Lørdag
Det nærmer sig. Danmarkspremieren er om tre dage, men vi mangler stadig en del for at være klar. Blandt andet er der ikke helt styr på den sidste scene, hvor Selma skal hænges. Dødsmarchen og den næstsidste sang driller os lidt. I aftes havde vi venneprøve på stykket. Vildt, at vi er kommet dertil, for jeg har arbejdet på forestillingen om Selma, der langsomt mister synet og bliver blind, siden foråret. Mange kender sikkert dramaet fra Lars von Triers film ”Dancer in the Dark” med sangerinden Björk i hovedrollen. Hun spiller fabriksarbejderen Selma, der er alene med sin søn, som desværre lider af den samme øjensygdom. Og hele hendes liv handler derfor om at spare penge sammen til en operation til sønnen, så han kan undgå samme skæbne.
Min opgave har været at lave ny musik til stykket sammen med min ven Q, og så har jeg derudover skabt et helt nyt lydunivers sammen med min makker Morten. Vi har prøvet at forestille os, at vi er Selmas ører, og derfor skal alle lyde opstå ud fra det, der findes på scenen.
Jeg er totalt optaget af lyde, og hvordan vi opfatter dem. Både som musiker og som forsker. Men allerede som barn blev jeg meget opmærksom på, hvad lydene betyder og gør ved os. Jeg voksede op i en præstegård i Silkeborg, og om aftenen kunne jeg ligge i min seng og fornemme lydene i mørket – fra skoven og kirkegården ved siden af, men jeg oplevede også, at der er lyde, vi ellers overhører, som pludselig bliver tydelige. Derfor har det også været så spændende at arbejde med Selmas univers.
Jeg var vildt spændt på, hvordan prøven gik, især fordi Q skulle komme. Det var første gang, han skulle se forestillingen og opleve musikken i sin sammenhæng. Han var heldigvis meget glad for resultatet, så det fejrede vi med en øl ude i byen efter forestillingen. Jeg vågnede med ondt i hovedet her til morgen. Ikke på grund af den ene øl. Men på vejen hjem gik jeg ind i en lygtepæl, da jeg ville kigge bagud efter en taxa. Klonk! Meget tegneserieagtigt.
Vi har prøver igen klokken 12, og jeg har sådan en lyst til at vække mine børn, Ivan på 10 og Sigurd på 5, så jeg kan nå at være lidt sammen med dem inden. Men de sover tungt, så jeg vælger at lade være. Det er det hårdeste ved den her tid. Jeg savner dem, men nu bliver det snart bedre, og deres far er heldigvis hjemme sammen med dem.
Vi øver hele første akt igennem igen. Der er så utrolig meget, der skal gå op i en højere enhed, og samtidig er det jo ét stort eksperiment, for al lyden er pakket ind i scenen, og jeg er selv nogle gange helt i tvivl om, hvordan det mon går. Efter prøverne tager jeg ned på havnen i Aarhus, hvor vores lydstudie ligger, og arbejder til klokken et om natten for at gøre cd’en med sangene færdig, så den også er klar til udgivelse på tirsdag.
Søndag
Det er blevet vintertid, mens vi har sovet. Og det begynder faktisk også at sne. I dag skal jeg kun være sammen med min lille familie. Det er skønt, og vi nyder at have god tid sammen og tager blandt andet ind til byen for at købe noget varmere tøj til drengene. Bagefter tænder vi op i pizzaovnen i haven, så vi kan sidde ude i aftenskumringen og spise hjemmebagte pizzaer. Slutningen rumsterer dog stadig noget i baghovedet, og jeg sms’er en del med instruktøren. Da børnene er kommet i seng, begynder jeg at forberede mig på de interviews, jeg skal give i morgen. Jeg skal i både P1 og P4 og kan mærke, at det ikke er helt smart at skulle være udadvendt med pressearbejde, samtidig med at forestillingen ikke er helt på plads.
Mandag
Jeg møder op i god tid på DR i Aarhus, hvor jeg skal sidde i et selvbetjeningsstudie og vente på, at værten fra P1 i København byder velkommen. Det har jeg prøvet før, så alt er fint, og jeg hører også, at de siger: ”Du skal på efter det her indslag.” Men så ryger forbindelsen. Jeg når at gå en smule i panik, men efter lang tid spørger værten pludselig, om jeg overhovedet er der – og så er interviewet i gang. Medierne har heldigvis gerne villet tale med mig om visionen med at være Selmas ører, som også er det, der har optaget mig. I filmen brugte man 100 kameraer til at gøre Selmas verden sanseligt nærværende, og opgaven har været at oversætte den ambition til teateret.
Men ud over vores setup med at bygge alle lydene ind i scenen, så oplever jeg jo netop, at teatret, men også koncerter, i kraft af deres ”her og nu”-karakter i sig selv gør oplevelsen mere sansemættet og intens. Der er en grund til, at folk ikke bare køber en cd eller ser en film, for selvom der hersker mere uforudsigelighed og måske kaos, når noget er live, så sker der også noget ”mere”, fordi vi selv er til stede. Scene og publikum påvirker ganske enkelt hinanden.
