Prøv avisen
Boguddrag

Vågekoner: Sådan er mødet med den døende

I bogen ”Håndbog for vågekoner” deler en række vågekoner fra den frivillige vågetjeneste i Thisted ud af deres erfaringer fra dødens venteværelse. Bogen er redigeret af Anne Diemer og udgivet på Forlaget Knakken. Foto: Nima Stock/Polfoto

Vågekonens primære opgave er at være til stede med sanserne og skabe tryghed for den døende og de pårørende. Men hvordan gør man det i praksis? I bogen ”Håndbog for vågekoner” deler en række vågekoner fra den frivillige vågetjeneste i Thisted ud af deres erfaringer fra dødens venteværelse. Læs et uddrag af bogen her

Mødet med den døende
Første gang en vågekone kommer ud til en døende, ved hun meget lidt om, hvad der venter. De fleste er lidt spændte, ville gerne vide lidt mere på forhånd, men kommer med åbent sind:

Margith: Jeg er ydmyg, når jeg starter på det her; hvordan gør jeg det godt?

”Hvis der er andre til stede, familie for eksempel, så trækker jeg mig naturligvis til et andet rum. Men som regel sidder jeg i samme stue som den syge, lidt i baggrunden, eller ved fodenden, men måske vil den syge gerne kunne fornemme, at jeg er der, høre det, eller fornemme lugten af et andet menneske. Jeg rører forsigtigt, først ved dynen, så ved noget med tøj på, så til sidst ved huden! Så kan jeg mærke, om de vil berøres eller ej. Måske er den syge træt eller har lige fået smertestillende medicin, så skal de naturligvis have ro.

Sommetider er de langt væk, men måske fornemmer de alligevel ens nærvær? Og det kan måske alligevel være til støtte for dem? Der er jo nogle bevægelser i ansigtet, der er et menneske inde bagved, det har jeg stor respekt for, og jeg vil prøve at finde ind til det menneske, der stadig er der, det menneske vil jeg gerne nå!

Jeg er ydmyg, når jeg starter på en vågeopgave, hvordan gør jeg det her godt? Huden, det er jo dejligt at røre ved en, og jeg synes jeg mærker helt klart, hvad de bryder sig om. Vi skal huske, at den årgang vi møder flest af, er en, hvor man ikke brugte knus og kram. Så det er vigtigt at komme ind uden for meget kropskontakt. Måske ligger der en medicinpakke fra det Palliative Team, så ved jeg, at de kommer på et tidspunkt.

Det, jeg kan gøre, er at give mit nærvær. Jeg gør kun små ting, retter på en pude, føler måske lidt på fødderne og imens snakker jeg om det, jeg gør, inden jeg gør det…nu ser jeg lige til fødderne! Jeg tør ikke give dem noget at drikke, med mindre jeg har fået at vide, at de kan drikke uden at fejlsynke. Måske væder jeg en vatpind med lidt vand og væder det yderste af munden med.”

Ja, det gælder om at have fået klar besked, om en syg kan synke uden at få det galt i halsen. Hvis man er i tvivl, og den syge giver udtryk for, at han er tørstig, skal man enten lade den syge drikke selv eller tilkalde assistance.

Dorte: Fadervor - Kun på den døendes opfordring

”Hvis det er på plejehjem, møder jeg som regel en fra personalet, der kan fortælle lidt om den døende. Kun lige det vi har brug for. Ellers er der den vågekone, jeg afløser, der kan fortælle lidt, om der er noget særligt at tage hensyn til. Jeg præsenterer mig altid for den døende og sætter mig i øjenhøjde med ham. Jeg sætter mig tæt ved dem lige til start, de kan jo høre, selvom de ikke er nærværende og ikke kan tale. Jeg siger, at jeg sidder her, så de ikke er alene.

Vi kan snakke, hvis de gerne vil det, ellers er vi her bare ligeså stille. Hvis de kan tale, bruger jeg enkle, brede spørgsmål. Måske vil han gerne have, at jeg synger lidt, læser lidt, eller beder Fadervor. Så gør jeg det, så godt jeg kan, men det er altid på deres præmisser, jeg gør det ikke, før jeg bliver opfordret!

Ved at kigge på den syge får jeg et indtryk af, om de har det rimeligt, deres ansigtsudtryk taler om de har smerter, eller der er ro. Godt at vide, hvornår der kommer en sygeplejerske og giver smertestillende. Det er blevet meget blidere end i gamle dage, nu giver man efter behov. I gamle dage skulle der jo gå så og så mange timer mellem doseringerne. Det er heldigvis blevet meget bedre.”

