Prøv avisen

Vejen har været lang for de tyske sønderjyder: Landsdelens historie er også vores historie

Om to år fejrer Danmark 100-året for Genforeningen i Sønderjylland. ”Det er en retorisk genistreg, for man kan kun genforene noget, der har været skilt ad. Men har det det?”, spørger Hinrich Jürgensen retorisk. Formanden for det tyske mindretals forening er økologisk landmand i Gårdeby uden for Tinglev og meget optaget af, at der har været tysksindede familier her i området hundredvis af år tilbage. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Det tyske mindretal i Sønderjylland vil have anerkendt den tyske kulturarv i landsdelen, og det går ikke altid godt i spænd med de politiske strømninger netop her. Kristeligt Dagblad har besøgt Tinglev, en enklave for det største mindretal i Danmark, der ikke er indvandret

”Jungs! Es hat geklingelt!”

Dansklærer Kira Schade sætter begge hænder for munden og kalder et par fodboldspillende drenge ind fra frikvarteret. For det har ringet, som hun siger. De dribler bolden et par gange på fodboldbanens tørre græs og sætter i løb mod skolebygningen. Her i Tinglev i Sønderjylland ligger to folkeskoler på hver sin side af hovedvejen gennem byen: en tysk og en dansk. Deutsche Schule Tingleff, som drengene går på, er én af de institutioner, der betjener landsdelens tyske mindretal, som i dag tæller godt og vel 15.000 medlemmer.

I Tinglev ligger også en tysk efterskole og en tysk børnehave. Et tysk bibliotek og sågar en tysk idrætshal med svømmebassin. Byen bliver betegnet som lidt af en enklave for det tyske mindretal i Sønderjylland, der gennem historien har haft forskellige tilnavne. ”Hjemmetyskere” er ét af dem, med en umiskendelig negativ klang for alle, der kender til Besættelsen 1940-1945.

I dag kalder det tyske mindretal sig selv allerhelst for sønderjyder – ”stem sønderjysk!” lød sloganet for partiet Slesvigsk Parti, der traditionelt har repræsenteret det tyske mindretal, ved sidste kommunalvalg.

”Sønderjylland er det moderne udtryk for det sted, vi lever. Nordslesvig er den gammeldags måde at sige det på,” siger Hinrich Jürgensen, der er økologisk landmand i Gårdeby lidt uden for Tinglev og formand for Bund Deutscher Nordschleswiger, det tyske mindretals forening.

Om to år fejres 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark efter fem årtier under tysk herredømme, og når man taler om både det danske og det tyske mindretal, så vender mange tilbage til dette årstal, 1920. Men der har været tysksindede familier her i området hundredvis af år tilbage, ligesom mange af de byer, der i dag har danske navne, vil have tyske navne, hvis man eksempelvis ser på et gammelt landkort fra 1700-tallet. Hinrich Jürgensens slægt er en sådan traditionel tysksindet, sønderjysk slægt, som har gennemlevet en række storme: 1830’ernes opblomstring af det nationale, vendepunktet efter krigen i 1864, folkeafstemningen i 1920, Anden Verdenskrig og alt, hvad der fulgte.

Da han sammen med familien, der består af hustru og fire nu voksne børn, i 2003 flyttede ind på landbrugsejendommen her i Gårdeby, stod der et egetræ i haven. Et klassisk tysk nationalsymbol.

”Det var lidt fesent i det, så jeg fik det opstammet. Og så købte jeg den her og fik den sat midt i det hele,” siger han og lægger håndfladen på stammen af en ung rødbøg, som nu er placeret midt på græsplænen.

I årene under tysk herredømme, hvor flagning med Dannebrog var forbudt, brugte sønderjyderne netop rødbøgen som en subtil markering af danskhed udadtil. Men her i 2018 lader det til, at symbolet er blevet kapret tilbage. To rødbøge med smalle stammer indrammer også hovedindgangen til den tyske efterskole i Tinglev by.

