Prøv avisen
Er verden af lave?

Verden er mindre kaotisk, end man tror

Tegning: Rasmus Juul

Efter en sommer med terror og usikkerhed kan man blive grebet af katastrofestemning. Men fremtiden har aldrig tegnet så lys som nu, mener flere forskere

Det var julemorgen i 1967, og ifølge en ufo-kult skulle Jorden gå under. Derfor havde 12-årige Uffe Gråe Jørgensen sammen med sin gode ven barrikaderet sig i sit værelse i hjemmet i Lyngby ved København. Barrikaden bestod af en bogreol foran vinduet, der skulle sikre, at netop de to ikke blev udslettet af den atomkrig, som rumvæsnet Orthon havde varslet tidligere på året. Dets jordiske talerør var danskeren Knud Weiking, hvis åbenbaringer vakte stor interesse blandt ufo-interesserede. Blandt tilhængerne var de to astronomi- og ufo-interesserede drenge bag bogreolen, som dog regnede med at blive blandt de få udvalgte og gode, der efter deres auras kvaliteter ville blive hentet op i et rumskib og skånet.

”Vi troede på dommedagsprofetien til en vis grad, men allerinderst inde vidste vi nok godt, at det var noget vrøvl. Vi var meget optaget af både astronomi og det okkulte og fik blandet det hele sammen. Vi havde også mange natlige ekskursioner til Dyrehaven, hvor vi syntes, at vi så rigtig mange ufoer. Men på et tidspunkt når man til et punkt, hvor man spørger sig selv, om det er rigtigt eller ej. Og der måtte vi sande, at det nok ikke var særligt realistisk med de ufoer og rumvæsener,” siger Uffe Gråe Jørgensen.

Han er i dag lektor i astrofysik og planetforskning ved Københavns Universitet og har overlevet mange annoncerede dommedage siden 1967. Nu kan han kun trække på skulderen, når der bliver varslet en ny undergang. Eller når mennesker generelt er præget af det, han definerer som en lidt urealistisk angst for, at verden er helt af lave.

”Det kan virke, som om mennesket har et behov for at have en frygt, som for eksempel bliver projiceret ud i frygten for dommedag. Men jeg synes, at man skal være bange for de rigtige ting. Desværre mangler der en forståelse for den rationelle tankegang. Mange kan ikke lide at forholde sig til matematiske argumenter og støtter sig mere til det følelsesfulde. Der mangler vi i samfundet en gnist for at lære det, der er mere kompliceret, men som kan give et mere retvisende billede af virkeligheden,” mener astrofysikeren.

Oven på sommeren 2016 kunne det ellers være nærliggende at blive ramt af kulturelt sortsyn. I begyndelsen af juni blev 49 skudt og dræbt på en natklub i Orlando, USA. Senere samme måned stemte et flertal af briterne ja til at forlade EU. Herefter fulgte juli med terrorangreb i Nice, massedrab i München og likvideringen af en katolsk præst i den nordfranske by Saint-Etienne-du-Rouvray. Oven i hatten var der et blodigt kupforsøg i Tyrkiet og den hadske og stadig igangværende amerikanske valgkamp for fuld udblæsning. Dertil kommer flygtningestrømmen og klimakrisen, og forleden sprængte en kun 12-årig selvmordsbomber sig selv i luften ved et bryllup i Tyrkiet.

Rejsebranchen mærker allerede, hvordan turister undgår franske og tyrkiske destinationer, når de bestiller ferie. Samtidig fik sommerens begivenheder en lind strøm af debattører fra justitsminister Søren Pind (V) til sognepræst Søren Hermansen fra Sorgenfri Kirke til at savne fredeligere tider.

”Jeg savner agurketiden med de ufarlige nyheder,” skrev Søren Hermansen i en klumme.

”Det varer et godt stykke tid, før den kollektive frygt efter sommerens terrorhandlinger fortager sig,” skrev tidligere biskop Kjeld Holm i Kristeligt Dagblad.

Også samfundsdebattør Anne Sophia Hermansen gjorde i et blogindlæg i Berlingske status på sommeren. For ja, selvom der ikke går en dag uden terror, væbnet konflikt, bombesprængninger og billeder af mord, har verden godt nok aldrig været så fredelig som nu, skrev hun: ”Men hvor længe endnu?”.

Hvor mange der ligesom hende tænker over, hvor længe vi kan holde skansen mod ondskaben, vides ikke. Men TrygFonden har netop oven på de heftige sommermåneder iværksat en undersøgelse, som skal afdække, om begivenhederne har påvirket borgerne. Frygter den danske befolkning mere end tidligere at blive ramt af terror, og gør myndighederne nok for at yde beskyttelse? Det er nogle af de spørgsmål, TrygFonden stiller. Ifølge astrofysiker Uffe Gråe Jørgensen er der ingen grund til at bruge energi på at være bange.

