Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

”Religioner og tro handler om, at det uforudsete er et vilkår for menneskelivet”

Vi får i det nye årti et nyt forhold til tid. For flere taler om, at den er ved at rinde ud ikke mindst på grund af klimakrisen. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix.

Et årsskifte er for nogle forbundet med noget sårbart. Indgangen til et nyt årti skærper både eftertanken og oplevelsen af utryghed

Hun ser det hvert år på denne tid. Kisser Paludan er forfatter og har i snart to årtier været klinisk psykolog, og for hende er januar tiden, hvor mange sætter sig i en mental helikopter for på afstand at se på tilværelsen. Ved indgangen til et nyt år har hun set mønsteret gentage sig år efter år. Og går det som dengang, 2000’erne blev til 2010’erne, så vil den mentale helikoptertur i januar 2020 vare længere, og flere vil opleve turbulens, mens de flyver over deres liv.

Hun siger:

”Nogle går ind i et nyt år og et nyt årti med forventning og bruger årsskiftet som en anledning til at lægge det svære bag sig, men for andre er det meget sårbart. Jeg oplever, at det er sårbart for ganske mange, for et nyt år og endnu mere et nyt årti sætter projektørlys på tiden, som er gået, de forhåbninger, det ikke er lykkedes at indfri, og de forandringer, vi ved vil komme. Man kan sige, at et årsskifte gør os vældig ædru og skærper evnen til at se, hvordan vores liv faktisk er.”

Ifølge Kisser Paludan er der en følelse af usikkerhed, som mange bærer med sig ind i det nye år.

”På den ene side sætter vi mål, som vi i januar kalder nytårsforsæt. Der er ikke noget galt med at have mål, men jeg møder en del, som lever deres liv med en tro på, at når de lige får landet et nyt job eller tabt sig fem kilo, så ankommer de til det gode liv. Men har man travlt med at nå ydre mål, glemmer man i taknemmelighed at ære, hvor stor en opgave det er at være menneske og gå gennem livet.”

Men man kan ikke sammenligne overgangen til 2020’erne med den gang, 2000’erne blev til 2010’erne. Det siger idéhistoriker og forfatter Peter Johannes Schjødt. Han har beskæftiget sig med begrebet tid i blandt andet bogen ”Tiden, tempoet og tomheden.”

”Den bog skrev jeg i første del af 2000’erne, da vi opdagede, at vi havde for travlt og havde brug for at drøfte, hvordan vi indrettede os og undgik at forglemme os selv i et tidspres. Diskussionen om tid og balance mellem arbejds- og familieliv har ikke løst sig, men de senere år har vi har fået en anden forståelsesramme, og vi kan for eksempel tale om tid ved et middagsselskab, hvor det er blevet legalt at spørge: ’Hvad skal jeg bruge min tid på?’. Men på et andet plan er tiden blevet en uhyggelig størrelse.”

Det er klimakrisen, som ifølge Peter Johannes Schjødt gør indgangen til det nye årti til noget særligt. Han mener, at det nye årti kommer med en kollektiv tabserfaring og tegner et billede af et klima-ur, som tikker og udsigten til katastrofe.

”Man hører mange politikere tale om, at tiden er ved at løbe ud, og på den måde er tid blevet en eksistentiel faktor i politik. Senest har Angela Merkel gjort det i sin nytårstale. Overgangen til det nye årti viser os, at fremtiden i den grad er blevet usikker. Sådan har det givet været før, men dommedagstermerne har været usædvanligt fremtrædende og rører ved de grundlæggende forestillingerne om, hvad det er at være menneske. Før havde vi ondt i tiden individuelt, og nu er det blevet et eksistensvilkår for menneskeheden.”

Men hvad betyder det for den enkelte, at klimakrisen er blevet en eksistentiel faktor i politik? Ifølge Peter Johannes Schjødt kan det betyde, at man taber fornemmelsen for fremtiden.

”Perspektivet kan blive kort, og man vil tabe interessen for fremtidsforventninger, og utopier vil synes håbløse til grin.”

Han har netop afsluttet læsningen af ”Auch eine Gechichte der Philospohie” (Også en filosofihistorie) af den tyske sociolog Jürgen Habermas. I bogen peger Habermas på, at man lidt for hurtigt har opgivet det religiøse sprog. Peter Johannes Schjødt siger:

”Måske er det vigtigt for mennesker at tænke sig ind i et metafysisk perspektiv, når man tumler med spørgsmål som, hvordan skal jeg leve videre, når jeg ved, at jeg skal dø? Hvordan kan et liv på kanten blive meningsfuldt?”

Da domprovst Poul Henning Bartholin prædikede nytårsdag i Aarhus Domkirke, satte han ord på nogle af de almen menneskelige følelser, som er forbundet med indgangen til et nye år og et nyt årti. Højmessen blev transmitteret på DR P1, så lytterne kunne følge med, da han talte om klimabekymring og menneskelivets usikkerhed, der synes tydeligere ved et årsskifte. Midt i usikkerheden ser Bartholin også en ny optagethed af tro. I prædikenen formulerede han det således:

”At det uforudsete er et vilkår for menneskelivet, handler religioner og tro om. De forholder sig til det tilfældige og uforudsigelige. De fleste af os vil gerne reducere det uforudsigelige og foretrækker en styret virkelighed. Måske er vi atter ved at få øjnene op for, at det er kombinationen af en god vilje eller almagt, nemlig Gud, og vore egen begrænsede indflydelse, som kan holde os oppe og skabe livsmod? Det kan i hvert fald konstateres, at der er en stor interesse for bønner og for en praksis med bøn.”

Det er 33 år siden, Poul Henning Bartholin blev ordineret, og han beskriver, at han oplever en anden lydhørhed over for kristendommen end tidligere. Han ser det blandt andet i den stille kommen og gåen i ugens løb i Aarhus Domkirke, hvor mennesker tager plads og er stille en stund.

Og han oplever lydhørheden i samtale med andre mennesker, når talen falder på bøn. Nogle gange synes han, at han nærmest fysisk kan se mennesker blive løftet af bøn. Det ser han, når han i en sjælesørgerisk samtale har bedt Fadervor med et andet menneske, og det er, som om konfidenten bliver løftet og går en smule rankere ud af døren.

”Vi sidder i en usikker position og synes, verden er usikker. Når vi i bønnen rækker ud efter en relation, kan vi erfare at blive hørt og set. Det er min personlige erfaring, og fra samtaler ved jeg, at mange gør den erfaring. Kristendommen tager hele byrden for os. I andre religioner skal man gøre noget, men i kristendommen skal man modtage og gøre sig åben og høre, hvad Kristus siger til os. Vi har fået, hvad vi beder om. Det er bare ikke altid, vi har set det.”

Eller som Poul Henning Bartholin formulerede det i sin prædiken den første morgen i det nye årti:

”Med et formuleret Fadervor går vi ud i det ukendte, det farefulde og det nye, som for eksempel et nyt år. Vi ved ikke, hvad det bringer af godt eller ondt. Men med Fadervor beder vi om også i alt det nye og fremmede at blive befriet fra synd, beskyttet mod fristelser og ondskab og båret af den korsfæstede og opstandne i livet og i døden.”