For unge i Grønland er selvmord blevet en kultur

Grønland har verdens højeste selvmordsrate. Det er især unge, der er vokset op med vold, overgreb og alkoholisme, der tager deres eget liv

I Nuuk tårner høje kors op ved vandkanten tæt på universitetet og med udsigt til fjeldet Sermitsiaq. Kirkegården er den nyeste af fire i byen. – Alle fotos: Cathrine Marie Nørgaard.
I Nuuk tårner høje kors op ved vandkanten tæt på universitetet og med udsigt til fjeldet Sermitsiaq. Kirkegården er den nyeste af fire i byen. – Alle fotos: Cathrine Marie Nørgaard.

Da den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen i sidste måned besluttede sig for at arrangere et optog i Nuuk mod selvmord i Grønland, var det i håb om at få politikerne til at handle.

Og optoget er blot begyndelsen fra hendes side, lover hun. For strategiplanen ”National strategi for selvmordsforebyggelse i Grønland 2013-2019” har ikke været effektiv nok, mener hun.

”Det fungerer bare ikke med denne her strategiplan, for selvmordstruede mennesker venter flere måneder eller flere år på at få hjælp. Det er ikke nok bare at ringe til selvmordslinjen. Det er ikke kun en enkelt, anonym samtale, og så får man det bedre. Så der er brug for meget, meget mere hjælp. For de selvmordstruede bliver kastet rundt i systemet og oplever rigtig lang ventetid, og i den tid har de ingen. De har absolut ingen.”

Man er nødt til at kigge på udviklingen over tid for at forstå omfanget af problemet, lyder det fra flere eksperter. For selvmordstallet svinger fra år til år, og i et land med så få mennesker som Grønland er det forbundet med stor usikkerhed.

En opgørelse fra Lands- lægeembedet baseret på data fra Grønlands politi og Grønlands Statistik viser, at selvmordsraten er uændret, hvis man kigger på udviklingen over de seneste to femårige perioder. Fra 2008 til 2012 lå selvmordsraten på 75,1 pr. 100.000 indbyggere. I perioden 2013-2017 var tallet 75,6.

Dog kan man se et fald i raten, hvis man sammenligner med tidligere perioder. I 2000-2004 lå raten således på 84 selvmord pr. 100.000 indbyggere. Og i årene før var raten endnu højere.

Det er de unge mænd, der står for størstedelen af de mange selvmord i Grønland, viser en rapport fra den nordiske velfærdsdatabase Nomesco om de nordiske landes sundhed.

”Raten er også høj for piger, men højere for mænd. I Danmark er selvmordsraten stigende med alderen, men i de arktiske regioner er det de unge, der begår selvmord. På en måde er det blevet en kultur, fordi de unge bliver konfronteret med det, fra de er helt små. Det er pludselig en mulighed for dem,” siger seniorrådgiver Christina Viskum Lytken Larsen fra center for folkesundhed i Grønland ved statens institut for folkesundhed på Syddansk Universitet.

Kigger man i Landslægens årsberetninger, kan man se, at selvmordsbølgen startede omkring 1960, godt 10 år efter, at Grønlandskommissionen, der havde til formål at modernisere Grønland, blev nedsat. Derfor betragtes selvmord også som et nyt fænomen, som ”logisk set” kan kobles sammen med den udvikling, som begyndte i årene efter, at kommissionen havde afsluttet sit arbejde, fortæller landslæge Henrik L. Hansen:

”Statistisk hænger det sammen, så selvmordsraten steg, da man begyndte at modernisere Grønland. Det har, så vidt vi ved, stort set ikke eksisteret tidligere.”

Det er i de små samfund i bygderne, at selvmordsraten er højest, og i særdeleshed de nordlige og østlige egne af Grønland, fortæller Christina Viskum Lytken Larsen.

”Det bedste værn mod selvmord er forbedrede levevilkår. I vores befolkningsundersøgelser blandt voksne kan vi se, at der er meget høj forekomst af selvmordsadfærd blandt de personer, der er vokset op med vold, overgreb og alkoholproblemer i barndomshjemmet. Hos dem er der tre-fire gange så mange selvmordsforsøg.”

I Nuuk har Niviaq Korneliussen svært ved ikke at føle afmagt og efterlyser en akut plan for at hjælpe dem, der har det svært.

”Med denne strategiplan siger samfundet, at der lige går en årrække, før man kan se, at det virker. Skal vi så vente fem år til eller hvad? Det er jo en katastrofe, at vi mister så mange i den unge befolkning, som er en stærk ressource. Når vi mister dem, får vi det endnu sværere i fremtiden. Der skal gøres noget nu. Altså lige nu: Der skal være et kriseberedskab, i hvert fald indtil man finder ud af, hvilken strategi der virker.”

