Prøv avisen

Poul Thomsen: Vi tør ikke at se døden i øjnene og forholde os til den

”Kom, hjerte, tag dit regnebræt, skriv op dit levneds dage, se til, at du kan sanse ret og tænke lidt tilbage!”. Dén sætning fra Brorsons salme har rumsteret i baghovedet, da Poul Thomsen sagde ja til at skrive en erindringsbog. Og rejsen tilbage har været meget bevægende, fortæller han. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Han får stadig breve adresseret til Poul ”Dus med dyrene” Thomsen, selvom det snart er 20 år siden, han stoppede på tv. Det er da også de svundne tiders ro og nærvær, Poul Thomsen fortæller om i sin nye selvbiografi. Men også om de personlige tragedier, hvor ekskonen og senere sønnen begik selvmord

Man skal bare lytte til stemmen, så er man tilbage. Foran fjernsynet i 70’erne, 80’erne eller 90’erne, hvor Poul Thomsen med den dybe stemme og de rare øjne var garant for nogle af de mest sete programmer på DR.

Først i ”Dus med dyrene”, senere i ”Hund og hund imellem” og ”En naturlig forklaring”. Dengang var Poul Thomsen manden i skovmandsskjorten, der lod blod- igler sætte sig fast på armen og en hveps stikke sig, mens vi så på. Med hønsehunden Balder liggende i kurven bagved. Senere afløst af hornuglen Jacob, der sad på en pind i baggrunden.

I dag får han stadig breve sendt til: Poul ”Dus med dyrene” Thomsen, og når folk møder ham på gaden er det med et ”Go’daw Poul Thomsen. Tak for et godt program. Hvordan har Balder det?”.

Så svarer han, at han da håber, Balder har det godt der, hvor den nu befinder sig – for det er 30 år siden, den døde.

”Jeg var i DR i næsten 25 år, fra 1977 til 2000, og i dag kan jeg da godt savne den der eksponering, jeg havde. For det var virkelig sjovt og spændende at være en del af tv-verdenen dengang. Da jeg begyndte, var der jo kun DR, så det var nemt nok at være elsket. Jeg var nærmest ene hane i kurven, så når ”Dus med dyrene” blev sendt lørdag aften, var der selvfølgelig vildt høje seertal.”

Nutidens tv-programmer siger ham ikke så meget. Og de mange reklamer eller trailere for kommende udsendelser irriterer ham voldsomt.

”I gamle dage havde vi en mand som Bent Bertramsen, der sad foran en kamin i sin tweedjakke og altid indledte med at sige ’Godaften’. Derefter fortalte han stille og roligt om den næste uges programmer. I dag er tempoet derimod så forjaget, at det kan være svært at opfatte, hvad der bliver sagt. Men alle er blevet så forfærdelig bange for, at seerne skal komme til at kede sig. Man burde tage ved lære af, at rigtig mange seere for eksempel nyder at se det norske program, hvor man følger et skibs sindige sejlads, eller strikkeprogrammet på TV Syd, hvor det netop er langsomheden og roen, der fænger.”

Det er blandt andet tiden fra livet foran kameraet, mødet med de mange gode kolleger fra dengang, rejserne og venskaberne med andre kendte, som 80-årige Poul Thomsen nu har valgt at fortælle om i sin selvbiografi ”Dus med livet”, som han har skrevet i samarbejde med forfatter Andrea Bak. Men det er først og fremmest en bog om ”den tid med nærhed og tryghed, som var engang”, fortæller han fra hjemmet i landsbyen Albæk, der ligger nogle kilometer nordøst for Randers.

Et A-hus, højt oppe på en bakketop, med udsigt over marker, himmel og fjordlandskab, hvor toppen af en coaster nogle gange kan ses i det fjerne. På vej mod landets eneste flodhavn.

”Da min tidligere kone, Hanne, og jeg flyttede hertil i 1960, var Albæk stadig et rigtigt bondeland. Med roemarker og køer, der brølede. Der var en stolthed i den gamle landbrugskultur, som ikke findes mere. Med stovte bønder og nærhed i de små lokalsamfund. Hvor alle kendte alle. Nu er her bygørkener, så langt, man kan se, og de tidligere så driftige gårde er helt sunket sammen. Det er trist, synes jeg. Og den tabte kultur med dens tryghed og ro er nok også den, jeg først og fremmest forsøger at give en stemme i min nye bog.”

Inden Poul Thomsen fortæller videre, får han hundene Lillebror og Thit, en 10-årig labrador og en 2-årig border terrier, til at gå ind i et andet rum. De vil ellers meget gerne kløes og klappes, men med ordene ”kom så mine hundebørn, kom med far”, lykkes det at få dem med.

Poul Thomsen sætter sig igen og citerer en Brorson-salme: ”Kom, hjerte, tag dit regnebræt, skriv op dit levneds dage, se til, at du kan sanse ret og tænke lidt tilbage!”.

