Prøv avisen

Verden har brug for nogen, der vedligeholder den

Den 48-årige stenhugger og restaureringsarkitekt Mette Marciniak har ansvaret for vedligeholdelsen af Danmarks slotte og statuer. Her tilser hun nogle af de gipsafstøbninger af Kronborgs murpartier, som gør det muligt løbende at genskabe sandstensmurene som en tro kopi af det oprindelige slot. – Begge fotos: Jens Welding Øllgaard. Foto: Jens Welding Øllgaard

Et fælles træk ved kulturskatte som Kronborg Slot, Saturn-fartøjet Orbiter og moderne velfærdsstater som Danmark er, at de kræver en hærskare af dygtige vedligeholdere for at bestå. Det har vi en tendens til at glemme i en tidsånd, som er mere optaget af innovation

Kronborg Slot ligger smukt under den klare blå forårshimmel og omgivet af Øresunds bølger på Sjællands nordøstligste hjørne i Helsingør. Det majestætiske sandstensslot fra renæssancen er en af kun otte lokaliteter i Danmark, som har fundet vej til FN-organisationen Unescos liste over uerstattelig verdensarv. Men det er ikke ensbetydende med, at stenene i sig selv stammer fra renæssancen. Så godt som hele slottet er nemlig skabt – eller rettere genskabt – af senere tiders stenhuggere og andre vedligeholdere.

”Sandsten har en begrænset levetid, så de sten, vi ser på Kronborg, har typisk været nyhugget to gange allerede. Der er stort set ikke noget tilbage af det originale fra Frederik den Andens eller Christian den Fjerdes tid,” fortæller Mette Marciniak, restaureringsarkitekt og ansat under Slots- og Kulturstyrelsen som chefkonsulent for restaurering af alle danske slotte og statuer.

”Kunsten er selvfølgelig lige præcis at kende traditionerne, metoderne, tilløbsmørtelerne og så selvfølgelig selve håndværket, så man kan genskabe det på samme måde, som man har gjort siden 1500-tallet, Det er vores helt store opgave,” forklarer hun. Og hun tilføjer, at hvis nogen synes, det er skuffende, at Kronborg ikke består af de originale sandsten, så skal man huske på, at arkitekturen, udformningen af det hele, er det originale.

”Hvis ikke vi har de dygtige billedhuggere, der formår at lave gipsmodeller, hvis ikke vi har stenhuggerne, der er så dygtige, at de kan genskabe det her plus minus én millimeter, så skal vi slet ikke røre ved det,” siger Mette Marciniak.

Tilbage i romantikken i 1800-tallet så man anderledes på det. Da arkitekten Ferdinand Meldahl, finansieret af brygger Jacobsen, restaurerede Frederiksborg Slot i Hillerød, valgte han at pynte på slottets oprindelige udformning, fordi han syntes, det så blev smukkere. På andre punkter sprang han over, hvor gærdet var lavest.

”Meldahl støbte alle skulpturerne på Frederiksborg Slot i zink, fordi det var billigere og hurtigere. Nu har vi så brugt de sidste 100 år på at nyhugge dem i sten igen,” fortæller restaureringsarkitekten, der har haft et livslangt kærlighedsforhold til sten og selv begyndte sin karriere som menig stenhugger i en gravstensbutik i Skive, indtil en ulykke tvang hende til at tænke i andre baner.

I dag er der bred enighed om, at de gamle slotte og statuer hellere skal genskabes end omskabes, og selvom restaurering havde lav status, da Mette Marciniak gik på Kunstakademiets Arkitektskole, nyder godt restaureringsarbejde voksende anerkendelse.

På næsten alle andre felter i samfundet er det store fokus derimod på innovation og forandring. Men måske overvurderer vi betydningen af innovation og undervurderer, hvor stor og vigtig en del af vores arbejde, samfund og dagligdag som går med at opretholde alt det, der er skabt tidligere.

