I efteråret 1945 stod en 11-årig pige af toget på banegården i Aarhus. Josina havde været på en lang rejse. Først i åben lastvogn fra Rotterdam til Padborg og siden med tog resten af vejen. Sammen med masser af andre udsultede hollandske børn var hun blevet hjulpet til Danmark for at komme på kost i tre måneder. Det var den danske arbejdsmand Evald Sørensen, der tog imod hende, men hurtigt stod det klart, at barnet var så sygt, at hun måtte indlægges med skarlagensfeber. Josina L.H. Jensen, også kaldet Ina, endte sit liv i Danmark. Men først 76 år senere.
I 1934 blev hun født som tredje barn ud af syv. Det var et kulturelt dannet hjem, som under krigen blev ramt lige så hårdt som mange andre. Ina oplevede, at hele boligblokke blev bombet, og at jødiske klassekammerater forsvandt fra den ene dag til den anden, uden at man måtte spørge hvorfor. En aften ved midnatstid i 1944 holdt en lastvogn foran familiens dør. Faderen blev hentet til tvangsarbejde for tyskerne, og først et års tid senere vendte han hjem udsultet og ikke til at kende. Han var cyklet på fælgene fra Düsseldorf i Tyskland og hjem til Rotterdam.
Han var dog ikke den eneste i familien, der led under krigen. Den store hungersnød og forsyningsknaphed i Rotterdam sendte i 1944 de andre familiemedlemmer på gaden. For rækkehuset var nu helt tomt, og selv gulvbrædderne havde de brændt for at holde varmen. Nu gik Inas mor sammen med nogle af sine børn rundt med en trækvogn med få ejendele. Ligesom mange andre ledte de efter et måltid og et sted at få varmen. Moderen endte i Nordholland, mens børnene blev placeret forskellige steder i løbet af krigens afsluttende år. Og det var altså kort efter krigens afslutning, at Ina efter et månedlangt hospitalsophold i Aarhus kom til Viby og boede hos Evald Sørensen og hans familie.
Her oplevede hun en dansk jul i 1945 med den mærkelige brune sovs, og hun mindedes siden, hvordan Evald Sørensen selv slagtede julegrisen i haven, og at han en dag kom hjem med en lille pose med et par bolsjer til hende og sine to døtre.
Efter nytår tog Ina hjem til Holland, men de to familier holdt kontakten og besøgte i de første år efter krigen hinanden. Som ansatte ved jernbanerne havde begge fædre nemlig adgang til billig togtransport.
Fremmedpolitiet bankede på
Særligt en yngre bror til moderen i den danske værtsfamilie blev interessant for den unge Ina. Mens hun hjemme i Rotterdam uddannede sig til sygeplejerske, havde hun brevvekslinger med Olaf, som han hed. Af et brev fra ham fremgår det, at han på et tidspunkt havde forladt sin danske kæreste, og at han nu gerne snart ville se sin Ina igen. Han købte en 250 kubikmeter motorcykel, som de sammen sprang på. Den fragtede dem gennem et hærget Europa – fra Aarhus til Rotterdam, og det har været et særsyn på den tid.
Ina fik siden arbejdstilladelse i Danmark, og det unge kærestepar boede en tid hos hans forældre. En dag i 1956 bankede det på døren. Det var fremmedpolitiet, der kunne fortælle, at hun ville blive eskorteret til banegården og sendt ud af landet, hvis hun ikke inden for få dage havde giftet sig og dermed sikret sig ophold. Den enkeltbillet var hun ikke interesseret i, og parret tog på rådhuset.
I 1957 og 1958 fik de deres to første sønner, og så emigrerede de til Montréal i Canada, hvor hun havde slægtninge, og hvor de to yngste sønner kom til verden i 1962 og 1963. Deres eventyrlyst blev dog for en stund indstillet, og det var vist især Ina, som længtes hjem til Europa. De etablerede sig så i Birkerød.
Det var et hjem, hvor man raskvæk vekslede mellem dansk, engelsk og hollandsk, og sønnernes venner kaldte Ina Jensen for Mutter Fit efter Bodil Udsens karakter i ”Sonja fra Saxogade”. For Ina Jensen havde altid en ostemad eller en mad med det mærkelige hollandske produkt jordnøddesmør klar til sultne lømler. Hun mente desuden, at danskerne spiste alt for få grøntsager, og hun savnede kærrerne med friske fisk, som hun huskede dem fra barndommens Rotterdam. Hun røg og drak aldrig, og hun tog aldrig kørekort. Når sønnerne indimellem forsøgte at sætte hende bag rattet i en bil på en tom parkeringsplads, lo hun og sagde, at det var mænd bedre til. Indimellem arbejdede hun som hjemmehjælper, og så skabte hun et hjem præget af kultur og ånd. Klassisk musik var hendes store passion, og hun var gennem livet intellektuelt søgende.
Af sted igen
Da sønnerne blev store, begyndte ægteparret at rejse med Olaf Jensens job som administrationschef for en række større byggeprojekter i udlandet. Særligt de fire år i Bagdad i Irak holdt Ina Jensen af, men det blev også til udstationeringer i Grønland, Saudi-Arabien, Nigeria og Sudan. Det var perioder, hvor Ina Jensen ofte fastholdt basen i Danmark, men kom på besøg rundtom i verden, og langdistanceforholdet passede dem godt, kærligheden holdt ved.
I 1995 døde hendes mand af et hjertestop som kun 64-årig. Hun kastede sin kærlighed på børnebørnene, som hun tog med på museet Louisiana og guidede gennem det københavnske kulturliv. I Hillerød, hvor hun nu havde bosat sig, engagerede hun sig i det lokale aftenskoleliv, hvor hun underviste i engelsk og klassisk musik. I 2004 døde hendes ældste søn pludseligt af en hjerneblødning. Han blev 47 år, og Ina Jensen blev aldrig helt den samme efter det tab.
For 12 år siden flyttede hun ind i den lejlighed i Farum, hvor hun boede indtil kort før sin død. Hun havde lidt af kræft siden 2017, og efter mange indlæggelser denne sommer kom hun på plejehjem. Her døde hun den 24. oktober. Det skete knap en måned efter, hun havde fejret sin 87-årsfødselsdag med hele familien. Hun blev stedt til hvile i den smukke magnolialund på Farum Kirkegård.