Vejrvært: Vi danskere har mange følelser i forhold til vejret

Meteorolog Søren Jacobsen håber på en sommer uden hedebølge. Godt sommervejr er 23 grader i skyggen og lidt skyer på himlen, mener han

Søren Jacobsen er 60 år og har været vejrvært i DR i mere end 20 år. Han er gift med Amma Knudsen, som er grønlænder. Parret har til sammen fem voksne børn.
Søren Jacobsen er 60 år og har været vejrvært i DR i mere end 20 år. Han er gift med Amma Knudsen, som er grønlænder. Parret har til sammen fem voksne børn.

Sommer betyder, at vi tager på en nærmest traditionel tur rundt i Danmark og sender ”Vores vejr” fra et mobilt studie. Sidste år besøgte vi danske øer, og i år tager vi rundt til en række nationalparker. Selv har jeg været i Middelfart det meste af ugen, hvor vi har besøgt Naturpark Lillebælt. Rundrejserne med ”Vores vejr” er en fast del af min sommer, og vi får altid en god modtagelse de steder, hvor vi sender fra.

Jeg har været vejrvært i DR i mere end 20 år og arbejdet med vejr i 40 år. Jeg læste geofysik på Københavns Universitet, men så et opslag fra Flyvevejrtjenesten i Københavns Lufthavn, som jeg søgte og fik, og i 1984 blev jeg teknisk meteorolog.

Vi danskere har mange følelser i forhold til vejret, og står det ned i stænger i fire dage i industriferien, vil jeg italesætte det som vejrvært og måske kalde vejret for en ”stram omgang”, men de fleste ved jo, at der vil være perioder med ustadigt og måske køligt vejr om sommeren i Danmark.

Godt sommervejr er for mig dage, hvor der er 23 grader i skyggen og gerne lidt skyer på himlen, som sætter tingene lidt i relief. Hedebølge siger mig ikke noget. Og så vil jeg også gerne have en vind, man kan bruge til noget. En let til jævn vind på tre til seks meter i sekundet er ideel.

Jeg vil anbefale at komme ned i gear. For mig sker det, når jeg læser. Jeg er så gammeldags, at jeg læser avis på papir, og sektionen Bøger i Weekendavisen læser jeg ret opmærksomt blandt andet for at få inspiration til nye læseoplevelser. Min litteratursmag er bred og strækker sig fra historiske romaner til krimier. En af mine bedste nyere læseoplevelser har været Stine Pilgaards ”Meter i sekundet”, som jeg varmt kan anbefale.

Min barndoms somre smagte af stikkelsbær. Jeg er vokset op i en lejlighed i Herlev, men da jeg var omkring 10 år, købte mine forældre en kolonihavegrund i Ledøje, hvor de byggede et hus og anlagde en have, som min far passede. Her var kartofler, ærter, jordbær, og så var der buskene med stikkelsbær, som jeg forbinder med smagen af sommer.

I dag har jeg selv en lille rækkehushave, hvor jeg har en stikkelsbærbusk. Kunsten er at vente længe nok med at spise bærrene, så de opnår en sødmefyldt syrlighed.

Jeg skal helst nå at komme på havet og mærke en god luftning. Jeg har sejlet sejlbåd i 25 år, og for otte år siden mødte jeg min kone, som introducerede mig til havkajak. Jeg kan godt lide at bevæge mig på vandet, og i en kajak er man meget tæt på havet og kan fornemme, om vandet er klart eller grumset og vandets temperatur. Når jeg slipper land, får jeg tilfredsstillet en frihedstrang.

Når sommeren ender, vil jeg gerne se tilbage på gode dage i Grønland med godt grønlandsk sommervejr, som er en tør sommerluft med sol og 15 til 18 grader. Min kone er fra Grønland og har børn og børnebørn i Grønland, så vi besøger helst øen en gang om året, men på grund af pandemien er det to år siden, jeg har været der.

Vi har planlagt en tur til Sydgrønland, hvor vi først skal besøge familie i Nuuk, inden vi tager til Qaqortoq, som betyder hvid på grønlandsk. Her skal vi ro noget kajak inde i fjordene, og så fortsætter vi til Igaliku i bunden af Igaliku-fjorden, som er et uendeligt smukt sted. Der er ingen grund til at rejse til Patagonien for at se gletsjere, høje bjerge og dybe fjorde. Man kan nøjes med at tage til Grønland.