Unge piger er som linedansere i en perfekthedskultur

Perfekthedskulturen får mange piger til at bukke under for præstationspres. Men hos GirlTalk er det ok at græde

”I dag er mange unge piger som linedansere. De er fokuserede, og der er kun en vej, de kan gå, og træder de forkert, oplever de det som fatalt,” siger psykolog Anna Bjerre. – Foto: Johanne Teglgaard Olsen.
”I dag er mange unge piger som linedansere. De er fokuserede, og der er kun en vej, de kan gå, og træder de forkert, oplever de det som fatalt,” siger psykolog Anna Bjerre. – Foto: Johanne Teglgaard Olsen.

I dag sad psykolog Anna Bjerre med en ganske ung pige, som var kommet til en psykologsamtale i Girltalks lokaler på ydre Nørrebro i København. De havde ikke talt sammen særligt længe, da pigen sagde, at hun havde brug for et sted, hvor hun kunne græde. Tårerne trillede.

”Pigen havde virkelig brug for at få lov til at græde uden, at hun følte, at hun skulle passe på mig.”

Det sker ikke sjældent, at piger kommer i konsultationen med et behov for at græde. Når Anna Bjerre skal pege på, hvordan hun har fokus på håbets kraft, kommer hun til at tænke på pigen.

Håb kan være, at man i konsultationen kan græde i en andens nærvær, uden at man skal undskylde eller forklare, hvorfor man har brug for at lade tårerne løbe. Anna Bjerre peger på et sted i Det Nye Testamente, hvor Jesus siger om spurvene, at ikke én af dem falder til jorden uden, at Gud er med dem.

”Håbet er, at vi ikke er alene, når vi falder til jorden, men at vi er set, og vi er kendt,” siger hun og fortæller om en 11-årig pige, som skrev på Girltalks chat, hvilket omkring 6000 unge gør i løbet af et år.

”Hej,” skrev pigen.

”Hvad har du på hjerte,” svarede Anna Bjerre tilbage.

Pigen skrev, at hendes mor og far var dybt ulykkelige, fordi der var et dødsfald i den nærmeste familie. Forældrene var så opfyldt af sorg, at de ikke så, at deres datter også var ked af det.

”Pigen havde sat sig i sin mors seng med sin computer og skrev til os. Hun beskrev, at når hun sad i sin mors seng, så følte hun, at hun var tæt på sin mor, og jeg kunne sige til hende, at hun var velkommen til at skrive tilbage en anden dag. At vi kan tilbyde pigerne et følgeskab og heppe på dem er en måde, hvor vi konkret giver håb.”

De unge, som skriver på Girltalks chat, skriver ofte, fordi de føler sig overmandet af modløshed og magtesløshed.

”De har høje forventninger til sig selv. Engang var det måske forældre eller omgivelserne, som stillede krav til børn og unge, men i dag er det typisk pigerne selv, som stiller krav til sig selv. Mange piger forfølges af perfektionisme, som fører til præstationsangst. Når du først er god nok, når du er bedst, kan følelsen af utilstrækkelighed jo blive enorm.”

Når Anna Bjerre møder en pige, som kæmper med følelsen af utilstrækkelighed, forsøger hun at formidle det, hun i sin tid formulerede som en bærende værdi i Girltalk: at minde unge piger om deres værdi.

”At formidle håb kan være at forklare den unge, at hun er værdifuld. Jeg siger tit: ’Du bliver ikke god nok. Du er god nok’. Det kan man have brug for at høre mange gange, og så er håbet, at vi er her til at minde hende om det, når hun igen bliver i tvivl om det. Her er samtalen vigtig, for vi bliver til i hinandens kærlige øjne.”

Pigerne henvender sig om alt fra kærestesorg til kropshad og fra sex til skilsmisseproblemer.

”Når vi voksne bliver skilt, så bliver vores børn også skilt. Som forældre har vi ofte meget fokus på alt det praktiske, men nogle af pigerne giver udtryk for, at de bliver skilt i deres indre. De sidder med en følelse af at være revet itu, og mange har svært ved at dele den smerte med deres forældre, men de seneste år er der heldigvis kommet skilsmissegrupper, som vi kan henvise til.”

Det er 16 år siden, at Anna Bjerre i en alder af 25 år etablerede Girltalk, som i dag har 14 ansatte og omkring 250 frivillige. Mange af problemerne hos pigerne er gået igen i de år, hvor hun har arbejdet med målgruppen. Men der er sket et skifte i pigernes syn på sig selv i dag i forhold til dengang i 2004, hvor hun etablerede rådgivningen.

”Tidligere var det at være ung også forbundet med en følelse af overvældelse, men man havde en fodboldbane, hvor man kunne løbe frem og tilbage og øve sig med plads til at fejle. I dag er mange unge piger som linedansere. De er fokuserede, og der er kun en vej, de kan gå, og træder de forkert, oplever de det som fatalt.”

Her kan håbet være at gøre den unge bevidst om, at man også kan få et godt liv uden at gå på line.

”De helt unge piger er stressede, nærmest før de ved, hvad det vil sige at være stressede, fordi de er så målrettede og meget bevidste om, at de ikke må spilde deres tid. De er bange for at sætte en fod forkert og eksempelvis komme til at vælge forkert. For en voksen kan det være nærmest skræmmende at høre, og jeg tænker, at vi som forældre må overveje, hvad det er, vi forsømmer at give vores børn, når vi lærer dem at sætte sig mål.”

Hun sammenligner de unge med træer med flotte kroner.

”De har typisk udviklet en masse færdigheder og har mange kompetencer, som de har fået målt og vejet gennem diverse tests i skolen, men vi tænker alt for lidt på, hvordan træets rodnet er udviklet. Mange af pigerne er sårbare og kan let kan blive i tvivl om, hvorvidt de har nogen værdi, for de mangler det fundament, rødder giver.”

Nogle gange er håbet også, at man kan holde ud, at det ikke er til at holde ud. Hun givet et eksempel:

En ung pige var i et forløb hos hende, efter at hun havde været hos andre psykologer, som havde lovet hende, at de kunne hjælpe hende. Nu sad pigen hos Anna Bjerre og konstaterede, at hun ikke havde fået det bedre.

”For mig handler det ikke om, at vi hurtigt skal gøre pigerne glade igen. Nogle gange handler det om, at vi skal lære dem at kunne være i det svære. Det er jo en egenskab, man vil få brug for senere i livet. I vores kultur har vi meget fokus på, hvad der gør os glade og lykkelige, men vi bliver nødt til at finde ballasten til at kunne fungere, når vi hverken er glade eller lykkelige.”