Inde i et af klasseværelserne på Deutsche Schule Tingleff er en 8. klasse i gang med et gruppearbejde, hvor de skal klippe avisartikler ud af aviser og lave en zusammenfassung (et sammendrag) af indholdet. Tre elever er ved at diskutere, hvordan de griber opgaven an:

”Var det ikke os to, der skulle arbejde sammen, Lasse?”, råber en pige gennem lokalet.

En rødhåret pige i hættetrøje argumenterer over for klassekammeraten til højre:

”Æ fik altså å vi’e, vi sku’ klip’ dem ålle ue!”, siger hun, hvorpå hun vender sig mod drengen til venstre, der også er med i arbejdsgruppen, og oversætter til tysk.

Selvom der selvfølgelig er en officiel politik om, at tysk er hovedsproget på en tysk skole – at der kommunikeres på tysk med forældrene, og det for det meste bruges som undervisningssprog – fylder det sønderjyske mest i lydbilledet her. Når Kira Schade, der udover at være lærer også er konstitueret viceskoleleder, skal beskrive sine elever, er det med stolthed i blikket.

”Jeg ved ikke, om man lærer noget særligt tysk her ud over en del tyske traditioner i løbet af året. Men når vi er ude og mødes med andre danske skoler, så får vi altid at vide, hvor ekstremt høflige og velopdragne unger, vi har. Når der er nogen, der beder dem lægge mobiltelefonen væk, sker det sådan hér,” siger hun og knipser med fingrene.

De 125 elever på skolen falder i tre grupper: Der er de ”klassiske” mindretalsbørn fra oplandet til Tinglev, børn fra familier, hvor tysk skolegang er tradition. Der er børn af forældre, der på linje med valget af en friskole har valgt en tysk skolegang for deres børn af praktiske grunde, fordi det er smart med to sprog fra begyndelsen i et grænseland. Og så er der en gruppe af børn af tyske forældre, som har fået arbejde nord for grænsen.

Kira Schade er selv født i Hamborg af en tysk mor og dansk far og flyttede først til Danmark i 2005. Hun bor her sammen med kæresten og deres fælles barn, og hun betegner sig nu som medlem af det tyske mindretal i Danmark.

”Jeg elsker det her liv, den her vekslen mellem to kulturer,” siger hun på et fejlfrit rigsdansk.

”Jeg er en del af det tyske mindretal, ja. Det tyske er, på lige fod med det danske, min identitet, og det, jeg føler mig som. Men det er også den måde, jeg tænker på. Jeg kan være forfærdelig tysk nogle gange, sådan ’ordnung muss sein!’,” griner hun.

Selv har hun vænnet sig til de såkaldte tyskerjokes, der gør grin med tyskerne, og en gang imellem har referencer til landets nazistiske fortid.

”De kan komme fra éns bedste venner, og det er altid sådan lidt, ’ja ja, den har jeg hørt’,” siger hun og ruller med øjnene.

I det store hele går det smertefrit med sameksistensen, mener hun. Men hun har for ganske nylig haft elever, der oplevede, at de blev råbt ad på gågaden i Aabenraa, fordi de talte tysk sammen. Og i forhold til den debat, der var om opsætningen af tosprogede byskilte i Sønderjylland ved sidste kommunalvalg, så undrer Kira Schade sig over sine medborgere.

”Efter krigen kunne vi rumme 200.000 tyske flygtninge. I dag kan vi ikke engang klare, at der står noget tysk på et byskilt. Er det virkelig i orden? Danmarks rolle i Anden Verdenskrig er vi jo meget stolte over, og når jeg diskuterer det med danskere, siger de: ’Ja ja, men du skal huske på, at det var faktisk min bedstemors generation, der var besat’. ’Ja tak,’ siger jeg så, ’krigen var sådan set heller ikke sjov for min bedstemor syd for grænsen. Det er også min historie, det her’.”

