Forældrene fik frit slag, da en vuggestue i et af hovedstadens mest privilegerede områder ville arrangere et foredrag. Institutionen ville invitere til inspirationsaften, og forældrene kunne vælge temaet. Skulle det handle om økologi i hverdagen, om at gøre sit barn læringsparat eller digital dannelse for førskolebørn? Nej, forældrene ønskede et foredrag om, hvordan de opdrager deres børn til at tænke på andre end dem selv.
Det blev forfatter, redaktør og foredragsholder Sofie Münster, som fik til opgave at tale for forældrene til vuggestuebørnene. At netop ressourcestærke forældre har fokus på det, man med et samlende ord kan kalde venlighed, ser Münster som et markant tegn i tiden. Ifølge Sofie Münster er venligheden i vækst. Hende vender vi tilbage til.
Noget tyder på, at en foredragsaften i daginstitutionen i venlighedens tegn falder på et tørt sted. Danmark har opnået en bundplacering i venlighed i undersøgelsen ” Expat Insider 2019” . Sverige og Norge klarer sig kun en smule bedre. Samme undersøgelse viser, at Danmark opleves som det land, hvor det er sværest at finde venner. Sverige er det land, hvor det er næstsværest.
Ved et nyt års begyndelse, hvor der synes at være en kollektiv optagethed af, hvad der er sundt, fra blegselleri til bevægelse, kan venlighed føjes til listen af det, som er sundt. Sådan kan man i hvert fald læse nogle af de større undersøgelser, som er lavet om emnet. Måske fordi det, som Emma Gad (1852-1921) tilrådede i ”Takt og tone” i 1918, er sandt:
”Vær ligelig i Væsen og aldrig lunefuld. Vær venlig mod Mennesker. Det kommer igen.”
Det er med venlighed som med ringe i vandet. Det spreder sig. En forskergruppe fra blandt andet det amerikanske Harvard universitet har beskrevet, hvordan venlighed smitter. Modtager man en sød og positiv behandling fra andre, giver man det videre ved at udvise samme adfærd over for andre mennesker.
Også i Storbritannien forsker man i venlighed, blandt andet på universitetet i Oxford, hvor man har analyseret en række forskningsartikler om glæde og venlighed. Her konkluderes det, at mennesker er sociale dyr, som er glade for at være venlige mod familie, venner, kollegaer og i nogle tilfælde også vilkårligt fremmede.
Oliver Scott Curry er seniorforsker i kognitiv og evolutionær antropologi på Oxford University og leder et forskningsprojekt om moral. Han udtaler i en pressemeddelelse:
”Det tyder på, at folk virkelig opnår en tilfredshed ved at hjælpe andre. Det skyldes givetvis, at mennesker er optaget af andres velfærd, og at tilfældige venlige handlinger er en god måde at få venner på – og kickstarte støttende og sociale relationer.”
Man kan beskrive venlighed som kærlighed, der er gjort synlig. Eller man kan udtrykke det som i Den Danske Ordbog, hvor der står: ”At vise imødekommenhed og hjælpsomhed over for andre.”
Idéhistoriker Peter Aaboe Sørensen, der er undervisningsadjunkt ved afdelingen for filosofi og idéhistorie på Aarhus Universitet, griber fat i definitionen fra Den Danske Ordbog, da han bliver bedt om at redegøre for begrebet i et idéhistorisk lys.
”Kend dig selv” stod der på væggen i Apollontemplet i Delfi i antikkens Grækenland. I dag bruges de ord som et slags mantra i selvudviklingsindustrien, men da ordene blev indhugget i tempelvæggen, betød udsagnet ”at kende sig selv”, at man var en del af og tog del i en sammenhæng, som rakte ud over en selv. Ifølge Peter Aaboe Sørensen betød at kende sig selv, at mennesket i antikken skulle kende sin placering i en altomfattende sammenhæng, som er større end det enkelte menneske. Man kan også kalde det for den græske kosmologi, hvor mennesket er en del af den guddommelige, skønne overleverede orden.
Peter Aaboe Sørensen siger:
”Hos de gamle grækere er man kun et menneske, hvis man rækker ud over sig selv, og man befinder sig uvægerligt i en sammenhæng med noget, som er større end en selv. Måden var venligheden og venskabet. I vores tid værner vi om det private, men dengang bestemte man, at ordet for privat var ’idioti’. Idioti var, når man ikke tog del i noget fælles.”
Med den jødiske, og senere den kristne, tænknings fremkomst kom der fokus på skabelsen og tilintetgørelsen. For de gamle grækere var verden etableret, men i den jødiske og kristne tænkning skaber Gud verden ud af intet og opretholder den, så længe den er til. Der kommer hermed en anden alvor ind og et fokus på det, som er blevet skænket, og dermed taknemmeligheden.
Mens der stod ”kend dig selv” ved indgangen til oraklet i Delfi, er kristendommens fordring snarere: Glem dig selv. Med kristendommen kommer der et afgørende fokus på næstekærligheden.
”I kristendommen betyder det at være menneske at være skabt. Og Gud lod ikke skabelsen stoppe ved Adam, men skabte Eva, og det er en fundamental præmis, at det ikke er godt for mennesket at være ene. I kristendommen bliver det at være menneske helt uvægerligt at være medmenneske. Man kan sige, at man først bliver menneske ved at være medmenneske,” forklarer Peter Aaboe Sørensen.
