Var ældreplejen bedre i gamle dage?

Vi var også søde og påpasselige i 1980'ernes ældrepleje. Ingen var onde, højst lidt dovne eller nedslidte – eller begge dele – og der var ikke tale om misrøgt. Men varm, omsorgsfuld, hjertelig og respektfuld vil jeg nu heller ikke kalde kulturen på, hvad jeg antager var et helt almindeligt plejehjem i provinsen for 40 år siden

En anbefaling i 1980'ernes ældrepleje var ikke at kigge særlig tit forbi Ella, tror jeg, hun hed, for hun havde altid tynd mave, skriver Kristeligt Dagblads journalist. Arkivfoto.
En anbefaling i 1980'ernes ældrepleje var ikke at kigge særlig tit forbi Ella, tror jeg, hun hed, for hun havde altid tynd mave, skriver Kristeligt Dagblads journalist. Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Fire måneder, så længe holdt jeg selv i ældreplejen. Det var et vikariat på et plejehjem i en lille by uden for Holbæk lige efter gymnasiet. Og selvom der på ingen måde var tale om misrøgt, husker jeg alligevel med ubehag, hvordan kulturen var.

Det var noget med tonen, snuheden og tendensen til at udsætte ubehagelige opgaver så længe som muligt. For ventede personalet lidt med et bleskift, var chancen mindre for, at man skulle på den igen, før næste hold mødte.

Jeg husker også, hvordan beboerne med chokolade forsøgte at bestikke sig til en tidlig plads i badekarret på den ugentlige badedag. Hvert hold vand skulle nemlig strække til tre beboere, så det var jo lidt lunkent og gråt, når nummer tre skulle i.

Så når der nu, efter afsløringerne af uhyrlighederne på flere danske plejehjem, tales om, at ”hjertet skal tilbage” i ældreplejen, kan jeg ikke lade være med at tænke, om det nogensinde har været der – sådan på det brede systemiske plan. Og hver gang nogen siger, at vi skal have noget ”tilbage” eller et eller andet ”igen”, bør man måske også være på vagt. Det er lidt som med sloganet ”Make America Great Again”. Det lyder godt, men hvornår var det lige, at USA var så fantastisk, at man gerne vil have den tid tilbage? Under slaveriet? I det lovløse vilde vesten? Er det 1950- og 1960’erne, hvor sorte ikke måtte sidde på samme sæder i bussen som hvide, man savner? Depressionen i 1930’erne, mccarthyismen i 1940- og 1950’erne eller aids-epidemien i 1980’erne?

Ord er taknemmelige, især når man sætter ”tilbage til”, ”igen” eller ”gamle dage” foran. Måske skulle man hellere sige: Stop! Ikke tale om, at vi vil opføre os over for vores gamle, som vi har gjort det indtil nu.

Tilbage i sommeren 1980 mødte jeg på førstedagen i min korte karriere i ældreplejen med en stor respekt i bagagen for min skrappe vestjyske mormor og blide svenske farmor (faktisk var det eneste, de to nogensinde kunne blive enige om, at de ikke skulle nyde noget af at ”ende på plejehjem”).

Men selv på det fredelige lille provinsplejehjem mellem kirken og skolen lærte man hurtigt, at det var nemmere at sno sig end at strække respekten for langt.

Første regel var ”arbejd langsomt”. Den forstår jeg til dels. Jeg har alle dage været god til at få tingene fra hånden, og det tempo ville, som jeg blev belært om, ikke være acceptabelt for dem, der havde været i branchen længe og skulle være der årevis endnu. Fair nok, det er ikke rimeligt, at friske kræfter kommer hujende ind ad døren, arbejder med 100 kilometer i timen og forsvinder igen, før sliddet sætter sig.

Men ud over at sætte farten ned og derfor snøvle af sted med kost og spand, var der mere anløbne anvisninger.

En var, at man skulle liste sig uset forbi den gamle polaks værelsesdør. For fik han først øje på en, råbte han desperat de to eneste ord, han kunne på dansk: ”Daaaamer! Hjææælp!”. Og hvem orkede (eller havde tid til) hans polske, når ingen alligevel fattede, hvad det var, han så gerne ville kommunikere.

Men måske skulle nogen have skaffet ham en tolk, så mysteriet kunne løses på en ordentlig måde. Skulle jeg selv have foreslået det?

En anden anbefaling var ikke at kigge særlig tit forbi Ella, tror jeg, hun hed, for hun havde altid tynd mave. Det var simpel købmandsregning: Jo længere der gik imellem besøgene, jo færre gange skulle der tørres op. Men burde nogen ikke have løst problemet i stedet for at gå uden om dem? Burde jeg? Det var, som om man lagde sin sunde fornuft i vindfanget.

Vi var også søde og påpasselige. Ingen var onde, højst lidt dovne eller nedslidte – eller begge dele – og der var ikke tale om misrøgt. Men varm, omsorgsfuld, hjertelig og respektfuld vil jeg nu heller ikke kalde kulturen på, hvad jeg antager var et helt almindeligt plejehjem i provinsen for 40 år siden.