Christina Viskum Lytken Larsen fortæller, at der allerede er sket og kommer til at ske meget for at forebygge problemet. Ét af de vigtigste punkter, der arbejdes på, er at få styr på, hvilke aktører der skal gøre hvad, når de får henvendelser fra selvmords-truede. Det drejer sig om politiet, sundhedsvæsenet og kommunerne.

”Man har brugt meget krudt på at sætte sig ned og finde ud af, hvordan man samarbejder. Det kan man ikke nødvendigvis se, og måske har det ikke ændret noget endnu. Men det kommer det til,” siger hun.

Hjælpen kan også komme fra Arktisk Råd, der er et internationalt samarbejde om Arktis, og hvor et af de vigtigste emner er bæredygtig udvikling. Formandskabet skifter hvert andet år, og med nyt formandskab følger nye fokusområder. Fra 2017 til 2019 har Finland formandskabet, og det sætter fokus på unges trivsel i Arktis. Derfor vurderer Christina Viskum Lytken Larsen også, at det kommer til at få betydning for de unge i Grønland.

Men ligesom Niviaq Korneliussen mener hun, at udviklingen går for langsomt. Dog har hun har svært ved at se, hvilke handlinger der vil kunne få effekt på kort sigt.

”Det allermest akutte er, at børn skal vokse op uden at være udsat for vold og overgreb. Når voldsomme hændelser trigger ens tanker om selvmord, er det allerede for sent. Der skal forebyggelse til. Derfor skal man akut gå ind og sikre sig, at børn vokser op i trygge hjem. Jeg tror, der er mange, der deler Niviaq Korneliussens frustration. Men der er indsatser i gang. Og så er det vigtigt, at unge engagerer sig i debatten og sætter fokus på behovet for forandringer,” siger hun.

Niviaq Korneliussen er fast besluttet på at blive ved med at kæmpe for at nedbringe antallet af selvmord i Grønland. Hun har blandt andet oprettet Facebook-siden med titlen ”Imminornerit: 0” (Selvmord: 0), som er en bevægelse, der skal sætte fokus på, hvad der efterhånden er blevet beskrevet som en epidemi i Grønland.
Niviaq Korneliussen er fast besluttet på at blive ved med at kæmpe for at nedbringe antallet af selvmord i Grønland. Hun har blandt andet oprettet Facebook-siden med titlen ”Imminornerit: 0” (Selvmord: 0), som er en bevægelse, der skal sætte fokus på, hvad der efterhånden er blevet beskrevet som en epidemi i Grønland.

For Niviaq Korneliussen er det vigtigt, at problemerne bliver løst på grønlændernes præmisser. For det er svært at overføre danske løsninger på de komplekse problemer, grønlænderne kæmper med, siger hun.

”Jeg tror, at en af de sværeste ting i samfundet er, at man er så dybt afhængige af et land, der ikke forstår en. Vi har brugt danske systemer i det her land. Og det fungerer jo ikke. To vidt forskellige kulturer, sprog og menneskesyn. To vidt forskellige måder at leve på. Så det har slet ikke fungeret. Jeg siger ikke, det er danskernes skyld. Men man kan ikke forvente, at det danske system fungerer lige så godt i Grønland som i Danmark.”

Christina Viskum Lytken Larsen fremhæver i den forbindelse, at mange grønlændere har svært ved at tale om selvmord, men at de tiltag, der forsøger at rykke ved grænserne, kan være det, der er brug for. Det kan være en aktør som Niviaq Korneliussen, der italesætter problemet, eller Operation Dagsværk, der i begyndelsen af måneden satte fokus på trivsel og velvære for unge i Grønland.

Hvis man sammenligner Grønland med områder, hvor levevilkårene minder om de grønlandske, kan man se, at der er en række problemer, der går igen. En undersøgelse fra 2015 sammenligner de otte lande, der er medlemmer af Arktisk Råd, samt de nordlige regioners selvmordsrate i perioden 2000-2009. Her overgås Grønlands selvmordsrate kun af den føderale russiske enhed Tjukotskij. Og den tredjehøjeste selvmordsrate tilhører det canadiske inuit-område Nunavut, hvortil Canadas regering i 2016 afsatte ni millioner canadiske dollars for at bekæmpe netop selvmord. For Grønland kan det være væsentligt at holde øje med, om det får en effekt i Nunavut-området, siger Christina Viskum Lytken Larsen.

”Det nuancerer debatten, for Nunavut har sammenlignelige forhold med Grønland. Man må også have fokus på, hvilke muligheder der er for at implementere en lignende strategi i Grønland,” siger hun og tilføjer:

”Jeg tror, vi kan se en forandring i selvmordsraten inden for de næste 10 år. De generationer, der er født i 1970 og 1980, har haft de allerhøjeste rater af selvmord. Det er dem, der har haft den hårdeste opvækst med alkohol og overgreb. I 1990-generationen ser der ud til at være et fald i andelen af personer, der vokser op med disse belastninger. Sandsynligvis vil vi derfor se et fald i selvmordsraten for dem, der er født i 2000’erne og frem,” siger hun.