Prøv avisen

Var Lieves dødshjælp et brud på menneskerettighederne?

$ID/NormalParagraphStyle:Bryllupsbillede: Godelieva De Troyer blev enke tidligt, og da en kæreste brød med hende i 2010, blev livet ekstra svært.

En belgisk mand blev ringet op fra hospitalet, hvor hans mor var død ved aktiv dødshjælp dagen før – uden at han vidste det. Nu søger han ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol retfærdighed for det, han mener var et ulovligt dødsfald

Den belgiske kvinde Godelieva De Troyer – hun kaldte sig Lieve – var 64 år, da hun fik aktiv dødshjælp på grund af depression den 19. april 2012. Forinden skrev hun et afskedsbrev til sine to voksne børn, der dog aldrig blev sendt.

Håndskriften er uklar, og mindst halvdelen af det tre en halv side lange brev er streget ud igen. Alligevel kan man tyde afsnit og sætninger:

”Der er meget, jeg er gået glip af i mit liv: et bånd til mine forældre, et selvstændigt valg af studie, båndet til min partner, båndet til mine børn og børnebørn,” skrev hun blandt andet.

”Jeg kommer ikke til at se mine børnebørn vokse op, og det gør mig meget ked af det,” står der også.

Dagen efter, at dødshjælpen blev givet, blev Tom Mortier, den afdødes søn, ringet op af sin kone, som var blevet kontaktet af hospitalet, hvor moderen lå. Han blev bedt om at tage sig af det videre forløb, det vil sige liget, som hans mor havde ønsket skulle doneres til videnskab. Sådan fik han at vide, at hun var død.

Det var ”råt”, og det er det stadig, siger Robert Clarke, advokat ved den kristne menneskerettighedsorganisation ADF International, der fører sagen om Godelieva De Troyer på Tom Mortiers vegne ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

For Tom Mortier forfulgte sagen om sin mors dødsfald først hos de belgiske myndigheder og, da den blev afvist der, hos Menneskerettighedsdomstolen, hvor den behandles i disse måneder. Det er første gang, at domstolen vil tage stilling i en sag om, hvorvidt et tilfælde af dødshjælp strider mod Menneskerettighedskonventionen.

Ifølge Robert Clarke er der sket brud på tre af konventionens artikler, herunder artikel 2 om individets ret til livet. Bruddet på menneskerettighederne er ikke mindst sket, fordi Belgien har overskredet sin egen lovgivning på så mange punkter, at det ifølge Robert Clarke er ”en illusion” at påstå, at landet overhovedet har en fungerende lov om dødshjælp:

”Jeg mener helt ærligt, at det er en sag, som viser alt, hvad der er galt med at legalisere dødshjælp. Vi ser her, hvad lovens såkaldte ’sikkerhedsforanstaltninger’ betyder i praksis, og det er ikke meget,” siger han.

I slutningen af marts i år rejste Kristeligt Dagblad til Østrigs hovedstad Wien, hvor ADF International har kontor, for at interviewe Robert Clarke om sagen: Hvornår har et menneske ”ret” til at dø frem for at blive forsøgt reddet – og er det muligt at lave en lov, der kan beskytte et menneske mod dødshjælp, der aldrig burde have fundet sted?

Belgien legaliserede dødshjælp i 2002. Hvert år er antallet af personer, som dør ved dødshjælp, steget. Det gjaldt for 2309 personer i 2017. I 2016-2017 fik 77 personer dødshjælp som følge af psykisk sygdom ifølge den seneste rapport fra Belgiens nationale kontrol- og evalueringskommission, Commission Fédérale de Contrôle et d’Evaluation de l’Euthanasie.

En sådan patient var Godelieva De Troyer. Hun led af depressioner fra hun var ung, og hun fik det værre, da hendes kæreste brød med hende i 2010. Tom Mortiers forhold til moderen var svært i disse år. De havde i hans liv været tætte, og de har haft brudt i takt med moderens op- og nedture.

De havde ikke haft kontakt i omtrent et år, da han 31. januar 2012 modtog en mail:

”Jeg har ansøgt om eutanasi (dødshjælp, red.) på grund af psykisk lidelse hos professor Distelmans. Jeg har gået hele proceduren igennem og venter på resultatet,” lød den første sætning.

Hun skrev også om kæresteforholdet, der brast og sit svære forhold til børn og deraf børnebørn:

”Efter alt det, jeg har været igennem, og efter alle de tab, jeg har lidt de sidste to år, har jeg lidt så megen smerte, at jeg ikke kan leve videre.