Og det er også elevernes, lige meget hvor lang tid der er gået. Vi bevæger os gennem gangene, hvor elevernes frakker hænger på røde knager uden for klasselokalerne. På væggen uden for indskolingens klasser hænger en glasmosaik, der viser tre blomster: Kronbladene er faldet af den midterste blomst, hvorunder årstallet 1945 står. Det er et skæbneår for det tyske mindretal, der blev kraftigt reduceret i antal efter Anden Verdenskrigs afslutning. Stort set alle tyske skoler i Sønderjylland blev lukket og skolebygningerne inddraget af den danske regering. I dag går der cirka 1200 børn i mindretallets tyske skoler herhjemme.

”Når vi kommer til det emne i historieundervisningen, så siger jeg altid til mine elever, at de skal gå hjem og rode lidt i kasserne på loftet. Og der er altid nogle, der kommer tilbage med noget, hvor man tænker: ’Hold da op!’,” siger Kira Schade og gør store øjne.

”Jeg har for eksempel haft elever, som er kommet med deres forfædres breve eller soldaterpapirer fra værnemagtstiden. Eller som har fået lov at låne deres oldefars jernkors for at vise den frem i skolen,” siger hun med henvisning til den preussiske militærorden, der kun blev uddelt i krigstider.

De tosprogede byskilte er blevet noget af det, det tyske mindretal advokerer for, og det vil det gøre længe endnu. Det begyndte i 2007, hvor Hinrich Jürgensen første gang gik frem med forslaget om, at der skulle skiltes på to sprog ved byerne i Sønderjylland: Haderslev/Hadersleben. Aabenraa/Apenrade, Tinglev/Tingleff. I alle tre byer ligger der både tyske skoler og biblioteker, og stederne nyder også i dag godt af tysk turisme i sommermånederne.

Efter at forslaget første gang blev bragt på banen, fik Hinrich Jürgensen flere trusselsbreve, som ”han var glad for, det ikke var børnene, der åbnede”, fortæller han hjemme i stuen.

”Skrid hjem, hvor du kommer fra, og den slags. Hvad skulle jeg svare? Det er 15 kilometer herfra!”.

Hinrich Jürgensen sidder tilbagelænet i en sort læderstol og hviler hænderne, dekoreret med guldringe, på armlænet. Han gør, når han taler, igen og igen en pointe ud af, at Sønderjylland har en hundreder af år gammel kulturarv, som er både dansk og tysk. Hans egen familiehistorie er bevis på det.

Ved folkeafstemningen, der førte til Genforeningen i 1920, blev hans familie splittet i to grene. En dansk og en tysk. Hans oldefar havde to sønner, men mistede den ene ved østfronten i Første Verdenskrig og var med Hinrich Jürgensens ord ”færdig med det tyske”. Hans anden søn, Hinrich Jürgensens bedstefar, kom hjem fra krigen med loyaliteten mod Tyskland intakt.

”Den dag i dag træffer jeg folk, som jeg er i familie med, men som ikke ved, vi er i familie,” siger han og fortæller om en ringriderfrokost i venners lag med et pænt indtag af snaps og øl, som han var til for et par år siden.

”Jeg faldt godt i snak med én, der hed Jørgensen, og vi inviterede hinanden til jagt. Jeg sagde: ’Det blir i familien’ eller sådan noget. ’Hvad?’, sagde han. ’Du har vist fået en snaps for meget!’. Jeg sagde, han skulle gå hjem og se, om hans efternavn ikke på et tidspunkt var blevet stavet med ü. Næste dag ringede han, at han havde talt med sin far, og den var god nok.”

Det er selvklart ikke alle landsdelens Jørgensener, han er i familie med, men han har gennem årene føjet et par stykker til stamtræet. Det er med til at understrege hans hovedpointe: At Danmark, ligegyldigt hvad, aldrig vil kunne afsværge sin tyske arv.

”Det er jo det, der er så spændende: Danmark fejrer Genforeningen. Det er en retorisk genistreg, for man kan kun genforene noget, der har været skilt ad. Men har det det?”, spørger han.