Anonym vågekone: Det er jo ikke samtale, der er det vigtigste kommunikationsmiddel når vi våger

”Jeg går hen og siger goddag og mit navn, og at jeg skal sidde her nogle timer. Det er jo ikke altid. man kan tale sammen, men alligevel præsenterer jeg mig altid. Jeg vil helst sidde lige ved siden af sengen. Jeg prøver at fornemme, hvor den syge helst vil have mig, hvilken afstand der er bekvem for vedkommende. Det er jo forskelligt. Så holder jeg godt øje med den syge og går en lille runde nu og da. Jeg fornemmer, om den syge vil snakke, jeg indstiller mig på, hvad de har behov for. Det er jo ikke samtale, der er det vigtigste kommunikationsmiddel, når vi våger! Det gælder om at lytte til lyde, se kropsbevægelser.

Det giver stor mening at sidde der lige så stille. Det giver mig mening. Jeg kommer ofte til at sidde og tænke over livet. Det kan give mig en følelse af at have gjort noget, der er ordentligt. Vi kender dem jo ikke, men kan se, at det giver ro, at vi er der. Jeg kan fornemme, når den syge har smerter, hvis de har trækninger i ansigtet, eller der er klagelyde. Du kan ofte høre på åndedraget, at der er noget i vejen, som jeg så vil prøve at afhjælpe.

I et privat hjem ringer jeg efter hjemmeplejen, men om natten kan det jo godt tage lidt tid, før de kan nå frem. I mellemtiden finder jeg så på noget, der forhåbentlig kan lindre lidt, ændre deres stilling en lille smule, ryste en pude, snakke om, at nu kommer de snart! Det er godt at vide, hvornår de kommer, så kan jeg bedre trække tiden lidt, når jeg ved, de snart er her”

Bodil: Der en personlig grænse, der skal respekteres

”Når jeg kommer til hjemmet, tænker jeg, at jeg er en gæst. Jeg føler mig lidt ydmyg i forhold til at måtte være der. Jeg læser så at sige stuen, den giver jo mange informationer om den, der bor der. Jeg præsenterer mig og siger, at nu skal jeg sidde her hos dig nogle timer. Hvis det er nat, siger jeg, at du bare skal sove, jeg er lige her. Jeg sætter mig ved siden af sengen, ikke for tæt, vedkommende skal kunne se mig, men ikke så tæt, at de føler sig overvåget. Der er en personlig grænse, som skal respekteres.”

Som vågekone kan man komme i vanskelige valgsituationer:

Ingrid: Jeg skulle have fulgt min samvittighed…

”Jeg var ude i et privat hjem. I løbet af natten lagde jeg mærke til, at der blev længere og længere mellem den syges åndedrag, de blev svagere og svagere. Jeg havde en vigtig privat aftale næste dag, jeg skulle hjælpe en med noget. Det var aftalt, at jeg skulle køre hjem klokken halv otte, hvor dagvagten normalt kommer. Og vi vidste, at familien ville komme i løbet af formiddagen.

Jeg kom i et dilemma: Skulle jeg svigte min private aftale, eller skulle jeg svigte den syge? Jeg tog hjem som aftalt, men det har jeg fortrudt siden! Jeg kunne have ringet til en af jer andre, at det var sådan og sådan, men nej. Jeg skammede mig, og jeg gør det aldrig en anden gang! Jeg skulle ikke have fulgt vores regler, men min samvittighed.”

Vågekonerne er meget samvittighedsfulde og tænker meget bevidst over, om de nu har været omhyggelige nok. Det fører efter min erfaring til lærerige drøftelser og kvalitetsudvikling af vores indsats.

Birgit: Selvom jeg er til stede, er jeg på en måde usynlig

”Hver gang jeg er kommet ind til en døende, har det ligget i luften, at det er vigtigt med respekt og medfølelse. Måske skal man slet ikke være så fysisk nærværende, men kunne være i rummet på en stille, næsten usynlig måde? Vi skal i den grad respektere den syges grænser, de er jo værgeløse. Vi skal nære os for at træde over grænserne, det kan godt være rigtigt at holde i hånden, hvis det giver ro, men det er den døendes rejse, vi må ikke komme ind og lave overgreb, hverken med vores tro eller på anden vis.”

Hanne: Det bedste er at blive taget godt imod

”Det sker, når man kommer ud til et privat hjem, at der ikke er nogen til at tage imod en, hvis jeg er den første på vagt, selv lukker mig ind, selv finder frem til sygesengen og den stakkels syge bliver måske forskrækket, ved hun overhovedet, at jeg kommer? Jeg husker en, hun anede ikke, hvem jeg var eller, hvad jeg kom for, og hvad hvis vi bliver beskyldt for at have taget noget af sølvtøjet? Heldigvis ved vi selv, hvem af os der er der hvornår, men jeg har følt mig på Herrens mark, når jeg er kommet til et ensomt hus med en ulåst dør og et døende menneske.”

