Prøv avisen
Spørg om livet

Svend skriver til brevkassen: Man skal være varsom med at stemple folk som "psykopater"

Den amerikanske præsidentkandidat fra 1964 Barry Goldwater vandt en sag mod over 1000 psykiatere, der havde erklæret ham psykologisk uegnet som præsidentkandidat. – Foto: AP/ritzau

Det er farligt at sætte en psykopat-mærkat på mennesker, man aldrig har mødt, skriver Svend. Den stemplede er chanceløs skriver han, der mener, vi skal være varsomme i omgangen med hinanden

Kære brevkasse

Stor respekt for jeres brevkasse og for svarene de sidste uger om utroskab med meget mere. De konkrete breve og svar har jeg stor forståelse for, da det udtrykker stor smerte, som jeg nødig vil krænke ved at mene noget om det.

Derfor ønsker jeg at forholde mig til svaret generelt, da det hos mig sætter noget i gang, som længe har været i mine tanker. I skriver i jeres svar om mangel på empati: ”det er nærmest det tydeligste kendetegn ved mennesker med psykopatiske træk – og det kan måske godt se sådan ud indimellem, at vedkommende kan blive rørt og være kærlig, men det er mere en slags pseudoempati, som bruges til egen fordel”.

Jeg synes, at I her bevæger jer ind på et særdeles svært område. At diagnosticere et menneske som psykopat oplever jeg som overordentlig voldsomt. Og selvom I fagligt har kompetencen, tænker jeg, at det kræver længere tids ”face to face” konsultation at komme frem til sådan en diagnose. Hvis diagnosen først er stillet – eller antydet ved for eksempel ”psykopatiske træk” – er sådan et menneske stemplet for livstid. Og det mener jeg svarer til den forskrift som langt tilbage svarede til ”omgang med spedalske”.

Jævnfør Luthers Katekismus skelnes der ikke mellem legemlig og mentalt mord. Og en stempling eller antydning af, at et medmenneske er psykopat, er forbundet med stor alvor. Det kan betyde ”liv eller død”. Den stemplede er chanceløs, og den modsatte part er fri til at gøre hvad som helst, praktisk og verbalt. For han eller hun er oppe mod, og har været udsat for en psykopat.

Jeg har også personligt oplevet i forbindelse med kursus i ”personlig udvikling” på et kristent grundlag, at der fokuseres meget på ”min mavefornemmelse” – om jeg måske har været udsat for noget af det, som en psykopat står for. Og her har jeg oplevet, at næsten alle har været udsat for det.

Der henvises sommetider til en bog, som omhandler ”psykopater i jakkesæt”. I denne bog oplever jeg, at der er frit slag på alle hylder. Har nogen været besværlig for dig, er vedkommende nok psykopat.

Det synes jeg er alvorligt – og jeg ved ikke, hvem der er hårdest ramt. Dem, som føler sig ramt, eller dem, som er stemplede som psykopater.

Venlig hilsen

Svend

Kære Svend

Tak for dit brev. Det er et særdeles vigtigt anliggende, du udtrykker, for det er altid vigtigt, at beholde ædrueligheden og etikken højt, når man karakteriserer andre mennesker. Ingen skal betegnes eller beskyldes for noget, som vedkommende ikke er eller har gjort.

Som du skriver, skal man være forsigtig med psykopatdiagnosen. Ser vi lidt historisk på det, er der måske nogle af vores ældre læsere, der husker en amerikansk præsidentkandidat fra 1964 ved navn Barry Goldwater. Medvirkende til, at denne ærkekonservative senator ikke blev valgt til præsident, var, at et tidsskrift udgav en artikel, hvor over 1000 psykiatere udtalte, at Goldwater var psykologisk uegnet som præsident. Efterfølgende anlagde Goldwater sag mod tidsskriftet og vandt.

Siden dengang har det været en etisk faglig standard, at man ikke kan sætte diagnoser eller udtale sig om mennesker, som man kun har hørt om i medierne, men at man godt kan udtale sig generelt om psykiatri – og psykologfaglige ting. Den regel er siden da blevet kaldt for ”The Goldwater rule”.