”Den sætning har jeg haft i baghovedet, da jeg sagde ja til at fortælle mine erindringer. Og det har været meget bevægende for mig at rejse tilbage til den tid, der var. Alene det at finde billeder til bogen. Ikke mindst af min gamle bedstemor, som jeg virkelig har elsket højt. Jeg frygtede altid, at hvis hun døde, så ville jeg også dø. Hun lovede mig derfor, at hun aldrig ville dø.”

Poul Thomsen voksede op hos sin mor og bedstemor i Hammel, der ligger mellem Aarhus og Viborg. Moderen var flyttet hjem med den lille søn, der var født uden for ægteskab, uden nærmere forklaringer – og mens hun var den elegante kvinde på høje hæle med job i banken, så var det Poul Thomsens bedstemor, der gik derhjemme og stod for opdragelsen af barnebarnet. Han kalder det ”en glimrende arbejdsfordeling”, for bedstemor var fyldt med livsklogskab og kærlighed. Han sov endda i dobbeltsengen mellem de to kvinder.

”Mit allerførste minde er fra haven på Tilemannsvej. Solen skinner, og bedstemor er der. Andet husker jeg ikke. Men det er en fornemmelse af tryghed.”

Poul Thomsens bedstemor var meget troende. Og han blev derfor opdraget med både Fadervor og aftenbøn. Men hans eget forhold til kristendommen led et alvorligt knæk, da bedstemor ikke kunne love den lille Poul, at også dyrene ville komme i Paradis efter døden.

”Dyrene har altid betydet meget for mig, og jeg plagede forgæves som barn om at få en hund. Så jeg havde meget svært ved at forstå, hvorfor Paradiset skulle være forbeholdt menneskene. Derfor overtog jeg ikke min bedstemors kristne tro, selvom jeg stadig elsker at gå i kirke. Roen, fordybelsen, orglets brusen og det at synge sammen holder jeg meget af. Og jeg bliver også meget rørt, når jeg er i kirken, men den dybe tro, som min bedstemor levede med, den ejer jeg ikke.”

I skolen havde alle øgenavne. Pølse, fordi hans far arbejdede på slagteriet. Pumpes far var cykelsmed, og Søms var tømrer. Poul Thomsen blev derfor kaldt Ingen. For det var jo sådan, det var.

”Jeg savnede aldrig en mand i hjemmet. Kun når jeg gerne ville på fisketur, for det måtte jeg ikke uden en voksen. Men jeg havde heldigvis onkel Hans, min mosters mand, som hjalp mig i gang med at fange ørreder. I virkeligheden var jeg et dybt forkælet barn, og opvæksten har da også givet mig den dybeste respekt og grænseløse beundring for kvinder. Jeg synes derimod, at mange mænd opfører sig som nogle stude, og jeg kan næsten ikke holde ud, når mænd fyrer sjofle vittigheder af.”

Den næste kvinde i Poul Thomsens liv blev Hanne. Hans store forelskelse, som han mødte som 20-årig. De blev forlovet ”en måneskinsnat på Rømø”, som det står beskrevet i bogen, og kort efter blev Hanne gravid, og det unge par gift. Hanne var lys og smuk. Elskede naturen, at være omgivet af venner og familie og at tage på fisketure med sin mand og deres to sønner, Morten og Mads.

I begyndelsen vidste Poul Thomsen ikke, at Hanne var bipolar, det, man tidligere kaldte maniodepressiv.

”Hendes far havde godt nok fortalt mig, at hun en gang imellem blev lidt mut. Men det havde jeg jo ikke tænkt videre over. Som årene gik, tog hendes sygdom mere og mere over, og hun var indlagt flere gange. Det var frygteligt. Også at være pårørende til, for jeg troede, at jeg kunne hjælpe hende eller gøre noget. Men hverken medicinen, elektrochok eller jeg kunne fjerne hendes lidelse. Og til sidst kunne jeg ikke klare at være der mere.”

Poul Thomsen bliver tydeligt berørt, når han taler om Hanne.

”For jeg gjorde hende jo ondt. Jeg stod ikke distancen, og det kan jeg godt en gang imellem stoppe op og være ulykkelig over. Jeg rejser mig dog altid igen. Hvis dog bare Hanne havde haft et gran af min modstandskraft.”

Poul Thomsen lod sig skille efter 47 års ægteskab og mødte Susanne, som han i dag er gift med, og imens formørkedes Hannes tilstand, og hun endte med at tage sit eget liv.

”Hanne var et stolt menneske, og hun kunne godt se, hvor det bar hen – og jeg tror simpelthen ikke, at hun havde lyst til at leve videre på et plejehjem, som havde været nødvendigt. Derfor synes jeg egentlig, det var flot, at hun traf sin beslutning om at sige verden ret farvel.”

