Ude i skolegården kunne man balancere på telefonpæle. Hvis man altså turde. Da Lene Kronborg og Lone Krogsgaard begyndte i børnehaveklassen på Gandrup Skole, kunne man tit møde de to ved pælene. Der var 16 børn i børnehaveklassen i 1976 i den lille by lidt nord for Limfjorden mellem Aalborg og Hals. De to var enige om, at de ikke turde gå på pælene. Mens de så på de andres leg, udviklede der sig et venskab, som foreløbigt har strakt sig over godt fire årtier. De beskriver hinanden som vennernes ven, men hvordan er det blevet sådan?
De to 51-årige veninder har sat sig til rette ved langbordet i Lone Krogsgaards orangeri på gården i det bakkede landskab nær Nibe i Nordjylland. Som børn var de nærmest uadskillelige, og der er noget fasttømret over dem, som de sidder ved bordet.
”Af statur var vi lidt større end de andre i klassen, og sammen var vi stærke, og jeg tror, de andre så os som en enhed,” siger Lene Kronborg.
De to kvinders venskab kan man beskrive som det gode venskab. Det er idéhistoriker og lektor i filosofi Jonas Holst fra San Jorge Universitet i Spanien, som introducerer begrebet, som vi om lidt skal vende tilbage til. Jonas Holst har forsket i venskabet ud fra et filosofisk perspektiv i to årtier, skrevet ph.d. om emnet og er forfatter til bogen ”Venskab. Det gode mellem mennesker”, som er udgivet på Aarhus Universitetsforlag.
I bogen har han viet god plads til den græske filosof Aristoteles’ venskabsfilosofi. Jonas Holst finder det slående, hvordan man som nutidig læser kan genkende sig selv og sine venskaber i de gamle grækeres beskrivelse af venskabet som et sted, hvor mennesker når til større indsigt om sig selv i mødet med andre. Når man taler om de gamle grækeres beskrivelse af venskabet, skiller Aristoteles sig ud som leverandør af tanker. Aristoteles så venskabet, eller ”philia”, der er det græske ord for venskab, som det mest nødvendige i livet. I ”Den nikomacheiske etik” skriver Aristoteles: ”For uden venner ville ingen ønske at leve selv med alle de øvrige goder i behold.”
Aristoteles opstillede tre typer af venskab. Den ene kategori har lysten som fortegn. Det er det venskab, som udfolder sig, når man går i byen, sidder i biografens mørke eller mødes på tennisbanen. Den anden type venskab har nytten som fortegn. Når Aristoteles skriver om nyttevenskabet, kan man måske sammenligne det med vores tids netværksrelationer. Og så er der det venskab, som Aristoteles omtaler som det gode venskab, og her er en række kvaliteter, der skal være til stede.
”Der er nogle etiske dyder i det gode venskab, som i hvert fald bliver tydeligt i kriser. Er den ene ven syg, er der en uudtalt forventning om, at man vil række ud til den anden og på den måde udtrykke den omsorg og tillid, det gode venskab rummer.”
En anden dyd, som udvikles i venskabet, er generøsitet. I venskabet regner man ikke i penge, men man har hinanden for øje.
”Vi kommer hver især med nogle dyder og nogle laster, som vi tager med ind i venskabet, men det interessante ved venskabet er, at man sammen opbygger en dygtighed og udvikler en generøsitet, fordi man deles om noget og ikke går så meget op i, hvem der giver hvad, for i venskabet er dynamikken, at vi hver især kommer med noget og deles om noget.”
Generøsiteten får følgeskab af tillid, og når de to forhold er til stede, bliver venskabet et sted, hvor man lærer sig selv at kende, fastslår Jonas Holst.
”Aristoteles er den første, som indser, at man må indrette samfund, så der kan være frihed til at stifte venskab. Mennesket har en trang til at være sammen med andre på en måde, hvor man kan være sig selv og bevare sin identitet, samtidig med at ens eksistens kan udbygges i venskabet.”