Ingen kan eller skal diagnosticere uden grundige samtaler og undersøgelser. Og det er særdeles vigtigtat stille rigtige diagnoser, da mennesker og pårørende skal leve med diagnosen fremadrettet. Så vi er helt enige med dig i, at man til enhver tid skal være grundig og påpasselig.

I brevkassen kan og skal vi heller ikke diagnosticere. Men det forhindrer os ikke i mere generelt at påpege symptomer og adfærdsmæssige forhold. Vi skriver heller ikke, at den omtalte ægtefælle er psykopat. Men vi fremhæver, hvilke træk der ofte kendetegner mennesker med tendenser i den retning. For der findes en del mennesker blandt os, hvis evne til indføling i andres følelsesliv og medlidenhed med andre ikke er veludviklet, og som lyver og manipulerer. At være sammen med dem kan være særdeles vanskeligt og til tider helbredsfarligt. Og det skal anerkendes.

Når det vægtlægges, at man ikke skal diagnosticere et menneske, som man ikke har mødt, er der et forhold, som ikke er uvæsentligt i denne sammenhæng. Og det tvinger os alligevel til at forholde os til problematikken. Det er stort set kun mindre begavede og kriminelle psykopater, der kommer til en fagperson, som kan diagnosticere. De fleste andre, begavede og charmerende psykopater, kunne ikke drømme om at opsøge hjælp. Så de forbliver på en måde udiagnosticerede. Til gengæld møder vi jævnligt mennesker, der har været tæt på sådanne mennesker for eksempel som ansatte eller som ægtefæller. I længden kan de, som opsøger hjælp, ikke blive ved med at hylde dem eller opfylde deres behov. Og så kommer de i behandling og får en diagnose med angst, depression eller lignende. Der er således en vis ironi i, at der er en del diagnoser i kølvandet på dem, som ikke bliver diagnosticerede.

Mange mennesker, der lever tæt på mennesker med mere eller mindre psykopatiske træk, lever i et betydeligt asymmetrisk magtforhold, hvor de er underlegne og over tid får nedbrudt deres selvfølelse og sunde dømmekraft og kan blive syge i betydelig grad. Det er derfor, at det er et vigtigt tema at tale om. For de, der så at sige er ”ofre” i disse forhold, vil ofte gå i det skjulte, lide og ofte bebrejde sig selv, at man ikke har handlet anderledes. Derfor er det vigtigt, at man tør snakke om sine tanker og oplevelser med gode og sunde venner og få ilt ind i lukkede rum. Man skal for eksempel ikke udsættes for jævnlige vredesudbrud, beskyldninger eller nedgøring og bære det alene af ren loyalitet over for den, som forgriber sig.

Når man taler om psykopatisk adfærd eller psykopatiske træk, så handler det ikke om ægtepar, der kan være uenige i ny og næ, og som synes, den anden er galt afmarcheret, eller hvor man som folk flest kan være både ubetænksom og sårende. Det kan de fleste af os være. Og en person bliver heller ikke psykopat eller på anden måde personlighedsforstyrret midt i livet, efter at vedkommende har været helt almindelig og omgængelig i mange år. Det er vigtigt at holde sig for øje i de mere højkonflikte skilsmissesager, hvor psykopatbetegnelsen kan misbruges og lidt for let kan blive slynget ud, når følelserne er stærke og vanskeligheder hober sig op.

Mennesker med psykopatiske træk kan have nogle anlæg og en opvækst, hvor de ikke er blevet mødt med den nærhed, forståelse og trygge tilknytning, som et barn behøver. Så deres egen empatievne og forståelse for andre kan være skadet i betydelig grad. De kan ikke i videre grad se indad og på ægte vis gå i sig selv og selv sætte grænser og bruge en sund skyldfølelse til det. Derfor er det vigtigt, at omgivelserne sætter grænser og gør det muligt at drøfte disse træk med andre og finder den rette afstand til sådanne mennesker, som man ikke kan være tæt på uden at miste sig selv.

Mange hilsener