Det er i hvert fald budskabet på den videnskabelige konference The Maintainers – vedligeholderne – som holdes i næste uge på Stevens Institute of Technology i New York. Initiativet til konferencen, som er den anden af sin art, udgår fra teknologihistorikerne Andrew L. Russell og Lee Vinsel, som ser et behov for at hylde de mange mennesker, der i deres job er med til at sørge for, at verden fungerer og er til at kende. Det gælder ikke kun specialister som stenhuggere og teknikere, men også velfærdsstatens vedligeholdere som sygeplejersker, politibetjente og skolelærere, forklarer Andrew L. Russell, der er professor ved Suny Polytechnic Institute i New York.

”Vi vil gerne udfordre opfattelsen af innovation på to niveauer: Dels den udbredte forestilling om, at innovation i sig selv er et gode, uafhængigt af hvad fornyelsen betyder. Dels mener vi, at innovation fylder langt mere blandt politikere, erhvervsfolk og i den offentlige debat end i menneskers liv og hverdag,” forklarer han.

Andrew Russell uddyber, at studier viser, at programmører bruger 60-80 procent af deres tid på at vedligeholde systemer.

”Selv de af os, der konstant får at vide, at vi skal tænke nyt i vores job, arbejder reelt set også med at opretholde funktioner og videregive eksisterende information,” siger Andrew L. Russell, som har opnået støtte fra flere politiske fløje. De borgerlige kan godt lide idéen om at bevare den eksistererende kulturarv og de etablerede værdier, og på venstrefløjen støtter man anerkendelsen af velfærdsstatens ”varme hænder”.

Kritikere har imidlertid også beskyldt Russell og hans kolleger for at være reaktionære og forandringssky. Men han betoner, at han ikke er modstander af innovation. Han opfordrer blot til, at man, hver gang man forandrer og fornyer systemer, overvejer, hvilke resultater innovationen skal munde ud i, og hvilke værdier forandringerne skal fremme.

At innovation er højeste mode og har høj politisk prioritet, så man, da Sophie Løhde (V) ved den seneste regeringsomdannelse i december 2016 af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blev udnævnt til minister for offentlig innovation. Henrik Bech Seeberg, som er ph.d. og adjunkt ved institut for statskundskab på Aarhus Universitet og forsker i, hvordan den politiske dagsorden skabes på Christiansborg, ser udnævnelsen som en understregning af, at innovation er blevet gjort til et samfundsanliggende.

”Det kan lyde fjollet, at vi skal have en innovationsminister, men det undrer mig ikke. Regeringen vil gerne afspejle, hvad der rører sig ude blandt vælgerne, og hvad der fylder i samfundsdebatten. Og to vigtige emner her er, hvordan vi får en mere effektiv offentlig sektor, og hvordan vi fastholder det videnssamfund, som vi skal leve af i fremtiden, og hvordan vi skaber vækst,” siger Henrik Bech Seeberg.

Men ifølge Svend Brinkmann, professor i psykologi ved Aalborg Universitet, er det afgørende, at vedligeholdelse og faste rutiner ikke begrænser kreativitet og nytænkning.

”Jeg møder tit en fordom om, at rutiner, struktur og fordybelse står i kontrast til at tænke kreativt. Men jeg mener, at kreativitet tværtimod trives bedst i faste rammer. Hvis du siger til en eller anden: ’Skriv et digt’, vil de fleste have svært ved det. Men hvis du siger: ’Skriv et haiku-digt’, får kreativiteten pludselig et rum at blomstre i. Derfor tror jeg, man skal forstå rammen og kende det gamle for at kunne bygge videre på det. Hvis man kun vil se fremad, kommer man til at save den gren over, man selv sidder på. Og det kan jo føles godt – indtil man rammer jorden,” siger han.

Langt fra konferencesalene i New York og ministerkontorerne i København går Mette Marciniak på Kronborg. Hun bevæger sig højt over jordhøjde på et stillads ved trompetértårnet på det store slot. Sandstenene er slidt af tidens tand, men heldigvis er der store dele af tårnet, som tidligere tiders vedligeholdere har taget afstøbninger af. Ud fra tegninger, gipsafstøbninger og studier af lignende, bedre bevarede stenpartier skal restaureringsarkitekt og stenhuggere i gang med et møjsommeligt arbejde.

