Prøv avisen
Interview

Erik Varden har levet i selvvalgt eksil, siden han var 16 år: Troen blev for mig en voksende erindring

Fra en opvækst i Østfold lidt syd for Oslo er Erik Varden i dag endt i et kloster i England.

Erik Varden flyttede til England fra Østfold i Norge, blev trappistmunk og fordybede sig i skønlitteratur. Nu har han skrevet en bog, hvor han dykker ned i ensomhedens betydning, og hvordan det at være kristen er at træde ind i en historie, hvor man forpligtes til at tage ansvar for andre

På en varm dag i nærheden af Degernes i det østlige Norge kom Erik Vardens far til en gård, hvor bonden stod bøjet over høet uden skjorte, så hans ryg var blotlagt i sollyset. Da han nærmede sig, så han, at bondens ryg var oversået med dybe ar fra piskeslag. Helt uden varsel blev bondens beretning om livet i en koncentrationslejr afsløret.

Erik Varden, der endnu kun var et barn, hørte historien ved middagsbordet, før samtalen igen blev drejet over på dagligdagsemner, men det billede, han fik på nethinden, er et, han aldrig vil glemme. Fra den dag kom alvoren ind i hans liv.

Det var en form for medfølelse, skriver han i forordet til ”The Shattering of Loneliness – on Christian Remembrance” (på dansk: Ødelæggelsen af ensomhed – om kristen erindring) og en længsel, han havde brug for at finde afløb for. Det søgte han efter i litteraturen.

”Efterhånden oplevede jeg det som at huske mig selv ind i noget,” siger han.

Ikke forgæves. Varden har levet i en form for selvvalgt eksil fra Norge, siden han var 16 år, og i dag er han munk i cistercienserordenen i Leicestershire i Midtengland. Da han bliver spurgt om, hvordan han kom til at skrive om ”kristen erindring”, vender han tilbage til bondens arrede ryg. Og til noget, der skete lidt senere, da han som ung knægt fuld af teenageangst og teenagevished kom til at lytte til Gustav Mahler. Teksten ramte ham og blev skelsættende.

”Hav tro, hjerte, hav tro: Intet vil være tabt for dig. Det, du har længtes efter, er dit – ja, dit. Dit er, hvad du har elsket og kæmpet for. Hav tro: du blev ikke født forgæves. Du har ikke levet og lidt forgæves.”

Set i bakspejlet kalder Varden det nu for en åndelig opvågnen.

På den ene side var han kommet i kontakt med noget grænseoverskridende, og han mente vist allerede dengang, at det var noget religiøst. Samtidig oplevede han kristendommen, som han så omkring sig, som begrænset og begrænsende.

”Jeg tror, jeg altid havde oplevet kristendommen som noget trist,” siger han.

Kort efter rejste Varden til udlandet. På et internationalt gymnasium i Wales mødte han jævnaldrende fra alle verdens religioner. Han delte værelse med et par muslimer og stiftede bekendtskab med folk, der tilhørte den gamle persiske zarathustrisme. Og så mødte han flere katolikker.

”Som slet og ret gjorde indtryk på mig, fordi de...”

Varden griner.

”De var så normale.”

I dag ville han nok kalde det at have en ”inkarneret tro”. At troen er blevet legemliggjort som en del af hele mennesket. Mødet med katolicismen havde i hvert fald skabt en interesse, som han fulgte op på ved at læse. Han blev bevidst om troens betydelige historiske dimension.

”Kristendommen er jo en historisk religion i den forstand, at den er baseret på noget, der rent faktisk skete. At være kristen er at huske. Det er først og fremmest at huske.”

Den katolske kirke tilbød en forståelse og en tankegang omkring det at huske. Gudstjenesten er på sin vis én stor generindring om Guds inkarnation som menneske, men også om alt det, der gik forud, og alt det, der kom bagefter. Det at huske handler i denne sammenhæng om at føre historien ind i nutiden. At leve i et kontinuum og huske, hvor man er på vej hen. Kirkens liv er en fortsættelse af historien, forklarer Varden, hvor Gud agerer.

”Troen blev for mig en voksende erindring og en deltagelse i en kollektiv erindring. Den indeholdt så meget af både lys og mørke, nåde og synd, stræben, triumf og nederlag, at der på en måde også var plads til mig.”

