Som nyuddannet præst skal den 70-årige Ronald Boelskifte for første gang stå for gudstjenester i påsken i Asminderød Sogn i Nordsjælland. Det ser han frem til.
”Det er spændende, men også stort og en udfordring. Det er kernen i det kristne budskab, man står med i påsken. Så jeg glæder mig meget til det og har ikke berøringsangst, men nok lidt ærefrygt for, hvordan man gør det,” siger Ronald Boelskifte, der i morgen, palmesøndag, skal stå for højmessen i Asminderød Kirke samt for en musikgudstjeneste langfredag i Fredensborg Slotskirke.
Påsken er med sit håbsbudskab om Jesu død og opstandelse kristendommens største højtid. Populært sagt var der ingen kristendom uden påsken. Men at Jesus opstod efter sin død på korset langfredag, tror kun hver femte dansker på, viser en tidligere undersøgelse foretaget for Kristeligt Dagblad. Til gengæld tror mere end hver fjerde dansker på et liv for sig selv efter døden. Spørgsmålet er, hvorfor påskens budskab om Jesu død på korset for vore synders skyld ikke står stærkere i befolkningen?
”Vi dør og opstår med Jesus ifølge den kristne tro, men det har man generelt svært ved at forstå. Det kristne grundsyn er, at efterlivet ikke er et givet vilkår, men en ganske uventet gave, som er muliggjort af Jesu død og opstandelse. Det er komplicerede sager,” siger Lars Sandbeck, der er systematisk teolog og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
Han peger på, at når påsken er den kristne kirkes største højtid, skyldes det, at Jesus på korset afspejler, hvem Gud virkelig er. Og at Gud er villig til at dele både livet og døden med os.
”Den glædelige nyhed er, at døden ikke adskiller os fra Gud, som er livets kilde. Det har en frelsende betydning for os, at alle de mørke destruktive kræfter bliver besejret på korset. Gud er ikke så smålig, at han skelner mellem levende og døde, ’thi for Gud er alle levende’, som Jesus siger i Lukasevangeliet.”
”Med begivenhederne omkring påsken kommer det til at stå klart for dem, der fulgte Jesus, at han var Gud selv, og at Gud i legemlig skikkelse havde været iblandt dem. Det var en kosmisk revolution, der skete. Uden påske, ingen kristendom, og uden Jesu opstandelse ville han have været en profet som så mange andre på den tid,” siger Lars Sandbeck, der forklarer opstandelsen på denne måde:
”Opstandelsen er en overgang til en virkelighed, vi ikke kender endnu, for det er en overgang til den virkelighed, Gud er. Da ingen har set Gud, ved vi ikke, hvad det vil sige. Men grundlæggende drejer påskebudskabet sig om, at vi ikke dør ud i intetheden, men i Guds liv.”
Det er en kendt sag, at kirker overalt i Danmark har fuldt hus til jul og må holde flere gudstjenester den 24. december for at efterkomme folks behov for at komme i kirke den dag. Sådan forholder det sig ikke i påsken, der byder på gudstjenester både skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag. Det illustreres blandt andet af kirkegangstællinger foretaget i Haderslev Stift og Viborg Stift i 2015-2016 af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
Ifølge rapporten var der juleaften i Haderslev Stift 89.472 deltagere til stiftets gudstjenester, mens der påskedag var 11.807 deltagere. I Viborg Stift var der juleaften 91.771 deltagere, mens der påskedag var 12.573 deltagere til gudstjeneste i stiftets kirker.
Når danskerne er mindre tilbøjelige til at gå i kirke i påsken end i julen, skyldes det ifølge Hans Raun Iversen, lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet, ikke manglende kendskab til højtiden.
”På baggrund af de undersøgelser, vi har lavet, vil jeg mene, at påskens grundstruktur er relativt nærværende for danskerne. Det er en lang ferie, hvor helligdagene har navne, som bringer påsken i erindring for mange,” siger han og henviser til en undersøgelse fra 2013.
Her svarer 90 procent, at de kender påskeberetningen om Jesus, der dør og genopstår. Beretningen er dermed den tredjemest kendte fra Bibelen.
Men når gudstjenesterne i påsken ikke samler så bredt som i julen, kan det hænge sammen med de folkelige traditioner, vurderer Hans Raun Iversen.