”I Danmark har vi rigtig gode traditioner for at få lavet gipsafstøbninger i god tid. De skal helst foretages så hurtigt som muligt, inden stenene begynder at blive nedbudt,” forklarer Mette Marciniak.

Hun ser ikke restaureringsarbejde som en modsætning til innovation. For eksempel er der sket mange fornyelser i vedligeholdernes arbejdsgange. De rekonstruerede gipsmodeller indscannes, og statuen fræses ud i en ny sandsten af en såkaldt cnc-fræser – en huggerobot, så stenhuggerne først behøver bruge hammer og mejsel, når de kommer til stenblokkens finere detaljer. Men det afgørende er, at målet med det hele ikke er at skabe nyt, men at bevare og genskabe gammelt så godt som overhovedet muligt. Og bruge de materialer og teknikker, som gør, at stenene kan holde i mange år, før nye vedligeholdere må til.

Det var først i oplysningstiden i 1700-tallet, at man begyndte at se innovation og forandring som positive begreber, og med den industrielle revolution i 1800-tallet opstod en stor optagethed af fremskridt. Efter Anden Verdenskrig begyndte så det, som Andrew L. Russell kalder ”innovationskulten”, at sprede sig blandt borgere i den vestlige verden. Efterhånden blev det sløret, at teknologi ikke kun handler om at nyudvikle og erstatte det bestående med noget andet, men også om at vedligeholde, reparere og justere.

Den amerikanske it-forsker Marisa Cohn er blandt oplægsholderne på The Maintainers-konferencen i New York. Til daglig forsker hun i værdien af gamle computersystemer på IT-Universitetet i København. Hun mener, at man siden internettets gennembrud med den såkaldte dot.com-bølge i 1990’erne har ladet ordet innovation erstatte ordet udvikling som betegnelse for samfundets store mål. Og rent sprogligt er der den forskel, at mens udvikling handler om at bygge videre på noget, sender innovation signaler om at begynde forfra med noget helt nyt.

”For at være en god borger i innovationens æra skal man være god til at glemme det, man gjorde for bare et år siden,” lyder kritikken fra Marisa Cohn.

Hendes ph.d.-afhandling, som beskriver den amerikanske rumfartsorganisation Nasas arbejde med Orbiter-robotten, viser netop dette. Rumfartøjet blev i 1997 sendt af sted med kurs mod Saturn, hvortil den nåede i 2004, men den teknologi og de programmeringssprog, robotten var skabt af, stammede fra 1970’erne og 1980’erne.

Set i Kronborg-perspektiv er dette nær fortid, men ikke inden for it. Det, som optager Marisa Cohn, er netop, at rumprojektet har tvunget Nasa til at bevare sine gamle systemer og beholde de medarbejdere, som havde kendskab til dem.

”Og det viser sig, at de gamle systemer fortsat løser deres opgave i rummet ved Saturn ganske udmærket, selvom Orbiter-fartøjet, der er på størrelse med en varevogn, kun har to gigabit lagerplads, hvilket er mindre, end min mobiltelefon har,” fortæller Marisa Cohn.

”Vi undervurderer vedligeholdelse, fordi vi undervurderer værdien af de ting, der allerede virker,” siger Marisa Cohn, som advarer mod en tidsånd, hvor man hele tiden fornyer for fornyelsens egen skyld. Blandt andet fordi fornyelse og forandring er lettere at bemærke end den vedligeholdelse, som gør, at alting tilsyneladende forbliver det samme. Som stenene på Kronborg, der med stor omhu hugges, så det er næsten umuligt at få øje på, at nye sten har afløst de gamle.