”The Shattering of Loneliness” er opdelt i forskellige bibelske påbud om, hvad vi skal huske. Et af dem er: Husk Lots hustru. Da hun blev reddet ud af Sodoma, vendte hun sig rundt og blev til en saltstøtte. Til skræk og advarsel.

Hvad er forskellen på det, Lots hustru gør, og den måde vi skal huske?

”Som jeg forstår det, så bevæger livet sig fremad. Netop fordi vi tror på, at livet har et mål. Vi skal have øjnene rettet mod målet. Vi skal huske, hvor vi kommer fra, og vi skal huske det, vi har været igennem. Men vi skal undlade at begynde at gå baglæns. Lots hustru repræsenterer fristelsen til at gøre netop det.”

”Det er jo en form for komisk dimension i Mosebøgerne,” udbryder Varden om Israels folk, der igen og igen og igen og igen ser sig tilbage.

”De oplever, at faraoens vogne går i stykker, og de får manna fra himlen. Og hvad siger de? ’Vi savner agurkerne i Egypten. Og løgene – purløgene.’ Moses store bestræbelse og det, der på et tidspunkt gør ham stiktosset, er forsøget på at få dem til at fortsætte med at bevæge sig fremad og se, at rejsen har et mål.”

Folket fristes hele tiden til at vende tilbage til det, de kender, selvom det er et liv i trældom. Gud er også ny og ukendt, fordi han overgår alle vores forestillinger, mener Varden.

Det at være tilbageskuende er ikke at huske, men at glemme, hvordan det egentlig var?

”Ja, vi idealiserer det, som ligger bag os, og glemmer, hvor vi er på vej hen. Og det er det vigtigste. At huske, at rejsen har et mål.”

Der findes en udbredt ny-åndelighed inspireret af Østens spiritualitet, der ophøjer nuet. Hvad mener du om den i forhold til den kristne erindring?

”Den forankring, som disse idéer har i de spirituelle traditioner, de stammer fra, er jo en overbevisning om, at livet her og nu i sidste ende er meningsløst. At det jordiske og inkarnerede er en slags illusion. Frelsen findes her i at komme ud af illusionen og hen til en slags evighedsdimension. Der står den jødisk-kristne arv for det diametralt modsatte. Den siger, at nej – det, som er og har været, er meningsfuldt. Livet her og nu er en del af en sammenhæng, og vi er ansvarlige både for det, der har været, og det, der vil komme. Jeg tror ofte, at sådan noget nu-og-her-mystik kan være en måde at unddrage sig ansvaret på ved at sige, at fortiden og fremtiden slet ikke er relevant.”

Er der en form for materialisme i kristendommen også? At vi sætter spor i materien og på Jorden, og at denne virkelighed også er evig og ikke bare flygtig?

”Det tror jeg er rigtigt. Jeg vil rent teologisk være påpasselig med at hævde, at materien er evig. Hvordan materien ser ud i evigheden, ved vi simpelthen ikke endnu! Men vi ved, at kosmos og Jorden som sådan er betydningsfulde. Det er ikke tilfældigt, at mennesket efter skabelsen og før syndefaldet blev sat til at styre Jorden. Vi har jo meget håndgribelige beviser på, at den måde, vi behandler – eller mishandler – Jorden på, efterlader frygtelige spor med meget håndgribelige og omfattende konsekvenser. Al den økologiske angst, vi nu lever med, er en påmindelse om, at menneskelivet sætter sine spor, og at de spor ikke bare kan viskes ud.”

Litteraturen – eller den ægte litteratur – skildrer menneskers oplevelser, som de dybest set er, mener Varden. Og derfor er den et vigtigt redskab i teologien. For teologi handler om livet, som det er.

”Vi kan nemt få det indtryk, at den kristne historie er en form for parallelhistorie. En anden virkelighed. Men der findes kun én virkelighed. Det var den, Gud blev en del af gennem sin inkarnation.”

Hjælper litteraturen os med at huske?

”Helt sikkert. Og det er meget vigtigt, at teologer læser litteratur, for det er en måde at holde dem til sandheden på.”

En af de forfattere, Varden læste værker fra i sine søgende teenageår, var Hermann Hesse – særligt romanen ”Sol og måne”.

Det er historien om to venner, der lever meget forskellige liv i en slags idealiseret middelalder, men hvor den enes liv får meget konkrete følger for den anden.