”Folkekirken er god til at danne ramme om en for-fest. Det ser vi juleaften, hvor folk flokkes i kirken, inden de samles i hjemmene. Og det ser vi ved dåb, konfirmation og bryllup. De folkelige påsketraditioner i Danmark giver ikke kirken særligt gode muligheder for at agere opvarmning.”
Amalie Nørgaard Rathje, der er sognepræst i Simon Peters Kirke på Amager ved København, tilrettelagde sammen med sin præstekollega sidste år kirkens påskegudstjenester som et sammenhængende forløb, de begge tog del i, og det gør de også denne påske.
”Juleaften er den helt store magnet. Der kommer ikke så mange i påskedagene som på de almindelige søndage, og det kan skyldes, at folk holder påskefrokost. Men sidste år var der faktisk mange til påskegudstjenesterne, som vi havde planlagt som en løbende historie, vi fortalte fra skærtorsdag til 2. påskedag,” siger Amalie Nørgaard Rathje.
Skærtorsdag blev der i Simon Peters Kirke holdt en aftengudstjeneste med efterfølgende fællesspisning. Langfredag blev markeret med en musikgudstjeneste, hvor der blev prædiket.
Påskedag var en festgudstjeneste, hvor der blev serveret kaffe med rundstykker bagefter. Og 2. påskedag var en familiegudstjeneste med påskeæggejagt og fortællingen om vejen til Emmaus, hvor nogle disciple mødte den opstandne Kristus.
”For os virkede det rigtig fint at holde gudstjenesterne sammen og lave en sammenhæng om påskens drama, hvor der var fokus på forskellige grupper i menigheden. Så vi havde både familiegudstjeneste, musikgudstjeneste, måltidsfælleskab og den klassiske højmesse. Vi gør det samme i år, fordi folk var glade for det og oplevede påsken som en festlig højtid. Men man kan ikke sammenligne med juleaften, hvor vi har tre fyldte kirker.”
Amalie Nørgaard Rathje betegner opstandelsen som et budskab, vi ikke kan tænke os til.
”Vi kan forstå, at et lille barn bliver født, men ikke, at en død mand rejser sig fra graven. Det er ikke bare svært at forstå, men det indebærer også tabuet døden, hvor det er nemmere at forholde sig til fødsel og et lille barn. Men jeg kan godt lide, at påsken får lov at være et mysterium, et mystisk drama, jeg kan være en del af uden at prøve at forstå.”
”Det fantastiske ved kristendommen er, at den mange steder sprænger vores forståelse. Ellers skal alting forklares og forstås, men det skal det ikke her. Og det er der, vi mærker vores liv. Vi kan jo heller ikke forstå, hvad kærlighed er. Det er også derfor, at folk kommer i kirke, når de skal have døbt deres børn, holde bryllup og begravelse, fordi vores sprog ikke slår til. Det er små rammer, men virkeligheden er større end det,” siger Amalie Nørgaard Rathje.
Hun mener, at det næsten er blasfemisk at forsøge at forklare påskens opstandelsesbudskab.
”Det er Guds manifestation, og når vi vil tage noget meget stort og proppe det ned et meget lille sted, viser det, at vores forstand ikke er så vidtrækkende.”
Måske er det også årsagen til, at det er almindelig folketro i dag, at vi skal møde hinanden igen i det hinsides.
”Troen på et evigt liv er populær ligesom forestillingen om, at vi skal ses igen. Tanken om, at døden ikke er det sidste, der er at sige om vores liv, forekommer i alle religioner. Så det er ikke noget specifikt kristent. Og jeg tror ikke, at de fleste danskere tænker, at Jesu død på korset skulle betyde noget særligt for dem i den henseende,” siger teolog og lektor Lars Sandbeck, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
”Man behøver ikke engang en gudstro for at tro, at vi ses igen, og tro på sjælens udødelighed og et gensyn i det hinsides. Når kirkelige begravelser er så populære, hænger det formentlig sammen med, at man her kan høre et slags løfte om netop et forestående gensyn. Men hvis vi kigger nærmere efter, har den udbredte efterlivstro ikke meget med Jesus at gøre.”
”Jeg tror egentlig heller ikke, at den almindelige danskers tro på et liv efter døden er knyttet til påsken – vi opstår bare, sådan er tilværelsen indrettet. Ifølge kirken er det takket være Kristus, at vi opstår fra de døde. Men det specifikt kristne står ikke stærkt, mens troen på liv efter døden står stærkt. På den måde er talen om evigt liv og et liv efter døden blevet afkoblet fra påsken.”
