Det var et stort kulturchok for Eva Guttorm, da hun begyndte at studere på Aarhus Universitet.
Hun kom fra pædagogseminariet, hvor hun havde meget kontakt med sine medstuderende, og hvor det var helt o.k. at stille spørgsmål til underviseren. For man tager vel en uddannelse for at blive klogere, for at lære noget?
På universitetet var det anderledes. Det var, som om man skulle vide alting på forhånd, når man var til forelæsningerne. At det var en blottelse at spørge. Og det sociale var åbenbart heller ikke i så høj kurs på universitetet.
”Der hersker nærmest en kultur om, at det i højere grad er et soloprojekt eller en enegang at være universitetsstuderende,” siger Eva Guttorm i dag, hvor hun er færdig med sin uddannelse som pædagogisk filosof.
Hun tager imod på sit kontor i en rød ringgade-bygning, der tidligere husede et lærerseminarium, men i dag danner ramme for Studenterpræsterne på Aarhus Universitet. Her er hun er ansat som akademisk medarbejder, og det var netop her, hun også selv fandt hjælp i sin egen studietid. Til samtaler med præsten om den ensomhed, hun oplevede, men også til møder med andre studerende, der ligesom hun selv havde svært ved at klare universitetskulturen på egen hånd. Hvor hun og andre har fået hjælp i forhold til de livtag med eksistensen, som flere og flere unge i dag har det svært med.
Mange undersøgelser har i de senere år dokumenteret, at et stigende antal unge mellem 16 og 24 år har det svært. Og at andelen af unge, der føler sig ensomme, stressede og generelt psykisk udfordrede, er stadig voksende. Det fremgår blandt andet af Sundhedsstyrelsens seneste nationale trivselsundersøgelse, der udkom i foråret sidste år, men er også konklusionen i den rapport om børns og unges vilkår, som Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, offentliggjorde for et par måneder siden. I rapporten fremgår det, at flere unge mellem 15 og 19 år har fået det værre rent psykisk i de otte år, der er gået, siden Vive første gang undersøgte målgruppen. Og i begge undersøgelser er det især gruppen af yngre kvinder, som vejer tungt, når det gælder mental mistrivsel.
Hos Studenterpræsterne genkender Eva Guttorm undersøgelsernes resultater fra de mange studerende, der kommer forbi på gangen. Især ensomhed fylder som tema i samtalerne og følelsen af, at man er den eneste, der har det svært. I dette semester har Studenterpræsterne gjort sorgen til tema, og som det nyeste tiltag har Eva Guttorm oprettet en hjertesorggruppe for studerende med kærestesorg. ”Et rum til at lytte, at dele og være med sorgen,” som der står på opslaget. For selv om man måske umiddelbart kan tænke, at kærestesorg er noget, vi alle kommer ud for og må tackle på et eller andet tidspunkt i vores liv, så er netop sorgen også blevet ”et ensomt projekt i dag”, med kærestesorg som den nok mest underkendte, siger Eva Guttorm Nielsen.
”Som det er med så meget andet i tilværelsen i dag, så er også sorgen blevet til den enkeltes eget problem, som man selv forventes at tage hånd om. Flere studerende fortæller, at de nærmest føler skam, hvis de ikke formår at ’flytte sig’ eller ’komme videre’. Sorgen skal fikses, mestres og overstås, og på den måde bliver selve sorgbearbejdningen faktisk til endnu et præstationspres for den enkelte. Noget, der ellers er nok af i forvejen,” siger Eva Guttorm.
”Fiksersamfundet”, kalder Eva Guttorm de rammer, vi i dag lever vores liv inden for. Og det er efter hendes mening en af de helt store forklaringer på, hvorfor så mange unge får ondt i sjælen.
”For hvis man hele tiden føler, at der ikke er plads til tvivl eller usikkerhed, kun til at komme videre, så er man konstant på overarbejde som individ. I stedet prøver vi her at få de unge til at forstå, at usikkerhed, ensomhed og sorg hører menneskelivet til. Det hører uundgåeligt med til tilværelsen og er på ingen måde skamfulde følelser,” siger hun.
At samfundet ikke er indrettet til at rumme de eksistentielle grundvilkår som ensomhed og tvivl, er også en konklusion, lektor i sociologi ved Aalborg Universitet Søren Juul deler.
Han udgav for to år siden bogen ”Selvets kultur”, hvor han giver en karakteristik af vores samfund som værende præget af øget individualisering og konkurrence. Mens fællesskab og omsorg er blevet sværere at få øje på. Og det rammer især de unge, siger han.
”Når vi ser de her undersøgelser, der gang på gang viser os, at ungdommen i dag har det svært, så handler det om, at vi har skabt et samfund, der presser mange unge ud over kanten. Forventningspresset på unge er ganske enkelt vokset, og det gælder alle arenaer: i skolen og uddannelsen samt på de sociale medier, som er noget nyt i forhold til tidligere generationer. De unge skal konstant gøre sig fortjent til andres anerkendelse, og de skal performe på alle parametre. Med udseende, spændende fritidsinteresser og et stort antal venner. Uden pauser. Præstationssamfundet er på den måde trængt helt ind i sjælen på den unge,” siger Søren Juul, der mener, at nutidens menneskesyn dermed er anderledes, end det var, da de unges forældre og bedsteforældre voksede op.
