At være sin demente ægtefælle utro: Det kan give mere, end det tager

Hvad betyder ”til døden os skiller”, når ens allerkæreste er ramt af demens og ikke længere er den, man giftede sig med? Det spørger mange sig selv om, for det er almindeligt at længes efter en anden romantisk relation

"Sommetider kan der ligge en kærlighedsgerning overfor ægtefællen i stadig at holde sig selv intakt ved at tage imod kærlighed fra andre, så man netop kan være noget for den demente. Hvem skal være dommer over det," spørger sognepræst Tina Brixtofte Andersen hypotetisk- Billedet er et genrebillede og afbilder ikke personer nævnt i artiklen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er et etisk dilemma og er forbundet med tabu at finde sig en anden kæreste, mens ens demente ægtefælle stadig lever. Af samme grund er der mange flere, der har forhold ved siden af deres ægteskab, end de vil være ved. Det vurderer Karen Skjøtt, der er praktiserende psykolog og som i 35 år har arbejdet med demenssygdommes indvirkninger på familielivet.

”Et demensforløb strækker sig tit over mange år, hvor man som ægtefælle yder omsorg til den syge og med årene får mindre og mindre tilbage. Derfor er der mange, der savner kærlighed og intimitet,” siger hun.

En af dem har skrevet til Kristeligt Dagblads brevkasse ”Spørg om livet” i avisen i dag. Troels, hvis svært demente hustru er kommet på plejehjem for et halvt år siden efter flere års sygdom, skriver:

”Nu er det, at savnet efter tosomheden melder sig, savnet efter at holde i hånd, en at tale fortroligt med. Og så opstår dilemmaet. Hvis jeg nu mødte en kvinde, og vi blev glade for hinanden, kunne jeg så tillade mig at indlede et forhold? Jeg er jo stadig gift, men i realiteten har jeg ikke nogen kone.”

Karen Skjøtt fortæller, at det ofte er voksne børn eller omgangskredsen, der er stopklods for, at raske ægtefæller finder en kæreste ved siden af. Børnene kan have helt legitime følelser i klemme, og omgangskredsen har ofte ikke et indblik i, hvor ensomt det kan være at have en dement kone eller mand.

”Men min personlige holdning er, at det ofte ikke trækker noget fra den syge. For det kan give den energi, der skal til, for at man fortsat kan være en god omsorgsgiver for sin ægtefælle,” siger Karen Skjøtt.

Det er hendes erfaring, at det oftere er mænd end kvinder, der overvejer at indlede et andet forhold.

”Jeg tror, vi kvinder er bedre til at skabe og vedligeholde relationer til vores børn og til venner, og derfor kan vi få omsorg den vej. Mænd er nok lidt mere ensomme på følelsessiden, så når konen bliver syg, står man måske pludselig meget alene.”

74-årige Ole Stark fra Hillerød har stået i dilemmaet. Hans hustru gennem knap 16 år døde for omkring en måned siden efter et langt alzheimerforløb, der endte med tre og et halvt år på plejehjem. Da hun var blevet meget syg, savnede han seksuelt samvær og fik det, han i dag kalder en elskerinde.

”Men det varede kun et stykke tid, for hun ville mere, end jeg ville. For jeg havde stadig min kone, og af respekt for hende kunne jeg ikke tillade mig selv at forelske mig i en anden. Hjertet kunne ikke følge med.”

Et kan altså være omverdenens blik på utroskab, men noget andet kan være ens egne moralske kvababbelser. Det siger også Else Hansen, der er rådgivningschef hos Alzheimerforeningen.

”Rigtig mange finder en anden i et eller andet omfang, men det er aldrig problemløst – heller ikke for selvforståelsen. For man har jo lovet at ære sin ægtefælle i medgang og modgang, og det kan føles som et svigt, hvis man søger kærlighed et andet sted.”

Else Hansen har arbejdet med området i 30 år og oplever oftere i dag end tidligere, at ægtepar bliver skilt undervejs i et demensforløb.

”Men folk flygter ikke fra deres ansvar for den syge – heller ikke hvis de bliver skilt.”

Sognepræst ved domkirken i Aarhus Tina Brixtofte Andersen har ældre som særligt område og er en del af et lokalt demensnetværk i folkekirken. Hun synes ikke, man bør skamme sig over at have et menneskeligt behov for nærhed.

”Så jeg opfordrer til, at man taler om det, inden man bliver syg. Det er at tage ansvar for sit ægteskab.”

Hun mener ikke, at ”til døden skiller jer ad” kan reduceres til et spørgsmål om troskab.

”Kærligheden er altid stærkest, og hvis vi kun gjorde den op i utroskab eller ej, ville kristendommen blive en lovreligion. Sommetider kan der ligge en kærlighedsgerning overfor ægtefællen i stadig at holde sig selv intakt ved at tage imod kærlighed fra andre, så man netop kan være noget for den demente. Hvem skal være dommer over det? I hvert fald ikke kirken.”