Poul Thomsen mener derfor også, at aktiv dødshjælp burde være tilladt. Han forstår ikke den modstand, som den pensionerede læge Svend Lings oplever i sit forsvar for alvorligt syge menneskers ret til selv at bestemme, hvornår livet er blevet for ubærligt at leve.

”Jeg synes, han har ret. Ethvert menneske er herre over sit eget liv, og der er jo ingen, der vil gøre en ende på deres eget liv for sjov. Jeg mener, der skulle være en ret til assisteret selvmord. Men vi er så ufatteligt bange for døden herhjemme. Vi tør ikke at se den i øjnene og forholde os til den.”

Poul Thomsens bedstemor sagde engang til ham: ”Poul, der kommer noget til os allesammen.”

”Og det må jeg da i den grad sige, at der også kom til mig,” siger Poul Thomsen og bliver igen lidt stille. For han har ikke kun skullet leve videre efter Hannes død, også sønnen Morten tog sit eget liv, da han var 49 år. Han havde desværre arvet sin mors psykiske lidelse og gik en vinternat, ”på strømpesokker i 18 graders frost, væk fra sit hjem og ud på marken, med en kniv. Det var så forkert. Hvor jeg kunne forstå, at Hanne traf sin beslutning om selvmordet, så var det noget helt andet med Morten. Han skulle ikke være død. Det var en psykose, der tog magten fra ham.”

Samme dag som interviewet finder sted, har Ekstra Bladet slået op med stort: ”Var ikke til sin søns begravelse. Poul Thomsen taler om sit livs tragedie.”

Det kommer ikke bag på ham, at det netop er den oplysning i bogen, Ekstra Bladet vælger at fremhæve.

”Men jeg tog ikke til Hannes begravelse, fordi Sus ikke var velkommen, og jeg har aldrig haft et godt forhold til Mortens kone, så der dukkede jeg heller ikke op. Det kan man så kalde følelseskoldt, eller hvad man vil. Men for mig at se er det heller ikke begravelsen eller gravstedet, der er det vigtigste – for Morten og Hanne, de vil altid bo hér,” siger Poul Thomsen og lægger venstre hånd på sit hjerte.

Selv er han ikke bange for at dø. Han føler sig nu også vældig frisk og døjer kun med noget gigt. Men han har dog bestemt, hvilke salmer der skal synges, og at hans urne skal stilles i et af digerne, ”hvor de vilde roser blomstrer på Hjortø”, som det står i bogen.

”Jeg er en håbløs romantiker, det er derfor. For jeg ved jo godt, at jeg er færdig med at nyde naturen, når den tid kommer. Men jeg tror også, at det betyder noget for de efterladte, at man har gjort sig nogle tanker om det sidste farvel. Og Hjortø har en særlig plads i mit liv, for her bor endnu et af de skønne mennesker, som jeg har været så heldig at møde. Nora er øens dronning, hun laver den bedste kyllingesteg og bor på en firelænget bindingsværksgård, hvor hun tidligere også havde sin mand hos sig. Når jeg er sejlet dertil, har mit hjerte altid slået et ekstra slag, og når jeg sejler derfra, græder jeg. For jeg er så bange for ikke at se hende mere. Når hun dør, så synker Hjortø i havet – i hvert fald for mig, for det er hendes varme og kærlighed til alle mennesker og dyr, der holder den oppe.”

I den seneste tid har Poul Thomsen nu også haft alt for travlt til at lade livet gå i stå. I forbindelse med hans selvbiografi har medierne haft travlt med at få plads i hans kalender, og derfor undskylder han også på forhånd, hvis han kommer til at gentage noget, han allerede har sagt.

”Men der er nu en ting, jeg ikke har fortalt andre,” siger han, da han går med udenfor for at sige farvel.

”For nylig blev jeg faktisk kontaktet af en dame, der sagde, hun havde læst, at jeg ikke vidste, hvem min far var. Hun fortalte så, at det vidste hun. For i hendes familie havde der været et ’sort får’, som havde gjort en kvinde gravid. Min mor. Det vidste alle i denne familie. Og hvis jeg ville være helt sikker, så stillede hun sig gerne til rådighed med en dna-test. Hvis jeg så også lod mig teste, kunne vi se, om vi var i familie.”

Poul Thomsen sender et skælmsk smil, inden han fortsætter. ”Jeg svarede selvfølgelig nej tak. Jeg er fuldstændig ligeglad med min far. For det var han jo med mig. Og jeg har haft et rigtig godt liv uden ham. Det har jeg tænkt mig at fortsætte med.”

Find særudgaven af e-avisen fra den 26. december 2018 med årets bedste interviews her

Tranen stod tidligere og bevogtede indgangen til et tempel i Japan. Nu har den udsigt til landskabet omkring Randers Fjord og byder som den første velkommen til Poul Thomsens hus i Albæk, hvor han bor sammen med hustruen Susanne. Poul Thomsen arvede tranen efter sin nu afdøde gode forfatter- og journalistven, Ole Vinding. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix