Prøv avisen

Vi vil helst være venner med dem, der ligner os

Tegning: Rasmus Juul.

Særligt med mennesker, der ligner os, kan vi opleve venskab ved første møde, lyder det fra eksperter. Biologisk set betyder venskab tryghed, men faktisk er det også en vigtig del af det gode liv og vores forhold til døden, siger filosof

For 24 år siden holdt et fælles vennepar fødselsdag i Paris, og da Jane Rønnebech trådte ind ad døren, fik hun med det samme øje på Anne Brøgger.

”Vi var begge sygeplejersker, og generelt mindede vi bare om hinanden. Jeg kunne ret hurtigt mærke, at Anne er virkelig moderlig. Det er jeg også selv, og det er noget, jeg sætter meget højt. Så vi havde nogle værdier, vi var fælles om,” fortæller 54-årige Jane Rønnebech, der i dag arbejder som sundhedsplejerske.

Anne Brøgger, der i dag er 56 år og arbejder i en garnforretning, husker, at hun havde samme oplevelse.

”Lige fra begyndelsen fik jeg fornemmelsen af, hvor åbent og imødekommende et menneske Jane er. Hun er så positiv og givende. Derfor tænkte jeg, at det var med at hænge på. Det hele gik ligesom op i en højere enhed.”

Det var venskab ved første blik. Ikke ulig kærlighed ved første blik er det et møde med et andet menneske, hvor man med det samme kan mærke potentialet til en relation, i dette tilfælde et venskab. Fænomenet er langtfra nyt, og alligevel er det relativt uudforsket i videnskabelig forstand.

Oplevelsen af en øjeblikkelig romantisk tiltrækning er der skrevet vidt og bredt om, men på det psykologiske forskningsfelt er venskab ved første blik endnu nyt territorium. Det til trods for, at det er mange af de samme mekanismer, der ligger til grund.

Sådan lyder det i hvert fald fra Henrik Høgh-Olesen, der er psykologiprofessor ved Aarhus Universitet. Her forsker han blandt andet i biologisk psykologi, som belyser samspillet mellem hjerne, krop og adfærd.

”Mekanismerne, der er i spil, når vi oplever venskab ved første blik, er de samme, som når vi oplever kærlighed ved første blik. Det er en tiltrækning ud fra stort set samme parametre, men adskilt af, om det er i seksuel forstand eller ej,” siger psykologiprofessoren.

De parametre, Henrik Høgh-Olesen taler om, er nogle af de samme, som Jane Rønnebech og Anne Brøgger husker fra deres første møde – nemlig at de mindede om hinanden på en række punkter.

I vores første møde med et andet menneske afkoder vi ubevidst forskellige lighedspunkter i den anden. Der, hvor der er størst overensstemmelse, har vi også størst empati og sympati. Henrik Høgh-Olesen forklarer, at man i videnskabelige eksperimenter, der undersøger førstehåndsindtryk, kan se, at eksempelvis en forsøgsperson med briller vil være tilbøjelig til at opfatte andre brillebærende mennesker som mere sympatiske. Vedkommende vil i højere grad sætte sig tæt på dem og opsøge dem før andre.

”Det er mærkelige detaljer, som burde være ligegyldige. Men det hænger sammen med vores hjernes programmering og udvikling. Hjernen forstår lighed som beslægtethed. Det var en fordel, da vi levede i de tidlige stammesamfund, for fra vores beslægtede kunne vi regne med tryghed, hjælp og støtte, og det er samtidig vores beslægtede, vi vil give dette til selv,” forklarer Henrik Høgh-Olesen.

Vi kan med andre ord bedst lide mennesker, der ligner os selv. En anden mulighed er, at vi finder lighedspunkter i den anden, som minder os om nogle andre, vi kan lide, og derfor får vi et bedre førstehåndsindtryk. De parametre, vi bedømmer andre på ved første møde, handler både om udseende og holdninger. Altså fra brillen på næsen til seksualitet og politisk ståsted. Alder, køn og etnisk race vejer også tungt.

”I et møde med et menneske, hvor vi kan fornemme potentialet til et venskab, har det altså med lighedspunkter at gøre. Jo flere, vi kan tjekke af på listen, des bedre. Det er et positivt udgangspunkt, der etableres, uden at vi tænker over det. Vi er trygge ved vedkommende,” siger Henrik Høgh-Olesen.

Selvom der ikke er tale om en romantisk relation, når venner først mødes, spiller den fysiske tiltrækning alligevel en rolle. Det, Henrik Høgh-Olesen kalder ”universelle skønhedskriterier”, gør os mere venligt stemte over for et nyt menneske. Det er blandt andet symmetriske ansigtstræk, kileformet krop hos mænd og timeglasform hos kvinder. Det er, fordi vores hjerner er tilbøjelige til at opfatte smukt som godt. Smukt er i biologisk forstand forbundet til noget sundt, men vores hjerne har det med at tro, at det også har med det moralsk gode at gøre.

Jane Rønnebech husker, hvordan hun til den 40 års fødselsdag, en varm sommeraften i Paris for 24 år siden, faldt i hak med Anne Brøgger. Hun mener selv, at det blandt andet skyldtes Annes gode humor. Og det er ikke helt usandsynligt. Det at dele en humoristisk oplevelse er nemlig tæt forbundet med følelsen af intimitet, som er afgørende for, om vi ser et muligt venskab med et nyt menneske.