”For mig at se, taler vi nærmere om en deling af hertugdømmet Slesvig. I Flensborg har man ingen problemer med at skilte med den dansk/tyske kulturarv. Så hvorfor kan vi ikke her?”.

Når det tyske mindretal mødes, blandt andet til den årlige Knivsbjergfest syd for Haderslev i juni, bliver der ”talt tysk, når vi står op, sønderjysk, når vi sidder ned,” siger Hinrich Jürgensen. Det har ikke altid været mindretallets standpunkt, og disciplinen på de tyske skoler, der er mindretallets kernekraft, har også været en anden før i tiden. Der røg man i kartoffelkælderen, hvis man talte dansk.

Når Henning Kracht, tysklærer på Deutsche Schule Tingleff, i dag har tysktime, er der dagligt problemer med, at der tales lidt for meget sønderjysk.

”Men jeg synes jo også, det er lidt sødt, at de tager sådan hensyn til hinanden og bare skifter over,” siger han.

Kira Schade, der har hentet kaffe på lærerværelset, nikker.

”Vi har hver vores problemer, Henning og jeg. Når jeg retter danskstile, ved jeg ikke, hvor mange store forbogstaver på navneord, jeg igen og igen må rette. Jeg havde også en elev, der hårdnakket blev ved med at påstå, at det ikke var en fejl, når han stavede ord på sønderjysk,” griner hun.

I den ideelle verden blev der talt meget mere tysk her på skolen, men der er større problemer for mindretallet, mener Kira Schade:

”Helt ærligt, så synes jeg, vi kan gøre det meget bedre. Vi skal kommunikere meget bedre, hvad vi kan, både indadtil og udadtil. Vi er ikke ret store, men vi har masser af ressourcer, som vi ikke udnytter godt nok. Vi skal træde aktivt ind og bygge bro. Jeg kan ikke forstå, at der er mennesker, der ikke kan se det fantastiske i, at vi kan navigere mellem to kulturer.”

Det er mest folk udefra, der har brug for at definere, om mindretallets medlemmer reelt er tyske eller danske, siger hun.

”Men der er også rigtig mange inden for mindretallet, der har en meget traditionel tankegang omkring, hvem der er en ’rigtig’ nordslesviger, og hvem der ikke er. Jeg er mere sådan: Så længe man føler et tilhørsforhold til begge lande. Du kan jo bare lytte til vores ’sproch’, som vi siger hernede. Man kan jo høre, at vi er bundet sammen.”

Også Hinrich Jürgensen mener, det må være slut med at krybe langs panelerne.

”Jeg plejer at sige, at når solen skinner, så er vi 18.000,” siger han og vedkender sig, at der også i dag er et skyggetal for tysksindede sønderjyder.

”Når det danske mindretal holder fejringer syd for grænsen, så holder man jo fanerne højt. Jeg tror godt nok, folk ville kigge, hvis vi marcherede gennem Aabenraa på den måde. Men vi kommer til at kæmpe for den fælles kulturhistorie, vi har. Det handler ikke om at vinde magt, men vise, at arven er der. Og vise, at Sønderjylland er et åbent og tolerant sted,” siger han.

Den 58-årige Hinrich Jürgensen kommer fra en traditionel, tysksindet slægt i Sønderjylland og ses her foran egetræet i sin have i Gårdeby. Egetræet er et klassisk tysk nationalsymbol, men har nu fået selskab af en ung, typisk dansk rødbøg på græsplænen. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Kira Schade er lærer på Deutsche Schule Tingleff. Her underviser hun eleverne i 8. klasse, som både taler tysk, dansk og sønderjysk. ”Jeg elsker det her liv, den her vekslen mellem to kulturer,” siger hun. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Tysklærer Henning Krachts elever på Deutsche Schule Tingleff taler ofte mere sønderjysk end tysk. ”Men jeg synes jo også, det er lidt sødt, at de tager sådan hensyn til hinanden og bare skifter over,” siger han. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen
I Aabenraa ligger en tysk og dansk roklub side om side