Hvis man beder Arnt Vestergaard Louw beskrive, hvordan unges syn på uddannelse eventuelt har ændret sig fra tidligere til i dag, kommer han til at tænke på sin egen vej gennem uddannelsesystemet: Lektoren ved center for ungdomsforskning er født i 1971 og begyndte sit studieliv på handelsskolen og fik efterfølgende en læreplads på et kontor. Den droppede han dog hurtigt igen og lavede i en periode alt andet end at gå i skole. Først tre år senere begyndte han på Aarhus Universitet, hvor han studerede i et år, før han besluttede sig for, at det ikke var noget for ham. Der gik tre år til, før han igen begyndte at studere. Denne gang på Roskilde Universitet, hvor han var syv år om at tage en uddannelse, der var normeret til fem.
Arnt Vestergaard Louw tågede med sine egne ord rundt fra begyndelsen af 1990’erne til midten af 00’erne, men allerede her knap 15 år efter er der markant længere mellem studerende, der er så lang tid om det, som han var.
Ifølge Arnt Vestergaard Louw har en uddannelse altid været forbundet med høje forventninger til fremtiden og til et godt liv. En god uddannelse har åbnet døren til nye verdener og forhøjet levestandarden for generationer. Anderledes for de unge, der skal til at uddanne sig nu, er, at der tilsyneladende ikke er så mange andre muligheder.
”En god uddannelse er blevet italesat som meget afgørende for de unges fremtidige liv af os voksne vejledere, undervisere og politikere. Vi har talt om 95 procents målsætninger og om, at de unge skal hurtigt ind, igennem og ud, og at de skal sørge for at vælge den rigtige uddannelse. De unge har taget budskabet til sig, og derfor kan uddannelsesvalget føles mere afgørende for dem, end det måske gjorde for min generation,” siger han.
Han peger på, at eleverne i dag får deres første uddannelsesparathedsvurdering allerede i 8. klasse. Ofte sker det ikke uden drama, for eleverne har en opfattelse af, at den vurdering er fuldstændig afgørende for deres fremtid og videre uddannelse. Også på ungdomsuddannelserne er de unge optaget af at klare sig godt, så de kan holde alle muligheder åbne i det videregående uddannelsessystem. Det er en af forklaringerne på, at langt de fleste vælger en gymnasial uddannelse, og det er forståeligt, mener Arnt Vester- gaard Louw.
”De unge har fået tudet ørene fulde med, at fremtiden er usikker, og at ingen ved, hvilke kompetencer samfundet får brug for. De har en følelse af, at en usikker fremtid står og ånder dem i nakken.”
Samtidig er uddannelse – i modsætning til tidligere – kommet til at stå som stort set den eneste vej til det liv, mange drømmer om.
”Vi har i de senere år set en opskrivning af adgangen til arbejdsmarkedet, som nu stort set udelukkende går via uddannelse. Ufaglært arbejde forsvinder i stigende grad, og normalvejen hen imod et godt liv er blevet smallere. Det lægger et ekstra pres på de unge mennesker i dag. Hvis man ikke kan klare det eller dropper ud af sit studie, fordi man i virkeligheden drømmer om noget andet, føler man sig nok lidt efterladt på perronen, når de andre drøner videre,” siger han.
At de unge tilmed er opvokset i en individualiseret kultur, hvor ansvaret for både succes og fiasko er den enkeltes, kan betyde, at det føles som et ekstra pres at skulle vælge en uddannelse.
”Man påtager sig et individuelt ansvar for, hvis man vælger forkert, men der er rigtig mange ydre faktorer i uddannelsessystemet, som også har indflydelse. Hvis man skal arbejde med de unge, så tror jeg, at der er en stor gevinst at hente i at afdramatisere valget og snakke om, at det ikke kun er deres ansvar, hvordan det går. Så de ikke tænker, at der ingen forhindringer er på banen, og at det er deres egen skyld, hvis de snubler,” siger han.
Han tilføjer, at det ikke kun er en ren forfaldshistorie. Lige før sommerferien blev han ringet op af en repræsentant for et tv-selskab i Asien. Vedkommende ville vide noget om, hvorfor danskerne scorer så højt på lykkebarometeret.
”Asiaterne har en forestilling om, at det må høre sammen med vores uddannelsessystem, fordi man herhjemme får penge fra staten, mens man studerer, holder sabbatår og har fri adgang til de fleste uddannelser. I Asien får man allerede fra vuggestue- og børnehavealderen de rigtige tutorer, og fritid eksisterer ikke. Så i deres øjne er det virkelig nogle unikke muligheder, danskerne har. Og når man spørger de danske unge, kan de også godt se, at de er privilegerede,” siger lektoren for center for ungdomsforskning.