Prøv avisen

13-årige Jonas er blind og besat af musik: Verden er fuld af spændende og smukke lyde

Jonas Torstensen sidder med nogle af de kassettebånd, han har lavet. ”Alt, hvad jeg kan lave selv, det laver jeg også selv,” siger han. Foto: Carsten Bundgaard

13-årige Jonas Torstensen er besat af musik på vinyl og kassettebånd og har startet sit eget lille pladeselskab. Og så er han blind og har en høresans ud over det sædvanlige. Blandt andet derfor går han rundt med en lille Panasonic-diktafon i lommen

Hør Jonas Torstensen fortælle om et bånd med eksperimenterende techno, han har fået af en ven:

Den blålige og let slidte hængekøje på drengeværelset svinger frem og tilbage. Højere og højere op. Det er Jonas Torstensen, som får den til at svinge, og hængekøjen ligner næsten et flyvende tæppe, som han sidder dér i lotusstilling og ivrigt fortæller om et af de seneste lp-fund, han har gjort.

Rundt om på værelset står lp’er i plasticposer, nogle står i en grøn mælkekasse, mens selve samlingen er sat mere sirligt op på en reol ved siden af kasser med kassettebånd i forskellige farver.

Jonas Torstensen er 13 år, går i 7. klasse på Munkebjergskolen i Odense og er født blind. Ud over at være næsten fanatisk vinyl-entusiast spiller han selv musik, og han startede sidste år sit eget lille pladeselskab.

Lukker man øjnene et øjeblik, kan man næsten forledes til at tro, at det er en voksen, som taler. For når Jonas Torstensen fortæller om sin interesse for eksperimenterende dansk musik, er det med en usædvanlig stor viden og passioneret overbevisning, hvor ord som ”dissonant klaver”, ”tung døs af hallucinatorisk ekko” og ”kakofonisk freejazz” flittigt benyttes til at beskrive musikken.

Åbner man øjnene igen, ser man dog ingen voksen. Men en dreng med et langt gyldenrødt hår, der blafrer i takt med hængekøjens bevægelser, og hvis store velfornøjede smil udtrykker en ungdommelig begejstring, de færreste voksne er forundt. Det er en smittende begejstring, som, når den bliver rigtig stor, slet ikke kan skjules. Så vifter han energisk med hænderne, og talestrømmen bliver massiv.

På ungdomsværelset står også en gammel spolebåndoptager fra 1990’erne, og ved siden af den en gammeldags lydoptager. Jonas Torstensen optager ofte lyd, når han er udenfor. For det meste med diktafon.

”Jeg er herostratisk berømt blandt mine venner for altid lige at gå rundt med båndoptager i lommen,” siger han.

For man ved jo aldrig, hvilke specielle lyde man kan støde på, og så er det godt at have den lille Panasonic-diktafon i lommen. Som da han en dag gik tur ved Odense Å med en ven og hørte en elledning, der lød som ”et rumskib eller en sværm af syntetiske myrer, som kom flyvende”.

Det var ikke nogen normal elledning, tænkte han og lavede en fire minutter lang lydoptagelse.

”Man skal huske at lytte. For der er så mange spændende og smukke lyde, man ellers ikke lægger mærke til,” siger han og understreger, at man ikke behøver at lede efter dem. For ”tit dumper de bare ned i hovedet på én”.

Og når de dumper ned, rammer de Jonas Tortensen lidt tungere. Han hører nemlig lidt mere end mange andre. For eksempel kan han høre væggene på sit værelse eller husmurene udenfor. For uanset hvor stille der er, vil der altid være en eller anden lyd. Lyden af én selv. Eller lyden af luften, som, når den møder væggene, giver genklang i rummet.

Det er den slags resonansrum, Jonas Torstensen bevæger sig i. Og det er rum, som har taget tid at lære at kende. Da han var lille, kunne han ligge meget længe ad gangen alene i sandkassen i børnehaven og bare lytte. Til de andre børn. Til fuglene. Til alle de forskellige lyde. Og da han gik til svømning, øvede han sig næsten lige så meget på at forstå resonansrummene under vandet som på vejrtrækning og svømmetag.

Denne opmærksomme tilgang til lyde har lige fra start været definerende for hans nørdede og nysgerrige tilgang til musik. Men interessen for vinyl og kassettebånd er dog ikke én, han deler med sine jævnaldrende. Og der har da også for år tilbage været tidspunkter, hvor han har ærgret sig over ikke at kunne spille fodbold eller lege fangeleg med de andre i skolegården. Men omkring 3.-4. klasse ændrede det sig, og han kom frem til en erkendelse af, at interessen for musik var mindst lige så sjov som at spille fodbold. Og så tænkte han skidt være med det.

Det er også en indstilling, han har fået med hjemmefra. Der ikke er nogen grund til at være trist over de ting, man ikke kan. I stedet gælder det om at finde sine egne interesser. Og faktisk er det ikke noget, han tænker over nu. Men han kan godt forstå, at det for blinde, der ikke er født sådan, kan føles som et alvorligt afsavn. For så mister man noget. Men for ham har det altid været sådan, og synshandicappet er hverken et problem eller noget, han føler er definerende for ham som person.

Da han var yngre, tilbragte han mere tid sammen med andre synshandicappede. Det var for en stund fint, og han havde nogle rigtig gode venner, som var blinde. Men på et tidspunkt voksede de fra hinanden. For det at være fælles om et handicap bør ikke være det styrende i et venskab, synes han.

”Der er selvfølgelig nogle gode ting ved fællesskaber, der dannes på baggrund af et handicap. Men det bliver ofte også meget lukkede rum. Man kan selvfølgelig altid snakke om den nyeste og fedeste model af blindestokke, men det er jo ikke så interessant i en hel weekend,” griner han.

