Prøv avisen

Unge i sorg trækker sig fra vennerne

I Danmark findes der 45.000 unge i alderen 16 til 28 år, der har mistet én eller begge forældre. Foto: Iris/Ritzau Scanpix/modelfoto

En ung, som mister en forælder, mister ofte også nære venner, viser nyt studie. Sorgen ændrer ofte dynamikken i et venskab, og den efterladtes sorgproces kan opleves som en afvisning, men man bør undgå at trække sig, lyder det fra flere sider

Sorg slider på unges venskaber. Ida Olund Larsen, der er kandidat i pædagogisk psykologi fra DPU, Aarhus Universitet, har interviewet 10 tætte veninder til 10 kvinder i alderen 15 til 24 år, som har mistet en forælder. Det har hun gjort i forbindelse med specialet ”Når sorgen rammer de pårørende”.

Ida Olund Larsens undersøgelse udfordrer nogle af de råd, man de seneste år har givet til pårørende. Her er netværket omkring sørgende blevet rådet til at tale med den, som har mistet, og tilbyde hjælp eller støtte.

Men studiet viser, at unge i sorg kan have svært ved at tage imod netværkets hjælp. Veninderne i studiet gør, hvad de kan for at hjælpe, men de oplever, at de sørgende ikke kommunikerer, men i stedet trækker sig. Som en af de unge kvinder i studiet siger:

”Jeg ville jo ønske, at hun bare sagde: ’Hey, det er helt vildt rart, at du er, som du plejer’ eller ’det er helt vildt rart, at du tager hensyn’, så man ved: ’o.k., det, jeg gør lige nu, er faktisk rigtigt’. Det savner jeg.”

To år efter et dødsfald vil en ung, som har mistet, typisk have haft store udskiftninger i vennekredsen. Studiet af de unge veninder til sørgende giver et bud på, hvad der kan være grunden til de mange skift blandt vennerne, siger Ditte Alexandra Winther-Lindqvist, der er lektor, ph.d. i udviklingspsykologi ved DPU Aarhus Universitet.

”Der er jævnligt kritik af pårørende til sorgramte for ikke at være gode nok til at støtte op, men noget tyder på, at unge i sorg har svært ved at tage imod den hjælp, de bliver rakt, og sorgen ændrer hele dynamikken i venskabet. Blandt andet fordi ord ikke rigtigt rækker i forbindelse med sorg. Vennerne oplever, at de i lang tid må give meget uden at få ret meget tilbage, og de føler sig afvist af den sorgramte.”

I Danmark findes der 45.000 unge i alderen 16 til 28 år, der har mistet én eller begge forældre. Ida Olund Larsen og Ditte Alexandra Winther-Lindqvist mener, at der mangler generel oplysning om, hvor vanskeligt det kan være for unge at være pårørende til en ven i sorg.

Skønt de sørgende veninder ikke svarer på beskederne og måske trækker sig fra aftaler, skal man blive ved med at række hånden frem. Sådan lyder opfordringen fra Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter.

”Man må øve sig i ikke at se afvisningen fra den sørgende som en kassering af venskabet, men se den som en del af sorgreaktionen. Når vi taler med unge, som har mistet, giver mange udtryk for, at deres venner ikke forstår dem. Måske har veninden oplevet at miste en bedsteforælder, men at miste en forælder er ofte noget ganske andet.”

Erfaringerne hos de unge pårørende til venner i sorg adskiller sig ikke nødvendigvis fra det, mange oplever senere i livet som pårørende i forbindelse med dødsfald, mener sognepræst Tine Vængtoft Kristensen. Hun er præst i Grøndalskirken i København og beskæftiger sig med sorg i forbindelse med sorggrupper og i sjælesorgssamtaler.

”Som pårørende vil vi gerne trøste, men den hjælpsomhed kan man ikke bruge, når man blot har ét ønske: at få den afdøde igen. Hvad enten man er ven eller sjælesørger, må man afstå fra at bruge en vending som, ’det forstår jeg godt’, for man forstår ikke den sørgende. Man må se sig selv som gæst på den sørgendes ukendte ø og forsøge at give omsorg og kærlighed.”