”Personligt synes jeg, vi er inde i en fantastisk udvikling. Det er helt fabelagtigt, hvad menneskene kan, og hvilke problemer vi efterhånden er i stand til at løse. I stedet for at frygte, at det hele bryder sammen og ender i en stor krig, så se på, at vi har det så meget bedre. Vi lever meget længere, er ikke så syge, og flere har mad på bordet. Inden længe bliver vi så gode til at omforme solenergi til elektricitet, at der kommer et decideret energioverskud. Ligesom vi faktisk ved, hvordan vi vil kunne standse et meteornedslag, der i værste fald ville kunne udslette en stor del af Jordens befolkning. Og som har et helt andet ødelæggelsesomfang, end hvad en terrorist kan formå. Men det er terroristen, de fleste frygter.”

Det ligger i den menneskelige natur at indprente sig det dårlige frem for det gode. Vi ser det ene hus, der brænder, frem for de mange, der ikke gør. Derfor skal der heller ikke så meget til, før vi eksempelvis føler terrorfrygten på egen krop. Det fortæller Hans Henrik Knoop, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, og leder af forskningsenheden for positiv psykologi.

”Vi er mere tilbøjelige til at fokusere på dårlige begivenheder end gode, fordi de dårlige gør langt stærkere indtryk. Kritik fylder også mere end ros. Vi er umiddelbart mere opmærksomme på det mørke og depressive end det lyse og livsbekræftende. Fordi vi skal dø, er der også en dommedagsprofeti indbygget i at være i live. Livets formål er åbenlyst livet. Derfor er vi som levende væsner instinktivt indstillede på at udskyde døden, så længe livet på nogen måde er værd at leve.”

Derfor er vi meget opmærksomme på katastrofetegn, når de er der. Og dette kombineret med, at medierne har det med at dramatisere begivenheder, så de virker værre, end de er, skaber hos mange et helt urealistisk billede af, hvilken situation vi befinder os i:

”Vi lever i et moderne velfærdssamfund med materielle privilegier, der overstiger alt, hvad vi tidligere har haft. Den videnskabelige og teknologiske udvikling har for eksempel betydet, at vi i dag gennemsnitligt lever ikke mindre end dobbelt så længe som i år 1800. Vi har fået et helt års ekstra levetid for hvert fjerde år, vi har levet i den periode. Og udviklingen fortsætter. Men folk bemærker ikke denne og mange andre former for gradvis udvikling, fordi ændringerne kommer for langsomt og derfor ikke betragtes som nyheder på noget som helst tidspunkt. Men det burde de!” .

Det ville være fantastisk, om hele menneskeheden kunne hylde og glædes ved klodens små daglige fremskridt. Vel at mærke uden på nogen måde at ignorere verdens problemer, endsige undlade at forsøge at løse dem, mener Hans Henrik Knoop.

”Menneskeheden er i dag konfronteret med enorme udfordringer, ikke mindst klimatiske og nukleare, og det sidste, vi har brug for, er en opgivende og passiviseret befolkning, der står fast på, at alt var bedre i de gamle dage, og som siger nej til at udvikle løsninger på problemerne, selvom det er tvingende nødvendigt. Mange af de debatter, vi har haft om dette i de senere år, har været så populistiske, demotiverende og ufrugtbare, at det meget vel kan have bragt os i større fare, fordi vi har mistet værdifuld tid. Fantasien om dommedag er afmægtighedens triste søster, og hun er ikke længe om at indfinde sig, når systemerne omkring en svigter. Personlig passivisering er virkelig deprimerende, og derfor er det farligt at være låst fast, sidde fast eller stå fast i et miljø, der ændrer sig, fordi det bare bliver mere og mere giftigt at være i. Trivsel forudsætter ganske enkelt harmonisk bevægelse – både fysisk og psykisk.”

Historisk har der været perioder, hvor pessimisme har vejet tungere end optimisme. Og omvendt. For eksempel var den tyske filosof Arthur Schopenhauer i 1800-tallet med til at lægge kimen til en pessimistisk massebevægelse, der bredte sig fra Tyskland til resten af Europa, og der blev både udgivet pessimistsangbøger og -citatsamlinger. Det fortæller Per Jepsen, adjunkt i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet.

”Schopenhauers budskab var, at livet var elendigt og blev ved med at være det, uanset hvad man gjorde, og det synspunkt vandt indpas. Omvendt har der også været tidspunkter i det europæiske menneskes historie, hvor man troede, at man var på vej mod en glamourøs fremtid, og hvor optimismen havde overtaget, for eksempel i oplysningstiden (1690-1800, red.).”