Da de to veninder blev lidt ældre, begyndte de at lege med deres navne. Lene med et a foran blev til alene og Lone med et a foran blev til alone på engelsk, men de fortalte hinanden, at de aldrig var alene, og var som udgangspunkt ikke meget for at gøre ting uden hinanden.
Det kan lyde som en lang og idyllisk fortælling om lange dage med leg, men historien om de to rummer mere end det. Skønt årene i folkeskolen kan virke uendelige, når man står med rokketænder i 0. klasse, kommer hastigt den dag, hvor man skal vælge uddannelsesvej. Da det skete, blev det fasttømrede venindeskab udfordret, men inden da havde de indgået en aftale, som fik stor betydning. De havde talt om, hvordan nogle voksne havde venskaber, som havde varet siden barndommen, og de talte om, at sådan skulle deres venskab også være. Da de var ni år, skulle Lone Krogsgaard være storesøster. Hun syntes, det var pinligt, at de skulle have en baby i huset, hvor der i forvejen var tre børn. Veninden var anderledes begejstret.
”Jeg lovede Lone, at vi skulle blive ved med at være venner, for jeg skulle jo se hendes lillebror blive voksen,” siger Lene Kronborg.
De holdt ikke op med at holde af hinanden, men Lene Kronborg tog den direkte vej fra folkeskole til gymnasiet og var uddannet lærer, inden hun fyldte 25 år, mens Lone Krogsgaard tog på efterskole, hvor en række nye venskaber skyggede for det gamle. Siden fik hun en læreplads hos den lokale bogtrykker, for hun ville gerne noget kreativt.
”I de år, hvor vi ikke havde et så tæt forhold, holdt jeg mig til det løfte, vi havde givet. Det var en slags livslinje for mig. Lene havde fået en masse nye venner på gymnasiet, og jeg havde en læreplads et sted, hvor der ikke var jævnaldrende. Det var svært. En dag ringede Lene til mig, fordi en af hendes bedsteforældre var død. Det opkald betød meget for mig, for hun viste, at jeg havde en særlig plads, selvom der var mange nye venner i hendes liv.”
Alle venner har en historie om, hvordan de mødtes, og venskabet blev opbygget over tid, og måske også om, hvornår venskabet var udfordret. Aristoteles beskriver tre byggesten, som er centrale for venskabet.
Den første byggesten kan man kalde modtagelsen. Selv om man har kendt hinanden i en årrække, så sker der en modtagelse, hver gang man mødes. Jonas Holst sammenfatter modtagelsen således:
”I venskabet kan vi komme til stede med vores følelser og fornuft, vise åbenhed og lytte uden at lægge vore egne kategorier ned over det, som den anden siger. Venskabet er en mellemmenneskelig relation, hvor jeg ikke selv skal gøre det hele. Uden at modtage hinanden lægges der ikke nogen grund for en menneskelig forbindelse.”
Den anden byggesten er ledsagelsen, hvor man går sammen og følger hinanden. Det betyder dog ikke, at man behøver at ses hver eller hver anden uge, men at man følger med i hinandens liv som vidner eller medvandrere.
Den tredje byggesten er uddybelsen. Nogle venner vil beskrive sig selv som sjælevenner, og ifølge Jonas Holst hænger det sammen med, hvad der kan ske i uddybelsen.
”Her kan man komme i berøring med en sjælelig dimension, hvor man lærer hinanden så godt at kende, at man indirekte også lærer sig selv bedre at kende. Man kan blive opmærksom på følelser i sig selv, og man kan blive kureret for sine værste sider, fordi venskabet i uddybelsen også rummer en mulighed for kalibrering. Mister man en ven, mister man noget af sig selv. Det har mange beskrevet op gennem historien. Fordi man har været så tæt på hinanden, vil der opstå et hul i en selv.”
Sognepræst Gudmund Rask Pedersen har set mange mennesker tage afsked med en ven, når han har stået ved en kiste i Vær eller Serridslev Kirker ved Horsens, hvor han er sognepræst. I indledningen på en begravelsestale omtaler han gerne afdøde i dennes specifikke slægtsrelationer og slutter gerne af med at sige ”og gode ven”.