”I slutningen af romanen var jeg ikke helt sikker på, om der var tale om to liv eller et liv med to udtryk,” forklarer Varden.

En anden forfatter, han læste meget af, var Karen Blixen.

”I sine mærkværdige historier beskriver hun også, hvordan et menneskes skæbne har stor indflydelse på andres skæbner. Og så var der selvfølgelig Sigrid Undset, som nærmer sig en sakramental tankegang. Med det mener jeg idéen om menneskeheden som én krop – at vi har del i hinanden. På den måde – gennem forfattere som Undset og Blixen – fandt jeg et sprog, der bekræftede min spirende fornemmelse for relationen mellem mennesker.”

Hvad er ensomhed egentlig?

”For nylig hørte jeg et interview med en kvinde, der sagde, at for hende er et billede på lykke at være alene i et værelse i et hus, der er fyldt med mennesker, som hun elsker. Det, jeg tror hun mente med at være ’alene’, er at leve dybt forankret i ens egen sandhed, hvilket ikke udelukker, at man også ser sig selv forbundet med et støttende og udviklende fællesskab. Det at være ensom i betydningen ’ensom og forladt’ er noget andet: Det er den manglende forankring i et fællesskab.”

Varden er ikke i tvivl om, at denne form for isoleret ensomhed er ekstremt udbredt i vor tid.

”Vi kan jo se, hvordan mange former for samhørighed går i opløsning. Vi får hele tiden at vide, at det at have nok i sig selv er saligheden, for så er vi frie og kan ’skabe’ os selv. Det er interessant, at man pludselig bruger den form for teologisk sprog i en sekulær kontekst.”

Men overladt til vores egne præferencer og valg virker livet ofte meningsløst, tror Varden.

”Det er trods alt ved at indgå i givende og engagerede forhold til andre, at vi udlever vores fulde potentiale som mennesker. Det sekulariserede evangelium er jo, at du ikke har nogen forpligtelser ud over forpligtelsen til dig selv. Du er ikke ansvarlig for andre end sig selv. Det kristne gode budskab er lige det modsatte: at du er ansvarlig for alle.”

Handler kærlighed om at huske?

”Kærlighed er at kende et andet menneske fuldstændigt. Hvad gør to unge mennesker, som forelsker sig? Ja, de fortæller hinanden om deres liv. Måske forsigtigt i begyndelsen, men efterhånden som kærligheden vokser, vokser tilliden, så man tør stå foran den anden, som man rent faktisk er. Det betyder, at min erindring og selvforståelse i stigende grad omfavner den anden, så man bliver en del af den samme historie. Vi ved alle, hvor ødelæggende det kan være for et forhold, hvis et menneske, du troede, du kendte, viser sig at have holdt noget skjult. Kærligheden er ikke tilstrækkelig, hvis ikke den kan omfavne den andens fortælling fuldt ud.”

Da jeg var barn, sang vi børnesangen om, at Gud har ”kastet alle mine synder bag sin ryg og ser dem aldrig mere”. Glemmer Gud?

”Jeg tror ikke, at Gud glemmer noget som helst, men det, han først og fremmest husker, er sin barmhjertighed. Det er en bøn, som dukker op igen og igen i salmerne: Herre, husk din nåde. Når vi bekender vores fejltrin, er det ikke, fordi Gud ikke har den information. Bekendelsen er til for, at vi kan finde sandheden selv. For at vi kan modtage og forvandles af Guds kærlighed, må vi være i stand til at stå ansvarsfulde og sandfærdige foran Gud. Vel vidende, at han allerede kender vores sande jeg, og at hans viden er omfavnet af barmhjertighed.”

Denne artikel er tidligere bragt i den norske avis Vårt Land. Oversat af Translated by Us.

I cistercienserklostret i Leicestershire lever Erik Varden dagligt med den historie, som han i sin nye bog beskriver som central for kristendommen. Foto: Martin Horwath
”Jeg tror ikke, at Gud glemmer noget som helst, men det, han først og fremmest husker, er sin barmhjertighed,” siger Erik Varden, der her befinder sig i klostrets store have. – Fotos: Martin Horwath.
Mount St. Bernard Abbey ligger ved Leicestershire i Midtengland. Klostret blev opført i 1835. Foto: Martin Horwath
Mount Saint Bernard Abbey er ud over at være hjem for 35 munke også kendt for at brygge den eneste britiske trappist-øl.