Prøv avisen

Ungdommen er så gammeldags: Konservative opdragelsesværdier på vej tilbage

Illustration: Rasmus Juul.

Mere konservative opdragelsesværdier er på vej mod en renæssance, viser en ny værdiundersøgelse. Det er sundt for børnene og kun naturligt, at nutidens komplekse samfund med øget eksistentiel utryghed får den yngre generation til at sætte større fokus på værdier som at have respekt for autoriteter og et mindre fokus på børnenes fantasi, siger forskere

Når mor og far har lavet aftensmaden, er det en selvfølgelighed i familien Hertzums hjem, at husstandens resterende medlemmer tager af bordet og hjælper til med opvasken. Også selvom den yngste, Ida, blot er tre år. For hvis hun ikke kan nå op til køkkenbordet, kan hun bare få hjælp af sine søskende på seks og otte år. Det kræver hårdt arbejde og disciplin at lære gode manerer, mener deres far, Simon Hertzum, som har videreført mange af hjemmets værdier om opdragelse fra sin egen opvækst.

”Jeg var en rod, men min far sørgede for, at det ikke var til at misforstå, når jeg var gået over stregen. Og den klare, men pædagogiske grænsesætning prøver jeg at give videre til mine børn, så de respekterer autoriteter både herhjemme og i skolen,” siger 40-årige Simon Hertzum.

Læs også: Syv generationer og deres kendetegn

For selvom der selvfølgelig også er plads til at skeje ud ved at spise pandekager til aftensmad eller køre med nedrullet bilvindue i regnvejr, prioriterer forældrene de mere konservative værdier som ordentlighed og høflighed højt i opdragelsen.

”For mig handler det om, at det er ’gratis’ for børnene at være høflige og velopdragne, og jeg er sikker på, at de gode manerer vil gavne dem til at kunne opføre sig dannet og ordentligt i deres videre tilværelse – om det så er i børnehaven, skolen, institutionen eller på arbejdspladsen,” siger Simon Hertzum, der har sine tre børn sammen med sin 39-årige hustru og til hverdag er direktør hos en fiberbetonproducent.

Andelen af personer under 40 år, der prioriterer respekten for autoriteter som opdragelsesværdi, er steget med næsten 40 procentpoint fra 30 procent i 1990 til 67 procent i 2017, mens andelen af personer under 40 år, der angiver, at hårdt arbejde er en vigtig værdi i børneopdragelsen, er steget fra 3 procent til 16 procent i samme periode. Det fremgår af den nyeste udgave af Den Danske Værdiundersøgelse, der udkommer senere på måneden.

Forskerne bag undersøgelsen har med ni års mellemrum interviewet et repræsentativt udsnit af befolkningen om blandt andet danskernes værdisyn, når det kommer til opdragelse. Og det er familiesociolog og senioranalytiker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) Karen Margrethe Dahl, der har analyseret danskernes besvarelser herom.

”Opfattelsen af den gode opdragelse er under tydelig forandring. For selvom danskernes fire foretrukne opdragelsesværdier stadig er ansvarsfølelse, tolerance, selvstændighed og gode manerer, ser vi – særligt blandt de yngre respondenter – en genkomst af mere konservative opdragelsesværdier og veldefinerede spilleregler med orden og faste rammer samt en vis nedprioritering af værdier, der støtter op om individets ret til fri udfoldelse som for eksempel værdier som fantasi og selvstændighed,” siger Karen Margrethe Dahl.

Og det er netop de unges fokusskifte, der overrasker familiesociologen.

”I værdiforskning ser vi ofte, at de unge er de progressive og individorienterede. Men her er det nærmest omvendt. På den ene side har vi de ældre – blandt andre 68’erne – der orienterer sig mod det frie individs forskelligheder, og på den anden side står en ung generation med idealer om, at der i opdragelsen også bør være nogle krav, som der skal leves op til. De unge har nu overhalet de ældre, når det kommer til at prioritere vigtigheden af hårdt arbejde og respekt for autoriteter,” siger Karen Margrethe Dahl.

Når skoleleder Dagmar Leng-Rasmussen på Køge Private Realskole ser på skolens ventelister og lytter til elevernes forældre, genkender hun billedet af, at mange fra den yngre generation ønsker at lægge mere vægt på de mere traditionelle værdier, der er en del af privatskolens dna.

”Jeg er sikker på, at værdier som respekt for autoriteter og ordentlighed er helt nødvendige for at klare sig i det komplekse samfund, som vi befinder os i. Jeg kan også mærke, at det har været vigtigt for forældregruppen, at vi fra skolens side har lavet faste principper og regler for børnene, så de lærer, at hårdt arbejde og gode manerer betaler sig i sidste ende,” siger Dagmar Leng-Rasmussen.

Det større fokus på mere traditionelle værdier er ifølge familiesociolog Karen Margrethe Dahl et udtryk for, at de unge netop er vokset op i en tid med en stigende materiel og fysisk usikkerhed som følge af større omvæltninger som finanskrise, terrortrusler og en stigende frygt for klimaforandringer.

”Vokser man op i en tid præget af sikkerhed og overflod, vil man være fri til at orientere sig mod værdier som selvstændighed. Men det er sværere at navigere som et selvstændigt individ i en tid, der er præget af eksistentiel utryghed. I stedet higer man efter fællesskabets rammer ved at lægge en øget vægt på gode manerer, tydeligere strukturer og omtanke for andre,” siger Karen Margrethe Dahl.

Men det er nu ikke, fordi de yngre nødvendigvis i deres hverdagspraksis er blevet mere fællesskabsorienterede. Der er snarere tale om en længsel herefter, fortæller hun.

”Selvom samfundet allerede i 1990, hvor vi indledte målingerne, var i opbrud, var der stadig flere faste holdepunkter end i dag. Udviklingen kan læses som en reaktion mod en tid, hvor individualiseringen generelt har været stigende, og hvor en del oplever et savn efter fællesskaber og samlingspunkter. Den enkelte oplever at have fået for meget ansvar og er i nogen grad blevet pålagt en pligt til selvudfoldelse, hvilket skaber eksistentiel usikkerhed og psykisk sårbarhed,” siger Karen Margrethe Dahl.

Men hvordan har det egentlig set ud med vores opdragelsesværdier gennem tiden? Allerede i 1734 skrev den tyske forfatter og teolog Johann Jacob Rambach i sin håndbog for børn en række regler for, hvordan børn skulle opføre sig i hjemmet og i mødet med verden: ”Hold kniven eller skeen ordentligt i hånden og se vel til, at du ej spilder på dugen eller klæderne.” Og i 1918 kunne danske forældre i Emma Gads etikettebog ”Takt og Tone” læse om, hvordan børn burde opdrages til gode manerer:

”Lær dem at have en ret Ryg og bære Hovedet højt,” skrev hun.

Faktisk opfattede man helt frem til 1950’erne familien som en vertikal størrelse, et hierarki, forklarer Henrik Jensen, der er historiker, lektor emeritus fra Roskilde Universitet og forfatter til bogen ”Det ordentlige menneske”. For selvom man godt kan argumentere for, at opdragelsesværdierne løsnede sig en smule under urbaniseringen i begyndelsen af det 20. århundrede, var det først i 1960’erne, at synet på forældreautoriteten ændrede sig markant. Og siden da er det ifølge historikeren kun gået i en retning.

”Efter Anden Verdenskrig fokuserede vi på ordentlighed og ansvarlighed og var meget opmærksom på vore traditioner, men der skete så et ret forandrende fokusskifte i 1960’erne, hvor det kollektive kom i centrum. Det handlede pludselig enormt meget om frigørelse og barnets kreative sider, og disse grundlæggende værdier i den såkaldte ’fri opdragelse’ er blevet hængende siden,” siger Henrik Jensen.

Og selvom Henrik Jensen på mange måder finder den nye udvikling i synet på opdragelsesværdierne opmuntrende, overrasker det ham nu ikke så meget.

”Der vil altid være pendulering mellem vores rettighedskultur som selvrealiserende individer og vores pligtkultur som samfundsborgere, der strammer op på samfundet. Når vi føler, at vores fundament skrider under os, bliver sidstnævnte mere påtrængende. Tilbagekomsten af de traditionelle værdier er et udtryk for, at man efterstræber en balance. Man vil have kreative værdier, men også gerne en samfundsmæssig opmærksomhed, der giver den enkelte et ansvar for, at det hele hænger sammen,” siger Henrik Jensen.

Psykolog og børneforsker Per Schultz Jørgensen, der har skrevet bogen ”Robuste børn”, har til sine foredrag for fagpersoner, forældre og pædagoger også kunnet fornemme pendulet svinge tilbage de senere år. Og det er en rigtig positiv udvikling, hvis man ser det fra børnenes perspektiv, siger han. For børn har brug for at opleve, at de har betydning og er værdifulde i de fællesskaber, de indgår i, frem for blot at blive betragtet som individualister, der kan måles og vejes.

”Når de lærer at stå for opvasken eller indkøbene som en del af fællesskabet er det derfra, at de henter normer og værdier,” siger Per Schultz Jørgensen, der plejer at bruge billedet af et æble til at forklare hvorfor.

”Der er tre lag i et æble. Ydersiden af et æble er modent og dejligt. Hvis vi overfører det til et barn, er ydersiden det eneste, som vi kan se i vores perfekthedskultur. Æblekødet er substansen. Det er de unges viden, som hele tiden bliver målt og testet. Men dannelse er ikke kun faglighed. Kernehuset er nemlig den indre fornemmelse af selvværd. Det er troen på at holde fast i nogle rammer og fornemmelsen af ikke bare at give op. Det er ikke nok bare at have en yderside, som kan ses og testes. Det er heller ikke nok at være dygtig eller kreativ. Nej, man skal også have en forståelse af sig selv, hvem man er, og hvorfor man også som barn har betydning i fællesskabet,” siger Per Schultz Jørgensen.