Prøv avisen
Spørg om livet

Utroskab kræver en langvarig reparation

Efter vores erfaring er det allerstørste jordskælv for et ægteskab ved utroskab ikke altid det seksuelle. Det er ellers oftest meget i fokus, og for den, som har været udsat for utroskaben, kan mange fantasier beskæftige sig med, hvordan det seksuelle foregik, om det var anderledes og ikke mindst bedre end det, som parret har haft sammen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Man kan ikke bare nulstille et ægteskab efter utroskab, men skal ”genopfinde” hinanden og forme livet sammen på ny

Fredag før påske fortalte Elisabeth om, hvordan det havde været for hende at opdage, at hendes ægtefælle gennem næsten 40 år havde været utro gennem flere år med en 17 år yngre samarbejdspartner. Hun havde naturligt nok haft mange søvnløse nætter og været i langvarig krise over det. Hun havde også opsøgt psykolog og havde meget alvorligt overvejet skilsmisse. Alligevel var hun sammen med ægtefællen kommet frem til at fortsætte ægteskabet. På en måde var hendes største problem lige nu, at hendes ønske om at tilgive ægtefællen ikke rigtigt kunne realiseres på et dybere plan, da han ikke kunne se alvoren i utroskaben og ikke rigtigt påtog sig ansvaret.

I vores svar anerkendte vi temaets vanskelighed, fordi det ikke er så enkelt at dele utroskabens smerte med sine venner, ligesom det at involvere egne børn også let bliver alt for kompliceret og sårende for alle parter. Vi gav også udtryk for stor respekt, i forhold til at de ville finde en vej sammen, men at de også trængte til en bedre og mere konstruktiv dialog dem imellem i det videre forløb.

En sådan dialog ville naturligvis være smertefuld, og for Elisabeths mand ville det let blive en belastning forstået på den måde, at ”åh nej, skal vi nu snakke om det igen”. Det var baggrunden for, at vi foreslog, at de et godt stykke tid fremover, for eksempel én gang om ugen, på et på forhånd aftalt tidspunkt skulle tage emnet op. Idéen med det er, at emnet for det første ikke tages op pludseligt uden kontrol, og for det andet, at det ikke bliver skubbet væk og skjules i for eksempel muskelspændinger eller søvnbesvær og går hen og bliver en ikke-udtalt mur imellem dem.

For Elisabeths mand ville det med sådanne aftaler måske midt i ubehaget ved emnet alligevel kunne udholdes og give ham mulighed for konstruktivt at både lytte til Elisabeths smerte og selv give udtryk for egne tanker, når han vidste, at der var en uges pause til næste gang. Og Elisabeth ville have en kanal, hvor hun kunne fortælle om sig selv. Sådanne aftaler kunne også bidrage til, at glædelige eller hyggelige ting indimellem langsomt kunne få plads på de andre ugedage, når begge vidste, at de svære ting ikke blev fejet ind under gulvtæppet.

Vi lovede før påske, at vi ville skrive noget mere om utroskab, og det vil vi prøve i det følgende:

Efter vores erfaring er det allerstørste jordskælv for et ægteskab ved utroskab ikke altid det seksuelle. Det er ellers oftest meget i fokus, og for den, som har været udsat for utroskaben, kan mange fantasier beskæftige sig med, hvordan det seksuelle foregik, om det var anderledes og ikke mindst bedre end det, som parret har haft sammen.

Det kan være meget smertefuldt at fantasere alene om det, og mange indre ”film” om de seksuelle møder kan martre og ødelægge mangen en nattesøvn gennem meget lang tid. Men det er måske endnu mere smertefuldt at tænke på den intimitet og den følelsesmæssige binding, der har været til den anden gennem længere tid.