”Måske tænker de fleste, at der ikke er nogen grund til at gå i kirke i påsken for at høre om opstandelsen. Det kan vente, til vi er kede af det og skal til begravelse. Derfor er folk mere interesserede i påskebudskabet, når de selv skal tage afsked og har behov for et håb om at ses igen. Måske kan man sige, at det er påske, hver gang folk er til begravelse i kirken,” siger Lars Sandbeck.
Ronald Boelskifte, der som præst har et vikariat ved kirkerne i Asminderød Sogn, har haft en del bisættelser denne vinter. Til en af dem læste han nogle tanker op, som den nu afdøde havde skrevet ned om sin egen død. Hun skrev blandt andet, at hun var sikker på, at hendes sjæl forlader legemet, og at hun måske er til stede ved bisættelsen. Og derfor skulle de ikke være kede af det: ”For jeg har det godt, og jeg vil vente på jer om meget længe, når I kommer, ligesom jeg ved, at der er nogen, der venter på mig,” skrev kvinden.
”Til det sagde jeg amen. Om efterlivet ved vi ingenting, men jeg vil aldrig finde på at sige, om vi skal mødes eller hvordan. Det passer jeg meget på, når jeg står der som præst. Vi tror på et liv efter dette, men hvordan det udmønter sig, er der mange forskellige holdninger til. Det var den kvindes måde at tænke på livet efter døden. Og jeg synes på det sted, jeg er i min alder, at vi skal bruge tiden på ting, der kan være til hjælp for nogen, men som heller ikke er teologiske overbudshandlinger,” siger Ronald Boelskifte.
Palmesøndag i morgen er dagen, da Jesus ifølge Det Nye Testamente red ind i Jerusalem på et æsels føl og blev hyldet af en folkeskare, der råbte ”Hosianna! Velsignet være ham, som kommer i Herrens navn, Israels konge!”.
Til højmessen i Asminderød Kirke vil Ronald Boelskifte i sin prædiken komme ind på indtoget i Jerusalem, men vil også tage udgangspunkt i Markusevangeliets kap. 14, 3-9, der handler om salvingen i Betania. I Simon den Spedalskes hus, hvor Jesus sad til bords, kom en kvinde og salvede ham med kostbar nardusolie. Da nogle af de tilstedeværende protesterede, sagde Jesus blandt andet, at ”hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen”.
”Kong Salomo blev salvet til konge og omgav sig med rigdom og magt. Jesus salves til en ganske anderledes konge, hvilket indtoget i Jerusalem på ryggen af et æselføl afslører. I forhold til tidligere kongers storhed var det et mærkværdigt optog. Det er den helt specielle vinkel, kristendommen har. Det handler ikke om politisk eller militær magt, men om den magtesløshed, som udfolder sig i påskens evangelium. Så Kristus salves til sin begravelse, til magtesløshed, til undergang. Men det var en undergang for menneskehedens skyld.”
Langfredag skal Ronald Boelskifte stå for den liturgiske del af en musikgudstjeneste i Fredensborg Slotskirke, hvor kammerkoret Musica Ficta under ledelse af Bo Holten vil opføre Orlando di Lassos smukke påskeværk ”Lamentationes”, fra renæssancetiden. Teksten, han vil læse, er fra Johannesevangeliet kap. 19, 17-37, der handler om korsfæstelsen af Jesus på Golgata.
”Langfredag er dyster og mørk, og jeg synes også, at kirken skal lade den være mørk. Vi har jo så bagklogskabens klare lys, hvor vi kan se, at døden på korset var for menneskehedens bedste. Vi skal ikke undgå det mørke, for sådan er livet også, og langfredag er ekstra mørk, fordi Jesus er så frygtelig alene i kampen mod det onde, ”siger Ronald Boelskifte.
For ham er påskedag med opstandelsesbudskabet fantastisk.
”Jeg håber på, at påskens budskab vil komme tydeligt igennem til de mennesker, der møder frem i vores kirke. Vores kerneydelse er at bringe evangeliet, de gode nyheder, og der er brug for gode nyheder i dag. Så jeg håber, man hører, at der er håb i det budskab. Hvis det kan understøtte nogle menneskers livssituation, vil det være den største glæde. Ja, bare det har rykket lidt hos nogen, at der er et levende håb for os mennesker i Jesu opstandelse fra de døde.”