”Tidligere voksede man op i et samfund, hvor man var klar over, at vi er afhængige af hinanden. Hvor et begreb som ’den gode medborger’ var et væsentligt ideal. I dag handler det om at klare skærene på egen hånd, og at man selv er ansvarlig for sit eget liv, hvilket også betyder, at fiaskoer er ens egne fiaskoer. Og i stedet for at se, hvordan skolen og arbejdsmarkedet er med til at skabe de betingelser, der gør, at vi bliver hinandens konkurrenter og hver især selv står med opgaven om at klare os bedst muligt, så vender mange unge kritikken indad, når de får problemer,” siger Søren Juul, der kalder dette fænomen for ”kritikkens U-vending”. For hvor man måske tidligere talte om, at alt var ”samfundets skyld”, så peger den kritiske pil i dag i højere grad indad mod individet selv. Især hos den yngre generation, der ifølge Søren Juul er den generation, der for alvor mærker konsekvenserne af den individualiseringsproces, som sociologer har talt om længe.
”For det har jo altid været svært at være ung. Det er en overgang i livet mellem barndom og voksenliv, og hvor identitetsspørgsmål og usikkerhed altid har fyldt. Men vi har i dag udviklet et langt mere komplekst samfund, hvor sådan noget som identitet heller ikke bare lige giver sig selv, hvor der ikke er en tradition at læne sig op ad eller gøre oprør imod. De unge er samtidig ekstra udsatte, fordi de skal træffe valg allerede tidligt i skolen i forhold til en usikker fremtid. Undersøgelser af børn fra 8. klasse viser, at eleverne slet ikke føler, de er i stand til at træffe så afgørende et valg på det her tidspunkt i deres liv, og at de samtidig er skrækslagne over det, fordi de føler, det er altafgørende at vælge rigtigt i forhold til deres fremtid,” siger Søren Juul.
Selvfølgelig er det vigtigt at fokusere på, hvordan vi har indrettet vores samfund i forhold til unges mistrivsel, lyder det også fra Carsten Obel, der er professor i almen medicin og mental børnesundhed ved Aarhus Universitet. Han peger i den forbindelse på både folkeskolen og ungdomsuddannelserne som oplagte steder at kigge hen, fordi de efter hans mening lægger alt for stor vægt på især boglig læring og individuelle præstationer.
”På den måde overser vi fuldstændig, at fællesskabskulturen faktisk er det eneste unikke råstof, vi har i Danmark. En kultur, mange af mine kolleger i udlandet ofte er misundelige over, fordi vi netop er kendt for vores evne til at skabe resultater i tillidsbårne fællesskaber. At vi som udgangspunkt møder hinanden med tillid, er i den grad også centralt, når det handler om mental sundhed, så at tro på konkurrence frem for samarbejde er på alle måder en dårlig overlevelsesstrategi,” siger han.
Men Carsten Obel peger samtidig på en negativ sideeffekt ved den store opmærksomhed, vi i disse år har rettet mod unges trivsel – og i det hele taget den øgede opmærksomhed, der er på det enkelte barn og den enkelte unge. Ikke mindst fra forældrenes side.
”Jeg tror bestemt ikke, at det skaber mere robuste mennesker, at vi hele tiden spørger til, hvordan vores barn har det. Måske handler den øgede mistrivsel blandt unge også om en generation, der har tilbragt store dele af deres barndom i institutioner, og hvor forældrene på grund af dårlig samvittighed derfor hele tiden lige skal spørge til, hvordan det nu går. Men den opmærksomhed er ikke altid god for barnet. Det får for stort fokus i familien og kan være med til, at barnet selv bliver meget optaget af hele tiden at mærke efter, om det nu er helt på toppen. For det kan man jo forstå på forældrene, at man helst skal være. Det er der jo bare ingen, der er. Og det skal vi som forældre da også lære vores børn,” siger Carsten Obel.
Danmark er i øvrigt ikke alene om at opleve stigende mistrivsel blandt børn og unge, fortæller han, og hans seneste forskningsprojekt handler derfor om at få de unge selv inddraget i forskningen i en form for partnerskab, ”så vi måske sammen med de unge kan skabe en dansk model for, hvordan vi kan hjælpe resten af verden med det her problem”, siger Carsten Obel.
”For vi ved jo, at det er godt for den mentale sundhed at bidrage til noget, der ikke kun handler om en selv. Når disse unge får et særligt ansvar for at være med til at finde løsninger på et globalt problem, hjælper de måske også sig selv. Der er så mange, der kloger sig på det her felt, ikke mindst interesseorganisationerne. Men for mig at se handler det nu om at samarbejde så bredt som muligt om at finde formater til at forstå de unges eget perspektiv bedre. Og endelig er der måske også nogle helt lavthængende frugter, vi skal have mere styr på, før vi taler om mental mistrivsel hos den enkelte. For eksempel at få tjekket, om søvnen og dagsrytmen og motionen er i orden, inden vi sætter et større apparat i gang.”
Hos Studenterpræsterne ved Aarhus Universitet kan alle komme. Der er ingen kriterier, der først skal opfyldes, som det for eksempel er tilfældet, hvis man som studerende skal have mulighed for gratis timer hos psykolog.
”Og hos os bliver man ikke mødt af en behandlertilgang, men med et sprog og et menneskesyn, der rummer sorgen, ensomheden og alle de andre svære ting i tilværelsen. For det er den kristne udlægning, der ligger bag alt, hvad vi står for her, og det betyder blandt andet, at vi giver plads til de essentielle grunderfaringer, som ensomhed, angst og usikkerhed er udtryk for. Hvor vi i virkeligheden også ser sårbarheden som en styrke, fordi den netop forbinder os med det, der er vigtigt i livet – og giver os en mulighed for at række ud efter hinanden. Og første skridt er faktisk allerede taget, når den studerende henvender sig,” siger Eva Guttorm.