Prøv avisen

Seks mennesker: Ved allehelgen nærmer vi os det, der er svært

Seks forskellige mennesker fortæller, hvordan Allehelgen er en dag, hvor der er plads til at sørge og mindes.Øverst fra venstre: Erik Valeur, Tine Lindhardt, Anders Agger, Birgitte Horsten, Lotte Arnsbjerg og Preben Engelbrekt.

Minder og sorg dukker op hos mange i forbindelse med Allehelgen, som er dagen, hvor vi mindes de døde. Her fortæller seks forskellige mennesker, hvad de tænker om dagen

Sekretariatschef i Landsforeningen Spædbarnsdød: Birgitte Horsten

”Sorgen gør mange familiemedlemmer og venner magtesløse, for de vil så gerne komme med det gode råd til dem, der har mistet. Det, der gør en forskel. Folk er så ordentlige og ambitiøse, og de kan ikke rumme, at døden er meningsløs.

Vi har brug for at udvikle et hverdagssprog om sorgen, så det bliver i orden at gå hen til eksempelvis et par, der har mistet et barn, og sige, at man er meget ked af, at de har mistet.

Og så ikke nødvendigvis sige mere, men for eksempel spørge, om parret har lyst til at snakke eller på anden måde vise, at man er der for dem.”

”Vi er som mennesker velreflekterede, og vi er vant til, at vi kan løse problemer og handle os ud af mange ting. Men døden kan vi intet stille op over for. Det skal vi lære. Vi skal forstå, at døden er et vilkår og ikke et problem, vi skal løse. Mennesker skal turde være intentionsløse i sorgen. Min oplevelse er, at for fem år siden var snakken om døden et tabu.

Sådan oplever jeg det ikke længere, men vi har ikke et hverdagssprog i sorgen. Det er ikke, fordi vi ikke vil snakke om døden, vi ved bare ikke, hvad vi skal sige.

Som pårørende er det også vigtigt at vide, at man ikke kan gøre folk kede af det ved at spørge til for eksempel deres døde barn. De er kede af det, for deres barn er dødt. Det er ikke de pårørende, der gør de sørgende kede af det, det er døden. ”

Forfatter og journalist: Erik Valeur

”Danskernes forhold til døden er meget anstrengt grænsende til forkrampet. Og det gælder også mig selv. Det er interessant, at vi i vores dagligdag som mediebrugere er omgivet af død og ødelæggelse i langt højere grad end tidligere. Nyhederne handler ofte om død, mord og små børn, der drukner i vandkanten i Middelhavet. Men det er de andres død, så vi taler ikke om vores egen.

Det er ikke, fordi jeg opfordrer til, at man ved middagsselskaber skal underholde om sin dødsangst, men der er kommet noget forkrampet over døden, som vi må tale os ud af. Det forkrampede skyldes blandt andet sundheds- og motionstrippet. Det er, som om vi prøver at løbe fra døden.

Livsforlængende forsøger vi at leve sundt og løbe motionsløb gasblå i hovederne af anstrengelse, og så tror vi, at vi kan udsætte, at vi bliver kaldt op til Vor Herre. Eller hvor vi nu bliver kaldt hen.”

”Ved at tale om døden kan man begynde at forholde sig til den, så vi ikke bare tænker, at det kun er de andre, der dør - på tv - og at de heldigvis gør det langt væk fra os. For nylig sad jeg i fodenden af en seng hos en dame med kræft i hele kroppen.

Det gjorde ikke spor ondt på mig at tale om, at hun snart skulle dø, og om hendes liv som barneplejerske på det børnehjem, hvor jeg også selv har boet. Hun døde syv timer senere.”

Direktør i Børn, Unge & Sorg: Preben Engelbrecht

”I Børn, Unge & Sorg hører vi igen og igen fra børn og unge, at det sværeste er, når en af deres forældre eller søskende dør. Det næstsværeste er den mur af tavshed, de oplever, når de har mistet. Tabuet handler ikke længere alene om manglende viden, for den får de professionelle, som møder børn og unge i sorg.

Det handler i høj grad om, at danskerne sjældent forholder sig til deres egen dødelighed. Vi ser bagsiden af den positive udvikling, hvor vi lever længere, og hvor lægerne har fået bedre muligheder for at behandle. Bagsiden er, at det er, som om at døden er blevet lægevidenskabens nederlag, og at vi har en forventning om, at lægerne altid kan helbrede os.”

”Fordi vi bliver ældre, er der ikke grund til tidligt i livet at forholde sig til sin egen dødelighed, mener mange. Men det er vigtigt at gøre for at nedbryde tabuet om døden. Det er for eksempel ikke ualmindeligt, at et barn spørger sin mor om, hvad der skal ske med barnet, hvis moderen dør. De fleste forældre vil så sige, at barnet ikke skal være bange for, at moderen dør.

Men moderen kan ikke garantere, at hun ikke dør, inden barnet kan klare sig selv. Den voksne kan derfor sige, at hvis hun dør, skal barnet leve sammen med sin far, eller også at moderen allerede har talt med moster Anna om, at barnet skal bo der. Det er en måde at møde døden på.”