På stenhuggerværkstedet i Helsingør fortæller Mette Marciniak om dengang i begyndelsen af 1990’erne, da hun blev klar over, at hun skulle være den danske sten-kulturarvs chefvedligeholder. Hun havde været på et par års fantastisk dannelsesrejse i Europa, hvor hun huggede granitskulpturer for kunstneren Jørgen Haugen Sørensen i Italien og Portugal, og nu arbejdede hun med at hugge sten på Marmorbroens pavilloner ved Christiansborg. Her kunne hun se, at arkitekter ikke altid havde den viden om materialer, som kunne føre til, at det, man byggede, stod for tidens tand. Men som menig håndværker var det begrænset, hvor meget hun kunne blande sig i metoder og materialevalg.

”Faktisk står vi nu over for at skulle skifte nogle af de sten ud inde ved Christiansborg, som jeg selv har været med til at sætte op. Det er jo sindssygt. En af mine kolleger troede, stenene var tilbage fra 1745, men jeg sagde: ’Det er altså nogle, jeg har sat op’,” fortæller Mette Marciniak.

Men hovedårsagen til, at hun ikke forblev stenhugger eller valgte at arbejde med nyskabelse af skulpturer, var en ulykke, som indtraf, allerede da hun var i lære i Skive.

”Min mester havde ladet mig være alene, mens han selv tog på sommerferie. Han havde lavet en rigtig lang seddel med alt det, jeg skulle nå, og som den naive tøs, jeg var, ville jeg vise ham, at jeg kunne nå alt det, som var fuldstændig urimeligt at nå. Men desværre skete der det, at en sten væltede ned fra en stor højde, ned over min fod. Den ramte med 350 kilo lige oven på stålet på mine sikkerhedssko. Da de endelig fik skåret min sikkerhedssko af, stod foden 90 grader ud til siden, den var simpelthen flået af,” beretter Mette Marciniak.

For nogle ville en så voldsom episode måske føre til, at man opgav alt, der havde med sten at gøre, men hendes kærlighed til sten og kulturarv var stærkere end som så. Nu har hun gennem de seneste 13 år udnyttet sin viden om sten, sin baggrund som stenhugger og sin efterfølgende uddannelse som restaureringsarkitekt til at sørge for, at restaurationsarbejdet af slotte og statuer i Danmark er i topklasse.

For sin indsats fik hun i 2015 den prestigefyldte Europa Nostra-pris, som hvert år overrækkes af prins Henrik til en person, som har gjort en stor indsats for at værne om bygnings- og landskabskultur.

Marisa Cohn fra IT-Universitetet i København sammenligner velprøvede computersystemer med mennesker, der har nået en vis alder. De har ikke nyhedens interesse, og de er ikke så umiddelbart gennemskuelige som nye systemer. Til gengæld har flere års funktion – med hvad der følger af erfaringer, fejl, skader og reparationer – ført til, at de ofte virker upåklageligt. De har vist deres værd. Og at deres arbejdsindsats ikke kun fungerer her og nu, men også over tid. Vedligeholdelse er ofte en klogere strategi end innovation uden hensyn til det bestående.

Professor Andrew L. Russell fra Suny Polytechnic Institute i New York siger, at det gælder om at finde en passende balance mellem de to strategier. Vi begår ikke nødvendigvis en fejl, når vi hylder innovatorerne. Men det er vigtigt, vi også husker at hylde vedligeholderne, betoner han:

”Man kan sige, at gårsdagens eksperimenter er denne dags platform – og den har vi brug for, så vi kan eksperimentere igen i morgen. Udfordringen er, at vi ikke ved, hvad vi får brug for i morgen, og det forkerte svar på den udfordring er både at skabe nyt for det nyes skyld og helt at holde op med at udvikle sig.”

”Hvis ikke vi har de dygtige billedhuggere, der formår at lave gipsmodeller, hvis ikke vi har stenhuggerne, der er så dygtige, at de kan genskabe det her plus minus én millimeter, så skal vi slet ikke røre ved det,” siger Mette Marciniak. Foto: Jens Welding Øllgaard
Foto: Jens Welding Øllgaard