Det smerter mig, at jeg kommer til at gøre jer ondt, men jeg kan ikke mere: Ensomheden og det, at jeg efter 40 år i terapi ikke har udsigt til at blive rask og få et livsperspektiv, har fået mig til at indse, at det eneste, som står tilbage, er spørgsmålet om, hvordan jeg kan få en værdig livsafslutning.”

Tom Mortier er universitetslektor i kemi. Han spurgte kolleger på universitetet med kvalificeret medicinsk viden, og de afviste, at hans mor ville finde læger, der mente, hun var egnet til dødshjælp. Han gjorde ikke mere. Det har han fortrudt. Men fejlen kan aldrig rettes. Næste gang, han hørte om sin mor, var hun død.

Advokat Robert Clarke siger:

”Hvordan kan det være, at en læge siger til en kvinde, der blandt andet lider under splittelsen med sin familie: Du er uhelbredeligt syg?”.

”Sæt dig selv i Toms sted: Ville du som søn til den kvinde ikke gerne have haft en chance for at adressere den sorg?”, fortsætter han, som mener, at det er et brud på Menneskerettighedkonventionens artikel 2 om ret til livet, at Belgien således ikke beskyttede en særlig sårbar borger mod at dø.

Tom Mortier fik et møde i stand med kræftlægen Wim Distelmans, som havde givet hans mor den dødelige indspøjtning. Wim Distelmans er en profileret tilhænger af dødshjælp i Belgien, han er for- og idémand bag LEIF-projektet, der oplyser om ”en værdig livsafslutning for alle”, som der står på projektets hjemmeside, og han er én af to formænd for den nationale kommission, der ifølge belgisk lov skal vurdere, hvorvidt et tilfælde af dødshjælp er inden for lovens rammer.

Men mødet opklarede ikke for Tom Mortier, hvordan hans mor kunne få lov til at dø under det, han anså for en nedtur i hendes altid svingende sindstilstand. Han hyrede en læge til at tale med de involverede læger og gennemgå de journaler, der var om hans mors vej til dødshjælp.

Lægen fandt blandt andet, at Godelieva De Troyer havde afbrudt forholdet til sin psykiater gennem 20 år, som ikke mente, hun var en kandidat til dødshjælp, og at den deprimerede kvinde i løbet af syv måneder konsulterede fire nye læger, hvoraf to mente, hun kunne hjælpes.

Tom Mortier fandt også ud af, at Godelieva De Troyer inden sin død donerede 2500 euro til LIEF-projektet, som Wim Distelmans, der gav hende dødshjælp, er formand for.

Han fandt derimod ikke et dokument, som han savner den dag i dag. Det er den underretning, der ifølge belgisk lov skal udarbejdes af den behandlende læge (i dette tilfælde Wim Distelmans) og indsendes til den nationale kommission (hvor Wim Distelmans er med-formand), så kommissionen efterfølgende kan vurdere, om den dødshjælp, der er givet, falder inden for lovens rammer.

Med andre ord kender Tom Mortier ikke de grunde, lægen anførte til, at hans mors død levede op til lovens krav. Kommisionen afviste ifølge Robert Clarke hans henvendelse om indsigt i dokumentationen og siden hans klage, og han blev også afvist, da han anmeldte sagen til anklagemyndigheden – heller ikke her fik han desuden hjælp til at forstå, hvad der var sket:

”Der vil ikke blive foretaget yderligere i sagen på grund af mangel på beviser,” stod der i det brev på én enkelt sætning, anklagemyndigheden sendte, tre år efter at Tom Mortier anmeldte sagen.

Og sådan endte den hos Robert Clarke i Wien og nu hos Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Foruden artikel 2 om ret til livet, mener Robert Clarke, at der er sket brud på konventionens artikel 8 og 13, der beskriver henholdsvis et menneskes ret til respekt for privat- og familieliv samt adgang til effektive retsmidler i sit land.

For i denne sag er nærmest alting forkert, regner han op.

”Her er et tilfælde af dødshjælp ved en læge, som ikke er psykiater, men kræftlæge, og som udfører dødshjælpen trods uenighed blandt de psykiatere, patienten ser. Hun bliver vurderet som uhelbredeligt syg, selvom hun forklarer, at hun savner sin familie, og lægerne kunne have stillet den betingelse, at patienten skulle tale med familien først. Desuden er der en sammenblanding af interesser, hvor Wim Distelmans udfører dødshjælpen samt er formand for kommissionen, der evaluerer den – og som i øvrigt udfører opgaven, efter at patienten har doneret penge til hans organisation.”

Men det værste er måske, at alle har været helt afvisende, når det gjaldt om at opklare sagen for en fortvivlet søn, siger han.

