Når man har venner, har man vidner. Sognepræst Gudmund Rask Pedersen har lavet en understregning i Milan Kunderas ”Identiteten”, hvor den tjekkiske forfatter beskriver, hvordan venskabet er uundværligt for mennesker. For at jeget ikke skal krympe, for at det skal bevare sit omfang, må man vande minderne som stueplanter, og denne vanding kræver regelmæssig kontakt med vidner fra fortiden, altså venner. Denne sommer, hvor mundbindene kan blive i håndtasken, og det atter er tilrådeligt at samles uden at skele til sociale bobler, så er der kommet en større frihed til at pleje sine venskaber.
Milan Kunderas beskrivelse af venskabet får Gudmund Rask Pedersen til at fortælle om sin farmor, Maren Rask Pedersen. Hun havde let til latter og levede et aktivt socialt liv frem til sin død som 103-årig. Når han besøgte hende på plejehjemmet i Nørre Nebel ved Varde, kunne hun finde på at sige:
”Du kan ikke være her så længe, Gudmund. Jeg skal til sangkor.”
I hendes sidste år blev det tydeligere, hvordan det at have venner er at have vidner. Der var færre til at vande minderne, og på syngende vestjysk sagde hun, hvad der oversat til rigsdansk lyder sådan her:
”Det er ikke kun godt at blive så gammel. Der er ingen tilbage af dem, der var, dengang jeg var barn og ung. Det er, som om den tid slet ikke har været.”
Vigtige livsvidner manglede i Maren Rask Pedersens sidste år.
Det er en central del af det at være venner, at man er hinandens vidner. Det fastslår idéhistoriker og lektor i filosofi Jonas Holst fra San Jorge-universitetet i Spanien. Han har forsket i venskabet ud fra et filosofisk perspektiv i to årtier, skrevet ph.d. om emnet og er forfatter til bogen ”Venskab. Det gode mellem mennesker”, som er udgivet på Aarhus Universitetsforlag. Jonas Holst er optaget af, hvad det gode mellem mennesker er. Hvad er det for et mellemværende, som er mellem mennesker? I bogen skriver han:
”Dette mellemværende udgøres gerne af et hus eller et bord, hvor de forsamlede kan dele fælles goder som mad og drikke, der ofte synes at smage bedre i venners selskab. Hvor mange venskaber er ikke kommet i stand og er om muligt blevet cementeret ved et måltid. Tænk blot på et legendarisk et af slagsen, det bibelske påskemåltid, hvor Jesus deler brødet og vinen med sine disciple, hvilket får en symbolsk betydning, som på én gang besegler Jesu venskab med sine disciple og samtidig skiller dem ad.”
I bogen har han viet god plads til Aristoteles og de gamle grækere. Jonas Holst finder det slående, hvordan man som nutidig læser kan genkende sig selv og sine venskaber i de gamle grækeres beskrivelse af venskabet som et sted, hvor mennesker når til større indsigt om sig selv i mødet med andre. Når man taler om de gamle grækeres beskrivelse af venskabet, skiller Aristoteles sig ud som leverandør af tanker. Aristoteles så venskabet, eller philia, der er det græske ord for venskab, som det mest nødvendige i livet. I ”Den nikomacheiske etik” skriver Aristoteles:
”For uden venner ville ingen ønske at leve selv med alle de øvrige goder i behold.”
Den græske filosof Aristoteles opstillede tre typer af venskab. Den ene kategori har lysten som fortegn. Det er det venskab, som udfolder sig, når man går i byen, sidder i biografens mørke eller mødes på tennisbanen. Den anden type venskab har nytten som fortegn.
Når Aristoteles skriver om nyttevenskabet, kan man måske sammenligne det med vores tids netværksrelationer. Og så er der det venskab, som Aristoteles omtaler som det gode venskab, og her er en række kvaliteter, der skal være til stede.
”Der er nogle etiske dyder i det gode venskab, som i hvert fald bliver tydelige i kriser. Er den ene ven syg, er der en uudtalt forventning om, at man vil række ud til den anden og på den måde udtrykke den omsorg og tillid, det gode venskab rummer.”
En anden dyd, som udvikles i venskabet, er generøsitet. I venskabet regner man ikke i penge, men man har hinanden for øje.
”Vi kommer hver især med nogle dyder og nogle laster, som vi tager med ind i venskabet, men det interessante ved venskabet er, at man sammen opbygger en dygtighed og udvikler en generøsitet, fordi man deles om noget og ikke går så meget op i, hvem der giver hvad, for i venskabet er dynamikken, at vi hver især kommer med noget og deles om noget.”
Generøsiteten får følgeskab af tillid, og når de to forhold er til stede, bliver venskabet et sted, hvor man lærer sig selv at kende, fastslår Jonas Holst.
”Aristoteles er den første, som indser, at man må indrette samfund, så der kan være frihed til at stifte venskab. Mennesket har en trang til at være sammen med andre på en måde, hvor man kan være sig selv og bevare sin identitet, samtidig med at ens eksistens kan udbygges i venskabet.”
Alle venner har en historie om, hvordan de mødtes, og venskabet blev opbygget over tid. Aristoteles beskriver tre byggesten, som er gyldige på tværs af tiden.
Den første byggesten kan man kalde modtagelsen. Selv om man har kendt hinanden i en årrække, så sker der en modtagelse, hver gang man mødes. Jonas Holst sammenfatter modtagelsen således:
”I venskabet kan vi komme til stede med vores følelser og fornuft, vise åbenhed og lytte uden at lægge vore egne kategorier ned over det, som den anden siger. Venskabet er en mellemmenneskelig relation, hvor jeg ikke selv skal gøre det hele. Uden at modtage hinanden lægges der ikke nogen grund for en menneskelige forbindelse.”
Den anden byggesten er ledsagelsen, hvor man går sammen og følger hinanden. Det betyder dog ikke, at man behøver at ses hver eller hver anden uge, men at man følger med i hinandens liv som vidner eller medvandrere.
Den tredje byggesten er uddybelsen. Nogle venner vil beskrive sig selv som sjælevenner, og ifølge Jonas Holst hænger det sammen med, hvad der kan ske i uddybelsen.
”Her kan man komme i berøring med en sjælelig dimension, hvor man lærer hinanden så godt at kende, at man indirekte også lærer sig selv bedre at kende. Man kan blive opmærksom på følelser i sig selv, og man kan blive kureret for sine værste sider, fordi venskabet i uddybelsen også rummer en mulighed for kalibrering. Mister man en ven, mister man noget af sig selv. Det har mange beskrevet op gennem historien. Fordi man har været så tæt på hinanden, vil der opstå et hul i en selv.”
Sognepræst Gudmund Rask Pedersen har set mange mennesker tage afsked med en ven, når han har stået ved en kiste i Vær eller Serridslev Kirker ved Horsens, hvor han er sognepræst. I indledningen på en begravelsestale omtaler han gerne afdøde i dennes specifikke slægtsrelationer og slutter gerne af med at sige ”og gode ven”.
”Nogle gange er det meget tydeligt for mig, at det har været et gyldent gode for den afdøde, at der stadig var venner. At være venner er at bære vidnesbyrd om det, som har været, hvilket vi også ser helt tydeligt i Jesu omgang med sine disciple, som han også kalder for sine venner.”
Svigt og fortrydelse kan også være en del af et venskabs historie, og der kan være noget, man ville ønske, at man ikke havde gjort. Gudmund Rask Pedersen tror, det er en af årsagerne til, at salmen ”Du, som har tændt millioner af stjerner” i disse år synges ved mange begravelser og bisættelser. Salmen rummer en tak for de mennesker, som blev en støtte, og en bøn om tilgivelse for det, man ikke fik gjort eller sagt.
”Venner er en væsentlig del af tilværelsens nådefulde barmhjertighed.”