Det er én af konklusionerne i en videnskabelig artikel fra 2015 i tidsskriftet The Social Science Journal. Sammen med to kolleger står Kelly Campbell, lektor i psykologi ved California State University i USA, bag artiklen, som handler om såkaldt venskabskemi. Forskerne definerer fænomenet som ”en øjeblikkelig forbindelse mellem venner, som er nem og får relationen til at virke naturlig”.

Ligesom danske Henrik Høgh-Olesen peger de amerikanske forskere på, at én af de væsentligste faktorer i venskabsdannelsen er lighed. De, som har sammenlignelige hobbyer, personlighedstræk, intelligenser og overbevisninger, har altså større chance for at blive venner.

Ud over de fælles personlighedstræk såsom moderlighed og humor delte Jane Rønnebech og Anne Brøgger profession, og de havde jævnaldrende børn. Begge husker, hvordan venskabet nærmest kom af sig selv, og siden tog de to familier på flere fælles ferier.

Selve processen bag venskabsdannelse foregår relativt hurtigt, lyder én af pointerne fra Kelly Campbell og hendes kolleger. Allerede i de første øjeblikke i det første møde med et andet menneske træffer vi en beslutning om, hvilken type relation, vi ønsker at have. Og ifølge forskerne viser det sig, at beslutningen om venskab er relativt stabil, og at et venskab derfor hypotetisk set kan forudsiges allerede ved det første møde.

I mange år var børnene et naturligt omdrejningspunkt i Jane Rønnebech og Anne Brøggers venskab, og konfirmationer og fødselsdage var tilbagevendende fikspunkter. I dag er børnene flyttet hjemmefra, og Anne Brøgger er flyttet til Herning i Midtjylland, mens Jane Rønnebech fortsat bor i Hellerup ved København. Det er en udfordring, men alligevel forbliver noget det samme.

”Siden jeg flyttede til Jylland, ses vi ikke så ofte længere. Men fordi vi har kendt hinanden i så lang tid, er det nemt at holde venskabet i live. Jeg tror, at vores venskab har holdt, fordi vi er så meget på bølgelængde,” fortæller Anne Brøgger.

”Jeg har det intuitivt sådan, at Anne aldrig forsvinder ud af mit liv. Når man er venner, behøver man ikke at se hinanden hver uge. Man er stadig en del af hinandens liv,” siger Jane Rønnebech.

Og det er ét af kendetegnene ved et venskab, mener Jonas Holst. Han er adjunkt i filosofi og etik ved San Jorge Universitet i Zaragoza i Spanien, og så har han forfattet bøgerne ”Venskabets etik” og ”Venskab. Det gode mellem mennesker”.

”Venskaber indeholder etik i den forstand, at de bidrager til det gode liv. Det er ikke alle møder, der bliver til venskaber, men når de gør, opbygges noget nærmest ideelt, som ikke er afhængigt af, at man er sammen i tid. Gode venner kalder sig stadig venner, selvom de ikke ser hinanden i en rum tid,” siger Jonas Holst.

Han læner sig op ad den oldgræske forståelse af venskab, som blandt andre Platon og Aristoteles repræsenterer. Begge mente de, at mennesket har svært ved at lære sig selv at kende, men at vi i mødet med andre kan nå til indsigt i områder af os selv, vi ikke før kendte til. Indsigt i vores venner er altså indsigt i os selv, hvorfor det giver god mening, når psykologien peger på, at vi søger mennesker, der ligner os selv.

Alligevel mener Jonas Holst, at venskabet rækker langt ud over sådanne ligheder. At det rækker ud over os som individer og ind i en relation, som vi søger, fordi vi prøver at håndtere vilkårene for vores eksistens.

”Mennesket rummer en indre tomhed. Vi er endelige væsener, og vi er bevidste om det. På den måde mærker vi en grænse – at vi ikke kan mestre vores liv suverænt selv. Vi er altså ikke selvtilstrækkelige. Venskaber bidrager til en mellemmenneskelighed, som gør det muligt at leve med tomheden. I mødet med andre mennesker kan vi dele uvisheden.”

Derfor mener Jonas Holst, som de gamle grækere, at venskabet er en nødvendig del af det gode liv.

”Mange ting har ændret sig siden Aristoteles, men livets grundvilkår om uselvtilstrækkelighed og døden er der stadig.”

I den videnskabelige artikel peger de amerikanske forskere på, at der er særlig stor chance for venskabskemi, hvis flere af fem faktorer for venskabsdannelse er opfyldte. Ud over fysisk tiltrækning, lighed i værdier og holdninger og fælles interesser og humor er også gensidig kommunikation og afsløring samt gensidig venlighed og oprigtighed afgørende.

Jo flere af disse fem der er til stede i et møde med et nyt menneske, jo større er chancen for at opleve venskabskemi, venskab ved første blik. Men oplevelsen er, som psykologiprofessor Henrik Høgh-Olesen tidligere fremhævede, en i høj grad ubevidst proces. Derfor kan indtrykket ændre sig undervejs i venskabet.

”Det første indtryk er spontant og baseret på intuition. På længere sigt kan vi blive mere bevidste om ligheder og forskelle. Hvis vi kigger på vores venner i dag, kan vi sikkert finde sådanne lighedspunkter. Fugle af samme fjer samles i flok,” siger Henrik Høgh-Olesen.

I dag er Anne Brøgger og Jane Rønnebech ikke i tvivl om, at det første indtryk for 24 år siden var korrekt, og ingen af dem kan forestille sig, at de en dag ikke længere skulle være venner.

”Vi har de samme holdninger til børn, venner, arbejde, og hvad der er vigtigt i livet. Når det grundlæggende på den måde er på plads, så skal der meget til at vælte det,” som Anne Brøgger udtrykker det.