Ingrid: Jeg starter så at sige på en frisk, hver gang

”Det er vigtigt, at jeg ikke bliver så ”erfaren”, at jeg ikke længere bruger mine øjne, starter forfra, er ydmyg og ser, hvad der foregår her. Jeg ved jo ingenting! Det er også derfor, jeg lægger min hånd ved siden af den syges hånd oven på dynen. Hvis han så vil holde i hånd, tager han min hånd, men han kan også trække hånden væk.

Hvis den syge kigger lidt, sådan skeptisk, sætter jeg mig sommetider lidt på afstand og siger, jeg er lige herhenne, så jeg kan se, hvis du har brug for mig. Hvis han så trygt lægger sig til at sove ved jeg, at det var rigtigt. Jo, jeg bruger øjnene rigtig meget især i startfasen, jeg kalder det forsøgsfasen, her er det vigtigt med ydmyghed, jeg skal prøve mig frem.”

Knud: Det kunne jo være helt ulideligt, hvis jeg kom for tæt på

”Hvis personen er vågen, prøver jeg at fornemme, hvor tæt på jeg skal sidde. Hvis personen ikke ønsker nær kontakt, kunne det nemt være helt ulideligt, hvis jeg kommer for tæt på og måske begynder at holde i hånd, lige som jeg synes det er uhøfligt og urimeligt at vække en sovende person for at præsentere mig. Så må vi tage præsentationen, når den syge vågner. Ude hos en døende var der et meget godt stereoanlæg og den vågekone, jeg afløste fortalte, at patienten gerne ville høre musik og viste mig, hvilke cd'er der var favoritterne, så der spillede vi til forhåbentlig fælles glæde musik. Den syge syntes efter min fattige vurdering at slappe mere af.”

Jeg har spurgt Knud, hvordan folk reagerer på, at vågekonen er en mand: ”Jeg tror da nok, de fleste lige registrerer det, men jeg føler ikke, det har haft indflydelse på, om man ønsker min tilstedeværelse. Ikke et ondt ord om alle jer søde og venlige vågekoner, men jeg så naturligvis gerne flere mænd i korpset. Har måske en i kikkerten til næste år, når han går på pension.”

Det er i øvrigt vores mandlige frivillige, der har valgt at de også skal kaldes vågekoner, ligesom der findes mandlige sygeplejersker.

Inger: Jeg sang for hende, og hun faldt helt til ro

Inger beretter om engang, hvor hun sad hos en døende kvinde, som tidligere havde været korleder. Selvom kvinden var bevidstløs, fortalte Inger hende, at hun selv havde sunget i kor og derfor ville synge nogle sange højt. Da Inger begyndte at synge, så hun, hvordan kvinden faldt helt til ro:

”Oftest kan man mærke på den døendes reaktion, om det man gør er i orden eller ikke i orden. Bare en lille trækning kan fortælle en masse om, hvordan vedkommende har det.”

Jeg slutter dette afsnit om mødet med den døende med et citat af Ram Dass, indisk læge og forfatter:

”Det eneste, jeg kunne bringe de døende, var min sandhed; det var mig og den døende, os to. Hvis vi skjuler os som mennesker, så er den døende alene, og det er den værste måde at dø på.
At se den døende som et medmenneske, som en ligesom mig, det er at være nærværende med en døende.” 

Sammenfatning: Om mødet med den døende

Vær bevidst om, at du ikke er hovedpersonen

Vær bevidst om din rolle: frivillig, stilfærdigt opmærksomt nærværende.
 
Vær bevidst om din fysiske og psykiske udstråling: Ingen skarpe dufte, venligt kropssprog. 
 
Præsenter dig tydeligt, og sig tydeligt farvel, når du går igen uanset den syges tilstand.
 
Lyt med alle sanser til den døendes behov.
 
Tilkald hjælp, hvis du fornemmer, den syge har behov for det.
 
Kun på opfordring: salmesang og Fadervor.
 
Vær opmærksom, på hvad der er den bedste afstand mellem den syge og dig. Vær opmærksom på signaler, på personlige grænser.
 
Undlad at stryge den syges hud. Det kan føles meget generende. 
 
Tilbyd din hånd: Læg den tæt ved siden af den syges hånd , så kan han tage den, hvis han ønsker det.
 
Enkel, klar tale: stil kun spørgsmål, der kan besvares med et ja eller nej, eller med en bevægelse af hånd eller hoved.