Mit livs øjeblik: Vejen til bjerget lærte mig tålmodighed

Weekendavisens nye kulturredaktør, Marianne Krogh Andersen, besteg Mont Blanc som ung. Det gav hende en lektie i udholdenhed

For Marianne Krogh Andersen er den smukke vej op og ned ad Mont Blanc et af hendes livs afgørende oplevelser.
For Marianne Krogh Andersen er den smukke vej op og ned ad Mont Blanc et af hendes livs afgørende oplevelser. Foto: Privatfoto.

Jeg vil altid betragte mine to børns fødsler som mit livs højdepunkter. For intet i mit liv har kunnet måle sig med at få børn. Men et andet og helt bogstaveligt højdepunkt var, da jeg som 25-årig sammen med min mand og en ven nåede toppen af Mont Blanc, 4810 meter over havets overflade. For den både besværlige, farlige og smukke vej derop - og ned - ser jeg stadig tilbage på som en af mine mest afgørende oplevelser. For dér lærte jeg, hvad det vil sige at kæmpe tålmodigt for at nå et mål. Og det var ikke nemt, selvom det var enkelt. For det lykkedes kun at komme derop ved at tvinge mig selv til at gå tyve skridt ad gangen, inden jeg holdt en ny pause, da det var hårdest.

Turen tog i alt to dage med en 10 til 15 timers vandring og bjergbestigning hver dag. Omkring tusind højdemeter fra toppen overnattede vi sammen med en flok andre bjergbestigere i en bjerghytte. Det foregik på den måde, at både mænd og kvinder lå med deres tøj på i en lang række i en fælles sovesal. Flere havde på det tidspunkt fået højdesyge og kastede op. Værst havde en spansk kvinde det, der spredte panik med sit hysteri og tilbød alle nogle mystiske grønne piller mod højdesyge. Jeg tog ingen piller, men sov dårligt. Det var meningen, at vi skulle gå videre klokken tre om natten for at udnytte, at sneen var hård og derfor sikker på det tidspunkt. Men i løbet af natten blev det snestorm, og vi kunne først gå videre klokken seks om morgenen, da hytteværten skyndte på os ved at råbe: ”VITE, VITE, VITE!”. For det var nu, vi skulle af sted, hvis vi skulle nå toppen. Det var stadig mørkt, og vi gik med pandelamper, isøkser, reb og steigeisen, som er metalpigge, der spændes under støvlerne, så man står fast. Vi gik på en stejl skrænt. Så vi måtte ikke lave fejl. Det var skræmmende for mig, der ikke var så erfaren på det tidspunkt. Jeg gik langsomt og meget koncentreret, mens jeg forsøgte at glemme afgrunden. Jeg prøvede at hypnotisere mig til, at jeg var på en fredelig vandring i Kongens Have.

Solopgangen og følelsen af at bevæge sig på grænsen mellem himmel og jord giver én oplevelsen af en ekstra dimension i livet. Når man bestiger et bjerg, er det fantastisk at kæmpe sig frem ad en stejl sti op gennem tågede skyer, der hænger som en tyk ærtesuppe over dalen under én og så komme op over skyerne og se morgensolen skinne på alting. Og jeg tror også, at det er sundt at komme væk fra alle sine moderne bekymringer i en verden, hvor man ofte kun ser menneskeskabte ting hele dagen. For mødet med den nøgne natur bliver også mødet med ens oprindelige natur som menneske. Og monotonien i kun at koncentrere sig om, hvor man skal sætte sine fødder mellem is, sne og klipper, er god for både kroppen og sindet.

Ved at presse mig selv til at gå tyve skridt ad gangen, kom jeg også lidt tættere på målet hele tiden. Og til sidst stod vi dér på toppen og kunne nyde udsigten. Vejen ned igen var mindst lige så farlig - for så er man tit lykkelig og sorgløs over at have klaret turen, og så begår man fejl. Men vi var forsigtige og passede på os selv. Jeg har aldrig opsøgt fare for farens skyld.

Jeg har heller aldrig haft lyst til at løbe et maraton. Det virker meningsløst på mig at presse sig selv uden grund. Men turen op ad Mont Blanc var noget andet. For det var både et studie i mine egne grænser og nogle enestående naturoplevelser, der samtidig krævede konstant koncentration. Og når jeg siden har været i pressede situationer, har jeg sommetider mindet mig selv om mine dage på Mont Blanc, hvor jeg kom tættere på målet ved hele tiden at tvinge mig selv til at gå et lille stykke mere, selvom det gjorde ondt.