Prøv avisen

Venner har svært ved at tackle sorg og lidelse

Tegning: Rasmus Juul.

Mennesker i krise oplever, at deres venner har svært ved at klare situationen. Vi skal blive bedre til at afstemme vores forventninger til venskaber, mener sorgforsker Maja O’Connor. Hun mener, at det er vigtigt, at man forsøger at turde være der

Rigtige venner kan ej købes for penge. Rigtige venner kan ej købes for guld. Så meget ved vi.

Til gengæld forventer vi, at venner, der hverken er købt eller betalt, holder sammen gennem tykt og tyndt, også når det ser sort ud.

Men så enkelt er det ikke, mener Maja O’Connor, ph.d. og lektor på psykologisk institut ved Aarhus Universitet. For når vennerne forsvinder i forbindelse med flytning, skilsmisse eller allerværst sygdom og sorg, er en af forklaringerne, at vi ikke har afstemt vores forventninger til venskabet, inden det skal stå sin prøve.

”Selvom man har kendt hinanden længe, har man måske ikke været følelsesmæssigt tætte. Nogle venner spiser man hyggelige middage sammen med uden nogensinde at komme i nærheden af livets store, svære spørgsmål. Hvis den ene part så bliver ramt af sygdom eller sorg, skal man pludselig mødes i et nyt territorium – et med en masse følelser, man ikke tidligere har delt,” siger Maja O’Connor, der også er seniorforsker ved Det Nationale Sorgcenter.

Ud af alle patientgrupper er det de demensramte og deres pårørende, som føler sig mest ensomme. Det viser en spørgeskemaundersøgelse fra Alzheimerforeningen, der blev offentliggjort i sidste uge.

Her fremgår det blandt andet, at 96 procent af alle den dementes ”pårørende” består af familiemedlemmer.

”Vennekredsen skrumper helt ind, det oplever de fleste familier med demensramte,” siger direktør for Alzheimerforeningen Nis Peter Nissen.

”Problemet er et, som pårørende og patienter dagligt giver udtryk for over for vores rådgivere, og vi erfarer, at familiens bånd er stærkere end vennebåndene. Grunden kan være berøringsangst: Man skal være meget gode venner for at begynde at tale om noget, der kan være meget sårbart,” siger Nis Peter Nissen.

Sorgforsker Maja O’Connor er enig i, at berøringsangst og manglende mod til at se lidelse i øjnene er hyppige årsager til, at vennerne trækker sig. For sygdom og død minder os om, at vi selv skal samme vej.

”Det er ikke altid nemt at blive konfronteret med sin egen grundlæggende angst for at dø, og hvert menneske er vokset op med en forskellig kultur for, hvordan man reagerer. I mange familier håndterer man jo problemer ved at ignorere dem,” siger Maja O’Connor og peger på, at en rask ven til en alvorligt syg også kan føle skyld.

”Overlevelsens skam og skyld kender vi jo fra traumeområdet. Og selvom det er almindeligt for eksempel at føle lettelse over, at det ikke er én selv, der er ramt, er det ikke rart at se i øjnene,” siger Maja O’Connor, som synes, at det er vigtigt, at man forsøger at turde være der.

”Eller i hvert fald signalere, at man gerne vil, men at man måske har et begrænset område, man kan handle inden for.”

Også Nis Peter Nissen mener, det er forsøget værd at bevare venskabet.

”Nogle tænker, at hvis deres ven alligevel ikke kan genkende dem, så kan det være lige meget. Men det er det ikke. For inde bag ved sygdommen findes mennesket, vennen og følelserne stadig. Det er til det derinde, man skal prøve at få kontakt. Ikke ved at spørge ’kan du huske det og det’, for det kan vennen måske ikke. Men ved at være der. For selvom man ikke kan huske, kan man genkende – og bare føle glæde ved at holde i hånd og være i nuet sammen,” siger Nis Peter Nissen.

Der er naturligvis også historier om gode venner, der holder ud, og som støtter både den syge og de pårørende.

Sådan et venskab fortæller ”Kan jeg sygemelde mig hos Gud?” om. Bogen, der udkommer i næste uge, er skrevet af Nina Harboe og handler om hendes mand Steen Grands sidste år med sygdommen vaskulær demens (demens provokeret af små blodpropper i hjernen). Og om Steens barndomsven Martin Jensen, som holdt venskabet i live.

De to havde kendt hinanden, siden de var 12 år og begge flyttede til Birkerød fra andre steder i landet. Her gik de på Birkerød Statsskole og tog senere på rejser ud i Europa sammen. Som årene gik, ebbede venskabet lidt ud, fordi de fik travlt med meget andet, men de holdt kontakten, og da Steen Grand kom på plejehjem i august 2013, begyndte Martin Jensen at besøge ham to gange om måneden. I den sidste tid trådte han til to gange om ugen.

”Det var en meget stor gave for min mand, men også for mig, som kunne få en fridag, når de to var sammen. Ellers stod jeg ret alene med det hele,” fortæller forfatteren til bogen, Nina Harboe.

Venskabet blev et andet, men levede videre på nye ritualer. Små ting, som gav mening, fordi de var venlige og blev gentaget.

