Velkommen til en særavis med årets bedste interviews

Livet er ikke én lang perlerække af lykkelige begivenheder.

Sorrig og glæde følges ad på livets sti.

Gudskelov, fristes man næsten til at sige.

For stien ville blive underligt flad og ensrettet, hvis man fjernede de små sten og bakkedale, der hører livet til.

Ofte får vi nemlig vigtige lektioner i, hvad lykken er, når vi rammer et bump på vejen og bliver konfronteret med det faktum, at vi ikke altid selv er herre over vores skæbne.

I denne særavis inviterer vi læserne til at fordybe sig i nogle af livets store spørgsmål.

Vi har samlet 12 intense og tankevækkende interviews fra året, der snart slutter. Med mennesker, der fortæller om livets yderpunkter og vendepunkter – og om de lektioner, der har gjort dem klogere på lykken, livet og ikke mindst dem selv.

Guitaristen Kaare Norge har i flere år kæmpet med angst. Men hvad få ved er, at han også senere fik et alkoholmisbrug, som truede med at ødelægge hans karriere. Et følsomt sind og en traumatisk barndom har givet ham en del at kæmpe med, men også udstyret ham med en stærk vilje og en dyb taknemmelighed for sit musikalske talent:

“Mine bønner rummer næsten kun det ene ord: Tak. For jeg elsker livet, og det er nok også derfor, min dødsangst har været så stor,” fortællerer han åbenhjertigt til Kristeligt Dagblads journalist Bjørg Tulinius.

Mød også Poul Thomsen, manden i skovmandsskjorten, der tilbage i 90’erne lod en hveps stikke sig, mens vi andre så med derhjemme på tv-skærmen.

Han tænker tilbage på en opvækst omgivet af kærlige og kloge kvinder og fortæller om de personlige tragedier, der på godt og ondt har formet ham som menneske.

Ja, sorrig og glæde følges ad, også i de livshistorier, der folder sig ud i denne særavis, som kun avisens abonnenter har adgang til.

Kristeligt Dagblad udkommer ikke som papiravis på helligdage, derfor har vi valgt at give vore abonnenter denne ekstra julegave.

God fornøjelse!

Med venlig hilsen

UdviklingsredaktørJoanna Vallentin