Han lagde beskeden op på Facebook klokken 13.29. Og få minutter efter begyndte det at vælte ind med kommentarer og triste smileys.
”Tak for dit store engagement gennem alle årene og for alt, hvad du har gjort for den danske sang, både på elite og amatørplan. Du har været til stor inspiration for virkelig mange mennesker!”.
”Du har virkelig været en ildsjæl Mads! Og du har bygget noget helt særligt op. Tak for mennesker som dig!”.
Beslutningen, der blev delt med et enkelt klik den 24. april, har krævet mange overvejelser og været længe undervejs. Men allerede til juni siger 66-årige Mads Bille farvel til en livsstil, der ”kræver en næsten monastisk regelmæssighed”, som han selv beskriver det at være korleder på et højt niveau.
”For kirken og koret har fyldt alle mine dage og timer. Men efterhånden var jeg begyndt at tænke, at jeg måske gør mere gavn for koret nu ved at lade andre tage over og så selv koncentrere mig om den videre udvikling af Den Jyske Sangskole og Sangens Hus.”
Efter 35 år som organist ved Herning Kirke og dirigent for Herning Kirkes Drengekor har Mads Bille derfor valgt at give stafetten videre og gå på pension. Afløserne er fundet, afskedsreception og koncerter var også planlagt, men al markering er udskudt på grund af coronakrisen.
Han er ikke trist. Han glæder sig blot over, at det er lykkedes at finde dygtige efterfølgere til koret og orglet – og til at få bedre tid til at fortsætte arbejdet som kunstnerisk chef for Den Jyske Sangskole og direktør i Sangens Hus. Institutioner, han i årenes løb som korleder også har været med til at skabe.
Mads Bille er med sine 35 år i byen ikke længere en fremmed på egnen, som han var til at begynde med. Når han går på gaden iført sin lange frakke og med den blødpuldede hat på hovedet, bliver han hurtigt genkendt som den arbejdsomme organist og korleder, der har sat Herning ikke kun på landkortet, men også gjort byen internationalt kendt. Som byen med de smukke stemmer og det sprudlende talent- og sangmiljø.
Men at det faktisk blev til 35 år med et kirkekor i Herning, er i virkeligheden også kommet noget bag på ham selv. Da han sagde ja til jobbet i 1984, kom han som 31-årig ambitiøs konservatorieuddannet organist og korleder til byen på heden med lyden af drengekoret fra Westminster Abbey i London i ørerne. Det var i de engelske kirker, han havde forelsket sig i den tætte symbiose mellem drengekorenes musik, liturgien og kirkerummet. Han havde været i England ad flere omgange og studeret den anglikanske kortradition nøje. Og han glædede sig til at møde den samme rendyrkede klang i den danske provinskirke.
”Men det viste sig hurtigt, at der naturligvis var et stykke fra klangen i Herning til klangen i Westminster Abbey. Det var umuligt for mig at skabe regelmæssighed i korets output. Efter nogle år var jeg så nedbøjet over mine manglende evner som korleder, at jeg spurgte Dorte, om ikke vi skulle flytte til New Zealand og begynde et nyt liv der. Den var hun med på.”
Heldigvis for Herning – og i virkeligheden også for Mads Bille – fik ægteparret afslag på deres ansøgning fra New Zealands immigrationsmyndigheder. De mente ikke, at det lige var flere organister, landet havde mest behov for.
Så Dorte og Mads Bille blev i Herning, og Mads tog fat. Hvis engelske kirkekor kunne blive så dygtige, så måtte det også kunne lade sig gøre her. Også selvom børnene på egnen sjældent kom fra hjem med klaver eller var vant til at opfatte netop sang som mindst lige så vigtigt som fodbold.
”En fodboldkamp mod ærkerivalerne fra Aulum var jo i deres øjne en rimelig grund til at blive væk fra øvetimerne med koret. Så jeg måtte lære noget af sportsverdenen og få drengene til at forstå, at korsang også kræver hård øvelse og streng disciplin. Ellers bliver man aldrig kirkekorenes nummer et i Superligaen.”
En af metoderne findes i de rammer, interviewet foregår i. Mads Bille har inviteret på kaffe i opholdsrummets sofahjørne på Den Jyske Sangskole i Herning. Det er en nedlagt folkeskole, som siden 2005 har dannet ramme om undervisning af kommunens børn og unge i sangen som instrument. Og idéen til sangskolen opstod i kølvandet på et kræftforløb, hvor Mads Bille troede, at hans liv ville blive alt for kort.
”Jeg fik hudkræft og overlevede heldigvis, men kunne lige så godt være død. Det fik mig til at tænke, at al min tid fra nu af var bonustid, og det gav mig en stærk tilskyndelse til at turde tænke mine drømme klart. Hvis jeg skulle nå mit mål, så måtte jeg satse alt og være totalt ambitiøs på kormusikkens, gudstjenestens og sangens vegne. Og jeg indså, at hvis min ambition var korsang på niveau med Westminster Abbey, så krævede det ikke kun en indsats fra en enkelt ildsjæl som mig. Der måtte skabes blivende institutioner, der kunne løfte opgaven. Hvor børnene systematisk og over mange år kunne lære musikken at kende som et sprog, de kunne tale.”
Den idé blev hans ”redningskrans”, siger han i dag.
