Da Hanne Hermansen sidste år gik på seniorpension, havde hun et ønske: Så snart coronakrisen tillod det, skulle der være fest. En stor fest! Med slushicemaskine til børnebørnene. Med sang, med dans og med heliumballoner i talrige farver. Ønsket skulle dog vise sig aldrig at gå i opfyldelse. I begyndelsen af efteråret, lang tid inden invitationer endnu var sendt ud, slap Hanne Hermansens sit tag i livet på Aarhus Universitetshospital. Men ballonerne, dem fik hun. Hendes børnebørn holdt dem i hænderne på en solrig efterårsdag i september, da Hanne Hermansen blev bisat fra Vejlby Kirke i Risskov ved Aarhus.
Hanne Hermansen kom til verden i en hjørnelejlighed på Peder Skrams Gade i Aarhus i 1957. I mere end 16 år havde forældrene forsøgt sig med familieforøgelse uden held, og den længe ventede datter blev hurtigt højt elsket af forældrene såvel som af de øvrige beboere i bygningen, der med årene kunne følge den lille pige lege og vokse til i gården. Mens de andre piger gik klædt i kjole og med håret i rottehaler, valgte Hanne et praktisk sæt tøj og en kortklippet frisure. Hun var aldrig den, der talte højest. Undtagen når det virkelig gjaldt.
”Nu stopper du altså!” lød det pludseligt fra hendes plads i klasselokalet, hvor hun havde rejst sig op midt i timen i 4. klasse. Ordene var henvendt til en lærer, der gentagende gange havde udsat hendes klassekammerat for hån og spot.
”Kan du da ikke se, hun bliver ked af det?” råbte Hanne Hermansen. Sansen for retfærdighed fulgte hende livet ud.
1960’erne blev til 1970’erne, og den nu unge Hanne Hermansen tog med åbne arme imod alt, hvad årtiet kom med af frigørelse, feminismebølge og festivaler. Iklædt trompetbukser og træsko og med sine lyse slangekrøller svævende frit ned over skuldrene listede hun sig af sted ud af lejligheden for at gå med veninderne til Gasolin-koncert, uden forældrene anede uråd.
”Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe,” lød det, når veninderne stod side om side og sang med, ”på de ting som skal komme, før end livet er omme.”
I slutningen af 1970’erne fandt Hanne Hermansen sammen med den mand, der siden blev far til hendes to døtre. Under anden graviditet realiserede parret drømmen om at flytte på landet i et familiekollektiv sammen med mandens søster og svoger. Få år gik der imidlertid kun, før drømmen om et lykkeligt bofællesskab brast. Hanne Hermansen havde forelsket sig i en anden. Og med de to døtre flyttede hun til Rudkøbing på Langeland for at begynde en ny tilværelse med ham. Med sin aarhusianske dialekt og sit bypigesind faldt Hanne Hermansen dog aldrig rigtig til, og livet på øen føltes i perioder svært for både hende og døtrene.
”Det skal nok gå,” sagde Hanne Hermansen som så ofte før til sig selv. Og det gik også i hele 10 år, før Hanne Hermansen pakkede sine og døtrenes ting og tog turen tilbage til Aarhus. Tilbage til pigernes far, der aldrig var kommet sig over tabet af Hanne Hermansen og det kernefamilieliv, som parret nu fik en chance mere for at udleve.
Det var i et rækkehus i Risskov, at familien lod sig genforene. På spisebordet var der malingpletter, og sofaen havde de modtaget gratis, men hvad hjemmet ikke havde af glamour, havde det af kærlighed. I dag husker døtrene tiden som den lykkeligste i moderens liv. Og lykken varede ved, indtil faderen 10 år efter fik konstateret kræft i hjernen. Hanne Hermansen tog med det samme sygeorlov, og i 13 måneder passede og plejede hun sin mand, før han døde. Sorgen tyngede hende. Og selvom hun prøvede at genfinde sig selv, mærkede de, der kendte hende, at hun aldrig blev helt den samme igen.
Som det hvert år var tradition, skulle Hanne Hermansen denne sommer på ferie på Drejø med sine døtre, svigersønner og børnebørn, da hun pludselig fik det dårligt. Med mavesmerter og opkast blev hun indlagt på Aarhus Universitetshospital i troen på, at hun snart ville få det bedre. ”Det skal nok gå,” sagde hun endnu engang til sig selv, og det samme sagde de to døtre til hinanden, præcis som Hanne Hermansen havde lært dem. Men indlæggelsen trak ud. Først til dage, senere til uger og måneder. Sætningen fik døtrene igen brug for, da Hanne Hermansens blev ramt af et hjertestop og døde på hospitalet den 5. september i år. Ved bisættelsen i Vejlby Kirke i Risskov, var det tonerne af Gasolin, der flød gennem kirkerummet.
”Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe, på de ting som skal komme, før end livet er omme,” lød det, før børnebørnene slap ballonerne foran kirken og lod dem stryge til himmels.