Efter P1 går turen ind til P4-studiet ved siden af, og bagefter kører jeg ned på teatret for at få styr på den der slutning. Det lykkes faktisk, og det er jo ret heldigt, for nu er der kun én dag til premieren. Vi har den sidste prøve mellem 12 og 16, så er der en kort pause før forpremieren om aftenen. Og hvor er det heldigt, at vi har den. For det går op for os, at det er helt forkert at sætte et cabaretnummer ind til sidst i forestillingen. Det var tænkt som et nummer, folk kunne klappe skuespillerne frem til – men det holder altså ikke med sådan en kæk melodi, når folk sidder med Kleenex og snøfter efter at have set Selma blive hængt.
Tirsdag
Normalt er det mig, der står op og smører madpakker og sender børnene af sted, men i dag kan jeg for første gang i flere måneder sove længe, for jeg skal først ned på teatret i aften. Til premieren! Jeg er egentlig ret rolig, for vores prøver gik godt i går, og vi fik de sidste ting på plads. Men som dagen skrider frem, bliver jeg alligevel mere rastløs og spændt. Jeg henter drengene tidligt fra skole og børnehave og finder farver og papir frem sammen med Sigurd. Da vi har siddet og tegnet lidt, siger han pludselig: ”Mor, hvor er det dejligt med sådan noget tegnero.” Jeg bliver helt glad indeni, for det viser jo noget om, at børn netop har den der oversanselighed, som vi andre mister med tiden, men som vi måske kan genfinde eller genopdage sammen med dem.
Og selvfølgelig er mine børn nok også ekstra opmærksomme på sansernes betydning, da min mand også arbejder med lyd, og det er noget, vi taler meget om herhjemme. Børn møder alting i verden for første gang, lyde, smage og synsindtryk, og registrerer dem derfor tydeligt, mens vi andre lærer at tilvænne os, lukke noget ud og andet ind på vores vej gennem livet.
I virkeligheden er det jo også noget af det, stykket handler om – at Selmas svigtende syn gør, at hun pludselig registrerer lyde, vi andre ikke gør, men også at hun på den måde ikke er en særling, men at Selma er i os alle sammen. På den måde er der også en etik på spil i forhold til at være mere åben over for verden.
Jeg tager ned på teatret i god tid. Forestillingen begynder klokken 20, og jeg skal selv være på scenen i en del af stykket. Jeg er selvfølgelig vildt spændt på, hvordan publikum reagerer, men jeg er især optaget af, hvad den amerikanske dramatiker bag stykket, Patrick Ellsworth, vil sige. Han sidder også i salen, og tænk nu, hvis han ikke kan lide vores opsætning. Vi har lavet en del om, især med sangene og lyduniverset.
Vi er på, og jeg glemmer tid og rum. Nyder bare at være en del af det tandhjul, som teatret er. Rytmen, man kommer ind i. Hvor alle har en plads, og hvor fællesskabet er det, der får alting til at lykkes.
Bagefter møder jeg Patrick Ellsworth. Han er vildt begejstret og siger, at han slet ikke kan få vores sange ud af hovedet og spørger, om jeg vil mødes med ham i morgen.
Onsdag
Det blev sent i går. Efter premieren gik vi ud for at fejre den gode start, så jeg har nok sovet tre timer i nat. Jeg vågnede, da min ældste søn stod ved sengen og gjorde mig opmærksom på, at det altså er halloween i dag. Op at male edderkopper på kinden og aftale, at drengene skal klædes ud i aften og kan gå ud sammen med nogle venner for at skræmme naboerne.
Senere tager jeg ned for at mødes med den amerikanske dramatiker. Han er simpelthen så glad for vores opsætning og roser os alle sammen. Det betyder meget, at han er tilfreds. I virkeligheden kunne han jo bede os om at tage opsætningen af plakaten, hvis han følte, vi havde ”øvet vold” mod hans dramatisering.
Vi spiller frem til den 8. december, og selvom det har været en vildt hård periode op til premieren, hvor jeg også føler, at jeg har set alt for lidt til mine børn, min mand, familien og vennerne, så lysner det nu.
Torsdag
Jeg har lovet Sigurd en fridag fra børnehaven, og jeg nyder at kunne følge med ham til svømning. Bagefter tager jeg ham ind på teatret, så han kan se, hvor jeg har brugt så meget tid. Han og Ivan er for små til at komme med ind at se stykket, men jeg synes, de skal se, hvad det er for en verden – og et fællesskab, deres mor har været så optaget af.
Jeg håber, at jeg får givet noget af den fællesskabsfølelse videre til mine børn. Og at familien og slægten kan være en indgang til den forståelse. Jeg kommer selv fra en stor, gammel slægt, Højlund-familien, hvor vi blandt andet har sunget store korværker sammen på tværs af generationer. Som 12-årig var jeg med til at synge Händels ”Messias” med familien, og den oplevelse har været med til at forme min grundindstilling: at det giver livet mening at være fælles om større mål end blot sine egne projekter.
Jeg glæder mig allerede til at være en del af teaterfællesskabet igen i aften.
Kristeligt Dagblad anmelder forestillingen ”Dancer in the Dark” i morgen.