”Ved allehelgen giver det for mange mening at komme i kirken, høre navnet blive læst op på den, man har mistet, og sætte lys på graven. Det er sådanne dage, vi mangler, ud over mærkedage for den døde ved jul og fødselsdag. Mindet kan give anledning til, at man spørger sig selv; hvad mon jeg dør af?”.

Journalist og dokumentarist: Anders Agger

”Jeg tror, der er en evolution i vores forhold til døden. Jo ældre man bliver, jo mere tænker man på den.

Når man fornemmer forfald i sin egen omgangskreds eller liv, så er det meget passende, at man begynder at gøre sig tanker om den. Jeg tror ikke, at danskerne har et særskilt angstfyldt eller overfladisk forhold til døden. Vi lever bare forlæns.”

”Jeg kan godt blive stigmatiseret som én, der er rejsende i døden, fordi jeg har lavet programmer som 'Sømanden & Juristen', der foregik på et hospice. Men jeg åbner ikke dagen med at tænke over, at jeg ved, at jeg skal dø. Men der ligger en taknemmelighed i det, som jeg godt kan følge, og jeg er blevet mere opmærksom på døden som et grundvilkår.

Livet er en sinuskurve af op- og nedture. Og vi ved, at når vi er oppe, så kommer nedturen. Og omvendt. I nogle små fine øjeblikke kan jeg løfte mig op over alt det og sige, at mange ting er ligegyldige i forhold til døden. Og kærligheden må være det vigtigste.”

”Det er i de små sprækker, jeg savner eller tænker på nogen, der var der. For mig er allehelgen en form for lang lørdag, hvor man lige i dag skal tænke på den, man har mistet. Det fungerer ikke.

Heldigvis har jeg stadig den store sorg til gode. Jeg har endnu alle mine kære tæt på, men jeg ved jo, at døden kommer.

Mit bløde punkt i den retning er min gode ven Jørgen, der døde i 2008. På mit kontor har jeg billeder af ham, og han hænger også på køleskabet, selvom jeg ellers ikke er køleskabshumanist. For mig er det den rigtige måde at gøre det på. Så kan folk spørge, hvem han er, og så genopliver vi ham der.”

Skuespiller: Lotte Arnsbjerg

”Jeg har mistet mange kære. Det kommer ofte i bølger. Det begyndte med min far, der døde af kræft. Så havde jeg fire venner, der blev syge og døde, og jeg mistede flere fra min familie. Min erfaring siger, at det tager to år, før jeg får placeret de mennesker, jeg har holdt rigtig meget af, inde i hjertet i stedet for i mine omgivelser.

Det er en rejse at få det forarbejdet . Efter to år flytter de ind, og så er de i mig. Jeg snakker med dem, græder og tænder lys.”

”Jeg synes, at allehelgen er en smuk tradition. Det er godt med dage, der kan være ankre for andre dage, og dejligt, når mennesker samles. Jeg kan godt lide at sige det, som er svært, højt.

Når man i kirken læser navnene op, så ærer man de døde. Man siger højt, at de har været der og stadig er her. Lyset og mørket følges ad. Det smukke i sorgen er kærligheden. Jo mere man kan rumme mørket, jo mere lys kommer der også.”

”Egentlig kan jeg godt lide at holde allehelgen hver dag hjemme hos mig selv. Jeg har nogle billeder af mine kære, jeg har mistet. Så tænder jeg et lys og snakker lidt med dem. Det gør jeg jævnligt. Så er det, som om jeg får lidt omsorg fra dem.

Jeg oplever, at mange har svært ved at tale om døden og føler sig afmægtige. Men det er min erfaring, at når vi tør forholde os til tabet og være i det, så er der også en trøst og et nærvær, som gør det ubærlige muligt at bære.”

Biskop i Fyens Stift: Tine Lindhardt

”I Danmark har vi et dobbelt forhold til døden. Vi ved godt, at dødeligheden er 100 procent, men alligevel tror vi, det er noget, der rammer naboen, men den rammer jo også os selv. Mange har død og alvorlig sygdom inde på livet. Så på den ene side, så ved vi det godt. På den anden side prøver vi at holde døden ud i strakt arm.

Den distance er der også noget sundt i, for døden er jo døden, og det er livet, vi vil.”

”For mig er allehelgen muligheden for at mindes dem, jeg holdt af og stadig holder af. Det betyder ikke, at jeg kun mindes dem den dag. Det gør jeg også andre dage - når jeg spiser den mad, de godt kunne lide, når jeg falder over et brev eller hører et stykke musik.

Men det er alligevel godt med en særlig dag til at mindes dem, man står på skuldrene af. Dem, der var lys og salt i ens liv. Jeg forsøger så vidt mu-ligt at komme til gudstjeneste allehelgenssøndag. Og så mindes jeg de døde i vennekredsen og familien ved at komme på kirkegården i årets løb.”

”Jeg tror, de fleste gerne vil have et rum og en ramme for det at mindes og til at være kede af det, og hvor vi også kan høre, at døden ikke får det sidste ord. Derfor er det væsentligt, at man har en allehelgenssøndag.

At mange også fejrer halloween lige inden, er der en god pointe i. Ved halloween gør man ikke nar ad de døde eller de pårørende. Man gør nar ad døden. Og det er vigtigt at høre, at døden ikke har magten over os.”

”Vi lever ikke i dødens skygge, men i livets lys.”