”For min selvfølelse som korleder var efterhånden ret medtaget, og jeg havde også presset kirkens og provstiets pengekasse til det yderste med alle mine nye tiltag med korrejser, øveweekender og koncerter. Med sangskolen kunne flere få ejerskab til idéen om sangens potentiale. Jeg spurgte også Dorte, om hun ikke havde lyst til at etablere et pigekor, og i dag har vi omkring 220 børn og unge på sangskolen og en fantastisk stab af lærere og personale. I 2011 begyndte vi etableringen af sangkraftcentre over hele Danmark. Det gjorde vi dels for at understøtte og udvikle talentmiljøer for sang og dels for at skabe muligheder for at alle, hver med sin stemme, kunne synge – ikke kun i Herning, men i hele landet.”
Det er her på skolen, børn fra 3. klasse og op til 20-årsalderen møder partiturene til de helt store korværker. Og fællesskabet med hinanden. For mange af dem er det første gang, de hører klassisk musik.
”Men når jeg har de årlige ’medarbejdersamtaler’ med korets medlemmer, så nævner de næsten alle sammen Mozarts ’Requiem’ som det bedste værk, de har været med til at synge. Og når jeg i dag møder mænd, der var med i koret som børn, fortæller de om netop det værk som en tilbagevendende livsledsager.”
Den mørkeblå jakke over en lyseblå skjorte, de sorte sko og bukser er med til at understrege billedet af en både seriøs og ambitiøs mand. Hvor det ikke er bandlyst at tale om elite, om at få folk til at yde deres ypperste ved at presse dem mere, end de måske er vant til. Hvor Mads Bille indimellem får ”oberstanfald”, som han selv kalder det, hvis niveauet eller ambitionen ikke er høj nok ved dagens øvetime. Men man får også et indtryk af en anden side. For godt nok er her både jakke og skjorte, men folderne er ikke til at skære sig på. Og gennem årene har mange af byens børn og unge da også i Mads Bille mødt et menneske, der mødte dem med tillid og så et muligt talent, hvor andre måske primært så en diagnose eller et problem.
”Jeg beskæftiger mig meget sjældent med, om børn har en diagnose eller ej. Men jeg oplever, at netop musik giver mening for mange af de børn, som ellers mest føler sig set som en udfordring. Og jeg tror, at tydeligheden i korarbejdet er godt for dem. Der er klare rammer, og det gælder jo også gudstjenestens liturgi. Vi har også navne på stolene i korets øvesal. Faktisk tror jeg, at megen angst i dag skyldes, at børn og unge ikke har haft ’de gode manerers liturgi’ at læne sig op ad. De adfærdsmæssige helt åbne landskaber er ikke gode for nogen.”
Mads Billes tanker om gode manerer og klare rammer er i virkeligheden også en tale til hans yngre jeg.
For som ung var han selv meget rodløs, og det var med nød og næppe, han klarede sig igennem skolen, ”og min familie havde aldrig troet, at jeg ville klare gymnasiet, så de klappede af lettelse, da jeg fik huen på. Med et elendigt gennemsnit”.
Han ville gerne noget med musikken, men der var noget andet, der trak mere i ham. Allerede i gymnasietiden tog han knallerten og kørte fra hjemmet i Randers til landets første Thylejr, ”for jeg havde hørt, at her både var masser af hash og mange piger”.
”Set i bakspejlet var det jo den mest symboltunge begivenhed i hele efterkrigstiden, jeg var med til. Thylejren var et frontalangreb på Gud, konge og fædreland. For mig var det mest en fest. Men den nedbrydelse af alle normer, som lejren ellers var udtryk for, er jo noget af det, jeg i dag helt har vendt mig fra. I dag er jeg en klar fortaler for de borgerlige dyder.”
Mads Bille smiler. For ved siden af troen på de borgerlige dyder, klare rammer og disciplin har han også troen på fællesskabet, folkeligheden og den demokratiske overbevisning om, ”at alle har en stemme”, som han siger. Og den overbevisning har han selvfølgelig også en ambition om at få virkeliggjort. Præcis som det skete med ambitionen om at få drenge fra Herning til at synge lige så godt som drenge fra London.
”Jeg tror jo generelt mere på miljø end på arv. Og at verden skal frelses med skønhed. Derfor er mit mål, at vi får en national handlingsplan for, hvordan sang bliver masseret ind i hele samfundet. Så sangens potentiale kan blive foldet ud. Når vi synger, forlader vi for en stund vores overophedede ego og løfter i stedet i fællesskab. Det er godt for os ikke mindst i en tid, hvor mange plages af angst, og vi leder efter kvalificerede, meningsfulde fællesskaber. Her kan sangen virkelig noget, som vi bør have meget større fokus på.”
Det er blandt andet dén opgave, han nu glæder sig til at kunne kaste sig endnu mere over i både sangskolen og Sangens Hus, når han går på pension fra kirken og drengekoret.
”Det er en enorm glæde, at vi i Den Jyske Sangskole og Sangens Hus nu har mere end 70 mennesker ansat. Jeg er ikke længere en ensom ildsjæl. Jeg er en del af et team og en del af en bevægelse, som ser sangen som en samfundsressource.”
Første stop: Herning, næste stop: hele landet. For som han selv siger: ”En ildsjæl er fantastisk til at sætte ting i gang. Men ildsjæle forsvinder. Det vigtige er derfor at skabe institutioner og miljøer, der har evigheden som bagkant.”