Prøv avisen
Spørg om livet

Sofia brød med sine søskende: Venner kan være den familie, man selv vælger

Efter mange konflikter har Sofia valgt at bryde med familien. En beslutning som ikke var let, men for hende og hendes lille familie, var det den rigtige. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Efter mange år med vanskelige forhold, hvor Sofia ofte bed tænderne sammen trods konflikter og ubehageligheder, valgte hun at bryde med sin familie. Det kan være nødvendigt, men bør være sidste udvej, lyder rådet

Kære brevkasse

Ditte skrev forleden (bragt i Kristeligt Dagblad den 17. august, red.) om problemer i hendes familie. Specielt en svigerinde voldte problemer for samværet. Jeg læste Dittes brev med stor nysgerrighed, fordi jeg igennem mange år selv har oplevet store problemer med at være i min familie.

Igennem mange år har jeg oplevet, at mine søskende aldrig lyttede til mig eller tog mig alvorligt. Der blev sjældent svaret på forespørgsler, planer blev lagt uden mit vidende, og i forbindelse med vores fars sygdom var mine søskende særdeles fraværende. Mine børn og min mand, som er kommet til senere, mærkede kun ligegyldighed og uhøflig opførsel fra både børn og voksne, når vi var samlede. Og de var mærkede af det. Jeg vidste og mærkede det, men jeg holdt gode miner til slet spil, ”vi var jo familie”.

En dag kulminerede det i forbindelse med et restaurantbesøg. Min bror råbte ad mig på grund af en ubetydelighed, og så var bægeret fyldt. Jeg rejste mig og gik. Efterfølgende har jeg været udsat for en hetz i form af breve med indhold, der blandt andet gav mig skylden for alle problemer i familien. Andre familiemedlemmer blev kontaktet med voldsomme anklager mod mig.

Efter et stykke tid tænkte jeg, at jeg hellere måtte prøve at række hånden ud. Jeg orienterede mine søskende, når der var nyt omkring min fars sygdom – ingen reaktion. Jeg har bedt om, at vi fandt hinanden igen. Reaktionen kom flere måneder efter med et nedladende svar om, hvad jeg egentlig bildte mig ind at foreslå noget så dumt.

Og så tog jeg en beslutning. Jeg besluttede at droppe kontakten. Det var ikke en overilet beslutning. Det var en beslutning, der har været undervejs i mange år. En beslutning, jeg har været tæt på mange gange, men som jeg aldrig har turdet at træffe, for hvad vil folk dog sige til, at ”man forlader sin familie”.

Jeg skriver dette til Ditte, for jeres svar til hende var, at der var flere veje at gå. I nævnte bare ikke, at man kan forlade sin familie. Det har været hårdt og smertefuldt for os, men lettelsen over at være sluppet for råben og skrigen, ondt i maven og verbale overfald er faktisk det hele værd. Mit liv og mine børns liv er ganske enkelt blevet et mere lykkeligt liv, efter at vi tog den beslutning.

En sag har altid to sider – det ved jeg. Det her er min version. Deres er helt sikkert en anden. Men ansvaret for at træffe beslutninger i mit liv er mit, og det ansvar giver jeg ikke fra mig for at leve op til et romantisk billede af, hvad det vil sige at være familie.

Min og vores familie er nu de venner, som kommer i vores hus, som følger med i vores og børnenes liv. Mennesker, som støtter os og er der for os, når vi har brug for dem. Mennesker, som vi deler livet med på en fornuftig måde. Familie vælger man ikke selv – man vælger selv sine venner, og hvis det er de rigtige venner, så kan de sagtens fungere som familie.

Venlig hilsen

Sofia

Kære Sofia

Tak for dit brev om dine smertefulde erfaringer. Vi nævnte, som du skriver, ikke den mulighed for Ditte, da det især handlede om et enkelt menneske, som var specielt vanskeligt at forholde sig til, mens der var en del andre gode mennesker omkring hende. Det må også ofte være den sidste udvej. Samtidig er det bestemt en vej at gå, hvis livet visner for en, og man har prøvet mange ting gennem lang tid. Sådan som du har forsøgt det sikkert gennem adskillige år.

Naturligvis er det en vej, der nøje skal overvejes og gerne drøftes med gode mennesker. For en sådan beslutning kan medføre mange slags efterdønninger både af følelsesmæssig og praktisk karakter, når der for eksempel kaldes sammen til arrangementer i slægten både ved sorgfulde anledninger eller til fest. Så er der måske nogle i familien, man havde haft lyst til at se, samtidig med at der er andre, som man har brudt kontakten med, og som man ikke magter at møde igen.

Man beslutter så at sige også, at ens børn heller ikke skal have et forhold til dem, man bryder kontakten med, og det kan for eksempel være sorgfulgt og meget komplekst, hvis det gælder bedsteforældre.

Når det er sagt, vil der være situationer, hvor det må anbefales og støttes at bryde med nogle mennesker, som virker ødelæggende for trivsel og helbred. Det kan både handle om slægt og venner. Og som du skriver, vælger vi ikke vores familie selv. Vi får flere af dem i vuggegave og får nærmest med indgroet biologisk automatik en forestilling om, at sammenholdet er der eller må komme igen, hvis vi strækker os lidt eller holder ud selv i de situationer, hvor vi gentagne gange har oplevet os overset, krænket eller dårligt behandlet.

Der er mange ressourcer og megen tryghed og glæde at hente i gode, nære relationer, som trækker lange tråde tilbage til fortiden, og hvor man også deler blodets til tider gode bånd. Men sådan forholder det sig ikke i alle familier, og det kan være meget smertefuldt at erkende. Og ofte tager den erkendelsesproces ofte lang tid og kræver mange kræfter, for de fleste vil gerne have en god relation til deres nærmeste og være trygge ved og stolte af dem.

Søskende og forældre og venner kan udvikle sig i hver sin retning. Måske er man også udstyret med hver sit temperament og ser verden fra vidt forskellige ståsteder og får igennem livet vidt forskellige værdier og tager vidt forskellige og afgørende valg.

Man kan også opleve familier med dysfunktionelle, usunde eller syge reaktionsmønstre. Nogle brud må derfor til og holdes fast i, ganske enkelt for at bevare ens egen sundhed, selvfølelse eller integritet. Der er nemlig relationer, der kan være ødelæggende og tære så meget på ens livsmod og livskvalitet, så man først og fremmest må tænke på at beskytte sig selv og finde en mere frugtbar livsbane.

Vi kan læse, at din beslutning har været længe undervejs, men at den har været god og vigtig og har givet gode frugter i jeres egen lille familie og sammen med jeres venner. Alt godt videre til dig og dine.

Med venlig hilsen