Tiden lige nu hører til i den pessimistiske afdeling, vurderer Per Jepsen.

”Vores tid nu er nok mere dystopisk, fordi vi er konfronteret med pessimistiske perspektiver for vores fremtid. Der er forskellige scenarier, der tegner sig i horisonten. For eksempel er der udfordringen med terror og klimakrisen. Og risikoen for, at det ender i et voldeligt sammenstød mellem civilisationerne.”

Selvom der historisk altid har været kriser og krige, er undergangstruslen mere reel i dag, mener Per Jepsen. Han henviser til den tysk-østrigske filosof Günther Anders, som så bombningerne af Hiroshima og Nagasaki i 1945 som epokegørende.

”Günther Anders kalder tiden efter Hiroshima for år nul. For fra og med det tidspunkt lever mennesket i den apokalyptiske tidsalder. En tidsalder, hvor menneskehedens selvudslettelse hele tiden er en reel risiko. Hvor det før har været en dystopisk skrækforestilling, er det fra og med Hiroshima reelt, fordi vi har udviklet midlerne til at kunne udrydde os selv, og nogle af de perspektiver kan man godt føre op til klimakrisen i dag. Det er nogle af de samme scenarier, der tegner sig. Undergangen er måske ikke bare en religiøs metafor. Den tegner sig som et reelt perspektiv.”

Derfor er det også forkert bare at afvise den menneskelige frygt for undergang som et psykologisk træk.

”For dermed siger du også, at frygten for fremtiden er ubegrundet. Men måske er der nogle potentielle konflikter og undergangsperspektiver, som truer os – og som kan blive menneskeartens endeligt. Skal man se på det konstruktivt, så kan erkendelsen af verdens tilstand være vores redning. Ser vi det i øjnene, har vi mulighed for at afværge, at det sker. Men det kræver, at vi holder op med at sige, at det bare er en medfødt menneskelig tilbøjelighed at frygte det værste og se sort på tingene. Det værste kan blive en realitet,” siger Per Jepsen.

Hjerneforsker og forfatter Peter Lund Madsen har holdt foredrag om menneskets fremtidsperspektiv. Det ligger i vores natur at være i alarmberedskab, for det er farligt at være uforsigtig, siger han:

”Den hjerne, vi har, er grundlæggende skabt til den tilværelse, vi levede i stenalderen. Der var der virkelig mange farlige ting, og man skulle virkelig passe på, så dengang var det naturligt, at man havde en frygt for det ukendte, så man ikke bare gik ud i mørket og blev spist af en leopard. Sådan tænker vi stadigvæk, men virkeligheden har ændret sig. Det har uden sammenligning aldrig været så sikkert at være menneske, som det er nu i vore dage. Og fremtiden har aldrig tegnet så sikker og lys.”

Alligevel er det sådan, at hvis man skal fange vores opmærksomhed, så gør man det ved en katastrofeforudsigelse, mener han:

”En terrorhandling er interessant, selvom risikoen på det personlige plan er uendelig lille. Men alligevel bliver det spredt, og vi får alle sammen følelsen af, at det kun er et spørgsmål om tid, før Nørreport Station bliver ramt af terror. Vi får selekteret alle de dårlige nyheder ud. Tænk hvis Trump vinder valget, tænk hvis Frankrig melder sig ud af EU, og tænk hvis zika-virus breder sig.”

Konsekvensen er ifølge hjerneforskeren, at vi alle går rundt i en boble af katastrofeforudsigelser og dårlige nyheder, som slet ikke afspejler virkeligheden.

”Og ja, der er altid ting, der kan gå galt og vil gå galt. Men prøv at tænke på, hvor uhyggeligt det var i middelalderen under pesten, hvor folk blev smittet, men man vidste ikke, hvad der foregik. Det var heller ikke sjovt. Jeg mener, det er meget vigtigt, at vi hele tiden minder hinanden om, at det går bedre, end det har gjort før, og at rigtig meget er på rette vej, så vi ikke mister gå-på-modet, for det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg ser meget trygt på fremtiden, for jo mere viden vi samler sammen, jo mere kontrol får vi, og jo sikrere sidder vi i sadlen som mennesker. Vi skal træne os til at se bekymringerne i den store sammenhæng. Realistisk set så går det bedre end nogensinde. Kig på menneskehedens historie: Ville jeg hellere have levet for 200, 100 eller 50 år siden? Nej, jeg vil allerhelst leve lige nu,” siger Peter Lund Madsen.