Synet på mennesket ændrede sig op igennem renæssancen, hvor mennesket kom mere i centrum. I oplysningstiden kommer der et større fokus på menneskets myndighed som individ. Vores tænkning i dag er blevet til i kølvandet på det. Peter Aaboe Sørensen uddyber:
”I samtaler vil du høre folk venligt sige om en given situation, at det også er noget, de kender fra sig selv. På den måde er det blevet til et venskab på egne betingelser, hvor man hele tiden henfører til sin egen erfaringshorisont, og det menneskeskabte har på mange måder tildækket det skabte.”
Men der findes modstemmer i moderniteten – som Askov Højskoles legendariske forstander Knud Hansen (1898-1996). I en tale om dannelse sagde han, at dannelse ikke havde noget at gøre med fine kundskaber og gode manerer, men at dannelse er den udviklede evne til opmærksomhed i mødet med næsten, verden og Gud.
Andre moderne modstemmer er den franske filosof Emmanuel Levinas (1906-1995), den tyske filosof Hannah Arendt (1906-1975) og endelig teologen og filosoffen K.E. Løgstrup (1905-1981). Peter Aaboe Sørensen har arbejdet med de tre tænkere og er med i udgivergruppen bag Løgstrup Biblioteket, som er ved at udgive Løgstrups samlede værker. Han siger:
”De tre tilhører en gruppe tænkere i det 20. århundrede med udsøgt sans for det fælles, de er optaget af selvforglemmelsen, og så arbejder de med sprogfilosofi, fordi sproget er måden hvorpå, mennesker forbinder sig med hinanden. Venligheden finder sted i mødet mellem mennesker og i sproget.”
At der er vækst i venligheden, blev klart med udgivelsen af den seneste værdiundersøgelse med titlen ”Usikker modernitet – Danskernes værdier fra 1981 til 2017”.
Her kan man blandt andet læse, at idéen om god opdragelse er under forandring, og at værdier beslægtet med venlighed vinder frem. Andelen, som mener, at gode manerer er vigtige, er steget fra 66 procent i 1990 til 77 procent i 2017. I samme periode er andelen, som prioriterer tolerance, steget fra 81 til 88 procent.
Og så tilbage til Sofie Münster, der oplever et skifte i de værdier, forældre prioriterer, sådan som man også kan se det i værdiundersøgelsen.
Når en forældregruppe i en vuggestue vil høre om, hvordan de opdrager børn til at tænke på andre end dem selv, så ser Sofie Münster det som udtryk for en bekymring hos forældrene. Hun siger:
”Nye forældre har hørt så meget om pressede piger, depression og angst blandt børn og unge, og det har givet et stærkt fokus på trivsel og det at ruste børn til at indgå i trygge fællesskaber. Skal det ske, må der være en interaktion mellem forældre og barn. Hvis et barn skal have overskud til at være noget for andre, har det brug for at blive mødt af voksne, som ikke er bange for at opdrage og lære barnet at tage ansvar.”
Og der er mange gode grunde til at lære sine børn venlighed. Sofie Münster henviser til et studium lavet af psykologer ved Arizona State University i USA og publiceret i 2016. Her så man på trivslen blandt godt 500 børn på omkring 12 år og sammenholdt det med forældrenes værdier i opdragelsen. Vægtede forældrene venlighed eller faglige præstationer? De forældre, som prioriterede faglighed højere end venlighed, havde børn med lavt selvværd, angst og internaliserede følelser, mens børn med forældre, som fremelskede venlighed, havde et højere selvværd, mindre usikkerhed, angst og stress. Sofie Münster siger:
”Forældre, som ikke fokuserer snævert på børnenes kognitive bedrifter, men forsøger at lære deres børn venlighed, har generelt de gladeste og mest empatiske børn.”
At en ny generation af forældre vil vægte venligheden i opdragelsen, ser sogne- og indvandrerpræst Ellen Margrethe Gylling som en god nyhed. For 27 år siden blev hun landets første gadepræst og fik sat ansigt på både ensomheden og venligheden, når hun færdedes i det indre København. I dag har hun skiftet embede og er præst i Nathanaels Sogn på Amager, men at gå på gaden med en særlig opmærksomhed rettet mod det liv, som leves der, har fulgt hende siden årene som gadepræst.
Ellen Gylling oplever, at venligheden er skrumpet de senere år. Hun kobler det først og fremmest sammen med den teknologiske udvikling, hvor mange sjældent færdes i det offentlige rum uden at have en telefon i lommen eller hånden.
”Venlighed er kærlighed, der er gjort synlig. Og der er en række sunde sideeffekter forbundet med at give og modtage venlighed, men teknologiens kroniske tilstedeværelse presser os med den konstante mulighed for afbrydelse. Konsekvensen er, at vi fremstår fraværende og lukkede, og ofte ser vi ikke hinanden som mennesker,” mener Ellen Gylling.
I Galaterbrevet i Det Nye Testamente er venlighed beskrevet som en af åndens frugter sammen med kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. For Ellen Gylling er der en sammenhæng mellem venlighed og relationen til Jesus.
Når hun taler om venlighed, ser hun for sig ikonen af den hellige Mena, som er en koptisk helgen og martyr. På ikonen står Kristus med en arm om den unge Mena.
”Det er et billede på Kristus som den sande ven. Han står ansigt til ansigt og følges med Mena. Kristus kom for at slå følgeskab med os og rækker dybt ind i vores menneskelighed, for Mena er hver eneste af os.”
Skulle hun, tre dage inde i et nyt år, komme med et nytårsønske, ville det være, at der kom fokus på Kristus som den sande ven. Frit efter hukommelsen citerer hun fra det sted i Johannesevangeliet, hvor Jesus siger til sine følgere: ”Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.”
Ellen Margrethe Gylling holder en pause og siger:
”Vi må kalde Jesus for ven, og som sådan er vi sat til at gå ud og bære frugt.”