået hende til at ville kæmpe endnu mere for det, hun tror på.

Og det kan hun bedst hos Kristendemokraterne, siger hun. Her oplever hun, at alle er velkomne – modsat hvad mange af hendes jævnaldrende tror.

”Det gode liv er for mig også, at man har lov til at være sig selv. Ikke kun i forhold til religiøs overbevisning, men også i forhold til seksuel eller politisk orientering. Modsat hvad mange tror, mener jeg også at homoseksuelle må være, præcis som de er. Jeg er ikke homofob,” understreger Isabella Arendt.

Men hvorfor er det så vigtigt for hende at understrege?

”Fordi jeg ofte oplever, at folk tror det. Fordi Kristendemokraterne ofte castes som skurke i medierne. Og en ting er at blive kaldt dum for de holdninger, man har. Noget andet er at blive taget til indtægt for holdninger, man ikke har. Det er meget værre. Mange tror også, at jeg er teokrat, og det kunne ikke være mere forkert. Her synes jeg også, journalisterne har et ansvar for at bidrage til en mere respektfuld dialog. Jeg er blevet spurgt af journalister, om jeg tror på Jesu opstandelse i bogstavelig forstand. Det har intet med politik at gøre. Og det er ikke respektfuldt.”

Jeg studser lidt over den formulering. ”Respekt”. Jeg har et af Isabella Arendts opslag fra Facebook i baghovedet. I 2015, kort efter terrorangrebet i Paris, skrev hun, at terrorangrebet kostede færre liv, end der hvert år foretages aborter i Danmark. Er det respektfuldt at sammenligne terroristers ondsindede hensigter med hensigterne hos dem, som får en abort?

”Nej. Det har jeg også undskyldt for. Det skal man kunne. Jeg lod mine følelser løbe af med mig på en meget dum måde. Jeg sidder heller ikke på en høj hest og prædiker en moral, som jeg altid selv formår at leve op til. For det er meget svært. Det, jeg bare prøver at sige, er, at vi skal forsøge. Alle sammen. Og i hvert fald gøre et meget bedre forsøg på at imødekomme minoriteters holdninger, end vi gør i dag.”