”En sejr for mig vil være retfærdighed for Tom. Retten kan ikke bringe hans mor tilbage. Det her er stadig råt for ham, selvom der er gået syv år, siden hans mor døde. Jeg tror, en af grundene er, at han har stillet spørgsmål, ingen vil besvare, og peget på fejl, ingen vil undersøge. Jeg håber, han vil få nogle svar, og jeg håber mere bredt, at Belgien kan hjælpes til at imødegå sin pligt til at beskytte retten til liv,” siger han – og ser så på Kristeligt Dagblads journalist.

”Hvis du kan få nogle svar ud af Belgien, vil jeg meget gerne høre dem.”

Faktisk svarer Wim Distelmans samme dag, som Kristeligt Dagblad kontakter ham på mail. Også han er påvirket af sagen, står det klart.

”Det er frustrerende, hvordan de (Tom Mortier og Robert Clarke, red.) fortsætter med at sprede fake news. Som læge kan jeg ikke forsvare mig selv ordentligt, fordi jeg ikke kan afsløre vigtige detaljer fra patientens lægejournal,” skriver han med henvisning til sin tavshedspligt.

Han kalder Tom Mortiers kritik og de retslige skridt, han har taget, for ”et sandt korstog” mod ham personligt og belgisk dødshjælp i det hele taget.

Der er ingen interessekonflikter i sagen, mener han.

Han vidste for det første intet om Godelieva De Troyers pengegave til den organisation, hvor han er i bestyrelsen. Gaven var ”helt lovlig”, og den kom organistionen til gode – ikke ham selv personligt, anfører han.

Dertil kommer, at han kun er ét medlem ud af 16 i den nationale kommission, som vurderer sagerne om dødshjælp. Medlemmerne kender hverken navnet på patienten, der er død, eller lægen, der har udført dødshjælpen, når de evaluerer en sag: ”Forklar mig venligst, hvordan jeg kan påvirke afstemningen i én bestemt anonym sag,” skriver han.

Det er fake news – altså løgn når Tom Mortier og hans advokat påstår, at der var uenighed blandt psykiaterne om patientens dødsønske, for ”ALLE psykiatere havde en positiv SKRIFTLIG tilkendegivelse”, skriver Wim Distelmans, der forklarer, at den ene psykiater, der først var skeptisk, siden ændrede holdning, og at den anden slet ikke var involveret i den formelle vurdering af, hvorvidt Godelieva de Troyers skulle have adgang til dødshjælp.

Robert Clarke svarer til dette, at det ikke har været muligt at opstøve skriftlig dokumentation på den første psykiaters holdningsændring, og at der under alle omstændigheder var lægelig uenighed.

Og hvad var i øvrigt Tom Mortiers eget ansvar i det skete, spørger Wim Distelmans endeligt:

”Tom Mortier havde brudt med sin mor og nægtede endda at besvare alle hendes telefonopkald. Hans mor kendte ikke til sit barnebarns fødsel. Trods alt dette, hen mod slutningen, overbeviste jeg hende om at lade ham vide på mail, at hun skulle have dødshjælp. Han svarede aldrig. Jeg udsatte dødshjælpen mindst to gange for at give ham rigelig chance for at tage kontakt til sin mor.”

Spørgsmålet om ansvar ligger også Robert Clarke på sinde i Wien, omendhans vinkel på det er en anden. For ham handler det om, hvilket ansvar et samfund har for det menneske, der i enten direkte eller i overført betydning er klatret op på en bro og gør klar til at springe:

”Staten har en positiv forpligtelse i Menneskerettighedskonventionen til at hjælpe den person. Jeg mener, at dødshjælp ændrer et samfund. For når du indfører en lov om dødshjælp, bliver det vanskeligt for stat og læge at skelne mellem, hvornår en person skal lokkes ned fra kanten af broen med tilbud om hjælp, behandling og lindring, og hvornår man beslutter at give den person et skub.”

Menneskerettighedsdomstolen korresponderer nu med parterne i sagen. Domstolen har sendt en række spørgsmål til Belgien, som landet skal besvare. Når svarene er kommet, kan Robert Clarke fra ADF International vælge at komme med et modsvar. Domstolen kan bede parterne om yderligere information eller træffe sin afgørelse på det foreliggende grundlag. Det sker sjældent, at retten samler parterne til en høring.

En afgørelse vil tidligst falde i begyndelsen af 2020, vurderer Robert Clarke.

Belgiske Godelieva De Troyer led livet igennem af depressioner. Hun døde som følge af dødshjælp som 64-årig. – Privatfotos.
Portrætfoto af moderen