”Nogle gange er det meget tydeligt for mig, at det har været et gyldent gode for den afdøde, at der stadig var venner. At være venner er at bære vidnesbyrd om det, som har været, hvilket vi også ser helt tydeligt i Jesu omgang med sine disciple, som han også kalder for sine venner.”
Svigt og fortrydelser kan også være en del af et venskabs historie, og der kan være noget, man vil ønske, at man ikke havde gjort. Gudmund Rask Pedersen tror, det er en af årsagerne til at salmen ”Du som har tændt millioner af stjerner” i disse år synges ved mange begravelser og bisættelser. Salmen rummer en tak for de mennesker, som blev en støtte og en bøn om tilgivelse for det, man ikke fik gjort eller sagt.
”Venner er en væsentlig del af tilværelsens nådefulde barmhjertighed.”
I dag er veninderne begge folkeskolelærere, men faktisk er det slet ikke deres fælles fag, som fylder, når de mødes. Samværet har nærmest rituelle trin. Først skal de tale om deres relationer tilbage fra barndommen. Hvordan går det med forældrene og deres søskende, og hvad er status på deres eget familieliv? De mødte begge tidligt deres livsledsager og har fået børn cirka samtidig. Lene Kronborg er mor til tre, mens Lone Krogsgaards flok tæller fire.
Lene Kronborg: ”Der er noget trygt ved, at jeg kender alle elementerne i Lones liv. Når vi mødes, skal vi først have basen klar, så kan vi tale om alt det andet bagefter.”
Når de to veninder sidder ved landbordet, rejser de tilbage til barndommen i Gandrup, mens de vander hinandens minder. Ifølge sognepræst Gudmund Rask Pedersen er det at have venner at have vidner. Han har lavet en understregning i Milan Kunderas ”Identiteten”, hvor den tjekkiske forfatter beskriver, hvordan venskabet er uundværligt for mennesker. For at jeg’et ikke skal krympe, for at det skal bevare sit omfang, må man vande minderne som stueplanter, og denne vanding kræver regelmæssig kontakt med vidner fra fortiden, altså venner.
Milan Kunderas beskrivelse af venskabet får Gudmund Rask Pedersen til at fortælle om sin farmor, Maren Rask Pedersen. Hun havde let til latter og levede et aktivt socialt liv frem til sin død som 103-årig.
I hendes sidste år blev det tydeligere, hvordan det at have venner er at have vidner. Der var færre til at vande minderne, og på syngende vestjysk sagde hun, hvad der oversat til rigsdansk lyder sådan her:
”Det er ikke kun godt at blive så gammel. Der er ingen tilbage af dem, der var, dengang jeg var barn og ung. Det er ligesom om, den tid slet ikke har været.”
Lone Krogsgaard og Lene Kronborg kan godt lide at tænke på hinanden som livsvidner.
”Jeg tænker tit: ’Det her skal jeg lige vende med Lene’. Hun er meget god til at lytte. Jeg tænker på hende som en klippe, og i mit liv er hun venindernes veninde,” siger Lone Krogsgaard.
De har fundet ud af, at de bedste gaver, de kan give hinanden, er tid sammen. Da Lone Krogsgaard fyldte 50 år, gav Lene Kronborg hende en weekendtur til familiens sommerhus ved Slettestrand. God mad, cykel- og gåture. Og da Lone Krogsgaard skulle finde på en gave til veninden, blev det vandretur, shelterovernatning og bålmad. Det vigtigste er dog samtalen.
”Det er ikke nødvendigvis sådan, at vi løser problemer, når vi taler sammen, men der kan været et tryk, som bliver lettet,” siger Lene Kronborg.
Med ægtefæller, store børneflokke, fuldtidsjobs og engagement i foreningslivet kan venindetiden være sparsom. At der kan gå langt mellem, at de to har tid sammen, betyder mindre, end løftet om at de vil følges og være livsvidner. Lone Krogsgaard tænker, at deres samtaler er som en slags mental rodbehandling:
”Der kan komme ro på dybt nede, når vi får talt sammen.”
”Der kan komme ro på dybt nede, når vi får talt sammen.”