”De to begyndte altid med at drikke en danskvand, synge nogle bestemte sange og gå ud og ryge på altanen. Det vil sige, Steen røg ikke, men det gør Martin, og så stod de derude sammen. Det endte faktisk med, at Steen også tog en cigaret. Den røde tråd var almindelige, trygge ting, som de gjorde sammen, og som cementerede deres nye form for venskab,” siger Nina Harboe, som ”egentlig ikke ved”, hvorfor Martin var så god til at holde ved.

”Han sagde engang, at man ikke skal smide gamle venskaber væk, og at det er vigtigt at holde fast. På mig virkede det, som om det var en naturlig ting for ham at gøre.”

Andre venner nøjedes med at skrive, men det, der nytter, i hvert fald i forhold til demente, er at dukke op, mener Nina Harboe.

Hun tror, at de venner, der blev væk, måske havde svært ved at se en mand, som havde været vidende og dygtig til sit arbejde – Steen Grand var psykolog – være anderledes.

”Men det anderledes var også godt. Jeg kunne jo hele tiden se ham gennem sygdommen. Jeg tror, folk snyder sig selv lidt, når de bliver væk.”

Nogle venner ville helst have, at Nina Harboe var med, når de kom på besøg. Det respekterer hun fuldt ud.

Og hun bad aldrig direkte nogen om at besøge ægtefællen.

”De havde måske travlt eller havde ikke selv været igennem noget alvorligt. Jeg tror heller ikke selv, jeg tidligere tænkte så meget over, hvor meget det betyder at stille op.”

Men måske skulle Nina Harboe og andre i hendes situation bede direkte om hjælp og være præcise med at forklare, hvad det er, de har brug for, mener Maja O’Connor.

”Også syge og pårørende har et ansvar for at hjælpe den nye situation på gled og måske sige, at ’når du holder dig væk eller ikke spørger til mig, så bliver jeg faktisk ked af det’. Og så prøve at være så overbærende, som man kan, hvis vennerne klodser lidt i det,” siger sorgforskeren.

At melde direkte ud kan dog være svært, fordi syge og pårørende ofte mangler det overskud, der skal til, mener Nina Harboe:

”Når folk sagde, at vi bare skulle sige til, hvis de kunne gøre noget, følte jeg, at det var svært at komme tilbage senere og ’sige til’. Der var mere omsorg over dem, der ringede og sagde, at de kom til Steens fødselsdag, og at de i øvrigt tog en lagkage med. Det var dejligt ikke at være den, der skulle bede om noget.”

Netop små ting er bedre end ingenting, mener Maja O’Connor.

”Det er i orden at melde sig på banen i det omfang, man kan. Man behøver jo ikke ofre hele sin sjæl for at spørge, hvordan det går.”

Nogle gange skal venskaber heller ikke bestå for enhver pris.

”Det kan faktisk være hensigtsmæssigt, at de, der forsvinder, forsvinder, for måske ville de ikke blive et plus for den syge. Hvis de ikke kan eller har lyst, vil det stå i vejen for kvaliteten af venskabet og komme til at gå ud over begge parter,” siger hun.

Er det ikke lidt slapt at være ven i gode tider og ikke i dårlige?

”Måske, men man er jo den, man er, og forpligtelsen som ven er ikke altid nem. Jeg tænker tit på ’Den lille prins’ (børnebog skrevet af forfatteren Antoine de Saint-Exupéry i 1943, red.). Den lille prins vil gerne være venner med en vild ræv og prøver at komme tættere og tættere på den. Men så siger ræven:’Du skal passe på. For når du først har tæmmet mig, er du forpligtet over for mig for altid.’ For når man først har ladet folk komme helt tæt på sig og er kommet helt tæt på dem, så er man forpligtet på hinanden.”

Men også nære venner kan svigte?

”Ja, det er også derfor, ræven advarer, den ved jo godt, det ikke er så nemt at være der for hinanden i alle situationer. Men det er begge parter i et venskab, der er forpligtet. Også den syge eller døende har et ansvar for at sige ’når du holder dig væk eller ikke spørger til mig, så bliver jeg faktisk ked af det’. Man kan ikke vide, hvad der er grunden til, at nogle venner trækker sig. Så hvis man kan finde en måde at sige ’jeg savner dig’, tror jeg, det er en god idé.”

Men hvad siger Martin Jensen selv, ham der genoptog venskabet med demenssyge Steen Grand, da det så sortest ud?

”Vi havde jo kendt hinanden, siden vi var drenge, så selvom der var gået nogle år, syntes jeg, det var ret naturligt at tage venskabet op, nu hvor han var blevet syg. Vores samtaler var jo lidt absurde indimellem, men vi genfandt den tone, vi havde sammen. Der var også enkelte episoder fra vores rejser, som han kunne huske, lige til han udåndede: At vi blaffede til Oslo, spiste pølser på stationen og gik rundt hele natten, indtil vi blaffede hjem igen. Og lidt sjovt var det jo, at han beskyldte mig for ikke at huske så godt,” siger Martin Jensen.

Har han gode råd, hvis man vil bevare venskabet med en, der er blevet dement?

”Vær så naturlig som muligt, ikke bore i, hvem der kan huske hvad, og så grine lidt ad det hele, når man kan.”