I stedet finder han fælleskaber omkring musikken meget mere givende og inspirerende. Et par gange om måneden tager han en tur til København for at gå til koncert eller for at finde de lidt mere specielle plader. Så har han sin ”væbner” med, som han kalder sin hjælper, Søren, en ung pædagogstuderende. De to lærte hinanden at kende for cirka fem år siden, da Søren begyndte at hente Jonas i skole. Nu tager Søren med på alskens udflugter til pladebutikker og koncerter. Eller til folk-festival på Fanø eller elektronisk musikfestival i Helsingør af den avantgardistiske slags. Men han nøjes ikke kun med at lytte til musik. Sidste år stiftede har sit eget lille pladeselskab, som udgiver dansk undergrundsmusik på kassettebånd.

”Det er bare min fortvivlede enmandshær for eksperimenterende musik,” siger han.

Projektet begyndte, da han af nogle bekendte i Aarhus fik tilbudt en gammel båndduplikator. Med den kunne han nemt og billigt kopiere kassettebånd forholdsvist hurtigt.

”Pludselig havde jeg muligheden for at lave mit eget pladeselskab, hvor jeg kan lave alt muligt hjemme på mit værelse uden det store økonomiske tab, hvis en udgivelse ikke sælger. Det gør, at jeg kan være kompromisløs i, hvad jeg synes skal udgives,” siger han.

Først lavede han et par udgivelser med 10-20 eksemplarer, som alle blev solgt. Hans nyeste udgivelse er med det sydfynske musikkollektiv Af Med Hovedet, som han har produceret 75 eksemplarer af, hvilket er meget, fortæller han.

”Det er måske den mest storhedsvanvittige udgivelse nogensinde,” siger han og fortsætter:

Storhedsvanvittig, fordi alle 75 eksemplarer skulle laves i hånden. Projektet tog næsten et halvt år at færdiggøre.

”Det er jo fedt at lave en udgivelse, hvor man skaber det hele selv i stedet for at få et firma i England til det. Det har jeg også sat som dogme for pladeselskabet: Alt, hvad jeg kan lave selv, det laver jeg også selv.”

Derfor er han også taknemlig for al den hjælp, han har fået undervejs fra venner og familie.

Hans mor har hjulpet til med både layout og covere og har sågar sponsoreret en lp-udgivelse, fordi hun syntes, at musikken var så god, fortæller han.

Men også hans lillesøster Maja på 10 år har været en vigtig arbejdskraft. Hun har tegnet over 20 af de unikke omslag, fortæller Jonas Torstensen.

For Jonas Torstensen – ligesom mange andre musiknørder – betyder det rigtig meget, hvilken slags cover kassebåndet eller lp’en udkommer i. For ham handler det om pladens taktile udtryk. Om vægt. Og tekstur.

Pladen skal helst være et gennemarbejdet kunstværk. Og gerne hjemmelavet. Han skal kunne føle, at der skal være lagt noget kærlighed og arbejde i det. Bogstaveligt talt.

Når han køber en ny plade, giver han den typisk en gennemlytning, mens han med hænderne undersøger pladens fysiske udseende. På den måde kan han huske den. For de fleste af de plader, han køber, har forskellige kendetegn. Nogle er tungere, nogle er mere ru, nogle mere glatte. Nogle kommer i genbrugspap.

Selvom Jonas Torstensen ikke selv oplever sit synshandicap som definerende for sin person, bliver han dog spurgt om det i skolen. Ofte samler de yngre børn sig rundt om ham, og så skiftes de til at stille spørgsmål. Tit spørger de, hvad hans yndlingsfarve er. Men Jonas ved udmærket, at spørgsmålet er en fælde, og han vinder altid legen.

”Så jeg svarer altid sort, for det er jo den farve, jeg ser,” siger han velfornøjet.

Så må de jo finde på nogle andre spørgsmål. Og dem er der masser af. Nogle mere upassende end andre, fortæller Jonas Torstensen. Men det er helt fint, for han vil helst have, at man stiller spørgsmål. Så han tager sig altid tid til at tale og ser det som sin opgave at give dem et fyldestgørende svar. For hvis ikke de får svar nu, får de måske aldrig et.

”De skal jo lære, at vi handicappede er, ligesom de selv er. Og dem kan man sagtens snakke med. De har ikke fået alle de konventioner, som man får med alderen, om, hvad man må spørge om, og hvad man ikke må.”

For det undrer ham, at der i 2018 stadig er mange voksne, som ikke ved, at man sagtens kan tale helt almindeligt til en person med handicap. Han synes i det hele taget, at der er en generel tendens til, at man ikke tør at spørge ind til hinanden. Måske er det, fordi vi er bange for at gøre os selv til grin, eller fordi vi er bange for at udskamme folk. Han er ikke helt sikker.

”Jeg har oplevet så mange voksne mennesker være bange for at spørge. Og i virkeligheden er det dem, som kommer til at virke som generte, små børn. Jeg synes, at vi som mennesker skal blive bedre til at snakke med andre, som er anderledes, som bevæger armene spastisk eller ikke kan se. Det tror jeg vil bryde det her skel mellem ’de normale’ og ’de udfordrede’, som stadig bliver holdt lidt for meget i live.”

I hængekøjen på drengeværelset fortæller Jonas Torstensen ivrigt om et af de seneste lp-fund, han har gjort. Foto: Carsten Bundgaard
Med en gammel båndduplikator kan Jonas Torstensen nemt og billigt kopiere kassettebånd forholdsvist hurtigt. Foto: Carsten Bundgaard