Det allerværste er nok alligevel løgnen og det store tillidsbrud, som utroskaben er udtryk for. Tillid til dem, vi lever tæt sammen med, er på en måde fundamentet for vores liv. Tilknytningen og det faste holdepunkt i en tryg base er det, som vi mennesker har bygget vores liv op omkring fra vi var helt små, og det er den tillid, vi søger og gentager og holder os til, når vi danner par i voksen alder.

Det er lige netop den base og tillid, som udfordres og rystes ind i kernen af vores person, når vi oplever utroskab fra den, som vi stolede på. Når vi mennesker oplever dette tillidssvigt, opstår spørgsmålene i os: Hvad kan jeg stole på nu? Hvem er den anden, siden det kunne ske? Og hvem er jeg selv?

Pludselig kan man være rystet i sin grundvold og miste fodfæste. Man skal så at sige se i øjnene, at den, man troede, man var gift med, er en anden. Og man kan også blive flov over, at man har gået rundt i flere år og troet på vedkommende, som man åbenbart alligevel ikke kendte godt nok.

Kan man overhovedet tilgive efter så mange år med utroskab? Det er ikke let, og hvis det bliver en fordring fra den anden, bliver det ekstra svært. For man må på en måde have et nyt fodfæste og en ny base inden i sig selv og lære den, som var utro, at kende på ny og få en ny tro på ham, inden en dybere tilgivelsesproces langsomt kan bryde igennem indefra. Det sker sjældent pludseligt, men nogle gange kan tilgivelsen vokse frem som en sart plante, der langsomt kan vokse sig stærk.

Der er en stor sammenhæng mellem et fornyet kendskab og en fornyet tro til hinanden, herunder, at den, som har været utro, har en erkendelse af det dybe sår, som tillidsbruddet har efterladt i den anden, hvis et frø af tilgivelse skal slå rod og en ny tillid og tilknytning skal have mulighed for at slå rod. Kan den, som har været utro, være så modig, at vedkommende påtager sig ansvaret og er indstillet på at snakke om jordskælvet i parrets liv, indtil såret er under kontrol og ved at læges hos den anden, og er vedkommende indstillet på at bruge lang tid på det, ja, så er der muligheder for et godt fælles liv videre frem.

Det er ikke sikkert, at alle kan komme frem til den dybeste tilgivelse, men en forsoning med tingenes tilstand og de forhold og de evner for erkendelse, som er mulige for den enkelte, kan også nogle gange være en vej at gå videre på og hjælpe med til, at bevidstheden mere kan fyldes af fremtiden end det, som er sket i en smertefuld fortid.

Det, som skete, vil måske altid ligge i sindet som et ømt punkt eller en smerte, som må integreres i ens liv, men som ikke fylder det samme på den længere bane.

Uanset hvad kan et ægteskab ikke skrues tilbage fra før alt det, der er sket. Man må med åbne øje gå fremtiden i møde med den historie og den sorg i rygsækken, som man har fået med sig efter en lang utroskabs periode. Så man skal på en måde ”genopfinde hinanden” og forme ægteskabet lidt på ny. Man kan ikke bare nulstille og tro, at man kan fortsætte som før. Man skal vælge hinanden til igen – med bevidstheden om den livsfortælling, man har sammen. Og måske kan der i det landskab alligevel spire noget nyt og godt frem, hvis respekten og viljen er der.

Mange vil, hvis de ønsker at fortsætte deres ægteskab, have brug for hjælp udefra. Vi vil også anbefale Elisabeth og hendes mand at tage deres situation alvorligt og følges ad til en god psykolog eller anden erfaren fagperson inden for dette område, for at en tredjepart kan hjælpe med at skabe rammen for de vanskelige og ærlige samtaler. Det er ikke sikkert, at de anbefalede ugentlige samtaler, som vi foreslog indledningsvis, er tilstrækkelige. Et næsten 40-årigt ægteskab med børn og børnebørn er en værdifuld sag, som fortjener al den gode støtte og kærlige opmærksomhed, som kan opdrives.

Mange hilsener

Annette og Jørgen