De sociale medier er stadig fyldt med opslag fra desperate studerende, der leder efter et sted at bo, efter at de for snart to måneder siden begyndte på nye studier i landets største byer. Og der er måske ikke noget at sige til, at det er svært at finde prisvenlige studielejligheder. For faktisk er antallet af unge, der flytter til de fire største byer i Danmark, steget med omkring 30 procent over de seneste 10 år, viser tal fra Danmarks Statistik.
Men hvorfor vælger så mange hjemstavnen fra til fordel for et liv i storbyen – og hvad med dem, der bliver tilbage? Det er kulturgeograf Hans Thor Andersen, forskningschef ved Statens Byggeforskningsinstitut og center for forskning i regional dynamik og ulighed på Aalborg Universitet, netop nu i gang med at undersøge i et nyt forskningsprojekt.
Man skal ifølge Hans Thor Andersen være forsigtig med at sige, at tilflytningen blot handler om muligheden for at uddanne sig. For det kan man gøre mange andre steder end i de store byer.
Det har lige så meget at gøre med beskæftigelsesmuligheder og ikke mindst den faktor, at det er der, hvor alle de andre tilsyneladende flytter hen.
”Man vil nødigt være den, der står tilbage, selvom mulighederne er gode, hvor man kommer fra. Lad os tage Vestjylland som eksempel. Her er der ikke det store problem med at finde arbejde. Faktisk har man i området en af landets laveste ledighedsprocenter, og man ønsker at tiltrække flere mennesker, der kan komme og tage fat. Men egnens unge søger alligevel væk.”
Med de unges stigende antal muligheder følger også en følelse af forpligtelse.
”Hvis man aldrig har levet uden for Vejen, kan man føle, at man går glip af en masse. Og i den sammenhæng er Kolding, som ligger et kvarters togtur væk, bare ikke god nok som oplevelsesramme. Det skal være Aarhus, København – eller måske endda London. Mange kan også frygte, at ens jævnaldrende oplever noget spændende, mens man selv står tilbage og føler sig uoplyst. Erfaring tæller. Man skal helst have været et par år på dannelsesrejse, før man kan argumentere for, at man har fået lidt udsyn eller har udviklet sig,” siger Hans Thor Andersen.
Og her symboliserer byen netop modernitet, fremmedhed og muligheden for at blive en ny udgave af sig selv, forklarer Niels Ulrik Sørensen, forskningsleder og lektor ved center for ungdomsforskning på Aalborg Universitet.
”Der er en forestilling om, at ungdomslivet primært udfolder sig i byen. Det er der, hvor man kan spejle sig i andre unge i gadebilledet og blive voksne sammen. Bylivet dominerer også som baggrundsramme for ungdomslivet i medierne, mens man sjældent møder unge, der repræsenterer ’det gode ungdomsliv’ i landområderne,” siger Niels Ulrik Sørensen, der har forsket i det at flytte hjemmefra og både talt med unge, der flytter til byen, og unge, der bliver på landet.
Men selvom flere unge vælger byen til, er der også en gruppe, som i højere grad har blik for hjemstavnens positive ressourcer.
”For disse unge giver en tilværelse på landet en mulighed for at være tæt på deres familier, at indgå i kendte miljøer med de fritidsinteresser, som de værdsætter og finder tryghed i, eller at nyde den lokale natur for eksempel,” siger Niels Ulrik Sørensen og fortsætter:
”Og det er jo ikke, fordi disse unge ikke gennemgår en udvikling. Det kan være, at de begynder på en ny læreplads eller et nyt arbejde eller flytter til nabobyen, hvor de skal til at skabe sig et nyt socialt netværk. Men så længe vi har en dominerende forestilling om ungdomslivet som en afsøgningsproces, hvor man som menneske skal bevæge sig både mentalt og geografisk, risikerer vi at usynliggøre de unge, der også afprøver nye ting, selvom de bliver på hjemstavnen.”
Det kan også betyde, at omverdenen tolker valget om at blive i lokalmiljøet som et udtryk for, at man som ungt menneske ”sidder fast”. Og det smitter af på den enkelte unges selvforståelse.
”Alle mennesker vil gerne anerkendes for deres handlinger og valg i tilværelsen. Når der er kulturel konsensus om, at det gode ungdomsliv leves i byen, risikerer vi at skubbe de unge, der ikke vælger bylivet til, ud i en position, hvor de i højere grad skal forsvare deres valg eller måske endda selv begynde at overveje, om bopælsvalget nu også var det rigtige,” siger Niels Ulrik Sørensen.