Prøv avisen

Unge med hjerneskade risikerer at føle sig identitetsløse

Når det kommer til identitetsspørgsmål, vil vi helst vide, at vi kender os selv ud og ind. Derfor forsøger størstedelen af personer med erhvervet hjerneskade at finde tilbage til den identitet og de funktioner, som de havde før ulykken, fortæller neuropsykolog Lone Vesterager Martinus. Foto: Eric Simard / Panthermedia / Ritzau Scanpix

Ny bog skal sætte fokus på, hvordan unge mennesker med erhvervet hjerneskade kan opnå et meningsfuldt liv. Mange forsøger straks at finde tilbage til den identitet, som de havde før ulykken, men det viser sig ofte at være et uopnåeligt mål, forklarer neuropsykolog

Når et ungt menneske med erhvervet hjerneskade træder ind på en kommunal genoptræningsafdeling, er vedkommende ofte den eneste på sin egen alder. Og det kan være svært at spejle sig i den 50-80-årige majoritet, der på grund af eksempelvis blodpropper eller hjerneblødninger tager del i de samme genoptræningstilbud. Særligt, når man som ung føler, at ens livsgrundlag og fremtidsplaner er blevet revet væk alt for tidligt. For hvem er man egentlig nu? Og hvad har andre unge i samme situation gjort for at komme videre?

Det var blandt andet for at støtte de unge i at besvare sådanne spørgsmål, at botilbuddet Selma Marie, der tilbyder højt specialiseret neurorehabilitering henvendt til unge med erhvervet hjerneskade, i sin tid blev oprettet. I forbindelse med botilbuddets 20-årsjubilæum har det udgivet en ny bog, ”Selma-effekten”, om stedets erfaringer med at finde vejen til et meningsfuldt liv med hjerneskade. Ud over at skabe et ungemiljø med fysisk og kognitiv træning, forsøger medarbejderne på Selma Marie nemlig også at motivere de unge til at acceptere forudsætningerne for deres nye tilværelse. Men, fortæller forstander Malene Skov, det er meget vigtigt, at man respekterer den enkeltes egen proces i den forbindelse.

”Vi kan så nogle små frø og se, om de måske vil blomstre og på den måde hjælpe vedkommende videre. Men i sidste ende er det den enkelte, der skal se meningen med at tage el-scooteren i brug og derved acceptere sit handicap. Noget af det, der kan være vigtigt for at opnå et meningsfuldt liv med hjerneskade, er nemlig erkendelsen af, at livet aldrig bliver som før ulykken. Det er en meget smertelig proces, og mange kan blive deprimerede og frustrerede på vejen derhen, fordi man skal helt ind og forstå, hvem man er nu. Men først derefter kan man finde ud af, hvordan det nye liv kan formes og tilføres mening,” siger Malene Skov.

Men hvorfor er det svært at erkende, at livet ikke længere kan se ud som førhen? På Center for Hjerneskade oplever neuropsykolog og leder af undervisningsafdelingen Lone Vesterager Martinus, at mange i forløbet efter en trafikulykke eller en pludseligt opstået hjerneblødning griber fat om og kæmper for det kendte med næb og klør. En erhvervet hjerneskade er nemlig en livsbegivenhed, som man ikke har haft mulighed for at forberede sig på, og som for manges vedkommende forandrer tilværelsen så meget, at det kan være ubærligt at tænke på konsekvenserne som permanente.

”Vi mennesker er jo også vanedyr, der nødigt ændrer det, som vi er trygge ved. Særligt når det kommer til identitetsspørgsmål, vil vi helst vide, at vi kender os selv ud og ind. Derfor forsøger majoriteten af personer med erhvervet hjerneskade at finde tilbage til den identitet og de funktioner, som de havde før ulykken. For hvis de ikke holder fast i dét, hvem er de så? De risikerer at føle sig identitetsløse,” siger Lone Vesterager Martinus.

Det betyder samtidig, at mange fokuserer på de fysiske eller sproglige udfordringer med forventningen om, at hvis de kommer til at gå eller tale igen, bliver alt normalt.

”Størstedelen af befolkningen ved jo ikke nødvendigvis så meget om hjerneskader, og mange tilgår hjerneskaden, som om det er et brækket ben, der skal afgipses og så genoptrænes over et par måneder, hvorefter knogle og funktion er normal igen. Sådan fungerer det desværre ikke med en hjerneskade. At skulle videre i livet med en hjerneskade er i høj grad også en eksistentiel proces. Når du har været igennem et så traumatisk forløb og vågner op for at se pårørende være bange og bekymrede, vil det ændre dig. Du mister en vis portion troskyldighed i livet, når du får at vide, at du har været ved at dø, og det kan være særligt udfordrende for unge mennesker med fremtiden foran sig at forholde sig til deres egen dødelighed så tidligt i livet,” siger Lone Vesterager Martinus.

Men mange giver også udtryk for, at der må være en mening med, at de overlevede, og at de derfor må forsøge at få det bedste ud af det liv, der er nu.

”Det ligger heldigvis også i den menneskelige natur, at vi ønsker at overleve, og derfor tilpasser og vænner vi os til markante ændringer i tilværelsen over tid. Og med erkendelsen af ændringerne følger også et nyt blik på tilværelsen. For livet kan blive rigt igen – på en ny og uforudset måde,” siger hun.

Ofte er det nemlig nogle ganske andre tanker og drømme, som folk finder meningsfulde i livet med en hjerneskade, end de ambitioner, de havde, før ulykken indtraf.